For en snes år siden døde en gammel missionær, der ofte fortalte os oplevelser fra sine fyrre år. i Kina, bl.a. om de dæmonuddrivelser, hun jævnlig havde været med til. Det formørkede hendes otium i Danmark, at hun vidste, at der rundt om på sindssygehospitalerne sad besatte mennesker, som ville kunne helbredes ved uddri­velse, men ikke fik andet end psykiatrisk behandling. Ikke, at hun underkendte psykiatri; ud fra sine erfarin­ger havde hun et meget skarpt blik for forskellen på psykisk sygdom og besættel­se. Men det pinte hende, at mennesker måtte henslæbe deres liv i lidelse, fordi en moderne medicinsk overtro ikke ville vide af dét, der var deres virkelige problem.

»Hvis jeg henvendte mig og bad om lov til at forsøge en dæmonuddrivelse, ville det vel ikke føre til andet, end at de indlagde mig selv som sindssyg,« sagde hun.

Dengang kunne noget så­dant endnu siges med vemo­dig humor. Nu er der som sagt gået en snes år, og nu kommer en hr. Ernst W. Pe­dersen, der oplyses at være præst på et psykiatrisk ho­spital, og anslår toner i Kri­steligt Dagblads kronik (20. nov.), som ikke levner me­gen plads for humoren.

Nå ja, det kommer for så vidt ikke overraskende. I den kommunistiske verden har man jo allerede længe brugt at tvangsindlægge bibeltro kristne på psykiatri­ske anstalter for at »uskade­liggøre« og »helbrede« dem. Og de af os, der er overbe­vist om, at vi ikke blot lever i den efterkristne tid, men langt inde i den antikristne, undres allermindst. Vi ken­der røsten i skriverier som Ernst W. Pedersens. Det er, hvad vi længe har ventet.

E.W.P. taler om uviden­hed, bl.a. i forbindelse med Svend Boysen, som uden vi­dere tør kaldes et af de mest velorienterede og skarpttænkende mennesker i den kirkelige debat i Danmark i dag. Men E.W.P. er tydelig­vis selv Dybt uvidende om næsten alt, hvad der virkelig har betydning i spørgsmål om dæmonbesættelser, hi­storisk, geografisk og på alle andre måder.

Forbløffende er det ikke mindst, at han – og en hr. Joachim Scharfenberg. som han henviser til – kan fore­stille sig, at begivenhederne omkring Johann Christoph Blumhardt i Mottlingen i midten af 1800-tallet kan forklares dybdepsykologisk. Enten er d’hrr. overhovedet ikke orienteret om. hvad der virkelig foregik i Mottlingen dengang, eller også ser de ef­ter behag bort fra alle de fænomer. som gør psykologiske forklaringer til rene narrestreger, fænomener af objektiv-naturhistorisk art, til dels helt uden forbindelse med den besatte Gottliebin Dittus.

Direkte pinligt virker det, når E.W.P. taler om Blumhardts »naive samtidighed«. Men han må vel efter hele sin holdning på samme måde operere med Jesu »naive samtidighed«. Og så kan man jo kun gratulere Boysen med det selskab, han bliver anbragt i.

Kronikken er et klart ud­tryk for den tidsånd, der med nyhedenskabets tre store profeter Darwin. Freud og Marx som grundvold op­bygger én teoretisk skinvirkelighed, med hovmodig foragt for kendsgerninger og for selve livets mysterium, et tankefængsel, hvor skyg­gerne ruger. Den repræsen­terer en halvvidenskabelig obskurantisme, som nu må­ske bidrager mere end noget andet til at udbrede det mør­ke, hvori dæmonerne altid arbejder bedst.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)