Der er en ejendommelig profeti hos Esajas, vel ikke ganske gennemskuelig, men tilsyneladende klar og entydig netop i det ejendommeligste:
“På hin dag skal HERREN have et alter midt i Egypten og en stenstøtte ved dets grænse. Det skal være tegn og vidne for hærskarers HERRE i Egypten; når de råber til HERREN over dem, som mishandler dem, vil han sende dem en frelser; han skal stride og udfri dem. Da skal HERREN give sig til kende for Egypten, egypterne skal lære HERREN at kende på hin dag; de skal bringe slagtoffer og afgrødeoffer og gøre løfter til HERREN og indfri dem. HERREN skal slå Egypten, slå og læge; og når de omvender sig til HERREN, bønhører han dem og læger dem.
På hin dag skal der gå en banet vej fra Egypten til Assyrien, og Assyrien skal komme til Egypten og Egypten til Assyrien, og Egypten skal tjene HERREN sammen med Assyrien. På hin dag skal Israel selvtredie, sammen med Egypten og Assyrien, være en velsignelse midt på jorden, som hærskarers HERRE velsigner med de ord:
“Velsignet være Egypten, mit folk, og Assyrien, mine hænders værk, og Israel, min arvelod!”” (Es. 19,19-25).
Hvor ligger den bjergtinde, som profeten her skimter hen over tidens slugter, og som vi endnu ikke har passeret?
Det synes at fremgå af hele situationen og sammenhængen, at der tales om et af de sidste bjerge på denne jord, vor ørkenvandrings Nebo, hvorfra vi ser ind i det forjættede land. Og det panorama, der oprulles for beskueren, er virkelig som en vision af det forjættede land, af tusindårsriget og den nye jord. Efter en umiddelbar forståelse af ordene er der tale om en tid, hvor ikke blot Israel og jødedommen, men også de arabiske stater og Islam ligger gennemlyst af Kristus, forsonet og forvandlet ved ham og underlagt ham. At noget sådant ikke kan skildres som andet end “en velsignelse midt på jorden”, er uden videre forståeligt for enhver, der interesserer sig for Mellemøsten og lever med i begivenhederne dér. Opfyldelsen af denne profeti ville være intet mindre end opfyldelsen af en ønskedrøm for enhver kristen, der kan sige med de vise mænds ord, som Østerlandsmissionen har gjort til sit motto: “Vi har set Hans stjerne i østen.” Der er i dag mere grund end nogen sinde til at hente den frem fra den halvglemsel, hvori den under tidernes ugunst har befundet sig; den er et lige så levende kildespring for den, som den islamitiske verdens vej til evangeliet først og fremmest ligger på sinde, som for den, hvis interesse i første række samler sig om Israel.
Lader det sig gøre at fastholde den umiddelbare forståelse af en profeti, som synes at have så ringe chancer for at få sin opfyldelse, i det mindste hvis den skal formodes at referere til forhold inden for en overskuelig fremtid? Er det muligt at læse Israel som Israel, Egypten som Egypten og Assyrien som Assyrien (Irak)? Kan man forestille sig den jødiske stat og de to ledende araberstater i de roller, der tildeles dem her?
For troen er der ikke – eller burde i hvert fald ikke være – noget problem, mindst af alt i disse egne, hvor miraklet i allernyeste tid har bevist sin virkelighed, så man langt ind i den krisrendomsfremmede verden har måttet tage det til efterretning. Men det er tvivlsomt, om der selv på det rent menneskelige plan består så uoverstigelige skranker for profetiens opfyldelse, som det ved første øjekast kan se ud. Hvor omskiftelige de politiske forhold i Mellemøsten er, hvor pludseligt og gennemgribende hele billedet kan ændre sig, har de forløbne år givet mange og tydelige illustrationer til. Man behøver blot at tænke på de muligheder, der indeholdes i en situation som den nuværende med den nyligt afdækkede spænding mellem den rent nationalistiske regering i Den forenede arabiske Republik og de østorienterede magthavere i Irak. Der er et moment i den mellemøstlige situation, som hver enkelt af de arabiske ledere til stadighed er sig bevidst under de hyppige og komplicerede indbyrdes konflikter: at der i området findes én stat af en sådan styrke, at dens standpunkttagen meget vel kunne blive udslaggivende i tilfælde af modsætningernes tilspidsning: Israel.
Naturligvis ligger denne bevidsthed dybt; muligheden for en tilnærmelse mellem Israel og en af de stridende arabiske grupper er vel endnu i dag mere teoretisk end praktisk, og der er intet specielt, der tyder på, at den skulle realiseres under de netop pågående konflikter. Ejheller kan det vides, om en sådan udvikling nogen sinde vil finde sted. I andre områder kunne man med nogenlunde sikkerhed slutte af tilsvarende omstændigheder, at noget af den art før eller senere måtte blive resultatet, men udviklingen i Mellemøsten følger jo nu én gang ikke de vante historiske love.
Den kendsgerning bliver imidlertid tilbage, at den samlede arabiske front mod Israel i dag nærmest er en fiktion uden materiel substans, i virkeligheden kun et navn, og at der i øjeblikket ikke er større udsigt til, at den vil kunne genetableres med samme styrke som for nogle år siden. Det er næppe tilfældigt, at tanken om en israelsk-arabisk konføderation, der jævnlig har trængt sig frem i debatten som en indlysende løsning på Mellemøstens problemer en bloc, efterhånden har vundet status som blivende tema for overvejelser, i det mindste i de lande, hvor man ikke umiddelbart er part i konflikterne. Virkeliggørelsen af en sådan plan synes nærmere – eller, om man vil, mindre fjern – nu end nogen sinde, men naturligvis er det heller ikke her muligt at dømme om, hvor meget mørke der endnu ligger, over vejen frem.
Hertil kommer den grundlæggende omstændighed, det år for år træder klarere frem, at det jødisk-arabiske fjendskab i sig selv er et urimeligt og unaturligt fænomen, hvis historiske tradition er mere end utilfredsstillende, en smagløs papmaché-frugt, som aldrig er vokset på noget træ, men fabrikeret i de store propagandamaskiner. Det hævdes, at det i dag er en realitet, hvad der end kan ankes over i forbindelse med dets oprindelse, og at det derfor må tages i betragtning ved bedømmelsen og behandlingen af fremtidens udvikling. Men det er et spørgsmål, om ikke dette kun er rigtigt i en meget begrænset forstand. Vi i Vesten løber en stor risiko for at vurdere officielle tilkendegivelser i østerlandene forkert af rent psykologiske årsager. En ting som den ihærdige arabiske propaganda mod Israel må utvivlsomt for en stor del ses i lyset af de lidenskabelige optrin i en østerlandsk basargade, der sjældent fører til de slagsmål, vesterlændingen forventer, og som overraskende let erstattes med en atmosfære af ubesværet velvilje og balance, hvor ingen synes at have fornemmelsen af, at noget pinligt er sket – eller i sammenhæng med f. eks. den sidste tids stærke udtalelser mellem Iraks og Den arabiske Republiks statsoverhoveder, der i hvert fald endnu medens dette skrives ikke er endt med den krig, som efter al sandsynlighed forlængst var blevet resultatet i et lignende tilfælde i Vesten.
Det reelle fjendskab mellem jøder og arabere, der bliver tilbage, er en strømning, som holdes kunstigt i live på tværs af tilværelsens egne organiske love, som ingen bestandighed ejer i sig selv, og som – i lighed med kontroverserne i basargaden – vil forsvinde uden at efterlade sig varige spor, den dag de kunstige impulser standser. Det hele er en glaceret attrap, som samtlige implicerede parter vil kaste bort uden fortrydelse, når blot signalet gives, for at ombytte den med fredens og venskabets naturgroede, nærende frugter.
Jeg rejste sidste sommer sammen med to mænd fra Irak. I en bank mødte vi nogle jøder fra Israel. Mine ledsagere og disse jøder hjalp hinanden med valuta og dikkedarer under megen gensidig latter og skulderdasken.
“Hvorfor slog I ikke skallen ind på hinanden?” spurgte jeg siden araberne.
De trak på skuldrene:
“Vi kendte dem fra Bagdad. Vore regeringer er fjender – men vi er venner.”
Der vil komme en dag, hvor den jødiske og den arabiske nation bliver klar over, at hvis deres regeringer er fjender, så er de i hvert fald venner. En dag, hvor de husker, at de kender hinanden fra Bagdad, fra Jerusalem og Cairo og Cordova, hvor de gennem århundreder levede side om side i fred, fra de epoker i historien, hvor jøderne har haft et fristed i den muhammedanske verden, medens Europas kristne gjorde dem tilværelsen uudholdelig.
Skyggerne forsvinder, når solen står i zenith. Det arabisk-jødiske fjendskabs dødsskygge vil forsvinde, når den Retfærds Sol, som ifølge Malakias 4, 2 opgår med lægedom under sine vinger, stråler over Jerusalem på begge sider af Mandelbaum-porten.
“Når de råber til HERREN over dem, som mishandler dem, vil han sende dem en frelser; han skal stride og udfri dem. Da skal HERREN give sig til kende for Egypten, egypterne skal lære HERREN at kende på hin dag.”
Det ligner forjættelsen til Israel så meget, at det ikke på forhånd er sandsynligt, at det er en tilfældighed. Som brødre vandrer Isak og Ismael i dag mod Emmaus, deres øjne holdes til, så de ikke kender ham, der er med dem, men når dagen hælder, vil de se, hvem han er, og undrende sige til hinanden: “Brændte ikke vort hjerte i os, medens han talte til os på vejen og lukkede skrifterne op for os? ” Det bliver timen for den fortabte søns hjemkomst, og for hans ældre broder, der aldrig har lidt ondt ude blandt de fremmede, bliver det timen for den helsebringende selvbesindelse.
“På hin dag skal Israel selvtredie, sammen med Egypten og Assyrien, være en velsignelse midt på jorden…”
(Publiceret i Ordet og Israel)