Hensigten med de følgende sider er ikke at give en mere eller mindre udtømmende behandling af begrebet undere, men blot at pege på nogle omstændigheder, der til skade for troen, håbet og kærligheden ofte bliver overset i dagens debat om spørgsmålet.
At der ikke kan blive tale om at gå systematisk til værks inden for rammerne af en pjece, ligger i sagens natur. For hvad er et under?
Slår man op i konkordanser eller bibelordbøger, får man allerede der et indtryk af emnets omfang og mangfoldighed. Det er da for øvrigt det bedste, man kan gøre, hvis man vil søge det helhedsbillede, som altså ikke skal tegnes her. Et af de privilegier, vi i dag i kirken har i forhold til alle tidligere tider, er, at vi er velforsynede med hjælpemidler af den art, og vi kan have grund til at minde os selv om, at der ikke er noget studium af et bibelsk emne, som kan være bedre end at gå de skriftsteder efter, hvor Bibelen selv taler om det; det er noget, vi måske er tilbøjelige til at glemme i nutiden, hvor der skrives så mange kommentarer og fortolkninger, som ofte er fortrinlige, men nogle gange tilslører mere, end de åbenbarer, fordi de i for høj grad er præget af de moderne forfatteres tidsbestemte forestillinger.
Men selv om man går i lag med verdens største og bedste bibelordbog, får man i grunden heller ikke derved overblik over spørgsmålet undere. Skulle der redegøres for begrebets indhold blot i hovedtræk, måtte der simpelt hen begyndes fra den ene ende af kristendommen og blives ved til den anden. Hele den kristne tro er jo på kryds og tværs underfuld i egentligste og dybeste for-stand. Det er vanskeligt at finde en definition på underet, der kan passe i alle tilfælde, men noget af det bedste, der kan siges, er vel, at undere er Guds handlen i verden. Guds handlen i verden i det hele taget.
Man må så ganske vist skynde sig at tilføje, at der jo også finder en helt anden og modsat kategori af undere, nemlig den, hvis ophavsmand er Guds modstander, Djævelen. Det er en slags “undere”, som vi har al grund til at være opmærksomme på, ikke mindst i vor tid, hvor forførelsen og frafaldet har et omfang som vel aldrig før. Djævelen handler også i verden. Der er noget, der hedder sataniske mirakler, og det farligste ved dem er, at de oftest mere eller mindre camoufleres som guddommelige.
Når farisæerne hævder, at det er ved hjælp af Beelzebul, de onde ånders fyrste, at Jesus uddriver onde ånder, så er det jo ikke bare et påfund; det er udtryk for en på sin vis sund skepsis, der sikkert er udsprunget af dyrekøbt erfaring. En troende jøde dengang måtte i første omgang være på vagt over for den slags fænomener, ganske som en kristen må det i dag. Jesu stærke revselse af disse tvivlere skyldtes ikke deres tvivl, men at de ikke ville lade Guds Ånd bringe tvivlen til ophør, ja, frækt kaldte den for Satans And.
Mirakuløse tildragelser er ingenlunde altid vidnesbyrd om, at Gud er i virksomhed. Det bevidnes stærkt nok i Ny Testamente selv, hvor det gang på gang understreges, at de dæmoniske og anti-kristelige magter netop støtter deres vildledende projekter og manøvrer med mirakler, og at det i særlig grad vil være tilfældet i de sidste dage, i den skæbnetunge fase før Kristi genkomst. 2. Tess. 2 siger det hele så klart, som det kan siges.
Og der er jo ikke noget mærkeligt i, at de onde magter også i et vist omfang er i stand til at gøre undere. Man tænke f. eks. på den væsentlige gruppe af undere, som hedder helbredelsesundere – hvem er det, der volder sygdommene? Det er jo netop de onde magter, det er jo den store fjende af Gud og hans skaberværk, Djævelen. Han kan jo bare holde op – så sker der for mennesker at se et under. Han kan jo bare trække sin onde indflydelse tilbage; så er sygdommen væk, og mennesker fristes til at sige, at der er sket et guddommeligt mirakel, som så i næste instans kan bestyrke dem i en eller anden vildfarelse. Elementær dæmonisk strategi.
Eller man tænke på en ting som dæmonuddrivelser (besættelser er et fænomen, der ikke bliver mindre alvorligt af, at det ustandselig påpeges, at det tit kan være svært at skelne dem fra sygdomme, der er betinget af andre forhold). Dæmonernes fyrste kan naturligvis give sine undergivne ordre til at forlade et besat menneske, som de plager – så tager det sig ud som en guddommelig dæmonuddrivelse. Dette med at uddrive onde ånder ved Beelzebul er en højst reel ting. Hvis man er i pagt med Beelzebul og tjener hans formål, kan man også gøre regning på hans bistand.
Det er noget, som ikke mindst vore ydremissionærer kan fortælle illustrationer til fra deres arbejdsmarker ude i de såkaldt underudviklede lande, hvor besværgelser og okkulte fænomener af mange slags ofte er væsentlige elementer i den daglige tilværelse. Men desværre er det jo også noget, vi forstår så lidt af i vor del af verden, hvor vor store rationalistiske fejltagelse forleder os til bare at råbe overtro, når vi stilles over for kendsgerninger af den art. Hvis der er noget, der er overtro, er det den videnskabelige fornuftsdyrkelse, der grasserer iblandt os. Hvis der er nogen, der er underudviklede i åndelig henseende, er det ikke så meget djævledyrkerne pa Ny Guinea, som det er tilhængerne af den moderne videnskabskult, der end ikke aner Djævelens eksistens.
De sataniske mirakler i vildledningens tjeneste er og har alle dage været en påtrængende virkelighed. Og derfor har vi al anledning til at være på vagt og se os godt for, når der i dag meldes om undere og mærkelige tildragelser her og der og alle vegne. Det gør der nemlig; de fleste vil utvivlsomt have mødt noget af det i bøger og blade og radio og fjernsyn. Der går en ligefrem bølge af det, der populært kaldes for overnaturlige tildragelser, over verden i dag.
Noget af det stammer efter alt at dømme fra Gud; mange steder synes kristne evangelister og menigheder i færd med at få tungetalen og andre af de »forsvundne« Åndens gaver, som vi kender fra Ny Testamente, tilbage. Ikke inden for noget specielt kirkesamfund i særdeleshed, men på tværs af alle kirkelige skillelinier. Strømningen er så stærk, at der i det økumeniske arbejde mere og mere regnes med en tredje kirketype ved siden af den katolske og den protestantiske, nemlig pinsetypen. Men det er i virkeligheden forkert at stille det op på den måde, for dette frembrud af liv er langt fra begrænset til det, vi plejer at kalde pinsebevægelsen og betragte med større eller mindre skepsis. Det er noget, der netop spirer frem inden for katolske og protestantiske kirker i det hele taget, og som det går an at knytte vise forhåbninger til, omend det også tyder på, at netop disse kristne livsytringer står i en særlig fare for at afspores. En ledestjerne i disse egne har vi i 1. Kor. 12.
Men andre af de overnaturlige tildragelser rundt om på jorden, der finder vej til massemediernes nyhedsformidling, stammer lige så utvivlsomt fra Guds modstander. De toner frem omkring spiritistiske samfund af mange forskellige slags – teosoffer og andre ”esoterikere”, “videnskabelig” psykisk forskning, ikke mindst den mærkelige form for spiritistisk menighedsdannelse, der som en skovbrand har bredt sig omkring fænomenet de flyvende tallerkener. Ofte gør det et overordentlig uhyggeligt indtryk, når man betragter det i Bibelens lys. Intet tyder på, at det har kulmineret. Sandsynligvis vil vi komme til at stå over for stadig mere af den slags og få stadig stærkere brug for at huske, at omstændighederne fra tilfælde til tilfælde må vejes på Bibelens vægt.
Tegn og undere er ikke i sig selv noget afgørende. De er underordnet Ordet.
Men tilbage til dette med definitionen: Et, om man så må sige, ægte under, et Guds under, lader sig nok bedst bestemme som Guds handlen i verden. Og eftersom kristendommen fra først til sidst drejer sig om Guds handlen i verden, siger det sig selv, at det, der i denne lille fremstilling kan drages frem, blot er nogle enkelte sider af nogle enkelte specielle spørgsmål. Nogle særlige iagttagelser af det universelle under, som kristendommen er.

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende nr. 38, 1968)