Men netop fordi underet i videste forstand har denne centrale placering og næsten altomfattende betydning i kristendommen, er det blevet bydende nødvendigt at tage hele det spørgsmål op til ny besindelse i dag, hvor et af den store vildlednings mest markante udslag jo er, at man mange steder – endog i visse lejre, der regnes for at høre til kirken – er begyndt at betvivle eller rent ud benægte, at undere overhovedet finder sted og har fundet sted.
At det er udslag af en horribel uvidenhed, er en sag for sig. Man siger det altså. Jeg ved ikke, om jeg bruger stærke ord, men man er næsten nødt til det i et sådant tilfælde. Selve underets faktum er noget på forhånd givet for enhver, der overhovedet vil sætte sig ind i virkeligheden i historien og i nutiden, en elementær kendsgerning. Spørgsmålet om der finder undere sted er en uvirkelig og utålelig problemstilling, som alle vantroens problemstillinger jo er; men selve det, at der spørges sådan, og at spørgerne vinder gehør, stiller den kristne over for et virkeligt problem, endda et af kerneproblemerne for kirken i dag.
Det er som bekendt ikke mindst imod underet over alle undere i Bibelen, at man retter sine angreb, imod Kristi opstandelse. Noget nyt er det i og for sig ikke; benægtelsen af opstandelsen har under skiftende former gjort sig gældende gennem hele kirkens historie og skal nok blive ved med det. Sådan må det jo være, al den stund det er på dette kernepunkt, kirkens modstandere først og fremmest må sætte ind, hvis de vil kristendommen til livs (heldigvis er det i regelen sådan, at den ene benægtelse æder den anden, så man kan spare sig at imødegå dem – også på det punkt er Djævelens rige i splid med sig selv). Fænomenet fandtes i fuldt omfang allerede på aposteltiden, som det bl. a. fremgår af det vigtige kap. 15 i 1. Kor., der ikke kan studeres for omhyggeligt i dag. Fornægtelsen af opstandelsen blev allerede dengang brændemærket som løgnen over alle løgne.
Men det har jo ikke hindret opkomsten af det ene påfund mere tåbeligt end det andet, indtil vor tid nu er i færd med at slå alle rekorder i sine bestræbelser for at ramme kristendommen i dens livsnerve. For nogen tid siden så jeg i et ugeblad en artikel, hvor det blev fremstillet som en stor nyhed, at man ved undersøgelser af det berømte ligklæde, som findes bevaret i Torino i Italien, og som efter alt at dømme virkelig er Kristi ligklæde, havde kunnet fastslå, at hans knogler ikke var blevet knust ved korsfæstelsen, som man ellers plejede at gøre på et vist tidspunkt, når man ønskede døden fremskyndet (det berøvede den korsfæstede muligheden for at støtte med benene, så han blev hurtigere kvalt). Man havde ved granskning af de aftryk på ligklædet, som i virkeligheden er en fotografisk gengivelse af det legeme, der har været svøbt i det, kunnet konstatere, at dette ikke var sket med Jesus. Artiklens forfatter udlagde det som et indicium for, at Jesus såmænd nok slet ikke havde været død, da han blev taget ned fra korset, og så udbrød han jublende: “Og så er der jo meget, der står hen i det uvisse!« Det var hans måde at gøre sig fri af kristendommen på, og han skal nok have fået et anseligt følgeskab af lige så vankundige læsere.
Enten har han ikke anet, eller også har han bevidst fortiet, at det udtrykkelig angives i Johannesevangeliet, at Jesu knogler ikke blev knust, fordi man havde konstateret, at døden allerede var indtrådt. Dette ligklæde i Torino er i alle henseender den mest slående bekræftelse af evangeliernes beretning om Jesu død og opstandelse, som man næsten kan forestille sig. Der er opstået en hel videnskab omkring det, som har gjort brug af alle moderne tekniske undersøgelsesmetoder og ind i de mindste detaljer har kunnet dokumentere den bibelske lidelseshistorie, endog med en konstatering af, at hvis den døde havde ligget i ligklædet i mere end tre dage, ville aftrykkene have fortonet sig igen.
Men når bare viljen er ond nok, kan alting vendes på hovedet. Og så er den slags jo ikke det farligste. Så længe fornægtelsen bekender kulør, så man ved, hvad man har med at gøre, er den ikke så dødbringende. Det er jo blot den ældgamle historie, som der ikke er nogen grundt til at lade sig overrumple af. På en måde er den endda ældre end kristendommen; benægtelsen af selve opstandelsens mulighed fandtes jo også før Kristus. Saddukæerne, konkurrencepartiet til farisæerne, benægtede de dødes opstandelse på en måde, der fuldstændig svarer til visse moderne teologiske skoler.
Der er ingen grund til at fortabe sig i det; de fleste kender det jo til bevidstløshed, alle disse skinproblemer, der opbygges på den videnskabelige rationalisme. Hvordan skulle døde kunne opstå, når legemet er smuldret i jorden, og dets kemiske stoffer spredt for alle vinde, måske endda optaget i andre legemer, som også skulle opstå osv., siger man. Det er skinproblemer. Legemet er jo ikke det stof, det består af. Legemets celler skiftes ud i løbet af en periode på syv år. Den arm, som skriver dette, har intet af det stof, som den bestod af for syv år siden, men det er dog ikke en anden arm end dengang! Legemet er noget andet end sine molekyler, noget, der kan fyldes med forskelligt stof til forskellig tid og alligevel bevare sin identitet. Dette med at smuldre i graven kommer overhovedet ikke sagen ved. Selv gamle hedenske filosoffer har famlet sig frem mod denne grundlæggende erkendelse årtusinder før mikroskopets og celleforskningens tid, men under vore dages uhyggelige afkristningsproces er det, som om selve de menneskelige åndsevner lammes. (Interesserede kan finde sagen uddybet i en læseværdig lille bog af ærkebiskop Ramsey af Canterbury, ”The Resurrection of Christ«, London 1962).
Lad det hvile; disse former for aggressiv tvivl er som sagt ikke de farligste. Værre er det, når vi i dag ser fornægtelsen af Kristi opstandelse optræde i en anden og mere ondartet form, på en ligesom indvendig snigende måde. Man taler stadig om opstandelsen, men man prøver at give begrebet et andet ind¬hold, som i virkeligheden ikke er noget indhold, men blot attituder, der skal maskere fornægtelsen. Uden iøvrigt at referere denne uteologi, hvilket ville være ulideligt også for læseren, kan der mindes om gængse formuleringer som »Kristus er opstået i menneskehjerter”, “Når ordet forkyndes, er Kristus opstået«. De fleste vil kun være alt for fortrolige med disse eller lignende udsagn fra hele den strømning, der i mangel af bedre betegnes den teologiske modernisme.
Jeg må endnu en gang passe på ikke at anvende for stærke ord, men det er også bedre at lade Paulus sige det på sin måde; han var ikke så ængstelig. Det er heldigvis sådan, at når vi her i vor vatterede tidsalder bliver bange for at bruge for stærke ord, kan vi ofte tage Bibelen og læse op af. Paulus skriver i Galaterbrevet kap. 1:
“Det undrer mig, at I så hurtigt lader jer drage bort fra ham, som kaldte jer ved Kristi nåde, hen til et anderledes evangelium, som ikke er et evangelium; det er kun nogle, der forvirrer jer og gerne vil forvanske Kristi evangelium. Men om så vi selv eller en engel fra Himlen forkyndte jer evangeliet i strid med det, vi har forkyndt jer – forbandet være han! Som vi før har sagt, så siger jeg nu igen: Dersom nogen forkynder jer evangeliet i strid med det, I har modtaget – forbandet være han!”
Denne sindrigt maskerede fornægtelse af opstandelsen er den farligste, fordi den spirer frem inden for kirkeorganisationerne selv og vokser på en egen lumsk måde, så den ikke rigtig træder frem i lyset, før den har nået et skæbnesvangert stadium – noget i retning af svamp i et hus, der tit slet ikke opdages, før det får huset til at styrte sammen.
Det, vi oplever nu, er måske, at huset i en vis forstand styrter sammen. Det er måske enden på de ydre strukturer, som vi har vænnet os til at kalde for “kirken” og vænnet os til at holde af som sådan, men som jo i virkeligheden ikke siden middelalderen har været kirken i egentlig forstand. Det er muligt, at det er illusionerne, som nu uigenkaldeligt brister, bl. a. illusionen om, at den dan¬ske folkekirke uden videre skulle være identisk med den kristne menighed her til lands. Og så må vi jo glæde os. Det er altid godt, når illusionen brister. Og den sande kirkes hus styrter jo ikke sammen; det har vi den faste forjættelse om. Den sande kirke kan ikke røres af dem, der fornægter opstandelsen, være sig direkte eller ad krogveje. De opnår kun at sætte sig selv uden for kirken.
Men hvad en institution som den dan¬ske folkekirke angår, tyder alting på, at vi i dag står over for et indre sammenbrud. Det er en af de ting, der bliver pinagtigt klar, når man vover sig i lag med at se nærmere på underet i almindelighed og Kristi opstandelse i særdeleshed. Der sker et sammenbrud i den danske kirkes teologi, som der gør det i de fleste af verdens kirker, og derfor er det nådeløst logisk, at størstedelen af disse kirkers medlemmer forholder sig til den kristne tro, som størstedelen af Danmarks befolkning gør i dag.
Den, der er kommet for skade at vande en hæk eller en busk i sin have med ukrudtsmiddel, vil genkende billedet af den danske folkekirke i dag. Hækken går ud. Giften slår den ihjel. Tilbage bliver kun nogle enkelte, grønne blade dybt nede og så nogle rodskud helt nede i jorden, der ligesom skyder ryg imod giften og afsondrer sig fra den. Når man så har klippet alt det visne væk og kørt det på lossepladsen, begynder disse overlevende, sunde skud at vokse og bliver begyndelsen tit en ny hæk.
Det er så nogenlunde den åndelige situation i Danmark i dag. Man har vandet med den videnskabelige rationalismes gift – sikkert af en fejltagelse, man mente, det var noget, der ville gavne væksten – og så er det meste visnet. Ikke bare ude i den store offent¬lighed, hvor vildledningen nu begynder allerede i skolerne, men i høj grad også på prædikestolene, for ikke at tale om de teologiske fakulteter. Selvfølgelig har vi stadig mange udmærkede og levende og somme tider endda beåndede præster, og Gud være lovet for det; men det er påfaldende, så tit de tilhører den ældre generation. Efterhånden som de nye årgange rykker frem, indoktrinerede med de umulige sandhedskriterier, som universiteterne har vænnet sig til at arbejde med i Åndens verden – da bliver den levende forkyndelse mere og mere som enkelte grønne blade og hvide rodskud hist og her.
“Kristus er opstanden i menneskehjerter.” Ja, det skulle han også være, naturligvis. Men hvor der i dag lyder ord af den art, har man al grund til at se efter, om ikke Kristus er ved at dø i menneskehjerter. Korsfæstet.
Det er mere end muligt, at vi i en ikke særlig fjern fremtid vil komme til at stå i en situation, hvor den ægte kristendom må trives i opposition til det, der udadtil gælder for kirke. Folkekirken forsvinder sikkert ikke, men vi kan godt komme til at se den forvandlet til kirkens modsætning.
Hvor meget vi så skal undre os over det, er naturligvis et andet spørgsmål; det er jo sagt os klart nok, at i de sidste dage skal vi se det store frafald.

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende nr. 42, 1968)