I dette essay har Poul Hoffmann to centrale ærinder: 

Først at afsløre den moderne hovedsynd, nemlig hvordan den “er ét hektisk jag efter at komme fri af de forbandelser, som mennesket ifølge den bibelske beretning pådrog sig ved syndefaldet…én bitter kamp for at generobre det tabte paradis” (s.5). Han taler om en ‘satantisk eskatologi’, som “opstiller verdensundergangen som alternativ til paradisets generobring” (s.14). 

Med klar røst stiller han det sataniske og guddommelige skarpt op mod hinanden. Den moderne verden har fostret en “profetisme som modstykke til den bibelske.” Den er knyttet til det han kalder den nye hovedreligion, “scientifismen, troen på videnskaben, der forventes at skulle bringe frelse fra forbandelserne og genoprette paradiset” (s.19). Det er en tro på fremskridtet gennem ‘udviklingen’. De moderne løgne, denne religion bringer, knytter Hoffmann til den dæmoniske forførelse, som præger den undergangsdømte verden. Det indbefatter blandt andet flugten ind i underholdning og seksuel nydelse.

For det andet kritiserer han kirkelige kredse for at overse eller ligefrem bifalde tidens vildfarelser og dermed gøre Kirken irrelevant for det moderne menneske. Kirken overser sine egne profetier til fordel for sekulære profeter, hvorved den går fejl af Bibelens vigtige budskab til endetiden. Han efterlyser større tillid til Bibelens budskab, som det står, fremfor at tilsløre det i det han kalder ‘modernistisk-teologisk maskeret ateisme’. 

Han slutter med at efterlyse en stærkere tro og fokus på paradiset med forventningen om en fremtidig forløsning og genfødsel af verden: at tage den bibelske urhistorie og dens endetidsprofetier alvorligt. Heri ligger et grundlæggende opgør med evolutionslæren og den religiøse tro på tidens videnskabens resultater. Til sidst nævner han sin egen barndomserindring af paradiset, som fik ord og mening gennem Bibelens beskrivelser af paradis.    

Paradis udgør en bro mellem opråbet fra Nattetanker i arken og de følgende års profetiske bøger. Hans tillid til Bibelen bliver uddybet to år senere i Den hele bibel. Paradis repræsenterer på mange måder tankebanen og eksemplerne fra Hoffmanns romaner i serien Noas dage: Over alle ørne og Ingen nat før dæmring.  

Peter Nissen

Udgave

1967 J. Frimodts Forlag