Udviklingslæren eller evolutionsteorien, uløseligt knyttet til Darwins navn, står for de fleste mennesker i dag som en bevist sandhed. Som sådan fremstilles den næsten overalt i skoler og på højere læreanstalter, og som sådan optræder den i massemedierne, ikke mindst i den ene store tv-serie efter den anden. At mennesket og alle andre levende væsener på jorden er blevet til ved, at en kemisk opstået mikro-organisme i løbet af millioner af år har udviklet sig gennem forskellige stadier, anses for lige så givet, som at jorden kredser om solen. Denne store ”opdagelse” skildres romantisk som en slags lysets sejr over mørket, et vigtigt skridt på menneskehedens vej ud af uvidenhedens og overtroens nat til videnskabens klare dag. Til uvidenheden, om ikke til overtroen, henregnes i særdeleshed troen på Bibelens skabelsesberetning som en redegørelse for faktiske forhold.
Som bevist sandhed accepteres udviklingslæren også langt ind i kirken. Nogle gør ihærdige forsøg på at få den til at harmonere med Bibelen. Forsøgene bliver i regelen så mærkværdige, at de ikke kan tages alvorligt blandt ikke-kristne, der nærmest betragter dem som desperate manøvrer for at redde nogle stumper efter et slag, som er uhjælpeligt tabt.

Mange kristne undlader dog blot at beskæftige sig nærmere med spørgsmålet. De lever med udviklingslæren og kristendommen ligesom i hver sin lomme og gå ud fra, at der på en eller anden måde må være en løsning på problemet, som de i øvrigt bagatelliserer. Det er en holdning, der bliver vanskeligere, jo mere visse grundlæggende forhold overvejes. For eksempel er udviklingslærens forestilling om, at mennesket befinder sig i en proces, hvor det med indre nødvendighed er blevet og fortsat bliver til noget stadig mere fremragende, efter enhver naturlig forståelse det modsatte af al bibelsk virkelighedsbeskrivelse. Og lejlighedsvise forsøg på at hævde, at ”udviklingen kan være Guds skabelsesmetode”, er slet ikke gennemtænkte. Et grundprincip i udviklingslæren er ”alles kamp mod alle”, årmillioners riven og flåen hinanden til døde i blod og skrig og pine, så ”de bedst egnede overlever” og viderefører slægten. Kun djævelen kunne finde på at skabe noget på den måde.

De kristne, som er overbevist om, at der er tale om to absolut uforenelige ting, og at kampen mod udviklingslæren er en sag af største vigtighed, indskrænker sig desværre ofte til at sige, at den ikke er bevist, og at man ”med lige så stor ret” kan tro på den bibelske skabelsesberetning. Det kommer nærmest til at stå, som om der er tale om to teorier, der hverken kan bevises eller modbevises rent videnskabeligt, men som man trosmæssigt kan vælge imellem. Hvorefter man går over til at påpege den velsignelse, som historisk følger i bibeltroens spor, og den forbandelse, der følger i darwinismens.
Det er rigtigt, at darwinismen er en forbandelse, i virkeligheden en af de værste ideologiske svøber, verden har set. I troen på, at dyr har udviklet sig til mennesker, er menneskene godt i gang med at udvikle sig til dyr. Darwin står som en af nyhedenskabets store profeter, sammen med Freud og Marx.
Det er også rigtigt, at udviklingslæren ikke er bevist. Men det er lige så rigtigt, at den er modbevist. Den er håbløst i strid med fund, forhold og omstændigheder, der ofte er lige så enkle som uafviselige og afgørende. Når udviklingslæren hævder, at trilobitterne (en slags små leddyr) uddøde hundreder af millioner år, før menneskelige væsener opstod, og man så ved Antelope Springs i Utah i USA finder fossiler af trilobitter sammen med fossile aftryk af en skosål (en af trilobitterne er endda blevet knust under skosålen), behøver man ikke være ekspert i biologi eller noget andet for at tyde en sådan situation.
Det er ikke muligt her at begynde at opregne eksempler af den art, og selv om det var, ville det give et alt for svagt indtryk af, hvor omfattende og tvingende vidnesbyrdene om udviklingslærens uholdbarhed er på alle områder, der har betydning for dens bedømmelse. Mange gange havner den i det farceagtige, og desværre mangler der ikke eksempler på, at dens tilhængere har gjort sig skyldige i regulær svindel for at fabrikere de ”beviser”, som ikke har ladet sig fremskaffe på anden måde. Der er ikke tale om, at læren trænger til nogle korrektioner og forbedringer, den er ganske enkelt en kæmpemæssig fejltagelse.

I nyeste tid er kristne fagfolk i mange lande begyndt at fremlægge hele materialet i en voksende strøm af bøger og artikler, hvor de samtidig påpeger, hvordan alt, hvad der virkelig foreligger af biologiske, geologiske og andre videnskabelige kendsgerninger, finder en naturlig og tilfredsstillende forklaring, når Bibelens beretninger om skabelsen og syndfloden tages alvorligt. Nogle alment tilgængelige bøger af denne art foreligger også på dansk. Nævnes kan H. Enoch: Udvikling eller Skabelse, Forlaget Perspektiv 1971, Frode Thorngreen: Syndfloden, Ordet og Israels Forlag 1975 og Odd Sæbø: Udviklingslæren – videnskab eller tro, Dansk Luthersk Forlag.
En kreds af danske, naturvidenskabeligt uddannede skribenter har for nylig påbegyndt udgivelsen af et tidsskrift, der vil bringe baggrundsstof og løbende orientering på området, det hedder ”Kosmos” [Origo*]. I 1984 planlægger Credo Forlag at udsende en bog om emnet, der er særlig egnet til skolebrug og kan blive et udmærket redskab ikke mindst for KFS og de kristne friskoler. Det er en dansk oversættelse af E.H. Andrews From Nothing to Nature [Livet blev til, udgivet 1984]. Forfatteren er professor ved Londons universitet.
De kristne friskoler har en meget stor opgave ved imødegåelsen af udviklingslæren. At der skulle kunne gøres synderligt imod den i de offentlige skoler, er næppe at håbe. I USA har der været ført nogle retssager med krav om, at der i skolerne i det mindste skulle undervises i bibelsk skabelseslære jævnsides med evolutionslæren, men resultaterne har ikke været opmuntrende. Talsmænd for darwinismen har rejst harmdirrende protester, som mere har haft karakter af følelsesbestemte udbrud end af saglig argumentation. Samme protester fremkommer over for andre initiativer – således en nylig afholdt international konference i Israel – der sigter på at tilvejebringe en rimelig balance i offentlighedens orientering på området. Et hovedtema er hele tiden, at kritik af udviklingslæren skyldes ”kristelige fordomme” og ikke er ”objektiv videnskab”.
Sandheden turde være, at når udviklingslæren overhovedet kan blive ved at eksistere, skyldes det udpræget ukristelige fordomme. Hele sagen må ses i en større sammenhæng: darwinismen er et produkt af den mere og mere antikristelige tidsånd, der ikke lader sig distrahere af kendsgerninger, hverken i denne eller andre forbindelser. Vi er nogle, som er forvissede om, at der er tale om et eskatologisk fænomen, et led i det frafald og den åndelige opløsning, som efter Bibelen skal kendetegne historiens afslutningsfase på tærskelen til Kristi genkomst.

Verden i dag vil tro på udviklingslæren, for den står som det store alternativ til bibelsk kristendom. Den har vist sig raffineret effektiv som middel til at forkaste troen på Bibelens Gud, ryste alle kristne normer af sig og leve, som man har lyst til. Og der skal mere end videnskabelige beviser til for at få gamle Adam til at give afkald på denne nye ”frihed”.
Som det vil være fremgået, er det ikke meningen at mistænkeliggøre noget enkelt menneske, der hylder udviklingslæren; som sagerne står, kan også kristne mene sig tvunget til det for den intellektuelle redeligheds skyld. Men darwinismen er dybt i pagt med den nyhedenske folkeånd og stærke kræfter i det ugenfødte menneske. Det er egoismens retfærdiggørelse og kærlighedens fornægtelse (ting som medlidenhed og barmhjertighed hæmmer ifølge evolutionsteorien ”fremskridtet”, for de holder liv i det svagelige og uduelige). Med sin forkyndelse af krig og dyrisk avling som de drivende kræfter i udviklingen passer læren til volds- og porno-”kulturen” som handsken til hånden. (At det samtidig er neurose- og selvmordskulturen, kan man jo lukke øjnene for, ligesom man lukker dem for trilobitterne og skosålen.)

Derfor er det heller ikke at vente, at udviklingslæren vil blive kasseret, hvor meget dens uholdbarhed end kan dokumenteres. Dens rødder sidder i dybere sjælelige lag end forstandens, og dens destruktive indflydelse vil gøre sig stadig stærkere gældende, efterhånden som den inficerer alt bevidstheds- og samfundsliv. For længst har den bredt sig fra biologien til historieforskningen, der mere og mere mister forbindelsen med virkeligheden, fordi alt skal presses ind i en ”stigning” fra abemennesket til det ”højdepunkt”, som vore dages dødedans på afgrundens rand udnævnes til. Ligeledes til sociologien, hvor fosterdrab og alle mulige former for lovløshed nu opfattes som fremskridt. Og ikke mindst til teologien, der tæres af en snigende fornemmelse af, at mennesket skaber Gud i sit eget billede, efterhånden som det ”udvikler” sig. Der er kun grund til at regne med, at smitten vil blive ved at brede sig. Faktisk er der ingen grænser for, hvilke rædsler og løgne der vil kunne legitimeres ved dogmet om den fremskridende ”udvikling”.
Men der er en grænse for, hvor længe Gud vil lade denne forpinte verden bestå.

(Første gang publiceret i Johannesskolens årsskrift 1982-83)

—

* Kun det første nummer af tidsskriftet hed Kosmos (de efterfølgende kontaktoplysninger i artiklen er forældede og derfor slettet her).