Zarathustras gåde

KRONIK I foråret 614 e. Kr. drog den persiske general Shahrbaraz hærgende ind i det hellige land, der dengang var en provins af det byzantinske rige. Overalt, hvor han kom frem, brændte han kirkerne, men der var én, som blev skånet; fødselskirken i Betlehem led ingen overlast. Grunden var en mosaik over døren, hvor de vise mænd fra Østerland var fremstillet i persisk dragt.

Var det en tilfældighed? Og ville en sådan tilfældighed have bevæget Shahrbaraz til at skåne en af kristenhedens vigtigste helligdomme?

Der falder et mærkeligt lys over begivenheden fra nogle linier i et af de .såkaldte apokryfe evangelier (“Första Evangelium om Jesu Christi barndom”; Det Apokryfiska Nya Testamentet, Stockholm 1850):

“Og det skete, da den Herre Jesus var født i Betlehem, en by i Judæa, på kong Herodes’ tid, da kom der vise mænd fra Østerland til Jerusalem efter profetien af Zoradascht, og de medbragte gaver, guld, røgelse og myrra, og de tilbad Ham og ofrede deres gaver.” Den Zoradascht., der her er tale om, er det gamle Irans eller Persiens store profet og religionsstifter Zoroaster, bedre kendt som Zarathustra.

Det har gennem tiderne været stærkt diskuteret, hvem de vise mænd var, og hvilket eller hvilke folk de tilhørte. Nogle har forstået begivenheden således, at i disse tre mænd knæler de første hedninger for verdensfrelseren, andre har opfattet dem som jødiske stjernetydere fra det gamle Babylonien, der rejste til Judæa efter at have set et himmeltegn, som ifølge overlevering skulle varsle Messias’ fødsel. Men mosaikken på fødselskirken og passagen fra det apokryfe evangelium tyder på, at der i hvert fald har været en bestemt og meget tidlig overlevering om, at de vise mænd var persere, der kom til Palæstina i troen på, at en profeti af Zarathustra var gået i opfyldelse.

Har vi i øvrigt nogen grund til at antage, at denne overlevering kan være rigtig?

Det er ikke meget, der vides om Zarathustras person. End ikke hans levetid kan fastslås med nogenlunde sikkerhed. Grækerne ansatte hans fremtræden til flere tusind ar for Kristus, men det eneste, vi virkelig, ved, er, at han har levet på et eller andet tidspunkt før ca. 500 f.Kr. Hans miljø er et hyrdesamfund, men der hersker tvivl om, hvor hans hjemstavn skal søges. Visse ting peger mod det nordlige Afghanistan, andre mod det nordvestlige Persien. Sine første tilhængere vandt han i Persiens sydøstlige egne.

Hans lære, mazdeismen, også kaldet parsismen, er en religionshistorisk gåde. Ikke blot fordi der er så meget ved den, vi ikke kender; den største gåde er det, vi ved besked med. Dens tale om Gud og djævel, liv og død, verdensalt og menneske stemmer så nøje med den jødisk-kristelige, at al tale om tilfældighed er udelukket. I en tid, hvor vor videnskab er kommet så ulykkeligt efter det, at den kun kan arbejde med en snæver gruppe kendsgerninger, som den selv vilkårligt afgrænser og betegner som “rationelle”, vil man være tilbøjelig til at antage, at en indbyrdes påvirkning har fundet sted mellem disse religioner, men det erkendes af fagfolk, at denne antagelse lige så godt kan være forkert; nogen rigtig støtte for den har man ikke. De forskellige forestillinger er meget muligt opslået uafhængigt i de to områder – det vil for den Ikke-videnskabelige, religiøse tænkemåde sige: de beror på selvstændige åbenbaringer. Hvad. enten det ene eller det andet nu er rigtigt, kan det siges, som forfatterinden Ingeborg Olrik engang udtrykte det: Når alle disse gamle parsiske forestillinger om dommedag og Satan og engle og opstandelse er kommet ind i jødedommen, så kunne det jo være, fordi de er sande!

Zarathuatra og hans disciple taler om to ånder: Ahura Mazda, “den, altseende herre”, livets skaber, den algode, højeste Gud; og Angra Mainyu, hans mægtige modstander, mørkets fyrste, dødens ophavsmand og alle onde ånders herre. Der beretter om paradiset, hvor døden ikke fandtes, og om syndfloden. Sammenlignet med bibelens skildringer af urtiden forekommer parsismens uklare og. ufuldstændige, men de grundlæggende begreber og idéer er ikke til at tage fejl af.

Den nuværende tidsalder er kampens, den store kamp mellem Gud og djævelen, hvor mennesket er stillet over for det afgørende valg imellem dem og af egen fri vilje må beslutte sig til at kæmpe på en af siderne. På Angra Mainyus side står de onde ånder, de faldne engle, daevaerne, som i urtiden valgte at tjene mørkets fyrste og har gjort livet sygt. På Ahura Mazdas side står lysånderne, de gode magter, og forrest iblandt dem de seks Amurta Spuntaer, som står omkring Ahura Mazdas trone. Også Zarathustra og dem, der følger ham, har valgt Ahura Mazdas side og strider mod daevaerne. Deres våben er bekendelsen, kærlighedsgerninger og alt livsfremmende arbejde.

Men denne kampens tidsalder skal engang få ende. 3000 år efter Zarathustra kommer verdensløbets afslutning, og meget i parsismens beskrivelser af disse ting klinger så bibelsk, at den kristne læser må forbløffes. De sidste dage er en angstens og sorgens tid, hvor dæmonerne myldrer frem i uendelig mængde. Jordskælv hærger, og der sker “store tegn i himlen og på jorden. Den sidste og afgørende kamp mellem Gud og djævel finder sted, men dens udfald er givet på forhånd. Angra Mainyu kastes i ilden, og “alt lægges ind under Ahura Mazda, der bliver alt i alle,” som professor Søren Holm siger i sin bog Religionerne.

Her, i sammenhæng med læren om de sidste ting, kommer også det, der måske er det allerejendommeligste ved parsismen, og som samtidig rummer noget, der ligner et svar på spørgsmålet om den apokryfe profeti. Skønt selve denne ikke er bevaret for os, er det en kendsgerning, at tanken om verdensfrel-seren indtager en central plads i Zarathustras religion, og vi er i besiddelse af gamle, parsiske helligskrifter, der direkte hævder, at han har profeteret om ham. I den rituelle lovbog Vendidad læser vi således:

“For Angra Mainyu kundgjorde Zarathustra: Du lumske Angra Mainyu! Jeg skal slå den af daevaerne skabte skabning … “indtil den sejrrige frelser skal fødes fra søen Kangsaoya fra det østlige verdenshjørne .. ”

Ved tidernes ende skal frelseren komme og opvække de døde, som under-kastes en prøve ved ild, der fortærer alt ondt og urent. De ugudelige brændes, medens de fromme, der ikke skades, går ind til det evige liv.

“For Zarathustras opfattelse var livet under de gamle guders regimente bragt under dødens herredømme og skulle ved de retsindedes kamp mod daeva-dyrkernes slette herredømme ved den velsignelsesvirkende Gud Ahura Mazdas hjælp bringes tilbage til sin oprindelige sundhed og fylde, befriet for dødens besmittelse. Denne tilstand af uforkrænkelighed indtræder ved tilværelsens forandring eller fornyelse, ved fuldendelsen, når guddommen i skikkelse af Asa overvinder fornægtelsen … Den sidste frelser, den egentlige Saosyant, bærer navnet Astvatørøta, den som skal legemliggøre Asa, det guddommelige ret-færdighedsrige … Han skal kaldes den sejrrige Saosyant og Astvatøtøta, fordi han virker frelsen (savah) for hele legemsverdenen og skaffer alt, hvad der har liv og legeme, legemlig uforkrænkelighed. Endnu i sene tider har man regnet j med, at det er selve legemsverdenen, der skal overgå i forklaret skikkelse.” (Avesta, oversat og forklaret af K. Barr, København 1954, s. 200).

Det er ikke usandsynligt, at de mænd, som stjernen ledte frem til krybben i Betlehem, tilhørte Zarathustras religion. Den, der fordyber sig i parsismen, vil finde, at overensstemmelsen med kristendommen rækker langt videre, end det har kunnet antydes her, endog ind i spidsfindige enkeltheder, hvor Avesta-skrifterne måske nu og da kan i have et forløsende ord at sige i vore dages teologiske debat. Det gælder for eksempel den helvedesstrid, der har været så hård i Norge, men ikke rigtig synes at ville tage fart herhjemme. Det er muligt, at man ville kunne finde noget at enes om ved at studere parsismens tale om den hellige Guds ild, som ikke er fjendsk mod andet end synd og død og djævel og følgelig er noget godt, en del af Guds algode væsen. Det er en fællesnævner for meget af det, bibelen har at sige om disse ting. For parserne kom ilden til at spille en dominerende rolle, så. de byggede pragtfulde ildtempler og blandt deres nabofolk ofte simpelthen gjaldt for at være ildtilbedere, men denne ildtilbedelse er, i det mindste i sin oprindelse, en tilbedelse, af Ahura Mazdas hellige majestæt. Det er måske værd at sammenligne med Moses’ ord i afskedstalen til Israels folk: “Herren din Gud er en fortærende ild!”. (6. Mos. 4,24). Eller som et Jesusord, der er overleveret uden for bibelen, lyder: “Den, der er mig nær, er ilden nær!”

I muhammedanismens første tid, da araberne foretog deres store ekspansion og erobrede det nære Østen, kom de i berøring med en mangfoldighed af fremmede religioner og fik herredømmet over hele folkeslag, der bekendte sig til dem. Blandt disse sondrede de kristendommens, jødedommens og parsismens tilhængere ud fra de andre og begunstigede dem på flere måder, fordi de vogtede åbenbaringer fra den sande Gud, som også, Muhammed havde forkyndt. De var “hl al-kitab”, de andre var “muschriqs”, afgudsdyrkere. Ah al-kitab tik tilsikret frihed til at have deres gudsdyrkelse, imod at de betalte en særlig skat.

Det er bemærkelsesværdigt, at man tog parserne med i denne “familie”. Der var ganske vist en overgang gamle, oversnedige retslærde, der satte forskellig takst på drab af forskellige trosbekendelsers tilhængere, og her rangerede parserne temmelig lavt. For en parser måtte der betales 6,5 pct. af mandeboden for en muhammedaner, medens en jøde takseredes til 30 pct.! Dette er dog kun et kuriosum. Den almindelige, anerkendte opfattelse har tydeligvis været, at en parser var noget andet end en hedning, og man vidste, hvad man talte om. Parsismen spillede en betydelig rolle også uden for Persien, og dens missionærer havde sammen med jøder og kristne holdt monoteismens fakkel brændende i Arabien i den mørke hedenske periode før Muhammed.

Zarathustra selv lod ingen i tvivl om, hvorfra han havde sin viden: fra Ahura Mazda, der kaldte ham til profet og lagde sine ord i hans mund, ganske reelt. I så henseende gør han krav på det samme som de gammeltestamentlige profeter, og det ser unægtelig ud, som om vi står over for et spring i åndens verden, som ikke kan forklares ud fra vore sædvanlige love, og som ingenting har med “udvikling” at gøre. Måske vil vi aldrig her i “kampens tid” nå til at forstå, hvad det var, der skete. Når vi betragter Zarathustra, tegner hans skikkelse sig lige med så uhyre konturer som Moses’ eller Paulus’, men han står inde i tusmørket, hvor vi ikke kan afgøre, hvor meget den usikre belysning bedrager. Det er umuligt at sige, om der virkelig var tale om en af disse fantastiske tildragelser, hvor Abrahams, Isaks og Jakobs Gud sætter alle historiens love ud af kraft, som da Moses trådte op mod farao eller Paulus mod Rom. Men underligt er det, at lige så stor harmoni, som parsismen opviser i forholdet til sine vestlige naboreligioner, jødedom, kristendom og islam, hvor man tilbeder Abrahams Gud, lige så radikalt et brud betegner den i forholdet til de østlige, hinduismen og buddhismen. Hinduismen, på hvis skuldre buddhismen står, er den direkte fortsættelse af den ældgamle, fællessariske urreligion. I denne fødtes også Zarathustra, og dens begreber opererer han ofte med, når han skal meddele sine landsmænd sine åbenbaringer. Besynderligt er det derfor at se, hvor uforsonligt han vender sig imod det gamle. Frygtløs træder han op mod sin samtids grusomme offerkult, mod sit folks mægtige og mod de gamle guder, der uden skånsel forvises til dæmonernes rige, medens Ahusa Mazda alene sættes på tronen. Der opstår herved et helt enestående skarpt skel mellem religionerne, som den dag i dag kan spores i omtrent de samme egne nord for Det arabiske Hav. Her går i religiøs forstand grænsen mellem øst og vest, her begynder de mægtige, hedenske lande i Asien, som huser langt over halvdelen af jordens befolkning.

Mod vest: Religioner, der påstår at have den eneste sande Guds åbenbaringer. Mod øst: Religioner, for hvilke denne Gud kun er et dunkelt minde på bunden af de mystiske oplevelsers og menneskelige spekulationers hav.

Mod vest: Guds forløsning af mennesket af uforskyldt nåde. Mod øst: Menneskets slid og kamp for sin egen forløsning.

Mod vest: Menneskets valg mellem lysets Gud og mørkets fyrste og derefter evigheden. “Det er menneskenes lod én gang at dø og derefter dømmes.” (Hebr. 9,27). Mod øst: Det store kredsløb, i hvis mægtige sjælevandringsmaskine dette liv kun betyder lidt.

Mod vest: Den umistelig” tro på legemets, dette mit legemes, opstandelse og liv i Guds evige verden. Mod øst: Reinkarnationsdogmet, der vil gøre denne tro absurd og umulig, forenet med ringeagt for alt legemligt, konkret og håndgribeligt.

Eller sagt, som den kristne må sige det: I vest sandheden isprængt de spirer af løgn, som det faldne menneske ikke bliver kvit på denne side dommens dag. I øst løgnen, isprængt de spirer til sandhed, som aldrig kan fratages det gudskabte menneske.

For dem, der har erkendt Guds frelsesplan som en ganske håndgribelig virkelighed, ville der ikke være noget mærkeligt i den tanke, at Gud på et vist tidspunkt i historien skabte et bolværk som dette østlige hedenskab til værn for de lande, hvor genløsningsværket skulle fuldbyrdes. Disse lande var den såkaldte “frugtbare halvmåne”, det egyptisk-mesopotamiske område, i hvis oldtidsreligioner, vi endnu i dag kan spore visse forudsætninger, uden hvilke det ville have været vanskeligt for mænd som Abraham og Moses at gribe de åbenbaringer, der blev dem til del, og handle som det krævedes af dem. Just foran disse lande ligger Persien som en religiøs stødpudestat. Frelsesværket var en tidskrævende proces og gennem århundreder var sandhedens spirer lette at udrydde, hvad Det Gamle Testamentes endeløse beretninger om frafald tilstrækkeligt vidner om. I disse århundreder stod Zarathustras disciple måske vagt i øst. Måske var parsismen en mur mod det hedenske stormvejr, der på et øjeblik kunne have slukket den åbenbarede sandheds svage flamme i denne verdens mørke.

Men om så er, hvorfor fuldbyrdedes forløsningsværket så ikke inden for parsismen?

Det var vel menneskeligt umuligt. Arvesynden skabte hindringer som dem, er gjorde det umuligt, at Kristus kunne fødes blandt israelitterne på Moses´ tid, eller som dem, der nu så længe har gjort har gjort hans genkomst umulig. Forudsætningerne manglede, stedet var ikke det rette, ligesom i Moses´ dage tiden ikke var moden. Har der virkelig været tale om en åbenbaring fra den sande Gud i parsismen, så formåede Zarathusras disciple ikke i længden at hævde dem over for det massive hedenskab, de var sat midt i. Allerede under den første missionstid måtte lærens udbredelse undertiden betales med indrømmelser til de hedenske forestillinger blandt de stammer, man vendte sig til. Zarathustras egen storhed til trods er der også ting, der tyder på, at der har været grænser for, hvor meget af Guds sandhed der kunne rummes i dette menneskelige kar, som var blevet til en urhedensk verden. Parsismen giver for eksempel djævelen langt større selvstændighed og betoner dualismen langt stærkere, end vi kan anerkende fra kristen side. Meget i de gamle helligskrifters tale om kvæget, der var det økonomiske grundlag for det hyrdesamfund, hvor Zarathustra levede, forekommer os fremmedartet og uforståeligt i dag. Det samme gælder forholdet til den hellige Haomadrik, som er overtaget fra den ariske fællesreligion. I Zarathustras omformning har den ganske vist fået noget næsten sakramentalt over sig og er blevet et mægtigt våben i kampen mod daevaerne, men dens hedenske oprindelse synes at klæbe ved den. Også andre elementer fra det gamle hedenskab arbejdede sig frem igen, og langsomt gled man fra profetens levende gudsforhold over i en pedantisk opfyldelse af rituallove, der stiller endog den lovtro jødedoms i skyggen. Også spiritismen synes at være sivet ind efter Zarathustras død i form af en kinesisk præget forfædrekult.

Det værste er måske, at heller ikke billedet af verdensfrelseren er klart. Skønt talen om den egentlige og endelige frelser er tydelig, opererer man med tanken om flere frelsere, én i hver af de tre årtusinder mellem Zarathustra og verdens ende. Såfremt virkelig en utvetydig profeti af Zarathustra gik i opfyldelse ved Jesu fødsel, og parsismen således fuldbyrdede på lignende måde som jødedommen, så satte det heller ikke varige spor i dem. Vi finder ikke Kristus som herre i parsismen i senere tider. Tværtimod kommer Zarathustras religion på sælsom vis til at danne grundlaget for århundreders hårdnakkede modstand mod kristendommen i vesterlandene, noget af det mest dunkle i hele dens dunkle saga.

Blandt de gamle ariske guder, som Zarathustra som helhed brød staven over og stemplede som dæmoner, var også pagtsguden. Mitra, der imidlertid fik en anden skæbne. I parsismen spiller han under navnet Mithra nærmest en ærkeengels rolle og har visse slående træk fælles med ærkeenglen Mikael, således den sejrrige kamp med Satan. I romerrigets tid, hvor det store religionsblanderi satte ind, nåede dyrkelsen af Mithra over Lilleasien til Rom og videre mod vest helt op i Frankrig og England. Den endte m ed at blive den mægtigste af alle kristendommens konkurrenter, og i religionsblandingens store forvirring står den med en række træk, som datidens kristne måske ikke uden grund betragtede som djævelsk efterligning af vore sakramenter. Den, der blev indviet i Mithra-mysterierne, blev døbt til rensning fra synden og nød et måltid af brød og vin, som holdtes til ihukommelse af Mithras sidste måltid, før han gik tilbage himlen.

Med alt dette er vi dog hinsides det, som direkte angår Zarathustra og hans religionsstiftelse. Profeten behøver ikke at have haft større skyld i denne romerske myteriekult end Moses i jødernes forkastelse af Kristus eller Paulus i alle de fejl, den kristne kirke gennem tiderne har gjort sig skyldig i. Måske var parsismen efterhånden blevet mere vildledende end vejledende. Nok er det, at der kom et tidspunkt for dens tilbagetræden. Hvis det er rigtigt, at den havde haft en opgave Inden for frelsesplanen, så var den på dette tidspunkt løst. Genløsningsværket var fuldbragt på Golgata, og det åbenbarede gudsord tog fra anden side offensiven over for hedenskabet. Efter arabernes erobring af Persien i 652 antog de fleste af landets indbyggere efterhånden Islam.

Men hvor meget eller hvor lidt Zarathustras religion nu på dette tidspunkt var udartet, så var der så stærke kræfter tilbage i den, at den aldrig gik helt til grunde. Småmenigheder er endnu i dag bevaret i Persien, og mange udvandrede til bl.a. Indien, hvor der stadig er ca. 100.000 parsere i Bombay, dygtige og redelige mennesker, hvis menighedsliv ikke viser noget tegn på at være i forfald. Over Bombay knejser de store “Tavshedens tårne”, hvor parserne henlægger deres døde til fortæring af gribbene, en skik, man har overtaget fra tibetanerne og andre asiatiske folk, fordi religionen forbyder at forurene elementerne ved ligbrænding eller begravelse.

Tavshedens tårne -.

Det er som et monument over Zarathustras forseglede gåde, en gåde, som enhver kan mene om, hvad han vil. At der findes sandhed uden for bibelens kanoniske skrifter og kristendom, er en given sag; der findes blot ingen nødvendig sandhed, som den kristne ikke i forvejen har adgang til. Lige så givet er det, at den, der vover sig ind på andre religioners gebeter for at finde disse sandheder, løber en frygtelig risiko for at tage fejl og hellere må blive hjemme, hvis han ikke er bombesikker på Helligåndens vejledning ved alle de korsveje, hvor dæmonerne lurer.

“I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud; thi mange falske profeter er draget ud i verden. Derpå kan I kende Guds Ånd: enhver ånd, der bekender, at Jesus er Kristus, kommen i kødet, er af Gud. Og enhver ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud, men dette er Antikrists ånd.” l. Jons. 4,1-3.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *