Der tales jo i nutiden ofte om undere på en mildest talt noget omfattende måde, ligesom så mange andre kristne grundbegreber har faet en så vid og tankeløs anvendelse i den moderne afkristnede verden, at de udvandes til ukendelighed, med ordet kærlighed i spidsen – når først en serie pornografiske bøger kan udkomme under fællestitlen “Kærlighed”, tør man ikke tro, at Gud vil bære over med denne verden længe endnu. På samme måde tales der om undere – “Ih, det var et under, at Dyreborg scorede fem mål i den landskamp mod Norge«; »Oplev Rhodos’ under med Petersens rejsebureau« osv.
Det kan kun beklages, at verden også på den måde fjernes fra underets gud¬dommelige virkelighed. Men undertiden er der måske et element af sandhed gemt i oprindelsen til denne løse snak. Når man taler om en solopgangs under – om forårets under – om moderkærlig¬hedens under osv. – så er der utvivlsomt noget rigtigt i det. Også den slags ting er utvivlsomt panter på den kommende verden, en forsmag på det evige liv. Alt, hvad der dybest fornemmes som godt og smukt her på denne jord, som jo er skabt af Gud, før den blev besat af hans fjende, er jo undere i den forstand, at det også skal findes på den nye jord, blot i endnu bedre, forklaret skikkelse, befriet for den formørkelse, der ligger over det nu. Det er forvarsler om, hvad vi har i vente. Det er, for at sige det på en måde, som Bibelen selv så ofte anvender, trolovelsesgaver fra Gud til den kristne menighed, troskabspanter fra brudgommen, indtil han kommer og henter bruden, og alt, hvad der er hans, også skal være hendes.
En lille forsmag på opstandelsen og den kommende verdens kræfter, som der står i Hebræerbrevet, kan man udmærket få en forårsmorgen. Blot må det naturligvis altid haves i erindring, at døgnet og året er cycliske – efter hver dag kommer der en nat, efter hver sommer kommer der en vinter; Guds kom¬mende verden er en evig og evig ny forårsmorgen. Man møder undertiden en forestilling om, at kredsløbet er nød¬vendigt, at sorgen må til, for at man skal have noget ud af glæden, at man skal lide for at kunne nyde at være fri for lidelsen. Men det er en hedensk forestilling, der doceres af disse søvn¬dyssende vismænd, som vor tid er så rig på. Bibelen kender intet til denne uhyg¬gelige lære, tværtimod. I Guds rige hvi¬ler glæden i sig selv. Der behøves ikke anden mørk baggrund af lidelse end erindringen om det, som Adams æt gen¬nemgik i faldets epoke, den, vi endnu lever i. Det forslår for evigheden.
Vi kan glæde os uden forbehold over alt i denne verden, som møder os med evighedsværdi. Det er jo faktisk kun som kristen, at man rigtig kan glæde sig over noget i verden. Det kan man ikke udenfor, der kan man ikke glæde sig over noget, for alting skal rages fra en; jo større kærlighed til nogen eller noget, jo større angst, jo større gru. Og det er jo også det, vi ser alle vegne; det er jo derfor, vi ser denne forpinte verden om¬kring os nu i den såkaldt »efterkristne periode«.
Glæden og Guds undere, “Gudsrigets vintergække”, som P. H. Lange kalder dem – de to ting lader sig ikke skille. Verdensgenfødelsen, genoprettelsen, som forestår, den er det største, det altom¬fattende under.
Det er jo i vore dage ret almindeligt blandt meget andet mærkeligt at sige, at den nye verden og det evige liv er noget, vi ikke ved ret meget om. Ja, det kan gods være, men det er da så kun, fordi vi ikke umager os med at lære det at kende. Ikke blot fortæller Bibelen om det side op og side ned; hvert eneste af Jesu og hans apostles og alle andre ægte undere er anskuelsesundervisning i det evige liv. Når blinde ser og døve hører og døde står op, er det ikke brud på skabelsens orden; det er tværtimod små stykker genoprettelse af skabelsens orden, der peger frem mod den fulde genoprettelse. Det, der er brud på skabelsens orden, er sygdommen og sorgen og frygten og døden, og alt det skal forsvinde.
– –
Så har det jo vakt adskillig spekulation i kirken, hvorfor undere ikke altid sker. Hvorfor bliver alle syge ikke helbredt ved bøn osv.; hvorfor kan vi ikke allesammen gøre undere. Jesus lover i Mark. 16, at underne skal følge dem, der tror, på deres vandring gennem verden som tegn. (“Undere og tegn” er en ordforbindelse, som ofte forekommer i Ny Testamente; undere er tegn på det frembrydende Gudsrige og på, at de, ved hvem underne sker, er dette riges repræsentanter.)
Underne skal følge dem, der tror. – Jamen, tror vi da ikke? spørger man og kommer i anfægtelse. – Når undere er så sjældne iblandt os, er det så på grund af dødhed, af vantro?
Det har vi ikke lov at sige, at det ikke er. Vi skal ikke her fortabe os i spekulationer over troens nærmere rolle i underet, men det er bibelsk givet, at den spiller en rolle – lige så givet, som at Guds magt og muligheder ikke er afhængige af nogen eller noget. Troens gave er i sig selv et under. Det hele er noget, som det er svært at bringe på en enkelt formel, og det er egentlig ikke så mærkeligt. Det er kun os her i vesterlandet, hvor vi er belastet af det krav om logik, vi har arvet fra det gamle Grækenland, der finder vanskeligheder i den slags. Bibelen tænker lige så meget i paradokser, i tilsyneladende uforenelige modsætninger, som i logik, for virkeligheden er jo ofte paradoksal.
I nyeste lid er man blevet tvunget til at anerkende det også i vesten, endda i selve logikkens hojbørg, naturvidenska¬ben. Man har f. eks. opdaget, at hvis man vil give en fuldstændig beskrivelse af en elektrons bevægelse, er man nødt til at beskrive den på to forskellige måder, som logisk ikke kan være rigtige begge to, men som er det alligevel (dels som en partikel og dels som en bølgebevægelse). Man kalder det komplemen¬taritet, men det er ganske simpelt para¬dokset, der dukker op igen som en grundegenskab ved virkeligheden.
Derfor skal vi heller ikke forbavses, når mangt og meget i Bibelen må forstås som paradokser. Troen og Guds kraft – det er den »komplementære« sandhed om underet. Men deri ligger så også, at der er en sammenhæng mellem vor svage tro i dag og undernes sjældenhed iblandt os. Den sjældenhed må have lov at tale til os om vissenheden og dødheden i kirken, så der måske kan ske en vending til det bedre; så vi måske kan få lukket mere op for Gud og hans livs¬herredømme.
Men det må samtidig siges, at dette nok ikke er hele sagen. På en eller anden måde er det med i Guds planer, i hans gode plan med kirken, at underne kun er som enkelte flammer – som lysene på juletræet, hvis det går an at bruge et sådant billede. Hvis alle kristne blev hel¬bredt ved undere, hvis alle kristne blev opvakt fra de døde – vel, det ville jo i realiteten sige, at så var paradiset kom¬met. Og det er det ikke. Det kommer, og alting tyder på, at det kommer snart; men det er her ikke nu. Vi er endnu i denne verden, hvis fyrste er dødsrigets fyrste.
Og sådan har det da også været fra begyndelsen. Vi kan godt se, at Ånden virkede langt stærkere i urmenigheden, end den gør blandt os i dag, vi kan godt blive vemodige ved tanken om disse store tider, som vi læser om i Ny Testa¬mente. Men heller ikke dengang blev alle kristne jo helbredt ved undere; Paulus skriver til Timoteus, at han skal drikke lidt vin, fordi det kan hjælpe på hans dårlige mave og hans hyppige svagheder. Heller ikke dengang blev alle kristne opvakt fra de døde, og de, der blev det, døde så vidt vi ved igen.
Også Paulus selv fortæller i 2. Kor., hvordan der er blevet givet ham en Satansengel til at slå ham i ansigtet, for at han ikke skal hovmode sig. Han har tre gange bedt om, at den må blive taget fra ham, men Gud vil ikke, han siger: Min nåde er dig nok!” (Vi ved ikke, hvilket monstrum det drejede sig om, men der er i hvert fald fred at hente i det ord for en og anden, som slås med tobakkens Satansengel el. lign.)
Det ligger på en eller anden måde i Guds plan, at underet ikke er noget, der her og nu finder sted altid og alle vegne, hvor vi mener, at forudsætningerne skul¬le være til stede. Også det er måske et paradoks, men noget af meningen kan vi jo nok skimte gennem Paulus’ be¬kendelse. Han siger ikke, at det er Gud, der har givet ham Satansenglen – af gode grunde, for Gud giver ingen en Satansengel; han giver ikke slanger og skorpioner til dem, der beder ham om føde. Bibelen er ganske fremmed for den underlige superfromhed, som anser sygdomme og lidelser og hjemsøgelser for guddommelige nådesbevisninger og himmelske gaver. Dette unaturlige syns¬punkt, som man jævnlig møder mere eller mindre forklædt, forvrænger bille¬det af Gud næsten til dets modsætning.
Bibelen vidner ganske klart, at lidel¬ser og sorger kommer fra den Onde. Men noget ganske andet er så, at Gud kan vende også disse skaktræk fra mod¬standerens side til det gode, at han kan bruge også den slags snigløb til at fremme sine egne planer, som Paulus erfarede det, da Satansenglen fik lov at blive hos ham, så han til stadighed kunne se, at han med al sin uhyre åndelige kraft og myndighed ingenting var i sig selv. Der er mange kristne, der på den måde kan bevidne, at en sygdom eller anden hjemsøgelse er blevet dem til velsignelse, og som med egne øjne har set, at det var bedst, at de ikke blev udfriet ved et under.
Som sikre panter på den kommende forløsning kan vi allesammen glæde os over de undere, der er sket og vitterlig sker også i dag, og som sådanne lindrer de den kristnes smerter, også selv om vi må bære smerterne en lille tid endnu.

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende nr. 41, 1968)