Det har i de sidste dage forundret mig at se, hvad der skrives om engle i et par håndbøger, jeg tilfældigt har haft åbnet. I et moderne konversationsleksikon hedder det, at “protestantiske teologer vil i nutiden være tilbøjelige til at henvise englelæren mere til poesiens end til tænkningens verden”. I en dogmatik for seminariet, at “mange teologer i nyere tid …. har forkastet enhver forestilling om engles tilværelse, fordi dette spørgsmål ligger uden for den kristnes erfaring”. Endvidere, at det “ifølge sagens natur er lige så umuligt at modbevise som at bevise englenes tilværelse. For den religiøse fantasi kan læren om englene anskueliggøre forestillingerne om Guds almagt og kærlighed og om hans forsynsstyrelse, hvad der dog ikke er noget bevis for, at der virkelig er engle til, da en digtning jo også kan have opbyggelig værdi.”

At der skrives sådan, om engle og om snart sagt alt andet i Bibelen, ved man naturligvis, men de her citerede forfattere er ikke blot ansete teologer, de er også gode kristne mænd. Er det virkelig muligt, at den officielle protestantiske kristendom efterhånden er drevet så langt bort fra Bibelens begrebsverden? Er sligt ikke mere de liberale teologers særmeninger, men almindelige synspunkter inden for toneangivende kredse i den kristne menighed? Måske er det mig, der er naiv, men det ryster mig. Når jeg mindes min barndom, gør det mig ondt at tænke på de børn, der åbenbart i fremtiden skal gøre den smertelige opdagelse, at englene hører hjemme i samme fantasiverden som julemanden. Hvad værre er: Det forekommer mig, at vi er på vej mod en tilstand, hvor væsentlige sider af både gamle og ny testamentes tale simpelthen ikke mere kan forstås af kristenheden som sådan.

Englene lever og virker i l. Mosebog som i Johannes Åbenbaring, ikke i poesiens verden i form af opbyggelig digtning, men som ganske reelle individualiteter, der stundom udfører ganske reelt arbejde. På den hellige histories højdepunkter optræder de uvægerligt, således i forbindelse med Jesu fødsel, død, opstandelse, himmelfart og genkomst. Der er næppe nogen teolog der vil betvivle, at englene for de bibelske forfattere – og for Jesus selv – har en lige så bogstavelig eksistens som mennesker og dyr. I det hele taget giver Bibelen ikke større ret til at tro på, at Jesus stod op af graven, end at en engel væltede stenen fra, da det skete. Henviser man det sidste til poesiens verden, må det være fortvivlende svært at beholde det første i realiteternes. Ejheller strider den ene tildragelse mere mod vor erfaringsvirkelighed end den anden; er der endelig nogen forskel, må det være den, at antagelsen af overjordiske personlige væsener harmonerer mindre dårligt med vor naturvidenskab end forestillingen om dødes legemlige opstandelse. Det er rent ud sagt uforståeligt, på hvilket grundlag en sådan sondring kan foretages.

Måske er det en indrømmelse af dette forhold, når man inden for en af de seneste liberale skoler (om jeg har forstået dens mænd ret) vedgår, at man heller ikke anerkender Jesu opstandelse som historisk kendsgerning. For så vidt må denne skole sikkert akcepteres som en værdifuld nyskabelse. Den repræsenterer et konsekvent standpunkt, der afdækker megen uholdbar halvhed i moderne teologi, et opgør med en relativitet, der ikke kan tåles i menneskets forhold til det absolutte, en sanering af en afgjort usund bydel i tænkningen. Til gengæld tør det sikkert forventes, at man vil medgive det praktiske i, at der findes et andet navn end kristendom til den religion, man således når frem til, idet dette navn allerede er i brug som betegnelse for noget fundamentalt anderledes.

Hvad er det, der har gjort englelæren odiøs i “nutidens protestantiske teologers” øjne?

Det er vel først og fremmest den teologiske forsknings inficering med de profan-videnskabelige metoder, der som basis har en dogmatisk udelukkelse af alt, hvad der ikke er tilgængeligt for fornuften. Her hører argumentationen naturligvis op. Med en forskning, der betragter de væsentligste sider af tilværelsen, ja Gud selv, som ikke-eksisterende, kan man ikke diskutere. Det samme gælder teologien i det omfang, den sætter sig selv ned i plan med denne forskning. Debatten med rationalismen må være et overstået stadium, selv om den stadig gør sig bred på katedere og prædikestole.

Men der er andet, som under bibelkritikkens ægide kan vække tvivl om englelæren. Denne lære findes i parsismen, den gamle persiske religion, der blev stiftet af profeten Zarathustra engang i den israelitiske kongetid. For en ligefrem betragtning er der naturligvis intet besynderligt heri. Ved Zaralhustras fremtræden havde engle allerede i mere end tusind år spillet en rolle i det israelitiske folks historie, så det var ikke at undre sig over, om kendskabet til disse skabninger havde bredt sig til det nærliggende Persien. Parsismen udviser også iøvrigt slående paralleller til jødedommen. For resten gør Zarathustra et så stærkt indtryk af hellighed og sandhed, at man må spørge sig selv, om denne mand virkelig, som han hævdede, levede i samfund med den eneste sande Gud. For den, der kan gå til opgaven med fornøden respekt og forståelse, ligger der et rigt studiefelt i parsismens lære om engle. Der er sikkert mulighed for at vinde værdifuldt nyt lys over adskilligt i Bibelen.

Men for en forskning, der har vænnet sig til at betragte de gammeltestamentlige skrifter som meget sent tilblevne, og store dele af deres indhold som plagiater af de omgivende højkulturers åndelige arvegods, så den efterhånden forveksler deslige løse spekulationer med kendsgerninger, må denne persiske parallel selvsagt blive skæbnesvanger. Den må ganske automatisk komme til at betragte engle-forestillingen som et element fra en oldorientalsk religion, der i sen tid har indsneget sig i jødedommen på linie med så meget andet af mesopotamisk, egyptisk eller anden tvivlsom oprindelse. Englene bliver til et ønske-objekt for afmytologisering.

Ganske på linie hermed er det, når man i de assyriske “kurubu”, kolossal-statuer af vingede tyre og løver med menneskehoveder, har ment at se modellen til den specielle kategori af bibelske engle, der benævnes keruber. Og den, der først er kommet så langt, vil sikkert også uden at blinke godtage den desperate forklaring, man har forsøgt sig med angående seraferne: at de er reminiscenser af en oprindelig slangedyrkelse, eftersom ordet seraf betyder slange!

Engles tilværelse ligger uden for den kristnes erfaring, hævder man. Det er ikke blot en vilkårlig påstand; den er positivt forkert. Personlig kender jeg et menneske, der har gjort særdeles håndfaste erfaringer i så henseende, endda på en så prosaisk baggrund som russernes indtrængen i Nordkina under 2. verdenskrig. Det er en forhenværende missionær, 10 år i Port Arthur og 30 i Nordkina. Hendes beretning om de “fantastiske” begivenheder er blevet gjort til latter i et kendt dansk dagblad, og endog i flere kristelige kredse, hvor hun har fortalt noget af det, har velmenende tilhørere bagefter anbefalet hende at holde sligt for sig selv: Sådan noget tror man ikke på nu om stunder. Jeg har ikke kunnet opnå tilladelse til at gengive hendes erfaringer, men i grunden mangler der heller ikke materiale. Uden at have søgt efter engle-åbenbarelser i litteraturen er jeg stødt på adskillige. Formodentlig behøvedes der ikke noget synderlig indgående studium for at samle i hundredvis, men det er vel tvivlsomt, om det ville tjene noget formål. Så meget må man sikkert være enig med den i begyndelsen citerede forfatter i, at det “ifølge sagens natur er lige så umuligt at modbevise som at bevise englenes tilværelse”. Det kan bevises lige så godt, som man kan bevise eksistensen af enhver anden skabning, mennesker regelmæssigt møder, men det kan ikke bevises, så skeptikerne vil anerkende det. Det er et af de områder, hvor troens og vantroens uudgrundelige hemmeligheder virker.

Men hvorledes modstå fristelsen til at gengive nogle af disse inspirerende beretninger? Om ikke andet kan de måske tjene som incitament for en eller anden læser, der har lyst til for alvor at fordybe sig i spørgsmålet.

Jeg ser i det følgende bort fra et stort materiale fra korstogstiden, hvor åbenbarelser af “overnaturlige” væsener nærmest synes at have været noget almindeligt. Dels er så gamle redegørelser for lette at drage i tvivl, dels er det ofte vanskeligt at skelne mellem guddommeligt og dæmonisk i disse svært forståelige århundreder. Kun tilfælde fra nutiden skal omtales.

I en pjece udgivet af C. E. Walsøe, “For tro og tanke”, København 1954, findes følgende beretning:
“Således gik det også i sin tid med den første missionær på Madagascar. Nogle indfødte, der i hemmelighed stræbte ham efter livet, tog en dag mod til sig og bad ham vise dem og fortælle om de lysende kæmper, der hver nat stod vagt omkring hans hus, så ingen turde nærme sig det. Han kunne kun svare, at han ikke havde set dem. Han vidste blot, at de var der; for hans Herre havde selv sagt, at han havde givet sine engle befaling om at vogte ham på alle hans veje (Sal. 91, 10-11, sml. 34, 7-9), og det var tilstrækkeligt for ham.”

Forfatterinden fru Thit Jensen (der var erklæret spiritist) skriver i sin erindringsbog “Hvorfra? – Hvorhen?”, København 1950, om en hærgende difteritis-epidemi, hvorunder hun også selv blev livsfarligt angrebet af sygdommen:

“Det var dengang, jeg så en engel, vitterlig så en engel. Jeg var nummer to, der blev angrebet, min lille søster var da feberfri, og man troede, at det værste nu var overstået. Det værste var tilbage …. min moder var højgravid og træt, hendes håb om lysere tider blev sørgeligt beskæmmet. Jeg sad på en stol, medens man gjorde min seng i stand for lægebesøg …. da jeg drejede mit blik opad, så jeg et meget højt, hvidt væsen, der stod lidt bag mig, til højre, store, hvide vinger buede op fra skuldrene og gik helt ned til gulvet. Jeg hørte en lav, venlig stemme, som sagde: “Du skal ikke være bange, du dør ikke.””

Feberfantasi? Muligvis. Det er jo blot at skubbe problemet ud. “Feberfantasi” er ikke nogen forklaring. Patienten sansede engelen, og visionen behøver hverken være mere eller mindre sand, fordi det pågældende sanseapparat eventuelt har hørt til dem, der fungerer bedst, hvor den normale bevidsthed er vigende. Den forklaring, at “engelen” blot har været en subjektiv fortolkning af en eller anden psykisk impuls, går det ikke bedre. Man kan nu en gang ikke forklare noget ved at give det en anden betegnelse. Det er meget muligt, at vi allesammen er subjektive fortolkninger af psykiske impulser, når man ser nøjere til, men vi vil have os frabedt, at man af den grund henviser os til poesiens verden. Så længe vi af Guds nåde er mennesker, har vi både ret og pligt til at respektere den menneskelige erfarings gyldighed. For resten var impulsen ualmindelig velunderrettet, for patienten kom sig på trods af al lægelig forventning.

“Lansenér-korporal Headly-Johns fra Lancashire-grenadererne gav først en beskrivelse af tildragelsen til en sygeplejerske, som fortalte det videre til en inspektør i Røde Kors, Miss M. Courtney Wilson. Nogle få uger senere var Johns på orlov og blev interviewet af London-journalisten Harold Begbie. Han fortalte følgende:

“Sammen med min batallion deltog jeg i tilbagetrækningen fra Mons den 28. august eller der omkring …. Vejret var meget varmt og klart, og mellem klokken otte og ni om aftenen stod jeg på vagt sammen med ni andre mænd …. Kaptajn Leaton kom pludselig hen til os, tydeligt nok meget ophidset, og spurgte, om vi havde set noget overraskende (han brugte ordet astonishing”) …. senere kom kaptajn Leaton tilbage. Han førte mig og nogle af de andre nogle meter bort og viste os himlen. Midt på hvælvet kunne jeg ganske tydeligt se et mærkeligt lys, som syntes at have ganske skarpe omrids. Det var ikke et genskær af månen, og der var heller ingen skyer i nærheden.

Lyset blev klarere, og jeg kunne tydeligt se tre skikkelser. Den i midten så ud til at have udbredte vinger. De to andre var ikke så store, men klart adskilt fra den midterste. Det så ud, som om de var i en lang, løsthængende klædedragt af gylden farvetone. De stod over de tyske linier med ansigtet mod os.

Vi stod og iagttog dem i ca. tre kvarter. Alle de mænd, jeg var sammen med, så dem, og der kom andre fra andre afdelinger og fortalte os, at de havde set det samme. Jeg tror ellers ikke på den slags, men jeg nærer ikke den ringeste tvivl om, at vi virkelig så det, jeg fortæller Dem …. Jeg har femten års god tjeneste bag mig, så jeg ville ikke bryde mig synderlig om at gøre mig selv til latter ved at fortælle en historie blot for at behage en eller anden.” (Fra R. De Witt Miller “Forgotten Mysteries”, New York 1947, pag. 24 f. Begivenheden, der fandt sted under 1. verdenskrig, er almindelig kendt under betegnelsen “engelen fra Mons”).

En noget lignende begivenhed berettes fra 2. verdenskrigs epoke, fra den finsk-russiske front under vinterkrigen (gengives her efter en artikkel af forfatteren Edzard Schaper i den danske diakonhøjskoles årbog 1957):

“…. Om aftenen den 24. december bebudede nye artilleriforberedelser det nært forestående stormangreb. For første gang stod finnerne over for den håbløse vished ikke mere at kunne holde stand mod denne nye storm. De var overbeviste om ikke at skulle overleve denne nat ….

Det var iskoldt og mørkt. Granaternes ildkugler faldt som en dommedagsregn. Høre havde finnerne længe ikke kunnet. Derfor oplevede de det, der skete hen mod midnat, i en verden af fuldstændig tavshed, uden at kunne afgøre, om deres ører bedrog dem, eller om den underlige susen i deres hoveder i virkeligheden var den stilhed, i hvilken de oplevde alt det følgende. Det dybe mørke over deres hoveder delte sig. Anderledes kunne man ikke beskrive fænomenet. En sitrende, flimrende klarhed, som man ikke kunne sammenligne med noget andet, ikke engang med et nordlys, viste sig pludselig, og jo længere de så på dette lys, jo tydeligere blev det, at det efterhånden antog en bestemt form og blev til en skikkelse, indtil hele synet, få minutter efter at mørket havde delt sig, havde dannet faste konturer. Og så vidt det menneskelige øje kunne se, stod der klart mellem himmel og jord en mægtig engel.

Det var ikke en af den slags engle, som man ser på postkort, eller som fremstilles i gips. Det var en frygtindgydende engel, usigelig majestætisk – majestætisk som Gud selv. Anderledes kunne ingen af dem, der så den, senere skildre sit indtryk. Og jo længere engelen blev stående, jo vanskeligere blev det for dem at se på den, fortalte soldaterne fra Taipale senere. Men før deres øjne blev blændet, havde de tydeligt set, at den i sin udrakte hånd holdt et stort kors – hvormed den pegede mod deres hjemegn bag dem.

Hvor længe dette syn dengang havde varet, kunne ingen af dem bagefter sige. Men det var i hvert fald langt over midnat, da det forsvandt, og da hvilede der over hele frontafsnittet den samme dybe stilhed, der var indtrådt sammen med synet. Kanonilden var overalt forstummet, og uden at tænke dybere over, hvad der var sket, var soldaterne blundet ind og sov fast, indtil madbærerne om morgenen kom op bagfra. Efter at engelen havde vist sig mellem dem og fjenden, havde man ikke hørt et eneste skud på hele frontafsnittet ….”

En ond og utro slægt forlanger tegn. Lad os få nogle flere:

Den kendte domprovst i Roskilde, H. Martensen-Larsen, der i begyndelsen af tyverne samlede et uhyre materiale af beretninger om såkaldt overnaturlige (i virkeligheden ganske dagligdags) fænomener, dels for at komme den dengang voldsomt omsiggribende spiritisme til livs, dels for at følge mennesket så langt som muligt ind i døden, har fremlagt sine resultater i nogle bøger, der er lige så betydningsfulde i dag som ved deres første fremkomst. Det ville være uoverkommeligt at gengive alle hans eksempler på engleåbenbarelser og beslægtede tildragelser. Blot et enkelt særligt instruktivt (fra “0m døden og de døde, bind II pag. 30 ff.):

“Jeg holdt i advent 1925 tre gudstjenester i Roskilde Domkirke, hvor jeg talte om disse store spørgsmål. Kort efter modtog jeg fra en landmand i nærheden af Roskilde (tidligere lærer) et brev, hvori han først takkede, fordi disse ting blev ført frem, og så fortsatte:

“Må jeg samtidig fortælle Dem en oplevelse, der yderligere bekræfter de eksempler. De nævnede, og som er oplevet her på egnen for få år siden af to unge piger, hvoraf vi kender den ene godt og kan indestå for, at hun er et sandhedskærligt og pålideligt menneske, hvis ord der ikke er nogen grund til at drage i tvivl.

I 1920 var hun kokkepige på K-gard ved T. og var en aften gået til T. stationsby for at udrette nogle ærinder sammen med stuepigen og forvalteren samt en landvæsenselev fra gården. Da de om aftenen ved 10-tiden gik hjem (begge herrerne gik lidt foran de unge piger) og var kommet lige ud for nogle små, lave huse (T-husene), der ligger lige ud til landevejen, så de begge på én gang ligesom et lysskær og så uvilkårligt hen mod husets dør, hvorfra lyset kom, og de så da til deres store forbavselse en engel stå i døren – lige tæt ved dem – og bærende noget som et lille barn i sine arme. Engelen havde lange, hvide vinger og et langt, lyst klædebon om sig. Det var ingen tågeskikkelse, men den stod klart og tydeligt for dem. De kunne hverken sige noget eller flytte sig af stedet af forbavselse og overraskelse. Et øjeblik stod engelen lige ved siden af dem, så svævede den langsomt hen over vejen, over markerne og hen imod K. kirke. Først da kunne de sige noget, og samtidig udbrød de: Så du det? Det var jo en engel med et lille barn på armen.” – De to, der gik i forvejen, havde intet set, de var kommet forbi huset lige før engelen viste sig. De to unge piger var selvfølgelig meget optaget af, hvad de havde set. – Begge de unge piger er nu gift. Den ene bor i T., den anden på L.”

Jeg satte mig derpå i forbindelse med den ene af de unge koner, der skrev:

“Jeg vil meget gerne give Dem en nærmere forklaring om den mærkelige oplevelse, jeg har haft i 1919. Den unge pige, jeg var sammen med, kan jeg ikke give adressen på, da jeg ikke selv har haft forbindelse med hende i de sidste fem år. – Det var i nærheden af K.-gård, ikke så langt derfra, at der boede en tømrer, som mistede sin hustru og et lille barn, jeg husker ikke bestemt om det var af den spanske syge. Men vi var da meget grebne af den store sorg, som havde ramt denne familie, da der var tre børn, to ukonfirmerede. Nogen særlig forbindelse havde vi ikke med de folk. Men ét ved jeg, det var troende mennesker. Jeg husker, det var meget tidligt om foråret, den aften vi kom gående, den unge pige og jeg. Det var temmelig sent og tåget vejr. Da vi kom et stykke fra det hus, hvor denne tømrer boede, så vi begge to pludselig en lysende kvinde i engleskikkelse med noget på sine arme stå bøjet over deres indgangsdør, et meget skønt syn. Vi blev begge som lammet og stod fuldstændig stille. Så så vi langsomt denne engleskikkelse forsvinde ind på marken, hvor den blev borte for os. Jeg har mange gange tænkt på, at det var et mærkeligt syn, men intet er jo umuligt tor Gud. Vi talte dengang derom, mon det skulle være konen og det lille barn, vi har set i engleskikkelse, om de skulle have holdt vagt over deres kære i deres bøn til Gud. Jeg tænker, den tømrer lever, men vi har aldrig talt om denne oplevelse.”

Sådant kan altså passere på sjællandske marker – hvad da på Betlehems?”

Måske er det sikrest at gentage, at jeg ikke har til hensigt at præsentere disse eller andre eksempler som beviser for engles tilværelse. Men man hører undertiden de liberale bedyre, at de jo blot tager tilværelsen for det, den ser ud til at være. Mon det kan tænkes, at de også vil holde sig dette for øje, når tilværelsen et øjeblik ser ud til at være et møde med en engel i en sjællandsk landsby, eller når den ser ud til at være himlens hærskarer på vagt mod mordere på Madagaskar? I såfald findes der måske dog en basis for forståelse med dem.

Den danske religionshistoriker, tidligere Indien-missionær og nuværende præst ved Diakonissestiftelsen i København P. H. Lange, skriver i Diakonisse-stiftelsens blad for marts 1957:

“I 1923 var jeg gæst en månedstid hos en kendt svensk præst og ungdomsarbejder, pastor Frithiof Bjork i Bjärnum i Skåne. Det var ham, der en aften fortalte mig sin oplevelse i den lille, rødtjærede trækirke med de mange levende lys og den enkle, men fornemme kirkekunst, hvor den var foregået. Vi diskuterede den resten af natten og vendte gang på gang tilbage til den i de følgende dage.

“Efter at jeg havde nedlagt mit embede ved Blasieholmskyrkan i Stockholm og var trådt ud af folkekirken som protest mod den liberale teologi, arbejdede jeg et par år som fri rejseprædikant og levede af, hvad gode venner gav mig. Så forærede man mig dette stykke lyng og klipper her oppe i birkeskoven og hjalp mig til at rejse denne lille kirke og disse huse, hvor jeg kunne samle ungdommen til et samliv i stilhed og bibelstudium.

I sommeren 1919 stod kirken færdig, og jeg skrev til biskoppen og bad ham om at komme og indvie den. Som svar modtog jeg et broderligt brev, hvori han ønskede mig Guds velsignelse over min gerning, men erklærede, at han kun var biskop i folkekirken og derfor ingen myndighed havde til at indvie kirker uden for denne. Det var mig en stor skuffelse, for jeg holder trods alt at vor svenske kirke; men jeg forstod jo, at der ikke var nogen vej udenom. Jeg måtte selv foretage indvielsen.

Det blev en stor festdag. Pladsen myldrede af folk. Der var også kommet venner fra Luthersk Mission i København. Efter gudstjenesten, samværet og fællesspisningen fulgte jeg dem til aftentoget og gik hjemad gennem skoven med hjertet fyldt af tak for den uforglemmelige dag – uden at jeg dog endnu anede, hvor uforglemmelig den skulle blive.

Det var ved nitiden, at jeg kom hjem, og jeg besluttede at gå ind i kirken og takke Gud, fordi jeg atter havde en kirke at være præst ved.

Jeg lukkede kirkedøren op – og blev stående med dørhåndtaget i hånden uden at turde røre mig; thi foran alteret stod en engel. Den stod med ryggen til mig. Af stillingen kunne jeg skønne, at dens arme lå i kors over brystet, og hovedet var let bøjet som i tilbedelse. Jeg kunne skimte hver fold i dens hvide kjortel. Den var som dannet af levende, flimrende lys, som solskin på nyfalden sne. Jeg havde intet indtryk af vinger; men lyset stod som en hvid regnbue eller glorie ud fra hele dens skikkelse, ikke som på billederne fra hovedet alene.

Det mærkeligste var dog atmosfæren i kirkerummet. Du ved, hvordan det er, når man på en frostdag kommer ind i en varm stue. Varmen ligefrem slår en i ansigtet. Således slog der imod mig noget som en fysisk bølge af overjordisk fred og lykke. Og af noget, som jeg ikke vidste, hvad var, men som gjorde mig angst. Jeg mindedes Simon Peters ord efter det store fiskedræt: “Gå bort fra mig. Herre; thi jeg er en syndig mand.” “Thi en rædsel havde grebet ham og alle, som var med ham,” tilføjer evangelisten. I dette øjeblik forstod jeg de ord. Det var på én gang den dødeliges angst for det overnaturliges fremmedartethed og synderens angst for det absolut hellige.

Der må være gået henved ti minutter, da den himmelske gæst pludselig vendte sig, så jeg så den som i profil. Jeg anede lige netop dens rene og alvorlige træk gennem det flimrende lys; de var menneskelignende, men hverken en mands eller en kvindes. Uden en lyd gled den hen imod sidevæggen og blev borte. Og i samme øjeblik var det, som når man slukker en lyskontakt: luften i rummet var atter den jordiske, som vi er vant til at ånde.

Jeg ved ikke, hvor længe der gik, før jeg vovede mig op til alterskranken; men omsider fandt jeg mig knælende i den fjerneste krog. Og af hele mit hjerte takkede jeg Gud, fordi han havde sendt en større end biskoppen til at indvie min kirke og forsikre mig om, at her ville han tage mod menneskers tilbedelse.”

“Mange teologer i nyere tid har forkastet enhver forestilling om engles tilværelse.” Hvor langt kan vi gå, før vor lysestage bliver flyttet?

Hr. CarolsfeId-Krausé, der selv skildrer sine oplevelser under et spiritistisk livsafsnit i størstedelen af Martensen-Larsens “Spiritismens blændværk” bind II, beskriver sin befrielse således:

Jeg følte mig efter dette som et jaget dyr, udsat til enhver tid for uberegnelige og farlige ulykker, om åndeindflydelsen skulle øges og nu tilmed ude af stand til at komme fri af spiritismen, selv om jeg for alt i verden ville; – jeg var og blev et medium, et offer for disse væseners angreb, forladt og prisgivet.

Men da, i denne yderste nødstilstand, skete der noget, der fik de største følger. Jeg bad en dag i min afmægtige fortvivlelse om hjælp fra Gud, og til min usigelige forbavselse fik jeg den øjeblikkelig! I et eneste nu forsvandt al frygt, det var som solskin brød frem, og alt blev stille.

Det var en ny magt, der pludselig viste sig, og den lod mig mærke, at den stod på min side og var af ubetvingelig kraft. – Jeg stod ikke mere alene.

Der lød tilmed nogle ord: Vær tryg! Intet sker! Vi er også her!

Denne oplevelse er mit livs største.”

“Vi er også her!” Hvem? Væsener fra poesiens verden? Eller Herrens hærskarer, mægtige til at tage kampen op med ondskabens åndemagter i himmelrummet?

Vi stolte Adams slægter
Kun såre lidet mægter,
Og meget ved vi ej.
Vi efter skygger jage
Og mangen kunst opdage
Og komme længer fra vor vej.

Gud Fader i det høje,
Lær mig at skelne nøje
Det sande fra sit skin!
Og mens jeg er i live,
Lad lig et barn mig blive,
Skænk mig et fromt, enfoldigt sind!
Matthias Claudius.

(Publiceret i Fast Grunn)