Denne første selvstændigt udgivne samling af fagartikler fra Hoffmann består af to essays. I forordet påpeger han – som titlen på bogen også antyder – at det er en bog skrevet til kirken til besindelse: “Vi skal ud på det dybe vand – hvis vi altså vil blive i arken, i kirkens ark. Den driver dérud, på syndflodens bølger, hvor vi må se i øjnene, at det før eller senere bliver umuligt for os at råbe den forpinte menneskehed op” (s.131).
- Middelalderen i positiv
I det første essay ønsker Hoffmann at ændre og problematisere tidens typisk negative og fordomsfulde syn på middelalderen som mørk og primitiv. Han tilgår det fra forskellige vinkler. Det er en overordnet ide at set fra et åndeligt perspektiv er den moderne opfattelse helt forfejlet og et djævelsk bedrag. I stedet omtaler han middelalderen som det bibelske tusindårsrige, hvor kirken fik sin storhedstid af indflydelse i verden: “den grøde, der dufter i middelalderens have, datidens menneskers opbrud på pilgrimsvejen hjem, deres vilje til det grænseløse [mod den åndelige verden] – det toner af evighed og ulmer af paradis” (s.26). Han udlægger Johannes Åbenbaring som en bekræftelse af tolkningen, og han tilslutter sig 6000-års-teorien, som bekræfter teorien om, at vi lever på kanten af verdens afslutning.
2. Bristende kilder
Her tager Hoffmann for alvor fat på en samtidskritik, som knyttes sammen med en bevidsthed om at vi er under en djævelsk endetidsforførelse. Som han skriver i sit efterskrift: “Hvis en og anden gunstig læser skulle have fået det indtryk, at denne lille bog vil påstå, at fanden er løs, at syndfloden er over os, at vi står på afgrundens rand, at verdens undergang er nær – så tør jeg tro, at jeg har fået udtrykt mig nogenlunde rigtigt” (s.135).
Dette tema bliver et grundlæggende kendetegn for mange af hans essays og øvrige virksomhed i tiden fremad. Han begynder med flere gange at konstatere: “Verden er faldet fra den kristne kirke.” Dette uddybes karsk og frejdigt i det følgende. Han påviser områder hvor sekularisering og frafald præger den vestlige verden (ikke mindst Danmark), og hvordan Kirken bliver mere og mere isoleret. Han præsenterer det i adskillige områder så som kulturlivet, seksualmoralen, kirkens knæfald for religionskritikken og den stigende globale modvilje mod kristendommen. Han appelerer til at Kirken besinder sig på sin endetidsforkyndelse og ser i horisonten et grundlæggende nødvendigt brud i folkekirkeligheden: “Kirken, ikke Danmark, er vort Israel” (s.130).
Hoffmann har et åndshistorisk fokus i sin perspektivering, som bliver en rød tråd i mange af hans følgende samtidskritiske essays. Som han skriver: “Guds videnskab er én, Djævelens en anden” (s.120). Han kommer ind på flere områder, som han i arbejder videre med i senere udgivelser, så som ligklædet fra Torino og Melkisedek fra Første Mosebog.
I forhold til hans romaner kan det positive syn på Middelalderen spores i Korsfarertrilogien – måske især De fagre Riger og Magtens Nat. Det negative syn på samtiden afspejles i serien Noas Dage.
Udgave
1966 J. Frimodts Forlag