Det var George Orwell, der i sin bog »1984» forudså, at offentligheden i et kommende sataniseret verdenssamfund ville blive indlært en sprogbrug, som ganske simpelt gjorde det umuligt at udtrykke sandheden og fik enhver udtalelse om en sag til automatisk at blive propaganda for løgnen. Hvor stærkt rejsen mod det samfund ville gå, forudså han ikke, det overrumpler altid selv den mest fantasifulde. Allerede nu ved midten af halvfjerdserne kører vi igennem dets forstæder.

Der er snart ingen væsentlig glose, som kristne kan anvende over for omverdenen uden en indledende forklaring af dens egentlige betydning, og forklaringerne bliver stadig vanskeligere og mere omstændelige.

Man skal være varsom med at sige »kærlighed» i dag. Der er al udsigt til, at »det moderne menneske« umiddelbart forbinder det med noget pornografisk eller med noget bvadr fra en eller anden livsanskuelsesmager, der har ført sig frem i kulturel opstadsning i fjernsynet eller avisen. Loven om fri abort blev gennemført af menneskekærlighed. Når kontorchefen boler med sekretæren med platinhåret, fordi hans kone »ikke forstår ham», trækkes der på skulderen: sådan er kærligheden! På det sidste er djævledyrkerne begyndt at stikke hovedet op af deres pøl af unævnelig ondskab og hæslighed og forklare, at hos dem er der jo kærlighed, hvilket der ikke er andre steder, navnlig ikke i kirken.

Under de omstændigheder kan det være yderst risikabelt uden videre at fortælle, at Gud er kærlighed.

Ordet frelse er i offentligheden nærmest blevet et skældsord, intet bringer den fortabte verden mere i harnisk end »frelsthed». l vide kredse, hvor man prøver at »få nutidens mennesker i tale» ved at lade sig fylde af tidsånden i stedet for af Guds Ånd, gøres frelse så til betegnelse for befrielse – gerne revolutionær – fra amerikansk imperialisme, feudale strukturer etc. Det sker i takt med, at ordet opstandelse systematisk tappes for reelt indhold og i stedet pumpes op med bultmannsk gas, hvorefter det helt forsvinder fra den almindelige ordbog og kræver forklaringer, der skal begynde med Adam og Eva.

Osv., osv. Samtidig opbygges et stadig mere kompliceret apparat af camouflage-gloser, som skal sikre sataniseringens uantastelige videreførelse. Når ordet »afkriminalisering» er indarbejdet, forstyrres borgeren ikke længer i sin nattesøvn af forbrydelsens stigende bølge, han har en følelse af, at problemet er under kontrol og i færd med at blive løst. At det bliver løst ved kapitulation, falder ham måske ind, når det er hans tur til at blive indlagt med kraniebrud, men så kan han jo »afreagere« i et læserbrev.

Når alle er vænnet til at tale om »kernefamilien« og således har fået ind i rygmarven, at der også er »storfamilien» og andre lige så gode »alternative samlivsformer» at vælge, bliver resten af det attentat på ægteskabet og familien, som det i virkeligheden drejer sig om, til en ren formsag, blideligt opløses det kærlighedens kraftcenter, som Gud har sat i skaberværket, uden at nogen rigtig forstår, hvad der sker.

Til det samme bidrager en pseudovidenskabelig glose som »homofili». Allerede stilles menneskeheden op i tre grupper:

Et mindretal af »homofile», et mindretal af »heterofile» og en gruppe af mellemting, som det store flertal tilhører. Kriteriet: Hvem han/hun er i stand til at opnå seksuel tilfredsstillelse med. Formålet: At gøre Bibelens tale om seksuel forbindelse mellem mennesker af samme køn meningsløs og forebygge alle indvendinger. Kære ven, du er jo selv homofil, og hvis du endelig tilhører det rent heterofile mindretal, er du lige så abnorm som de rent homofile.

Det helt store pletskud er ordet »venstreorientering». Enhver ved jo, at højre og venstre er lige gode. Parole i Dødsriget: Få alt dæmonisk kaldt for »venstreorientering», så bliver det taget for lige så godt som det modsatte.

For en sikkerheds skyld være det sagt, at dette ikke er noget indlæg i traditionelle politiske debatter, det skal ingenlunde nægtes, at der er »meget godt på venstrefløjen», eller at der er meget skidt på højrefløjen. Men der er efterhånden ingen grænser for, hvad der gemmer sig af lus under »venstreorienteringens» hat. Politisk: Grupper, der bevidst og somme tider åbenlyst arbejder på samfundets omstyrtning ved umuliggørelse af dets funktioner, altså så længe voldelige midler ikke kan håbes at være mere effektive. Socialt: Grupper, der arbejder på at nedbryde alle lovværn, lægge politiet for had, befordre utugt og narkomani, få børn til at forlade skole og hjem, etc. Kulturelt: Grupper, der – tit nok med kulturministriel støtte — poster det ene påfund mere propagandistisk, obskønt eller sindssvagt end det andet ud gennem massemedierne. En højtråbende »teologisk venstrefløj» findes naturligvis også, den arbejder i hovedsagen på at komme Bibelen og kirkens tro til livs og stykke for stykke forvandle kristendommen til lidt fernis på marxismen.

Den tid er ikke fjern, hvor al forbrydelse og terror, al sjælelig sygdom og al dumhed ganske simpelt vil blive kaldt for venstreorientering. I dag Baader-Meinhof-gruppen og hr. Thorsen. Hvorfor ikke i morgen Antikrist?

Ord, ord, ord. Der tales meget om nådegaver i vor tid, en af de nådegaver kristne har mest brug for, er nok evnen til at gennemskue ordenes svindel. Den sidste katastrofe sker, når kirken selv hylles i de verbale tåger.

F.eks. når kristne gerne vil være super-humanister, fordi de tror, at »humanisme» er noget med næstekærlighed. I virkeligheden er det for længst blevet et dæknavn for menneskets kvalmende dyrkelse af sig selv, et afguderi, der iler mod sin kulmination i tilbedelsen af Antikrist. Humanismens »mennesket i centrum» er den diamentrale modsætning til kristendommens: Gud i centrum.

Eller når kristne mener at skulle være »i spidsen for udviklingen», fordi der foresvæver dem noget dunkelt om »Guds skabelsesmetode» og evangeliets surdej, der virker i verden I virkeligheden er tidens tanker om en biologisk, historisk og teologisk »udvikling« selve den sataniske anti-these til den bibelske åbenbaring i almindelighed og bibelsk eskatologi i særdeleshed. Denne verdens eneste udvikling er den, der går mod Dommens Dag.

Eller når kristne gerne vil være »pluralister». Det er den glose, der i de senere år er blevet støbt som en strålende kuppel på hele begrebsforvirringen. Et pluralistisk samfund formenes at være, hvad alle må stræbe efter: et samfund, hvor menneskene lever i fordragelighed med hinanden, sådan som de hver især er, med det, hver enkelt bekender sig til og handler ud fra. Højre- og venstreorienterede, troende og hedninger, kernefamilier og storfamilier nøgleordene er fred og frihed. Freden og friheden er det overordnede og absolutte, alt andet er underordnet og relativt. Der skal være »tolerance«, ingen må »tage afstand fra anderledes tænkende», alle skal have lejlighed til at »realisere sig», så vil den enkeltes udfoldelse og ikke mindst den demokratiske proces føre »udviklingen« mod nye højder, ja måske helt frem til Paradis.

Flere og flere kristne går med på spøgen. Pluralisme – er det ikke det med rajgræsset og hveden, der skal gro sammen indtil høsten? Er det ikke kristelig ydmyghed at erkende, at ingen har den absolutte sandhed, navnlig ikke jeg, men at Marx og Mao da vist har et drabeligt stykke af den? Og er det ikke også virkeliggørelsen af Grundtvigs stolte tanke:

Frihed lad være vort løsen i nord,
frihed for Loke såvel som for Thor!

Ingen grund til at svare anderledes, end P. H. Lange har gjort i nogle vers i et digt af visionær vælde, hvor han skildrer følgerne af friheden for Loke og hans yngel (Fenrisulven, Hel og Midgårdsormen):

Som kæmper segner for øksens hug
og ånder ud i et blodkvalt suk,
som ravnens skrig over val det klang,
da Hel istemte sin tryllesang:

»Af bulmeurt og af hugorms gift,
afsindigs fråde og rovdyrs drift en sejd jeg koger,
som viljer svækker,
men drømme hidser og vildskab ægger.

Ånder en tåbe dens dampe ind,,
kogle de skal i hans krop og sind,
vække utæmmeligt frihedsbegær,
dølge, at det er et tveægget sværd.

Sløres skal tanken, til tåberne tror,
lykke og velfærd af dragesæd gror.
Frihed var gaven, som aserne gav,
utæmmet frihed er frihedens grav.

Fri skal de tro sig i al deres færd,
fri til at følge hvert lunes begær,
fri til som barnet at lege med ild,
fri til at sætte al frihed på spil.

Frihed for Loke, for Fenris og Hel
gør inden kvæld af en frimand en træl.
Snart vil de løse hver lænke, som bandt
Vidt skal det spørges, hvad frihed de vandt!»

Grundtvig ville have frydet sig.

Pluralismens grunddogme er den humanistiske forestilling om, at mennesket egentlig af natur er godt og sandhedskærligt og derfor vil hidføre det gode og sande, blot det rigtigt bliver sluppet løs, individuelt og navnlig kollektivt. Det er den lodrette fornægtelse af den kristne virkelighedsbeskrivelse. Efter Bibelen er mennesket en falden og syndig skabning, der behøver at blive født på ny. Slippes det ugenfødte menneske løs, vil det hidføre løgn og ondskab, fortabelse og undergang.

Så længe Gud og Satan ikke lever i fredelig sameksistens, skal mennesker heller ikke gøre sig illusioner om at kunne det. Den pluralistiske fred viser sig da også kun at være en periode, hvor alt det syge skal have ro til at gro uforstyrret og vinde overhånd, mens alt det sunde bliver undergravet. Hvordan næste fase kommer til at se ud, kan man gøre sig en forestilling om blot ved. f.eks. at lægge mærke til, hvordan det allerede mere end antydes, at »kernefamilien« jo egentlig er en kold og egoistisk »isolation», som holdes i live af en forældet »konvention« og hindrer os i rigtig at »komme hinanden ved» og for øvrigt hænger sammen med »mandstyranni» og »autoritær undertrykkelse af barnet«. Eller hvordan »venstre»-aktiviteten allerede stilles op som en frihedskamp mod et »højre tyranni«, der males som en collage af dollartegn og atomskyer, oldemors snørekorset og Hitlers koncentrationslejre, mere eller mindre diskret krydret med en salmebog (den »teologiske højrefløj« skal helst være nogle noksagter, der velsigner kanoner, finder Per Hækkerup omtalt i Johannes’ Åbenbaring eller vælger sokker efter profetisk indskydelse). Eller hvordan et hedensk flertals diktatur begynder at røbe sig under det vanhellige, almindelige demokratis kappe, så der blandt meget andet allerede har kunnet rejses krav om, at de kristne via skatterne skal bidrage til en forhånelse af Jesus så hæslig, at ingen blot menneskelig fantasi kunne udtænke den (i det hedenske Rom kunne de slippe med at kaste en håndfuld røgelse på kejserens alter – men valgte alligevel arenaen).

Det, der nærmer sig under ordenens røgslør, er i sidste instans et samfund med fred og frihed for alt undtagen sandheden. Kristendommen bliver der ingen plads til, den og alle dens gerninger og alt dens væsen skal afskaffes. Så bliver der fred. Antikrists verdensfred, uforstyrret af tro, håb og kærlighed. En forudkastet skygge af den kan ses overalt, hvor »venstreorienterede frihedsbevægelsen» sejrer i dag og tavsheden sænker sig bag pigtråden, endnu et øjeblik lyder et svagt ekko af skrigene, nakkeskuddene og den monotone plapren fra den »ideologiske omskoling» derinde så høres der ikke mere fra den kant, der er blevet »fred».

Kommer det?

Naturligvis. Det står i Bibelen. Hist og her er der endnu brande, som kan rives ud af ilden, det er derfor, den kristne kirke stadig er i arbejde under missionskaldets forpligtelse. Men mørket kommer, natten, hvor ingen kan arbejde, tiden, hvorom det hedder i Åbenbaringens sidste kapitel:

»Tiden er nær! Lad den, som gør uret, blive ved at gøre uret, og lad den urene blive ved at leve i urenhed, og lad den retfærdige blive ved at øve retfærdighed, og lad den hellige blive ved at leve helligt. Se, jeg kommer snart. . .»

Denne verden er i færd med at gå under.

Men hinsides undergangen kommer freden og friheden.

Kristus kommer.

(Publiceret i Pro-fide)