PRÆDIKEN (1. søndag efter helligtrekonger, Lukas 2, 41-52)

Hvad var det, Maria og Josef ikke forstod? Havde de ikke begge fået klar besked om Jesu sønneforhold til Gud allerede før hans fødsel?

Det var næppe blot det, at de – dér blandt de lyttende lovlærde – blev desorienterede, fordi hans ord om at “være i min faders” (som der egentlig står) kom i svaret på Marias ord om “din far og jeg”. Det var snarere noget på linje med, at disciplene siden, trods tilsyneladende optimale forudsætninger, var ude af stand til at fatte, hvad Jesus på forhånd fortalte dem om sin død og opstandelse.

Man kan forestille sig et replikskifte mellem Josef og Maria på hjemrejsen, måske i skæret fra en taglygte i et serail i Peræa:

Josef: Hvad var det, han sagde om sin fars hvadfor-noget?

Maria (lidt undvigende): Det var vel noget med dig -.

Josef (utålmodig): Det var det jo ikke! Kan du ikke sige mig – hvad skete der egentlig – dengang?

Maria: Hvad skulle jeg kunne sige? Det var i hvert fald ikke noget, du behøver være ked af.

Josef: Jeg er ikke ked af det. Men jeg spekulerer på, om der er noget, vi aldrig rigtig har fattet til bunds.

Maria: Eller måske noget, vi slet ikke er begyndt at fatte endnu?

Josef: Jeg havde fornemmelsen af at blive vækket med en lussing…

Det er en erfaring, som er gjort gennem alle tider: det er som at vågne med et chok, når det pludselig går op for én, hvad det egentlig vil sige, at Jesus er Guds søn. At det er alvor. At i ham var Gud og Maria forenet, som ens far og mor er det i en selv.

Sagen er jo ikke blevet lettere at forstå siden dengang. Tværtimod, vi er blevet så kloge, at vejen til sandheden og virkeligheden er blevet et rent forhindringsløb for os. Hvad med gener og kromosomer? Jesu hårfarve, håndbevægelser, temperament – hvor meget havde han fra Maria og hvor meget fra Gud? Hvad bliver der for resten af ens ry for at være et nøgternt menneske, hvis man begynder at tænke i den slags baner?

Hvis man lader sig vække af lussingen.

Det er nemmere at sove videre. Sandheden og virkeligheden er så besværlige. Nemmere at vende sig om på den anden side og blive i det drømmeland, hvor Jesu undfangelse ved den Højestes kraft i Marias jomfruskød flimrer forbi som noget uegentligt, symbolsk, mytisk. Nemmere at synge med på sangen om “sagnhistoriske paralleller”, selv om man godt er klar over, at der med samme ret kunne tales om sagnhistoriske paralleller til DSBs køreplaner. Eller på den med, at Maria måske var blevet gravid med en soldat fra den romerske besættelsesmagt; den slags kan man næsten tage alvorligt, hvis man i øvrigt henter sin åndelige næring i kioskromaner.

Men ret længe skal man jo ikke være vågen, før man fornemmer, hvad drømme er for noget tøjeri (“dersom de ikke er sendt dig med budskab fra den Højeste,” som det hedder i Siraks Bog). Drømme har deres egen rationalitet, så længe de varer, men straks man vågner, afslører de sig som absurde og synker i glemselens hav.

I stedet genopdager man den virkelige verdens sande rationalitet. At han, der reelt og bogstaveligt stod op af graven og opsteg til Himlen og skal komme igen og bringe verdensgenfødelsen – at han lige så reelt og bogstaveligt var Guds søn, er ikke blot noget rimeligt, men noget evident. Det er simpelt hen en del af frelsens virkelighed. At gøre det til noget uegentligt er at gøre hele evangeliet til noget uegentligt.

Forstå det? Vågne eller ikke vågne?

Der er det ved det, at Guds sandhed er man altid nødt til at fatte med hjertet, før man kan fatte den med hjernen. Ellers bliver man i drømmen, der langsomt forvandles til mareridt. Sandhedens Ånd ved utvivlsomt alt om gener og kromosomer, men det er til hjertet, han taler, i den evige saligheds sprog.

Derfor var der måske en forskel på Josef og Maria i eftertankens dage efter det tempelbesøg. Det er kun om Maria, der står, at hun gemte alle ordene i sit hjerte. Dér, hvor forståelsen måtte begynde.

Josef: Du ser så glad ud, Maria. Vil du ikke nok prøve at forklare mig…

Maria: Kære Josef, jeg kan jo ikke forklare dig andet, end at fordi han sagde de ord, dufter græsset så svimlende i nat, og jeg elsker dig mere end nogen sinde, og jeg er så glad, at jeg kunne tude …

Josef (stryger hendes kind, rejser sig og går over til taggelænderet. Ude fra markerne lyder en hyrdefløjte. Tæppet går langsomt ned).

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)