Undere (II)

Når vi i daglig tale bruger ordet undere, er vi jo tilbøjelige til at tænke på den særlige form for Guds handlen i verden, hvor han handler på trods af de i almindelighed gældende naturlove, altså netop hvor der sker noget »overnaturligt«. Men hvis vi tror, at det er den eneste form for ægte undere, vi har med at gøre, tager vi i høj grad fejl.
Gud handler ikke blot på trods af naturlovene – eller historiens eller kulturens love eller hvad nævnes kan; han handler også og sikkert oftest i kraft af disse. Det er i virkeligheden noget meget væsentligt at være opmærksom på, for i det øjeblik, man er klar over det, får man øjnene op for Guds undere alle vegne, i sit eget liv, i sine umiddelbare omgivelser, i den store verdenssammenhæng. Man lever ligefrem i underets element, i mirakler, der på sin vis er lige så inspirerende og lige så trosstyrkende som underfulde helbredelser eller naturmirakler.
Det er fristende at nævne blot et af de undere af denne art i verdensskala, som i vor tid nok har større aktualitet end nogen sinde: Det jødiske folks bevarelse. At det er et under, vil de færreste kristne vist være i tvivl om, uanset hvordan de iøvrigt betragter begivenhederne omkring Staten Israel i nutiden (der er vel for resten ikke så mange tilbage nu, som mener, at det, vi er vidne til i Mellemøsten i disse år, blot er politik).
Ofte er det også sket, at Gud har grebet ind for sit udvalgte folk ved at bryde naturlovene eller andre love. Eksempler af den art behøver ikke hentes fra fjerne tider; de foreligger i stor målestok så sent som fra seksdageskrigen i 1967, omend den rationalistisk-antikristelige tidsånd naturligvis holder den slags beretninger ude fra den almindelige dagspresse. De “overnaturlige” begivenheder, der berettes om i Det gamle Testamente i forbindelse med Israels forsvarskrige, gentager sig punkt for punkt nu mellem tanks og jetmaskiner. (Om vi også vil komme til at se gentagelser af de gammeltestamentlige advarselsdomme over folket, er et dystert spørgsmål, som fremtiden vil give svar på).
Men som helhed har Gud jo beskærmet og bevaret jøderne ved at handle i kraft af de almindeligt gældende love for naturen og for menneskelivet. Historikere og politikere kan eftergå udviklingen og som regel inden for deres sædvanlige erfaringer pege på de faktorer, der har bevirket, at folket den dag i dag er, hvad det er. Men det vækker jo alligevel deres undren, hvis de ellers er i besiddelse af almindelig dømmekraft og oprigtighed.
Atter behøver man blot tænke på det fabelagtige samspil af omstændigheder, der gjorde sig gældende under junikrigen i 67. Man kan i og for sig godt påvise, hvordan det gik til, at den lille jødiske stat på størrelse med Jylland for tredje gang fejede sin enorme modstander over ende i løbet af nogle ganske få døgn, at da Rode Kors fik en udveksling af krigsfanger i stand, blev 1300 jordanere udvekslet med en israeler, der af en fejltagelse var kommet derover nogen tid i forvejen, at de arabiske lande efter tur accepterede våbenhvilen i nøjagtig det øjeblik, hvor Israel havde nået alle sine mål på den pågældende front – osv., osv. Man kan godt, som radioens »Aktuelt kvarter« gjorde, indkalde en kommentator til at forsikre, at det hele ikke var et under (åbenbart ud fra en pinagtig fornemmelse af, at det var det – radio og fjernsyn synes undertiden at se en opgave i at beskytte befolkningen mod Gud). Men der er en “realisme”, som får sine ofre til at tabe realiteterne af syne.
Griber man i detaljernes mylder, er billedet ganske det samme. Et sted oppe ved den syriske front havde israelerne lagt nogle sårede i en sænkning i terrænet uden at være opmærksomme på, at den lå åben for iagttagelse og beskydning fra de syriske stillinger. Da man opdagede det, drønede en israelsk kampvogn frem for at komme imellem de sårede og fjenden, men den nåede det lige knap, for syrerne skød. Den israelske kanonér skød nærmest i panik tilbage – med det resultat, at hans granat ramte den syriske i luften, så de begge sprang uden at volde skade.
Hvis en mand med de fornødne kundskaber havde haft de fornødne oplysninger om affyringsøjeblikket, affyringsvinkel, affyringstryk osv., kunne han i og for sig godt have regnet ud, at nøjagtig sådan måtte det gå. Men skal vi komme til de mennesker, der reddede liver ved den lejlighed, og fortælle dem, at det ikke var et under? Lad fantasterne kalde det et tilfæIde; realisterne ved noget andet.
For troens øje viser jødernes skæbne sig som et helt ubegribeligt under og som et af de vægtigste vidnesbyrd om kristendommens sandhed, vi har i verdenshistorien. Det var vist Frederik den Store af Preussen, der sagde de berømte ord til sin hofpræst: »Kan De med et ord bevise mig kristendommens sandhed?” og prompte fik det lige så berømte svar: “Jøderne, Deres majestæt.” Hvor meget større vægt har dette vidnesbyrd så ikke fået for os i dag efter alt, hvad vi har oplevet med hensyn til jøderne.
Dette under er i det store og hele sket i kraft af de almindeligt gældende love. Og det er nok den måde, Gud oftest gør tingene på på denne jord; en måde, der levner mennesket større frihed til at tro, eller lade være.
Vi snyder os selv for en rigdom, hvis vi ikke er opmærksomme på denne art af undere, som en kristen ser sig ledsaget af fra vugge til grav, hvis han blot vil lukke øjnene op. De er en betydningsfuld del af den kristne erfaring.
Og så må det naturligvis for fuldstændighedens skyld tilføjes, at også de sataniske mirakler kan være af den art; også de kan ske og sker måske oftest i kraft af naturlovene m. v. Det kan der være grund til at erindre sig, når der f. eks. tales om »teknikkens undere«, “lægevidenskabens mirakler« osv. Ikke for at nedvurdere de i sig selv neutrale begreber teknik og lægevidenskab; der kan godt ske ægte undere på disse felter, hvor det er Gud, der får lov at herske. Men ofte nok er det jo den anden, der får lov at herske. Tit og mange gange har man en følelse af, at det ikke mindst er “underne” på disse felter, der tjener til menneskehedens forblændelse og vildledning i dag.

Med alt dette er det så selvfølgelig ikke hensigten på nogen måde at underkende hin anden form for Guds handlen i verden, som vi i almindelighed sigter til, når vi siger undere: bruddet på de almindeligt gældende love i naturen og historien. Disse mirakler, som vi møder hele Bibelen og også hele kirkehistorien igennem faktisk som et normalt led i Gudsfolkets, i Gudsrigets liv.
Når det udtrykkes på den måde, er der i grunden samtidig sagt noget væsentligt om deres karakter, for i regelen synes situationen omkring et sådant under ikke blot at være den, at Gud bryder en lov; han sætter en ny lov i kraft. Han bryder de dødens love, som vi er underkastet her på denne jord, der for nærværende holdes besat af dødsriget, og sætter Gudsrigets love i kraft i stedet, livets love. Guds og Satans regimente er i den nuværende fase blandet her på jorden på en måde, der i nogen grad kan anskueliggøres ved den måde, hvorpå de danske myndigheders og den nazistiske besættelsesmagts regimente var blandet i Danmark under okkupationen. Den tilstand, som vi ser virkeliggjort i underet – i helbredelsen, i dødeopvækkelsen osv. –, den tilstand, hvor sygdom og død og al lidelse og ulykke ikke findes mere, ikke kan findes mere – det er tilstanden i Guds rige, hvor det er enerådende, i Guds verden, som han fra begyndelsen skabte den, og som den skal være i evighed efter befrielsen ved Kristi genkomst.
I Kristus kom Guds rige til os. Der, hvor han færdedes, der var livets verden, det evige liv, plantet midt i vort verdensmørke. Og i Guds evige rige er der ikke noget, der hedder sygdom; der er ikke noget, der hedder at ældes; der er ikke noget, der hedder død. Hvor det rige bryder frem, må sygdom og død vige – og mennesket ser det, som han kalder en underfuld helbredelse eller en dødeopvækkelse. Guds rige lå, om det går an at sige det sådan, som et elektrisk kraftfelt omkring Jesus, og den, der oplod sig for dette kraftfelt, erfarede dets virkninger – man tænke blot på den blodsottige kvinde.

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende nr. 39, 1968)

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *