PRÆDIKEN (3. søndag i Advent, Matt., 11, 2-10)

Ofte forstås Johannes’ spørgsmål som et udtryk for, at han var “kommet i tvivl” om Jesus. Men af parallel-beretningen hos Lukas fremgår det, at de Kristi gerninger, som han hørte om i fængslet, og som gav anledning til spørgsmålet, var nogle af dem, der allerstærkest viste, at i Jesus var Guds rige kommet nær, bl.a. opvækkelsen af enkens søn i Nain med hele det røre, som den begivenhed vakte. Det var da et underligt grundlag at komme i tvivl på.

Spørgsmålet er snarere en utålmodig opfordring: “Når du nu alligevel så åbenlyst viser dig som den befrier fra død og djævel, vi har ventet på siden syndefaldet, var det så ikke på tide at proklamere det og definitivt tage magten? Giv nu ren besked, i stedet for at blive ved at holde os hen.”

Det var en ganske naturlig tanke for Johannes, der utvivlsomt har delt de (andre) gammeltestamentlige profeters forventninger om “Riget for Israel” og ikke mindst været lige så forpint som de ved at se ondskabens, lidelsens og dødens hærgen i verden. Og en særlig pinagtig aktualitet havde det selvfølgelig for ham selv i hans fængsel i Machærus-borgens dyb, prisgivet Herodes’ og navnlig Herodias’ luner. Gudsrigets endelige frembrud ville redde ham fra bødlens sværd, ja med ét slag bringe ham fra dødscellens rædsel til den evige salighed.

Jesus vil umiddelbart have forstået meningen; efter al sandsynlighed har han og Johannes stået på en fortrolig fod helt fra deres drengetid. Og lige så klar har svarets mening været for Johannes: “Du må for øjeblikket lade dig nøje med det, som du hører om Gudsrigets ytringer, og stole på, at jeg ved, hvad jeg gør. Har du ikke erfaring nok for, at i troen (= tilliden til mig) er du allerede i salighedens forgård?”

Mindre klart har det nok været for disciplene og andre, der lyttede. Også dengang har nogle vel spurgt, om Johannes var “kommet i tvivl”, og har måske taget ham det ilde op. Lukas fortæller, at da sendebudene fra fængslet ankom, skete der stadig alle slags tegn og undere omkring Jesus. Hvad var det så for et spørgsmål at komme med? Var den berømte ørkenprofet begyndt at vakle under presset i Herodes’ vold?

Troligt var det over for den misforståelse, at Jesus så sig foranlediget til at minde dem om, at de jo ikke just kendte Johannes som et siv, der svajede for vinden, eller som en VIP i stil med de opportunistiske toppolitikere, de plejede at skælde ud over, men som intet mindre end den vejbryder for Herren, der var lovet i de hellige skrifter.

Johannes’ situation og det spørgsmål, den affødte, er i virkeligheden noget, som det er uhyggelig let at genkende sig selv i. Ondskabens, lidelsens og dødens hærgen i verden er jo ikke blevet mindre siden nytestamentlig tid. Så langt som man får øjne til at se, hvad det er, der sker med menneskene, og hvad de gør ved hinanden, kan det være fuldkommen uudholdeligt; der er ofte grund til taknemmelighed for Guds skjulende hånd. Og dybest set sidder vi jo alle, ligesom Johannes, i dødscellen og venter på bødlens sværd. Værre endnu: dem, vi elsker, sidder der også. Bevares, det kan lade sig gøre at stoppe blår i øjnene, så længe man ikke har fået en konkret juridisk eller medicinsk dødsdom. Men virkelighedens tiger lurer jo altid i buskadset.

Så kommer der nogen og fortæller om én, som er blevet underfuldt helbredt ved bøn – og tankerne går til de ti, man kender, som trods alle bønner ikke bliver helbredt, men lever dag og nat i deres helvede af sygdom og angst. Så kommer der nogen og jubler over et møde, hvor der var én, der omvendte sig til Gud – og man spekulerer på, hvor mange der samtidig sad i nyhedenskabets højteknologiske afgudstempler og omvendte sig til Satan. Så ligger man vågen i natten og hører rotternes piben i sit eget Machærus, og sender bud til ham derude i friheden: “Når jeg nu med tusind procent sikkerhed ved, at du er den, du er, kan jeg have svært ved at forstå, at det skal blive ved at trække ud med din genkomst og dødens død. Se dog, hvad der sker – er tiden ikke inde til verdensgenfødelsen og paradisets genoprettelse? Er du rigtig klar over, hvor frygtelig din tålmodighed kan virke i vor situation?”

Svaret kommer i Bibelen, i alterlysenes flammer, i vinden, der blæser, hvorhen den vil:

“Jeg kan garantere dig, at du aldrig risikerer at komme i en situation, som jeg ikke også har været i. Men for øjeblikket må du lade dig nøje med det, som du hører og ser til Gudsrigets ytringer, og stole på, at jeg ved, hvad jeg gør. Har du ikke erfaring nok for, at i troen er du allerede i salighedens forgård?”

Jo, Herre, du har så inderlig ret. Jeg ved det, jeg bøjer mig, jeg er evigt taknemmelig.

Men jeg spekulerer på, om Johannes måske sendte sine disciple tilbage til dig endnu en gang:

“Kunne du muligvis fremskynde det alligevel…”

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)