Vidste blot også du på denne dag, hvad der tjener til din fred! Men nu er det skjult for dine øjne. (Luk. 19,42)

Vi sad en lille flok mennesker og drak coca-cola i en smøge, der fører ned fra tempelpladsen i Jerusalem til den navnkundige grædemur, som nu skal kaldes vestmuren, fordi jøderne ikke græder mere. Der var køligt i skyggen. En lys og moderlig pige iblandt os tog sig af børnene; seks-syv stykker klatrede omkring hende og på hende, så hun lignede Nilguden ved Dr. Louises Bro.

Fred i Jerusalem.

En ung, ortodoks jøde stod øverst i smøgen og så ud over tempelpladsen. Overrabbinatet har forbudt jøderne at færdes på pladsen, ikke af politiske grunde, men for at forebygge, at de kommer til at sætte foden på det ikke nøjagtigt konstaterede sted, hvor det Aller­helligste lå; det er stadig kun ypperstepræsten, der har adgang til dét, og han døde for snart et par tusinde år siden. I den forbindelse kan det være værd at mærke sig andre forlydender om, at forbudet også skyldes, at man venter Messias’ snarlige komme og ønsker, at han skal være den første, der betræder den genvundne, hel­lige tinde. Når man står på Oliebjerget og ser over mod den tilmurede Gyldne Port, der efter traditionen skal åbnes for Messias, er hele situationen svanger med så dyb en mening, at det virker, som om Gud med for­sæt har indrettet det sådan, at kun jøder og kristne i fællesskab kan få overblik over den. Ved den himmel­ske ypperstepræsts komme skal alting få sin opfyldelse. Scenen er klar.

At forbudet i øvrigt overtrædes i stor stil af seku­lariserede jøder, siger sig selv. Men denne unge mand holdt sig tilbage og nøjedes med som Moses at se ind i det forjættede land. Hans sorte ørekrøller stak ejen­dommeligt af mod hans orangerøde provoskjorte og slidte skuldertaske. Høj og atletisk var han, af den nye type jøder, der spirer frem i Israel og på en mærkelig måde gør alle fastlåsede forestillinger om en jødes udseende til skamme. Stadig flere opdager og undrer sig over, at den unge generation i Israel bliver kønnere og kønnere. Det er åbenbart sådan, frie jøder ser ud i deres eget land. Det, man har gjort dem til under for­følgelserne i adspredelsen, er mange gange nærmest en karikatur. Samme unge generation har da også for nylig vakt vild forargelse ved at erklære, at den er træt af at høre om forkuede ghetto-jøder; den vil hellere se sig selv som Davids og makkabæernes arvtager. Lad det være noget forenklet – det er i hvert fald forfri­skende.

Den unge fyr kom til sidst ned imod os, øjensynlig glad, ligefrem overstadig. Han standsede ved pigen med de mange børn og sagde spøgefuldt noget på hebraisk, som hun af gode grunde ikke vidste, hvad hun skulle svare på.

– Yes, mumlede hun forvirret. Så blev hun smittet af hans humør:

– Hamed! sagde hun drillende – Hamed var en såre tiltalende araber, der viste os rundt i den gamle bydel. -Hamed, hvor er han fra? Hvor kommer han fra?

Der gør sig det gældende, at når arabere ikke kan komme til at give deres virkelige følelser over for deres jødiske besejrere luft, forskanser de sig ofte i en sær ikke se – ikke høre – ikke tale – holdning. De lader, som om Israel og israelerne slet ikke eksisterer. Når turisterne før seksdageskrigen blev sluppet over grænsen i Jerusalem, gik de fra arabisk synspunkt ud i det tomme rum. Man akcepterede, at de forlod Jordan, men at de dermed var inde i Israel, kendte man ikke noget til.

– Det ved jeg ikke, svarede Hamed. – Jeg ved sande­lig ikke, hvor han kommer fra.

– Hvad sagde han til mig? ville pigen høre. – Taler du ikke hebraisk?

Hamed smilede elskeligt:

Hebraisk?

Ingen kunne være i tvivl om, at han aldrig før havde hørt det ord. Så kunne han pludselig ikke nægte sig selv at fortælle vittigheden:

– All right, sagde han. – Han spurgte, om det er dine børn allesammen, og du sagde ja!

Latter i gyden. Et øjeblik var der virkelig et glimt af fred i Jerusalem. Et pust af denne sødmefyldte illusion, der bærer alverdens politiske bestræbelser for “fred og forsoning i Mellemøsten”. Illusionen om jøder, arabere, danskere og fæle, men alligevel rare russere græssende side om side som røde køer på en stor, grøn mark i solskin. Næste skridt måtte blive, at Hamed og israeleren faldt hinanden om halsen og sang “Sku’ gammelt ven­skab rent forgå”, medens vi andre viftede med små dan­nebrogsflag.

Så kom jeg til ar se på jøden. Han lo ikke. Han stod mistænksom og sammenbidt og så fra den ene til den. anden. Han troede, det var ham, vi lo ad. At araberen på en eller anden måde havde gjort ham til nar og nu høstede sit bifald.

Brat vendte han sig og gik bort gennem støvet og solen. Ingen andre havde tilsyneladende lagt mærke til grunden. Jeg sad og fulgte ham med øjnene, ulykkelig, febrilsk, afmægtig. Løbe efter ham, prøve at forklare ham sagen? Jeg talte ikke hebraisk, han talte åbenbart ikke andet. Al udsigt til nye misforståelser, ny bitterhed.

Han var allerede forsvundet, med sin provoskjorte og sine ørekrøller, sin ydmygelse og forbitrelse. Kom han langvejs fra? Hvor meget havde han sat ind på at få dette glimt af sin elskede tempelplads, og hvor meget var hans minde om den blevet forgiftet? På grund af Hameds forsonlige gestus -.

Jeg husker ikke meget af resten af vejen ned til vestmuren. Ingen fred i Jerusalem. En ven af mig, som ikke just hører til de sværmeriske, fortalte engang, at da han første gang nærmede sig byen, havde han en påtrængende fornemmelse af noget ondt. Det er nok rigtigt. Der er noget ondt i luften over den, noget, som kan bruge selv menneskelig forsonlighed til at gøre fortræd. Der er ikke noget mærkeligt i, at Satan sætter særlig ind mod det sted, hvor Gud rejste sin trone på jorden.

Der har aldrig været fred i Jerusalem, bliver det aldrig, så længe denne verdensorden består. Den ene tragedie har afløst den anden op gennem byens historie, og jo mere man gransker situationen i dag, jo mere hundeangst bliver man for, at den næste ligger lige om hjørnet. Den hellige stads fred tilhører en anden tids­alder, hinsides den nye, store palmesøndag. Det ligger i denne verdens væsen. Der er en ondskab, som magter at spænde selv menneskelig god vilje for sin vogn.

Vestmuren burde stadig hedde grædemuren.

* * *

Om eftermiddagen var jeg nede på Rockefellermuseet, gik gennem de store, stille sale og gispede under vægten af historiens enorme ørkesløshed. Uendelige udskæringer, forsiringer, følelsesfulde former, kunstfær­dige brugsting fra længst svundne hverdage – tusinder og millioner af arbejdstimer, imponerende, smukt – og dybt i det hele dette ørkengolde, søvndyssende, udmarvende: forkrænkelighedens gift. Der er noget lammende ved museer, sammenhobninger afslører ubarmhjertigt det, som kan holde sig skjult i enkeltheden: at menne­skelig stræben selv i sine største og ædleste frembrin­gelser er tomhed, endeløs tomhed, alt er tomhed, sagde Prædikeren. Jeg mindes engang i et berømt kunst­museum, hvor jeg i indædt selvforsvar gik med lukkede øjne forbi den ene Rembrandt og Rubens efter den anden. Hvis fjernsynet har indlagt sig nogen fortjeneste, er det ved at hobe verdenskunst sammen og poste den ind i folks stuer, så de med egne øjne kan se den faldne verdens endeløse tomhed. Slut med megen pseudoreligiøs ærefrygt for muserne. De damer har aldrig hjulpet en eneste moder med et døende barn.

Rockefellermuseet. Hvorfor har det udvalgte folk efterladt sig så lidt, der virkelig kan kaldes dets eget? Man går gennem Palæstinas arkæologiske museum, søger det gamle Israels sjæl og dermed sin egen, men hver gang, noget springer i øjnene, er det egyptisk eller babylonisk eller græsk eller romersk. Levn fra forhisto­riske folk (de udstillede skeletter viser alle tegn på, at de pågældende er omkommet i Syndfloden eller en anden stor naturkatastrofe), kanaanæere, arabere – man kunne snart gå det hele igennem uden at opdage, at der nogen sinde har boet israeliter i landet. Aldrig et tilløb til en selvstændig israelitisk stilart, aldrig en eller anden monumental nyskabelse fra deres hånd. Har de da været så sølle, vore fædre i Guds rige, har vi virkelig, som hedningerne beskylder os for, gjort sølleheden til vort ideal?

Jeg søger trøst i tanken om middelalderens katedra­ler og andet af samme art; sandheden er jo, at alt af værdi, som hedningerne lever højt på og brovter af nu i frafaldets tid, i sidste instans stammer fra os. Men var begyndelsen i Det hellige Land virkelig så ringe. —

Pludselig lyser nogle beskrevne potteskår mig i øjnene fra en montre, sirlige bogstaver på grove flader af farve som Israels jord – Lakisjbrevene! Hvordan har jeg kun­net glemme, at det er i Jerusalem, de findes! Disse even­tyrlige dokumenter, der stiller selv Dødehavsfundene i skygge. Breve fra en høvedsmand på en lille udpost til kommandanten i Lakisj, da Nebukadnezar drog op mod Jerusalem for at lægge byen øde. Selve de skår, som judæiske forsvarere dengang har haft i deres hænder og prentet deres ængstede budskaber på, medens de med nerverne spændt til bristepunktet så den uafvende­lige katastrofe i møde. Høvedsmanden lader komman­danten vide, at han ser efter signalerne fra Lakisj, for han kan ikke længer se signalerne fra Aseka; det siger så meget, som at Aseka allerede er faldet, og Lakisj og Jerusalem er de eneste fæstninger, der er tilbage. Øje­blikkets højspænding dirrer i hver linie.

Disse potteskår rejste i fjerne skæbnenætter over Judæas bjerge, på et tidspunkt, hvor frelsens vej syntes de fleste i folket dunkel. Dog var de ikke ladet uden profeter. Der klages i brevene over, at profetens dystre udsagn nedbryder folkets kampmod; det kan næppe være andre end Jeremias, der er tale om. I Babel levede allerede Daniel og Ezekiel.

Dér, for næsen af mig, er fædrenes sjæl. Tåbeligt var det at søge efter den i historiens store tomhed, for den har de intet bidraget til. Deres indsats var ydmyge skrifttegn på grove materialer. Lakisjbrevene, Siloaindskriften, Dødehavsrullerne – sådan har Bibelen oprin­deligt set ud.

Og så templet på pladsen derovre bag murene, verdens første katedral. Hvordan skulle Israel have fået stunder til at præstere nogen større originalitet i denne verdens jag efter vind? Det gjaldt at få loven opfyldt, døden besejret, det tabte paradis genvundet. Hvad med os i dag? Hvad bruger vi tiden til?

Der er alligevel fred i Jerusalem, en anden slags fred end den, de røde køer kender på den grønne mark, medens de venter på slagtehuset. Den fred, der overgår al forstand, har altid været der, også da Nebukadnezar drog op mod byen, da Titus gjorde det, da korsfarerne gjorde det; den vil være der endnu, når Gog og Magog gør det. Meningens fred, frelseshistoriens fred, Guds fred.

Luften skælver af en fjern drønen – det kan være dynamitsprængninger ved vejarbejde eller tordenvejr. Det kan også være artilleri nede i retning af Jeriko og Jordan. Min søn blev syg på Via Dolorosa, min kone sidder hjemme på hotellet og passer ham. Jeg forlader museet og skynder mig til dem.

De mænd, der skrev Lakisj-brevene – å ja, de var naturligvis ængstelige for deres koner og børn, men mon de ikke også dybest nede forstod, hvad Jeremias forkyndte dem: At der er en ondskab, som kan spænde selv godheden for sin vogn, men over den er en anden godhed, som kan spænde selv ondskaben for sin vogn.

Kald vestmuren for glædesmuren. Den fred, som englene sang om over marken nede ved Betlehem, ligger som stille, gyldent sollys over den elskede stad, synlig for øjne, som Ånden nådigt lukker op.

Bed om Jerusalems fred!
Ro finde de, der elsker dig! Der råde fred på din mur,
tryghed i dine borge! For brødres og frænders skyld
vil jeg ønske dig fred,
for HERREN vor Guds hus’ skyld
vil jeg søge dit bedste.
Sal. 122,6-9

(Publiceret i Juleneget (Luthersk Mission))