I virkeligheden er det nok sådan, at alle Ny Testamentes undere og de fleste af Gamle Testamentes med rettest forstås under det synspunkt: Livets rige, der bryder ind på vor af dødsriget besatte jord. Livets love, der træder i kraft i stedet for dødens.
Det gælder også et tilfælde som vandringen på søen, der ved første øjekast synes at være af en anden art. Vi har blot brug for en lille udvidelse af vore tankers rum. Hvad andet skulle der egentlig være sket, når Jesus begav sig ud på bølgerne? Skulle han være gået til bunds?
I Guds rige er der ikke noget, der hedder død. Heller ikke drukning. Hvis man dér begiver sig ud pa dybet (være sig i bogstavelig eller overført betydning), så skilles bølgerne som for Moses og Israel ved Det røde Hav, så man kan gå tørskoet på bunden, eller også bærer vandet, som det bar Jesus og Peter på Genesaret Sø. Så længe Peter ved troen bliver i Guds rige og oplader sig for dets love, så længe bærer vandet ham; men lukker han sig til i tvivl, begynder han at synke. (Tanken kunne måske forfølges videre helt til Jesu ord pa korset: ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” Hvor dybt ned måtte Jesus for at frelse verden? Måtte han slippe troen for at træde ud af Gudsriget og ind i dødsriget?).
Jeg havde lejlighed til at fundere over sammenhængen for et par år siden, da jeg kom kørende i min gamle folkevogn med stærk fart på en meget snoet vej helt ovre i venstre side af kørebanen. Der skete det, at der pludselig ved en drejning dukkede en stor københavnervogn op, som kom imod mig med endnu stærkere fart. Det hele varede kun nogle sekunder, vi holdt begge to godt til venstre, og det gik fint; der var vist ikke engang nogen af os, der fik forhøjet puls af det.
Var det så et under? Ja, det var det på en måde nok; det var jo i strid med alle de færdselslove, vi kan kigge ud ad vinduet og iagttage; vi skulle jo have været døde begge to. Det var et under. Men forklaringen på underet var, at vi befandt os i Sverige, og der havde de endnu dengang venstrekørsel. Man skulle køre i venstre side af vejen. Der gjaldt andre love i det rige.
Her i Danmark havde det været den temmelig visse død at køre, som jeg gjorde. Og hvis jeg et øjeblik havde tabt troen på, at jeg var i Sverige, hvis jeg i forvirringen havde fået en eller anden forrykt forestilling om, at Sverige måske slet ikke eksisterede med sine love om bl. a. venstrekørsel – sådan som der jo er nogle, der har den forrykte forestilling, at Guds rige og dets livslove slet ikke eksisterer –, hvis jeg var bukket under for den slags tvivl og drejet over i højre side, så havde det også været den visse død. Det var gået mig, som det var ved at gå Peter på Genesaret Sø, da han tvivlede.
Som læseren sikkert for længst har opdaget, er det en lignelse med store mangler og begrænsninger. Det er meget svært at lave lignelser; der er egentlig aldrig andre end Jesus, der rigtig har kunnet det, ikke engang Paulus. Når man forsøger på det, fristes man tit til at gøre som præsten, der i marginen på sit prædikenmanuskript til sin egen instruktion skrev: »Logikken her lidt vaklende, – brøl højt!«
Men historien siger måske alligevel lidt om dette afgørende ved underets væsen: At det er Guds rige med livets love, der bryder ind i vor morderiske verden og fejer dødens love til side. Det gennembryder dæmonernes hav som en lysstråle fra Himlen og jager sygdom og død og alt mørke væk. Resultatet er det, vi kalder et under.
Der er i virkeligheden tale om en skabelsesakt. Det ses måske særlig tydeligt ved bespisningsunderne eller ved vandet, der blev til vin i Kana. Man har jo undertiden spekuleret på, hvad nytten af dette vin-under egentlig var, eller ligefrem spurgt, om det ikke var et tvivlsomt gode, at de allerede temmelig oprømte bryllupsgæster fik noget mere vin. Men dette under er i alleregentligste forstand en åbenbaring af Kristi herlighed, som Johannes skriver. Ved denne lejlighed, ved begyndelsen af sin virksomhed på jorden, åbenbarer Jesus sig som selve skaberen, således som Johannes kort forinden har skildret ham i indledningen til sit evangelium. Der er en klar sammenhæng mellem de to afsnit.
Han, som gjorde det døde, uorganiske vand til den organiske vin, ham var det også, der engang dannede mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor; det ene er nøjagtig så troligt eller utroligt som det andet. Og som demonstration af skaberkraften har netop dette under en ganske særlig mening og betydning i mange forskellige sammenhænge.
Det gilder f. eks. i spørgsmålet om jordens og menneskeslægtens alder. Fra naturvidenskabeligt hold fremholder man som bekendt, at Bibelens angivelser vedrørende disse ting umuligt kan være rigtige, fordi visse radioaktive nedbrydningsprocesser i jordskorpen befinder sig på et stadium, som de må have nået i løbet af meget lange tidsrum. De forskellige angivelser er ganske vist i så håbløs indbyrdes modstrid, at man ikke kan sige, hvor lange tidsrum det drejer sig om (ligesom geologien og palæontologien i det hele taget udmærker sig ved kaotiske selvmodsigelser), men man er da nogenlunde enige om, at der må regnes i årmillioner og og årmilliarder.
Jamen hvad med vinen ved bryllup¬pet i Kana? Hvis naturvidenskaben var gået i gang med at analysers den, ville den være kommet til det resultat, at dette stof havde gennemgået en månedlang gæringsproces og forud for det en årelang vækstproces, så det i det mind¬ste måtte være et års tid gammelt. Det var det bare ikke. Det var skabt for fem minutter siden. Før den tid var der ikke andet end vand.
Det er det samme, hvis man tænker sig, at en antropolog eller en læge var gået i gang med at undersøge Adam lige efter hans skabelse. Han kunne have gransket hans legemsproportioner og hans tandbygning, og hvad han ellers kunne have fundet på, og ville så være kommet til det resultat, at han havde at gøre med en mand i tyve- eller trediveårsalderen eller hvilket livstrin den nyskabte Adam nu nærmest har svaret til. Det ville blot have været forkert. Der var tale om et menneske, som lige var blevet til.
Når det i dag hævdes i den videnska¬belige dogmatik, at jorden må være årmillioner gammel, og at det umuligt kan være rigtigt, når Bibelen synes at angive noget ganske andet, så er det karak¬teristisk for noget grundlæggende i bi¬belkritikken i det hele taget. Man ser efter behag bort fra de redegørelser i Bibelen selv, der er forudsætninger for dens udsagn om faktiske forhold, i dette tilfælde altså fra dens påstand om ska¬belse af fuldt færdige, fungerende enhe¬der, der bl. a. underbygges af vinunderet i Kana og bespisningsunderne. På den made kan man jo sagtens få alt, som man vil have det. Man kan sagtens blive fri for hele kristendommen ved hjælp af den form for “videnskab”.
Men alt dette er for så vidt et sidespring. Altså: Der er en skabelse i et under. Det gælder jo også helbredelserne, når f. eks. spedalskes lemmer gengives deres sundhed, og ikke mindst dødeopvækkelserne, hvor afsjælet støv atter bliver til levende mennesker i Guds billede. Det er jo simpelt hen Adams skabelse om igen. Et dødt menneskelegeme er en stofhob, der består af de samme grundstoffer som agerjordens muld, og når en sådan stofhob atter bliver til et levende menneske som Lazarus eller enkens søn, er det nøjagtig det samme, som skete ved Adams skabelse. En nyskabelse af det menneske. Den, der tror på Lazarus’ opvækkelse, har ingen grund til at omfortolke 1. Mos. 2,7 på nogen måde.
Undere er små glimt af den nyskabelse, der forestår ved Kristi genkomst – alle tings genoprettelse, verdensgenfødelsen – som Bibelen kalder det. Ethvert ægte under er et pant fra Gud på forløsningen, på den evige verden, som den kristne ser frem til; den verden, hvor, som Johannes skriver, ”han skal tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere«. Guds undere er små stykker af den verden, som vi kan, om man så må sige, tage og føle på, så vi kan kende paradiset af selvsyn og tro på det med den tro, som er mere end viden.

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende nr. 40, 1968)