At den nye Seidelin-oversættelse er noget af en litterær bedrift, vil ingen med rette kun­ne nægte, og ingen kristen kan vel heller lade være at glæde sig over, at den har slået både Karl Marx og Anders And ud på bog­markedet. Det kan ikke være andet, end at mange mennesker, som ikke ville være ble­vet nået med evangeliet på anden måde, har mødt det gennem denne bog. Med det for øje tænker man sig nok om en ekstra gang, før man ytrer kritik.

En slem barriere skal man desværre over, før man rigtig kommer i gang med den, straks i begyndelsen af forordet, hvor det meddeles, at “evangelierne er nedskrevet efter menneskers hukommelse for Jesu ord og apostlenes vidnesbyrd, Johannes-evangeliet efter tilhørernes erindring om apostlens prædikener”. Den første sætning lader sig vel høre på flere måder, men det gør den sidste ikke. Det er uforståeligt, at et sådant levn af kritikkens gamle og eftertrykkeligt aflivede forestillinger om Johannes-evangeliet skal præsenteres i belæringens form. Seidelin må dog fra sit fagområde vide, at det højst kan blive en privat opfattelse; fru Seidelin må vel være gået med til den for husfredens skyld, for litterært er den ganske simpelt umulig. Johannes-evangeliet fremtræder med alle tænkelige kendemær­ker som et værk af Johannes selv (enhver kan i øvrigt se det ved at sammenholde det med Johannesbrevene).

Kære Seidelinere, slet den misforståelse ved første lejlighed. Der kan være god me­ning i i et forord at redegøre for nogle prin­cipper for oversættelsen, men dette her hø­rer ingen steder hjemme. Og nogen “lille ting” kan det ikke kaldes, for det kan hur­tigt skabe en falsk distance mellem læse­ren og noget centralt i hele NT.

Ellers ses kritikken ikke at have forstyrret oversættelsen, ej heller ordforklaringen. Ar­bejdet er gjort i et tydeligt ønske om at være loyal mod teksterne og få det frem, som de faktisk siger. Ingen vil vel vente, at det altid skal lykkes helt, hverken i denne eller nogen anden oversættelse, men så me­get kan siges, at selv den mest bibelvante mange steder vil finde ny forløsende ind­sigt ved læsningen, føle ny betagelse, op­leve ny duft af den evige glæde – komme Gud nærmere; og større ros kan vel knap gives.

Også stilistisk er det forsøgt at finde for­mer, der så vidt muligt svarer til originaler­ne, et forsøg, som støttes af den typografi­ske opsætning. Måske er det i den forbin­delse, at den tyngde, eller skal man sige tunghed, der kan præge 1948-oversættelsen, er forsvundet, uden at det er gået ud over teksternes vægt. I svære afsnit er forståeligheden som hovedregel blevet større, men hist og her mindre — hvilket oversætterne sikkert vil begrunde med, at den faktisk er mindre i græsken.

Så kunne man give sig til at fremdrage steder, hvor man finder, at udtryksformen tyder på, at rent saglige forhold er blevet fejlforstået eller ikke forstået til bunds. Det skal ikke gøres, dels fordi det, hvis det skulle stå som andet end besserwissen, ville kræve udførligere redegørelser, end der er rum for i en anmeldelse, som efter redak­tionens ønske hovedsagelig skal beskæftige sig med det litterære, dels også fordi jeg for et par år siden skrev til oversætterne for at gøre dem opmærksom på en historisk fejltagelse i et afsnit, der havde været trykt i en avis, og som svar fik en venlig opford­ring til at læse afsnittet en gang til — hvor­ved jeg blev klar over, at det var mig, der havde misforstået formuleringen.

Man kunne også besvære sig over, at en og anden tinde i NTs vældige bjergland er blevet gjort sprogligt-kunstnerisk-inspiratorisk lavere, men det er ligeledes noget, man skal være varsom med. Vi har det alle sam­men sådan, at vi vanskeligt kan forlige os med forandringer i bibelsteder, som på en eller anden måde er blevet kernesteder for os; vi elsker dem i netop den form, som de havde i den oversættelse, hvor de først talte særlig til os, og enhver omformulering står for os som en forfladigelse.

Eksempelvis følte alle det sikkert fladere, dengang “Men det begav sig i de Dage, at en Befaling udgik fra Keiser Augustus” blev til “Men det skete i de Dage, at en Befaling udgik fra Kejser Augustus”, ja, det fornemmedes vel endda at gå lidt ud over værdigheden, da 1948-oversættelsen byttede om på ordene: “Men det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus”. Nu er det blevet til “På den tid udsendte kejser Augustus en forord­ning”. Det varer noget, før det rigtig kom­mer til at passe til granduften og kerterne og “Det kimer nu”.

Evighedsordet — det imprægnerer sin sprogdragt, så også den kommer til at virke umistelig; men vi slipper ikke uden om om­klædninger. “Hvorfor har De forandret Guds ord?” hed det i et harmdirrende læserbrev til den svenske dr. Hedegård, da han for en del år siden udgav sin frem­ragende nyoversættelse af NT til svensk. Men vi er netop tvunget til at nyoversætte, for at Guds ord ikke skal forandres. Det kan endda virke irriterende, at ens gamle, kære bibeleksemplar med alle stregerne og notaterne pludselig bliver gjort “forældet”, men der er ikke andet at gøre end at tage det som en påmindelse om, at vi har skatten i lerkar. (Mon Seidelinerne dog får det hele med, når de oversætter “Denne koste­lige skat bærer vi med os i vort skrøbelige ler?”).

En del blæst har der stået om nogle må­ske lovlig populære seidelinske vendinger, ikke mindst om ordene til Laodikea-menigheden i Åbenbaringen: “Sådan som du er, lunken, hverken varm eller kold, kan jeg ikke have dig i mig, jeg brækker mig”. Må­ske er det en ganske god apokalyptisk (= afslørende) beskrivelse af en lunken kristelighed som vore dages, at den er til at bræk­ke sig over; men -. For øvrigt er meningen utvivlsomt kun “spytte dig ud”, sådan som man har lyst til at gøre med en mundfuld kaffe, der viser sig at være halvkold. Og måske er jeg et mosefund, men ved en høj­messe foretrækker jeg altså høvisk tale, om så det skal være 1948’s “udspy dig af min mund”.

Dette sidste være sagt, fordi den diskus­sion, der har været ført efter oversættelsens udsendelse, tyder på, at den vil blive autori­seret, skønt det oprindelig ikke var menin­gen. Det var nok ønskeligt, om den sag blev overvejet grundigt og længe endnu, også af oversætterne selv. Lad tiden og brugen vise, om den, evt. med nogle retoucherin­ger, har den fornødne statur. (Desværre er tilstandene i folkekirken jo efterhånden så­dan, at det må bef rygtes, at hvis den viser sig at have det, vil den ikke blive autorise­ret, og omvendt).

Væsentligt er det, at man læser denne oversættelse, som alle andre, i bevidstheden om, at al oversættelse er stræben mod et uopnåeligt ideal. En gengivelse, der i prak­sis virker helt dækkende, kan selvfølgelig undertiden opnås, også over længere afsnit, bedre, jo nærmere de pågældende sprog er beslægtede. Men det problem, der blev skabt ved Babelståmet, vil blive hos os til dagenes ende,

Det gør sig også gældende ved bibeloversættelser. Gennem århundrederne er der sat uendelig meget mere ind på oversættelse af Den hellige Skrift end af nogen anden bog, og bl. a. på dansk har vi den i dag i så gennemarbejdet og forædlet form, at det ved den daglige bibelbrug går an at læse, som om man sad med det originale doku­ment fra forfatterens hånd. Men ved dybe­regående undersøgelser vil det altid være nødvendigt at rådføre sig med flere over­sættelser og eventuelt et førsteklasses op­slagsværk som det store Norske Bibelleksikon med dets analyser af grundsprogenes ord.

Og sidst, men mest vil det altid og alle vegne være nødvendigt i bøn at rådføre sig med Bibelens egentlige forfatter og den eneste, der i sidste forståelse kan lukke den op for mennesker. Det er en Guds nåde, at vi i dag er så “teknisk” veludrustede, at det ikke længere er forbeholdt specialister at gå i dybden med bibelske spørgsmål, men tek­nik alene gør det ikke. Helligåndens hjælp er af lige så vital betydning ved oversættelsesprocessen som på alle andre stadier af bibelordets formidling. For oversætteren som for den, der skal læse oversættelsen, er bøn det første fornødne.
Så – under bønnens forudsætning – kan alle hindringer overvindes, vi kan komme hinsides Babelståmet, vi kan på ny opleve det under fra den første pinsedag, som Seidelineme formulerer således:

“Alle sammen hører vi dem fortælle om Guds storværker på vort eget sprog”.

(Publiceret i Budskabet)