Gennem de seneste år er alle spørgsmål om zionismen og staten Israel blevet hyllet i stadig tættere tåger af misinformation og usandhed. Den nye antisemitisme, der fostrer denne tilstand, tegner sig mere og mere skræmmende. At den hele tiden søges forklædt, gør den kun så meget farligere. Dens – bevidste eller intetanende – talsmænd forsikrer i regelen, at de ikke er antisemitter, kun antizionister, eller at de ikke er imod Israel, kun imod den siddende israelske regerings politik. Men bag talemåderne skjuler sig den samme uånd, som i det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede listede sig frem i Europa, indtil den i tredivernes Tyskland havde vundet så stor magt, at den kunne kaste alle forklædninger.
Og denne gang er det ikke et enkelt folk, der forføres, men hele verdensoffentligheden. Det er ikke kun i kommunistiske og arabiske lande, at forrykte og hadefulde beskyldninger – fuldt pa højde med alt, hvad den nazistiske propaganda præsterede – nu rettes mod zionismen, Israel og jøderne i det hele taget. I verdenspressen, inklusive de statsdrevne danske massemedier, fremstilles en tragedie som Libanon-krigen ikke blot énsidigt i Israels disfavør, men undertiden på en måde, der grænser tit uredelighed, og med en undertone af hetz. Alle begreber stilles på hovedet, f.eks. når internationale vedtagelser pa højeste plan sætter lighedstegn mellem zionisme og racisme, eller når der drages sammenligninger mellem israelske og nazistiske holdninger og adfærdsmønstre (bizart nok samtidig med, at et voksende publikum låner øre til påstande om, at mordene på millioner af jøder i de nazistiske dødslejre i virkeligheden aldrig er sket). Larmen fra voldelige overfald pa jøder høres pa ny også i Europas byer.
Som kristne kender vi kun alt for godt de afgrundskræfter, der er i virksomhed. Det er de samme kræfter, der har været rettet mod os selv i kristenforfølgelser i fortid og nutid, og som, mere snigende, har forgiftet også det indbyrdes forhold mellem jøder og kristne ved at inficere jødiske og kristne sind, så der helt fra nytestamentlig tid ofte har været nid og blodige konflikter, hvor der skulle være broderånd og fællesskab. Det er de kræfter, som altid og alle vegne rettes mod alt, hvad der bærer Guds segl. At se dem samle sig til en apokalyptisk udladning omkring Israel og Jerusalem nu overrasker ikke dem af os, der må anse det for en realistisk tydning af tidernes tegn i almindelighed og jødernes skæbne gennem de seneste slægtled i særdeleshed, at det, vi nu gennemlever, er ulvetimen før det store daggry ved Kristi genkomst.
I hele denne situation er det godt, at der kommer en kyndig og saglig fremstilling af de historiske og aktuelle kendsgerninger omkring zionismen og Israel som Michael Krupps her foreliggende bog, og det er specielt godt, at den er skrevet af en kristen. Noget af det største og glædeligste, der sker i vor ellers så vanskelige tid, er netop, at jøder og kristne begynder at genopdage deres fundamentale enhed og gør alvor af den. Bogen vil være et værdifuldt redskab for enhver, der vil stå i sandheden og bidrage til at hævde den, så langt det endnu lader sig gøre, og den er ved selve sin karakter et pant på, at vi ikke lever i nederlag, men i sejr, der allerede er vundet.
I det lys, der skinner i mørket, og som mørket aldrig får bugt med.

(Første gang publiceret i bogen “Båret på ørnevinger” af Michael Krupp (Ordet og Israel 1984))