Inden for rammerne af en kort artikel kan der naturligvis kun blive tale om nogle antydninger vedrørende dette emne.

Kernen i spørgsmålet om Islams og kristendommens indbyrdes stilling er spørgsmålet om Islams stilling til Kristus, og her igen i særdeleshed spørgsmålet om Koranens stilling til Kristus. Man taler undertiden om modsætningen mellem Islam og kristendommen som “bøgernes krig”, idet man tænker på Koranen og Bibelen, men det er ikke ganske rammende, for Koranen indtager en højere plads hos muslimerne end Bibelen hos os. Nærmest må man vel sige, at den er for dem, hvad den levende Krstus er for os. Det er en misforståelse, når det ofte antages, at Muhammed har omtrent samme stilling hos muslimerne som Kristus i den kristne menighed. Ingen muslim beder til Muhammed. Den rolle, han spiller i Islam, svarer nærmest til profeternes og apostlenes i kristendommen.

Der gør sig nu den ejendommelighed gældende, at Muhammed i begyndelsen af sin karriere som arabisk profet gik ud fra, at han forkyndte den samme tro, som ikke blot Abraham, men også Moses og Jesus havde forkyndt, en opfattelse, der en tid lang deltes af kristne i hans omgivelser. Han anerkendte Gamle og Ny Testamente som guddommeligt inspirerede bøger og ville blot bringe sit eget folk det, som andre havde bragt jøderne og de kristne. Denne anerkendelse er for så vidt aldrig blevet annuleret, omend det senere hedder sig, at de gamle “skriftfolk” har forfalsket deres åbenbaringer. Hvorledes den jødedom og kristendom, som Muhammed kendte i sin samtids Arabien, nærmere var beskaffen, har der stået megen strid om. Det synes, som om i hvert fald kristendommen har stået på et temmelig lavt stade, men der var dog så mange kræfter i den, at den kunne yde et vægtigt bidrag til at holde den gamle, selvstændige, arabiske monoteisme i live midt i det dominerende hedenskab.

Når Muhammed i den første periode af sin virksomhed, hvor han forkyndte i Mekka, tog uforsonligt til orde imod den tanke, at Gud skulle have afkom, havde han da øjensynlig heller ikke det kristne Jesus-billede i tanken, men derimod de hedenske gudinder, der havde vundet indpas i Ka’ba-helligdommen i Mekka (som sandsynligvis oprindelig var viet til den ene, sande Gud og synes at have været anerkendt som hans tempel af både jøder og kristne), og som gjaldt for Guds døtre. Det fremgår bl. a. af hans ironiske spørgsmål dl sine modstandere: om de mener, at de selv får sønner, medens Gud kun har døtre. Det er karakterisdsk, at på et tidspunkt, hvor forfølgelsen imod Muhammeds tilhængere i Mekka bliver for stærk, giver han dem tilladelse dl at udvandre til det kristne Etiopien, hvor de bliver venligt modtaget.

Det er derfor ikke at undres over, at Kristusbilledet i Islam har beholdt så meget lys og kraft, som det har. End ikke senere tiders voldsomme fjendskab mellem kristne og muhammedanere har ganske kunnet fordunkle det (omend populær-muhammedanismen kan opvise så horrible angreb på Kristus, at det vel er tvivlsomt, om kristenheden trods sit store talent i denne retning har præsteret noget tilsvarende over for Muhammed – Gud gøre en ende på sligt, der ikke glæder andre end Satan, i begge lejre). For muslimen er Jesus et Guds sendebud, der endog i nogle henseender er større end Muhammed. Han er Guds Ord og Guds Ånd, og det er værd at lægge mærke til det svar, som en muslimsk fyrste på korstogstiden gav pave Innocens IV, der opfordrede ham til at blive kristen: at han, muhammedaneren, vidste mere om Kristus og ærede ham højere end paven.

På denne linie vil den muhammedanske mission i kristne lande sikkert sætte ind. Den vil ikke først og fremmest arbejde med en negativ Kristus-kritik. At den herved får en særlig slagkraft, siger sig selv. Uden Åndens vejledning har det faldne menneske som bekendt alt muligt besvær med at skelne sandheden fra den lodrette løgn – hvorledes skulle det da kunne skelne sandheden fra så vægtige elementer af sandheden. “Det slog mig, at Islam anerkendte alle profeterne”, sagde en ung dansk muhammedaner for kort tid siden til er københavnsk dagblad, da han blev spurgt, hvad der havde fået ham til at antage Islam.

Det er vanskeligt nøjagtigt at fastslå, hvornår ændringen i Muhammeds forkyndelse vedrørende kristendommen er indtrådt. Hans kritik af den synes at begynde efter flugten til Medina, det afgørende vendepunkt i hans virksomhed, der også betegnede indledningen til hans ulykkelige konflikter med jøderne. Ejheller foreligger årsagerne til denne ændring tilstrækkeligt oplyst, og de vil næppe komme til det, før vi vinder en klarere forståelse af Muhammeds åbenbaringers natur (jvnf. senere). Men det var måske uundgåeligt, at den stærke kritik af tanken om de mekkanske gudinder som Guds afkom til sidst også måtte gribe over på tanken om Jesus som Guds søn, den tanke, der så ofte siden har været den store anstødssten ved evangelieforkyndelse blandt muhammedanere. Nok er det, at Koranens Kristusbillede – og dermed Islams – bliver et ganske andet, end der fra begyndelsen syntes håb om. Koranens Jesus er ikke Guds søn og ikke guddommelig; han er en profet blandt så mange andre. Om hans død og opstandelse kan man læse i sura 4:

“…de siger: “Sandelig, vi har dræbt Messias, Jesus Marias søn, et Guds sendebud.” Men de dræbte ham ikke, og de korsfæstede ham ikke, men en blev lavet, så han så ud for dem som ham … Ingen sikker viden havde de om ham, de fulgte kun en mening, og de dræbte ham ikke virkelig, men Gud tog ham op til sig.” (Ordret oversættelse) Dette er, hvad Koranen, Islams fundament, siger om Jesu offerdød, der er kristendommens inderste livsnerve. Hvad der mistes i Islam, er ganske simpelt kilden til vort håb og grundlaget for vor tro, den Kristus, som kender vejen ind i mørket, fordi han selv har gået den, og som har lovet aldrig at slippe os; den Kristus, som ikke forkynder, men er vejen, sandheden og livet. Her hamrer vi på den hårde kerne i der, der skiller Islam og os. Her sidder den sygdom, som alle andre modsætninger kun er symptomer på. Her springer den kilde, der forgifter Islams mægtige flod, og som det er farligt at tabe af syne i diskussionen om andre, mindre betydende enkeltheder.

Og her er det farlige kontaktpunkt mellem den aggressive Islam og værgeløs, vesterlandsk skin-kristendom. “Jeg kunne ikke tro på Jesu offerdød”, sagde den ovennævnte unge muhammedaner også. Der er mange i vesten, der ikke “kan” tro på Jesu offerdød. Muslimerne er oprigtige i dette; vi kan kun håbe, at resultatet ikke bliver alt for forfærdende, hvis det lykkes dem at formidle denne oprigtighed til de sækulariserede vesterlandske nationer, hvis befolkninger endnu ifølge statistiken hævder, at de som helhed “kan”. Man har prist Muhammed, fordi han stiftede en religion, der indeholdt alt i kristendommen minus det for fornuften uantagelige. Det er et spørgsmål, om dette er rigtigt, men er det ikke noget lignende, der gøres så ihærdige forsøg på under den videnskabelige neo-rationalisme, der florerer iblandt os? Måske vil vesten en dag opdage, at det, den famler efter, allerede findes fuldbyrdet i Islam. Måske er det muhammedanske Kristusbillede allerede i færd med at blive kanoniseret i vide kredse vest for Bosporus.

Den sande Kristus, Bibelens Kristus, hvis død og opstandelse rummer den knusende dom og den evige frelse, er lige fremmed i begge lejre. Hvis dette er uantageligt for fornuften, så er det i hvert fald fra kristent synspunkt netop det afgørende. Hvis Jesus ikke døde på korset, stod han heller ikke op af graven, og så er det så enkelt, som Paulus siger i l. Kor. 15,14,17-19:

“Er Kristus ikke opstået, så er vort budskab jo tomt, og jeres tro også tom… Hvis Kristus ikke er opstået, så er jeres tro forgæves; så er I endnu stadig i jeres synder; så er altså også de, der er hensovet i Kristus, gået fortabt. Har vi alene i dette liv sat vort håb til Kristus, er vi de ynkværdigste af alle mennesker.”

“Muhammed havde sin viden som en åbenbaring fra Gud”, siger muslimen. “Han videregav ord, som han fik fra en engel.”

“Muhammed havde sine forestillinger om disse ting fra apokryfe skrifter og gnostiske religioner, der på hans tid grasserede i Den Nære Orient”, svarer den vesterlandske Koran-kritik.

Den slags preller fuldkommen af. Muslimerne er ikke angrebet af den defaitisme, der ved hver ny “konstatering” fra den videnskabelige tekstkritiks side sætter så mange kristne i gang med febrilske forsøg på at redde stumperne af Bibelen.

“Vi tror ikke på det”, siger den kristne. Eller, som det udtrykkes i C. R. North An Outline of Islam, London 1952, pag. 14: “Koranen er lige så sikkert Muhammeds ord, som muslimen tror, at den er Guds.”

Det anfægter ikke muslimen; han ved, hvad han taler om. Det overbeviser heller ikke den, der påtager sig ulejligheden med at sætte sig ind i de faktiske omstændigheder omkring Muhammeds åbenbaringer. Sandheden om dem er ikke sagt med en blot og bar benægtelse. Hvad man med god grund kan nægte at tro, er, at den engel, der kom til Muhammed, virkelig, som det hævdes, var Gabriel – den Gabriel, der bebudede Maria Jesu fødsel. Men det rokker ikke ved, at vi med disse åbenbaringer står over for en virkelighed, som vi endnu mangler at trænge til bunds i, og som vi utilgivelig længe har lukket øjnene for. En virkelighed, der trænger lige så meget til en teologisk og metafysisk undersøgelse som til en medicinsk. At Muhammed var i god tro, har vi ingen anledning til at tvivle på.

Hvor er da svaret til muslimen?

Naturligvis i Bibelen. Næsten seks hundrede år før Muhaæmeds kaldelse skrev Paulus til galaterne:

“Om så en engel fra Himlen forkynder jer evangeliet anderledes, end vi har forkyndt jer det, han være en forbandelse!” (Gal. 1,8).

Kort sagt: Engle imponerer os ikke. Der er engang sket et fald også i engleverdenen. “Tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud”, skriver Johannes (l. Johs. 4, l). Der var en anden ånd eller engel, der lærte mormonernes stifter Josef Smith noget ganske andet end det, der står i Koranen. Og den mand, hvis mægtige visioner og henrykkelser måske frembyder den nærmeste kendte parallel til Muhammeds, Dostojefski, kunne skrive de uforglemmelige ord:

“Hvis nogen bragte mig beviset for, at sandheden om vort liv ikke er i Kristus, og hvis sandheden om vort liv virkelig ikke var hos Kristus, så ville jeg hellere være med Kristus end med sandheden.” (Fra et brev til Nastasja Dmitrievna Fonvisina 1854, citeret efter Ejnar Thomassen Dostojefski, København 1945, pag. 123 f.).

Vi tror ånderne så langt, som deres lære stemmer med Ordets og Åndens vidnesbyrd – og ikke længere.

Underligt er det at se, hvorledes der i Islam er opstået et Kristus-surrogat, upåagtet og vist aldrig klart erkendt som sådant: den sagnomspundne sorte sten, der sidder indmuret i det østlige hjørne af Ka’ba i Mekka, og hvis oprindelse rummer så mange gåder. Det hedder sig at denne “hovedhjørnesten” er kommet ned fra himlen, at den opsuger de menneskers synder, som kysser den (det er det, den er blevet sort af), og at den på den yderste dag vil vidne for dem alle. Det er, som om et ustabilt tomrum i Islam har måttet fyldes på denne måde, som om klippegrunden er smuldret under den mægtige bygning, så den har måttet støttes med denne knagende pæl. Men måske er der en anden side af den sag. Måske er det rigtigt, som en legende beretter, at Gud selv oprindelig har lagt den sorte sten i Ka’bas grundmur. Måske muslimerne en dag vil opdage, at forståelsen af Kristus findes indmuret i Islams helligdom. Så er den forståelse deres egen, og så vil det være lettere for dem at tilegne sig den end i dag, hvor de tror, at den er noget fremmed, noget, der hører deres arvefjender til.

De arvefjender er os. Det være sagt til vor skam. To ting er lige nødvendige i dag:

En negativ klaring af vort forhold til Islam med specielt henblik på den muhammedanske mission i kristne lande. Her er en tyv, som ikke må finde os sovende. Det er tvingende nødvendigt at være på det rene med, hvad han vil og hvordan. Her om noget sted gælder det at rette blikket mod Kristus alene.

Men ikke mindre vigtig er en positiv klaring af forholdene med særligt henblik på kristen mission i den muhammedanske verden, en erkendelse af den gudsgnist, der forlener denne verden med dens sjældne skønhed, og ikke mindst af de forsyndelser imod den, hvorved vi har bidraget til at spærre den vejen til Kristus. Hvad der kræves, er hverken mere eller mindre end et nyt korstog af den samlede kristenhed. Et ydmyghedens og ikke et stolthedens korstog, et åndens og ikke et håndens korstog, et korstog, hvor vi ikke brandskatter muslimerne til vor egen fordel, men om fornødent brandskatter os selv til deres. Måske vil Gud lade et sådant korstog lykkes bedre for os end dem, vi før har forsøgt. Den materielle hjælp til landene i Det Nære Østen, der må være et selvfølgeligt led i dette arbejde, er ikke nogen almisse, vi giver dem; menneskeligt set er det afdrag på en gæld, dybest set er det en gave fra kirkens Herre, som aldrig satte skarpe skel mellem åndelig og legemlig hjælp. Han elsker muslimerne, og vi kommer ikke et hårsbred frem ad vejen, før vi gør det samme. Noget stort forlangende er det ikke, for den, der virkelig vil lære dem at kende, kan vanskeligt undgå at komme til at holde af dem, både for det, de har været, for det, de er, og for det, Gud i fremtiden vil gøre dem til.

Også i den henseende ligner de jøderne.

(Publiceret i Ordet og Israel)