(FORTALT TIL ELSE MARIE NYGAARD, red.)

“Sådan går min dag” plejer rubrikken at hedde til lørdagens bagside-artikel, men i dag er det anderledes. Forfatteren Poul Hoffmann oplever sin dag så tæt forbundet med hustruen Kirsten Ibsen Hoffmann, at han føler, det ikke giver mening at tale om “min dag”. Derfor er rubrikken ændret til “Sådan går vor dag”.

Kirsten Ibsen Hoffmann og Poul Hoffmann har arbejdet sammen i mere end 40 år. Hun er 68 år og uddannet lærer, men arbejder primært som oversætter. Poul Hoffmann er 66 år forfatter og jurist. Han arbejdede kun nogle måneder med juraen, inden Kirsten Ibsen Hoffmann for 43 år siden overtalte ham til at sige jobbet op og blive forfatter på fuld-tid. Poul Hoffmann forklarede konen, at det aldrig ville kunne gå.

– Så må de komme og pante, sagde hun resolut. Og siden har parret arbejdet sammen i hjemmet i Birkerød nord for København. Det har altid kunnet løbe rundt for familien, men de lever spartansk.

Kristendommen er central i Poul Hoffmanns forfatterskab. Blandt de mest kendte romaner er den historisk-fiktive trilogi om Ester og et tobindsværk om Noahs dage. De senere år har han skrevet en del prædikener og artikler, og Kristeligt Dagblads læsere vil det kommende år kunne møde ham som prædikant i bladet. Kirsten Ibsen Hoffmann og Poul Hoffmann er vokset op i folkekirke-hjem og kommer i dag i den lokale kirke i Birkerød hos sognepræst Flemming Kofoed Svendsen. Parret har to voksne sønner og fem børnebørn.

Jeg står op klokken fire. Morgenen er dagens bedste tid, der er en vis opstandelses-duft. Jeg går rundt i huset og gør klar til dagen, får lidt morgenmad og har en tid med andagt. Når klokken er seks, går jeg i seng igen. Det kan måske lyde sært, men det kommer af, at når vores børnebørn fra Holland bor i huset, er de tidlige morgentimer den eneste tid på dagen, hvor der er ro i huset.

Når klokken er omkring otte, vågner jeg igen sammen med Kirsten. Vi taler med hinanden fra morgenstunden, vi har nok at tale om, selv om vi nu har været gift i 44 år. Vi er blevet en slags dobbeltmenneske, og det er naturligt for os at dele alt.

Vores dag er fuldstændig formløs. Fordi vi i så mange år ikke har behøvet at bekymre os om klokkeslet, har vi udviklet en helt anden rytme i dagen.

Kirsten er rasende disciplineret. Når hun har fået sin morgenmad, sætter hun sig ved skrivebordet i stuen og begynder at arbejde. Hun drøner løs fra morgen til aften.

Mit arbejdsværelse er i soveværelset. Det er husets rareste rum, og jeg har skrevet det samme sted siden 1956. En gang havde jeg besøg af Jørgen Thorgaard. Han insisterede på at se det sted, hvor jeg arbejdede. Da han havde set soveværelset, skrev han om mig. at jeg levede i armod. Jeg ved ikke.

Mit arbejde kommer ofte med morgenposten. Jeg får en del breve fra læsere, der skriver “kan du ikke lige gøre det og det”. De ved ikke, at det kan tage mig en dags arbejde at svare på et brev. En vil vide kronologien i det gamle Egypten, nogle har juridiske spørgsmål, og en kvinde vil vide, om hendes mand kommer i helvede, fordi han er muslim. Andre skriver med forslag til bøger, de synes jeg skal skrive. Der er også breve fra skoleklasser, der har arbejdet med mine tekster og gerne vil have svar på en række spørgsmål, og studerende der arbejder med mine bøger, og som vil have mig til at hjælpe med opgaverne.

Astrid Lindgren har en gang sagt: “En forfatter skal skrive bøger ikke breve”. Jeg føler et vist kald i at svare på brevene og svarer helst samme dag. Svarene kan godt nå op på adskillige sider. Når Kirsten sidst på dagen kommer op ad trappen og spørger, hvad jeg har lavet i dag, svarer jeg, at jeg har skrevet to breve.

Det sker, at vi får besøg af læsere, men det er ikke så tit. Vi står ikke opført i telefonbogen og har hemmeligt nummer, så det er ikke let at finde frem til os.

Vi har tilladt os at have hemmeligt nummer, fordi jeg lider af telefonskræk. Jeg føler aldrig, jeg slipper fra telefonen, uden der opstår en misforståelse. Bagefter går jeg og grunder over, om personen i den anden ende forstod, hvad jeg sagde. Kirsten beroliger mig og siger, at der ikke kan være sket nogle misforståelser.

Tirsdag og fredag holder vi husandagt. Det er en gammel tradition, hvor vi læser og beder sammen. Vi har mange nødstedte mennesker inde på livet. En del folk kommer til os i sjælesorg og får læsset af. Mennesker med svære problemer bliver ensomme, men vi hører på dem. Når problemerne går os på, er det godt at lægge det over til Gud.

Jeg arbejder ikke så hurtigt, som jeg har gjort. Kirsten siger, det er fordi, jeg bliver mere og mere perfektionistisk med alderen. Jeg har skrevet to kapitler af en roman, men den bliver aldrig færdig.

Jeg har researchet meget til mine romaner, men jeg føler ikke længere, jeg kan beherske et så stort stof. Og jeg vil hellere ikke skrive noget, der bare er andenrangs. Jeg må indstille mig på, at det er begrænset, hvad jeg endnu kan nå at udrette inden for en normal menneskelig levetid.

Jeg regner stadig med at skrive mange ting, men jeg kan ikke se, hvordan jeg skal få skrevet en roman til. Min seneste roman udkom i 1989 og var afslutningen på en trilogi om Ester. Den havde jeg arbejdet på i ti år.

Gennem hele livet har jeg været vild med gåder og mysterier. Når Kirsten kigger hen over skulderen for at se, hvad jeg har på skrivebordet, er det i øjeblikket ofte noget om dinosaurer. Tiden før syndfloden optager mig meget, og jeg vil gerne samle alle de ting, der viser den bibelske virkeligheds sandhed.

Kirsten er den første, der hører det jeg skriver. Jeg læser hvert eneste kapitel op for hende. Hun bærer sig ualmindeligt uansvarligt ad og roser det, jeg laver. Hun ved, at der ikke skal så meget til, før jeg opgiver igen.

Nogle siger, jeg bare kan rejse til Italien og skrive. Finde et sted med ro uden morgenpost. Jeg vil aldrig få skrevet et ord, hvis jeg var sådan et sted. Jeg kan kun arbejde her i huset, og når Kirsten er i nærheden. Det andet vil ikke give nogen mening.

Kirsten laver maden, men jeg er god til råkostsalaten. Hvis jeg ikke havde Kirsten, ville jeg leve af kaffe og oste-madder. Det er hende, der sørger for, at jeg får et varmt måltid. Vi lever vegetarisk, ikke af en nyreligiøs grund, men fordi vi aldrig ville få kød, hvis vi selv skulle slå dyrene ihjel. Kun når vi har gæster, serverer vi lidt kød.

Vi er psykopatiske dyrevenner. Vi havde en kat, vi måtte aflive på grund af nyresten. Det betog os lysten til at have husdyr. Vi kan ikke bære at se dyr lide. Men vi glæder os til julen, hvor vores barnebarn fra Holland kommer på besøg med sin nye kat.

I kælderen har vi et bord-tennis-bord. Vi spiller en match efter aftensmaden. Kirsten vinder to kampe, men lader også mig vinde en. Vi mangler motion, men begynder måske at gå op til byen for at købe ind.

Jeg er blevet Q-10 mand. Det har været en fantastisk hjælp. Jeg bliver ikke længere forpustet af ingenting, og min nikkelallergi er væk.

Vi ser sjældent tv, men vi læser gerne. Bøger er uovertræffelige. Vi læser Agathe Christie højt for hinanden. Hun er dejlig og har nogle hyggelige mord. Vi har video, og jeg tror, jeg får Disneys “Snehvide” på video i julegave. Den film har været et af mit livs store oplevelser.

Tidligere kunne jeg arbejde til klokken tre om natten, men nu skal jeg i seng i ordentlig tid. I dag arbejder jeg kun efter aftensmaden, hvis jeg er tvungen til det. Det kan jeg ikke længere gøre con amore.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)