Men er der da noget ondt i videnskabelig forskning?
Ja, så vist er der det. Der er nøjagtig lige så meget ondt i videnskabelig forskning som i alt andet på denne faldne jord. Denne verdens fyrste kan bemægtige sig videnskaben, som han kan bemægtige sig alt andet i menneskelivet – politik, seksualliv, kunst. Hvis han får lov.
Det er netop et af tidens mest skæbnesvangre dogmer, at videnskaben i sig selv er god og ren og uangribelig, at den begrebsnødvendigt er ægte sandheds¬søgen. Denne videnskabsdyrkelse er måske tidens allerfarligste afguderi. En videnskab, som Guds modstander har sat sig i besiddelse af, bliver ganske simpelt til en gigantisk løgn. Den har ingenting med legitim sandhedssøgen at gøre. Hvor meget den end stadses op som hvid brud med myrter i håret, forbliver den en skøge for afgrundens magter.
Og det er nøjagtig, hvad der kan iagttages igen og igen, hver gang man møder den såkaldt videnskabelige skepsis over for den kristne tro og dens fundamenter med underne i spidsen. For at blive ved dette med Kristi opstandelse:
Så længe vi bevæger os på den ægte videnskabs, den ægte sandhedssøgens plan, er den sag i virkeligheden ganske klar. De bibelske skrifter og de kildeskrifter, vi har uden for Bibelen, er et massivt og fuldtonende vidnesbyrd om sandheden af denne begivenhed i enhver henseende. Det er et fuldstændig enestående og uangribeligt materiale. Den, der ville hævde andet, ville kun afsløre, at han savnede virkeligt kendskab til sund videnskabelig metode. Det gælder også, selv om det drejer sig om en professor, måske endda en teologisk professor.
Et lig blev levende; en mand, der havde været død, gik ud af graven. Hvis vi overhovedet vil tale om historiske fakta, så er dét et historisk faktum. Det er mere metodisk sikret end Hannibals tog over Alperne eller Cæsars erobring af England eller Sokrates’ henrettelse. Alle forsøg på at kalde Kristi opstandelse for »uhistorisk« eller “ahistorisk” eller “overhistorisk” bunder i en tankeforvirring så afslørende, at den overhovedet kun er forklarlig som dæmonisk forblændelse. En hvisken fra det skyggerige, hvor man for enhver pris vil have denne begivenhed ud af historien.
Man kan sige noget lignende om Kristi opstandelse, som jeg læser i en bog af en amerikansk professor i astronomi og matematik med speciale i sandsynlighedsberegninger, en prof. Stoner, der skriver:
»Den, der vil nægte, at Kristus er Guds Søn, nægter en kendsgerning, som måske er mere absolut bevist end nogen anden kendsgerning i verden.«
Men lad os aldrig et øjeblik lade os forlede til at tro, at spørgsmålet om Kristi opstandelses virkelighed, om undernes virkelighed, om kristendommens sandhed i det hele taget, behandles på det sunde videnskabelige plan i verden. Gjorde det bare det, så var der ikke mere at diskutere, så var al tvivl udelukket. Nej, afvisningen af kristendommen ligger i dybere vande end som så, helt inde i eksistensens kerne; det er et spørgsmål om tro og vantro. Det, der kaldes videnskabelig skepsis eller videnskabelig ateisme, er intet andet end et flosset udslag af vantroens uhyggelige, hemmelighedsfulde magt.
Lad det være understreget, at det ikke er fra kristen side, at dette slagsmål på den videnskabelige front er begyndt. Forholdet er det, at man har slået nutidens mennesker Bibelen af hænde ved at hævde, at det ene og det andet i den er blevet videnskabelig modbevist. I den situation må det være tilladt at komme med kendsgerningerne og pege på, at hvis der skal føres drøftelser på det videnskabelige plan, har vi at gøre med beviser og ikke med modbeviser. Men når man gør det, bliver man pudsigt nok ofte stillet over for et forarget spørgsmål: Jamen vil De da bygge Deres tro på videnskabelige beviser? Det var dog frygtelig uåndeligt!”
Det er ikke os, der vil have beviser af den art. Men når man fra anden side taler om modbeviser, skal sandhed nu have lov at være sandhed også på det videnskabelige plan.
Lad os i kirken, i kirken i egentlig forstand, passe på, at vi ikke kommer til at dyrke tidens videnskabsgud, der behandler kendsgerningerne, som det passer ham. Et af de steder, hvor man bedst kan begynde et opgør i den sag, er nok ved det akademikersnobberi, der trives alle vegne. Hvad er en akademisk uddannelse? Den er, som enhver anden uddannelse, et aktiv, som det gælder om at udnytte i tjeneste for Gud og næsten, men under videnskabskultens hærgen i den moderne verden er den i lige så høj grad blevet en svøbe, som man vil herske over både Gud og næsten med, en belastning, som det gælder at holde sig uafhængig af.
Og det er vanskeligt at angribe denne akademikerdyrkelse fra akademikernes egen position. De er jo også mennesker, og det er næsten for meget forlangt, at mennesker frivilligt skal kravle ned fra de piedestaler, de bliver anbragt på. Skal vi nå til bedre tilstande, må folk i andre livskald kolde op med at sætte de universitetsuddannede på bevidste eller ubevidste piedestaler. Det er den eneste måde, det rent menneskeligt vil være muligt at slå videnskabsguden et af hans mest effektive våben af hænde på.
Situationen for den kristne kirke er nu sådan, at hver eneste kristen for ramme alvor må se at blive myndig. Vi kan ikke regne med at få noget foræret mere, vi kan ikke gå hen i en kirke og regne med, at vi der passivt kan modtage det sande evangelium og den ægte kristendom; vi kan meget vel få det stik modsatte serveret. Ganske det samme gør sig gældende i de skoler, vi sender vore børn til, i de bøger, vi køber, i de blade, vi abonnerer på.
Hvert enkelt medlem af den levende menighed må under vore nuværende betingelser være aktiv, også på den måde, at han selv må studere og uddanne sig teologisk så langt som hans livskår og daglige kamp for tilværelsen giver ham mulighed for det. Studere sin bibel og finde frem til de rigtige hjælpemidler (hvad mon der ville ske, hvis alle kristne brugte lige så megen tid på bibellæsning som på fjernsyn?). I forbifarten er det fristende at henlede opmærksomheden på det fremragende store norske bibelleksikon, som vi for nylig har fået, og som er ti gange sin høje pris værd – ikke at forveksle med det ligeledes nyudkomne danske bibelleksikon, som i vidt omfang netop er den videnskabelige vankundigheds talerør.
Kan noget sådant føre til anarki og vilkårlighed? Det kan det ikke, hvor Helligåndens vejledning oprigtigt søges. Vi har ingen menneskelig centralledelse i vor kirkeprovins mere. Det har katolikkerne, men den katolske kirke har i hvert fald endnu ikke nået et stadium, hvor vi tør give os ind under den. Ikke fordi den er så farlig forskellig fra den danske folkekirke, mere fordi den ligner den alt for meget i henseende til opløsning i tidsåndens syre. – Vi har ingen pave; men det gør heller ikke så meget, hvis vi kan finde Helligåndens ledelse igen, som menigheden har haft den i sine vanskeligste og største perioder. Kun ved hans hjælp vil vi også få de rette menneskelige hyrder.
Hver enkelt kristen er medlem af den Livets riges modstandsbevægelse, som Kristus selv har startet og stadig leder på denne jord indtil befrielsens dag. Hver enkelt kristen har pligt til at hjælpe de andre, pligt til myndigt og aktivt at hævde den sandhed, som er kirkens arv gennem alle århundreder. Og i denne kamp for sandheden og for at hjælpe andre til sandheden erfarer den enkelte netop selv troens vished og trygheden over for alle modstanderens raffinerede finter.
At lade sig kujonere og gøre passiv af, at man ikke har en eksamen svarende til det problem, der i et givet øjeblik trænger sig på, er i virkeligheden et knæfald for fjenden. Akademiske titler er noget, der tæller hos videnskabsguden – ikke hos Kristus, i hvert fald ikke som andet end en betroet talent, der skal aflægges regnskab for. Hos ham tæller troen; den er den eneste adel og udmærkelse, et menneske kan have, og den er al kundskabs og indsigts begyndelse, som Salomon siger. Åndsoplysning kan sagtens klare sig uden universitetsoplysning, men universitetsoplysning er intet uden åndsoplysning. Jo, den er noget, for den er direkte farlig, vildledende.
Naturligvis kan man føle sig ganske magtesløs. Det er kun godt, for Paulus siger, at Guds kraft fuldkommes i magtesløshed. Der er ingen, der har andet end det, de får fra Gud. Men han er også villig til at give alt til den, der vil gå hans ærinde, uden hensyn til, om det er den højlærde Paulus fra Tarsos eller fiskeren Simon Peter fra Genesaret Sø.
Hvor langt sandheden om Kristi opstandelse og hele kristendommens under skal lyse i verden i dag, det er op til hver enkelt kristen. Vi er stedt i en nådeløs kamp mod en nådeløs fjende; men det er en kamp, hvor sejren allerede er sikret os.
“Mine får hører min røst,” siger Jesus i Johs. 10, 27, “og jeg kender dem, og de følger mig. Og jeg giver dem evigt liv, og de skal i al evighed ikke fortabes, og ingen skal rive dem ud af min hånd.«
Det er i sandhed et under.

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende nr. 43, 1968)