PRÆDIKEN (1. søndag efter Hellig 3 Konger, Luk 2,42-52)

Josef ”tog” ikke blot barnet, men dets moder. Maria lod sig åbenbart ”tage”. Andetsteds berettes blandt andet, at Jesus som barn var lydig mod sine forældre. Skærmet i en oldjødisk, patriarkalsk familie groede frelsens evighedsvækst, til den modnedes og satte sin frugt. Dér var lys og varme til den i den fortabte verdens gravmørke og dødskulde.
Når Jesus siden skulle vise mennesker den inderste og sidste virkelighed i forholdet mellem dem og Gud, pegede han på familien: Gud som vor Fader, Kristus og kirken som brudgom og brud. Det var en virkelighed, som Israel ikke var ukendt med. Også Det gamle Testamente taler stærkt om kærligheden mellem mand og hustru og mellem forældre og børn som flammer af Guds kærligheds bål.
Familien er sat på jorden som kærlighedens vigtigste radialcenter. Det er i den, menneskets gudbilledlighed bliver mest synlig. Derfor skabelsesberetningens præcise formulering: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” Med kærligheden, Guds eget væsen, indbygget i menneskeskabningen. Gud er kærlighed, siger Bibelen (hvilket ingenlunde betyder, at alt, hvad en eller anden skriver ”kærlighed” på, er af Gud).
Djævelen ved det; han læser jo flittigt i Bibelen. Han ved, at skal hans planer om lidelse, død og fortabelse for alverden fremmes, gælder det at ramme gudbilledligheden og kærligheden. Det er ved familien, der må begyndes. Ødelæg den, ødelæg ikke mindst dens udspring i kærligheden mellem mand og kvinde – og verden går i forrådnelse.
Det er den strategi, som fejrer så store triumfer i dag i hele det dæmoniske stormløb mod familien, som med uendelige variationer iværksættes gennem troskyldige menneskelige marionetter på den politiske og kulturelle arena. Det er den taktik, som ligger bag pornofrigivelse og fri abort, forældremyndighedens afskaffelse og de bizarre påfund i ”kønsrolledebatten”, kvindens fordrivelse fra hjemmet i den økonomiske afguds navn og den deraf nødvendiggjorte statsopdragelse af børnene. Og så videre, og så videre. Lovløshed og brutalisering, fortvivlelse og neuroser, egoisme og social opløsning er kun logiske følger af kærlighedens udryddelse. Mere og mere åbenlyst tales der rent ud om, at familien må afskaffes, for det er den, der står i vejen for ”udviklingen”. Ja, for den udvikling, der begynder med et smittekim og ender med en benrad.
Ødelæg familien, berøv mennesket indholdet i begreberne brudgom og brud, fader, moder og barn – og mennesket fremmedgøres for Gud og stivner i fortabelsen. Børnene er de første, der betaler prisen, alt medens de får at vide, at de er i færd med at blive ”frigjort”. Derefter kommer kvinderne. Tilbage står et øjeblik manden med deres blod på hænderne; efter skabelsens orden er ansvaret hans.
Død er Herodes, død er Arkelaus – men denne verdens fyrste, som sidder på den usynlige trone også i et afkristnet demokrati, stræber stadig utrætteligt efter at myrde kvinden og barnet, kærligheden og gudbilledligheden, Frelseren og frelsen.
Evangeliet i dagens tekst?
Jo, de fik ham jo ikke. Godt tredive år senere døde han på et kors og opstod af en grav uden for Jerusalem. Vejen til det evige liv står åben for hvert menneske. Engang – efter alt at dømme meget snart – kommer han igen og gør for stedse ende på dødsfyrstens tyranni. Det er det gode budskab på denne søndag, alle søndage, alle hverdage.
Josefs redningsforanstraltninger bar frugt. Når De har glemt alt det hedenskab, der er blevet klistret på julen og får folk til at sætte punktum for den snarest muligt efter juleaften for ikke at blive kvalt i ”juleri”, så behold billedet af en mand, der leder et æsel med en ung moder og hendes barn over stjernelyse høje. Behold det hele foråret og sommeren og efteråret indtil næste jul.
Julens evangelieberetninger er i al evighed sande. Lad være med at skamme Dem over, at De fornemmer salighedens duft, når De hører de beretninger. Det er sandhedens duft og opstandelsens og livets. Følg den, uden tøven og uden kompromisser, hjem til virkeligheden, hjem til de levendes land. Lad ingen satanisk tidsånd, hvordan den end maskerer sig, fraliste Dem slægternes sødmefyldte erindring om det tabte paradis og higen mod det genvundne.
I går var det Hellig tre Konger. Var De i kirke? Ellers tænd et julelys i aften og læs beretningen om de vise mænd for Deres familie i dets skær.

(Publiceret i Berlingske Tidende den 7. januar 1973)