[KRONIK] Snese af velorienterede og hekatomber af mere eller mindre desorienterede bind er skrevet om det mirakel, der hedder staten Israel. – Desorienterede, fordi man mente, man var blevet mirakler kvit. At profeterne Charles Darwin og Karl Marx havde lukket døren til det underfuldes generende sfærer og placeret verden på den gode rationelle og materielle klippegrund, hvor kun politik og økonomi, teknik og empirisk videnskab havde borgerret, så man med sin intellektuelle samvittighed i behold kunne forvise de besværligste ni tiendedele af tilværelsen til den antikverede ovcrrtroas domæne. Og så minsandten, om ikke nissen er flyttet med. Miraklerne respekterer hverken politik eller økonomi, teknik eller empirisk videnskab, end ikke den materialistiske historieopfattelse. De lever lige så godt på evolutionens og effektivitetens evige jagtmarker som i de egne, hvor man tidligere døjede med dem. De færdes hjemmevant i konferenceværelser og valglokaler og laboratorier, i stål og maskiner og økonomiske statistikker. Det var næsten nemmere med de svundne tiders tilsynekomster og parafysiske tildragelser, som man til nød kunne have slået i pulje med de flyvende tallerkeners formodet ligegyldige spørgsmålstegn. Nu ved man snart ikke, hvad man skal stille op. Underligt utrygt er der blevet i vor kolonihave. Man er ikke engang sikker på, at der ikke lurer transcendente virussygdomme i vore gode rationelle og materielle atomreaktorer og måneraketter. Men det er nu en anden historie.
Ikke slet så meget er der skrevet om Israels antitesis i det store orientalske nybrud, Den Forenede Arabiske Republik. Ikke fordi der ingenting er at skrive om, men fordi man har mindre lyst. Israel har, og med god grund, en goodwill i vesterlandene, der bevirker, at dets udvikling følges med opmærksomhed og sympati. For Den Arabiske Republiks vedkommende er det nærmest tværtimod. Syriens og Ægyptens livsudfoldelse har gennem de sidste ti ar været en næsten uafbrudt kæde af konflikter med Vesten og ikke mindst med Israel. Det er vel forståeligt, om begejstringen kølner og interessen svækkes i takt med dømmekraften under sådanne omstændigheder, og det har ikke været vanskeligt at skaffe teoretisk fundament for det praktisk givne. Det har været fristende og for en overfladisk betragtning nærliggende at sammenligne præsident Nasser med Hitler og affærdige ham og hans nation som en kombination af orientalsk despoti og moderne diktatur. Når beundringen lejlighedsvis har påtvunget sig opmærksomme iagttagere og skaffet Nasser titler som “den nye Saladin”, er den kun spredt og modvilligt kommet til orde og er hurtigt blevet glemt. Et arsenal af gode grunde har stået til rådighed for den hjertets lakaj, der hedder tænkningen.
“Det varer jo ikke længe,” hed det i Nassers første dage. “Han bliver snart styrtet.”
Nasser blev, hvor han var.
“Han er russisk drabant,” sagde man så. “En orientalsk Moskva-satellit!”
Nasser slyngede verdenskommunismen handsken i synet.
Sagde man så undskyld? Det behøvedes ikke; alle naboerne sad jo også med sorteper.
“Der må være noget svindel,” siger man i dag, omtrent som når man ser en linedanser i cirkus, der holder balancen på trods af al fornuft. »Der må være et eller andet, der holder ham oppe!”
Ja, måske. Det, man først og fremmest hæfter sig ved i en tale af Nasser, er udtalelser lom disse:
“Med Guds hjælp vil dette program være gennemført i 1960.”
“Naturligvis vil vi møde vanskeligheder, men af Guds nåde, med tålmodighed og udholdenhed, ved hårdt arbejde og ihærdig kamp skal vi nå vort mål.”
“Om Gud vil, skal vi sejre ved solidaritet og hengivenhed.”
Jeg mindes en ung syrer, der sad og legede med en lille sølvmedaljon. Hvad han havde dér? Han viste mig den med stolthed: På den ene side Nassers billede, på den anden side inskription (om jeg husker ret, er det et citat for Koranen):
Når Gud er med dig, hvem kan så være imod dig?
Abdul Nasser betyder så meget som Guds, den Sejrendes, tjener. Det er således, hans folk ser ham. De har grund til det. Vurderingen af denne mands person i Vesten som helhed er et slående eksempel på den skæbnesvangre praksis, der indledtes i begyndelsen af middelalderen over for Muhammed, vandt hævd i korstogstidens århundreder og i dag ikke mere synes til at anfægte, endsige udrydde. En praksis, hvorefter man simpelt hen kobler vognen med den historiske virkelighed og de objektive fakta af toget, når det gælder bedømmelsen af ledende personligheder i Den nære Orient. Nasser er en Hitler, og så er det ligegyldigt, at hans hidtidige løbebane ikke tyder på andet end oprigtig personlig fromhed, udadlelig retlinethed og en ubestikkelighed, som det ikke er en nation beskåret at se forenet med en politisk begavelse af dette format i hvert århundrede. Kvaliteter, der må påskønnes, så meget mere som et fremmedherredømme som det, Ægypten netop har lagt bag sig, ikke er egnet til at fremme et folks karakteregenskaber.
Allerede før Nasser som fire og tredive-årig trådte frem på den politiske arena havde han et ærefuldt navn som menneske og soldat, – blandt andet vundet på slagmarken i Palæstina. Den revolution i 1952, som han var en af hovedmændene i, gennemførtes med en kultur og et mådehold, der nok kunne fortjene større opmærksomhed. end man hidtil har ofret den (en iøjnespringende kontrast til f. eks. revolutionen i Irak i 1958 eller visse velkendte europæiske forbilleder). At Nasser har haft en væsentlig andel heri, lader sig slutte af hans egen beretning om en ungdomsoplevelse, hvor han deltog i et politisk mordforsøg og natten efter pintes af anfægtelser, som først blev overvundet, da han havde sagt sit definitive nej til slige metoder. Revolutionen har betydet et daggry over Ægypten og nu også over Syrien, som har få. paralleller i verdenshistorien. Den Arabiske Republiks økonomiske udvikling står næppe tilbage for Israels, som vækker beundring verden over, og kun de krige, landet har været indviklet i, og den voldsomme. befolkningstilvækst, der er et af dets største problemer i dag, har hindret fremgangen i at præge billedet i langt højere grad. En gennemført økonomisk planlægning, hovedsagelig i form af jordreformer og systematisk industrialisering, har givet hurtige og forbløffende resultater, kvalitativt såvel som kvantitativt. En række kerneindustrier kan opvise produktionsforøgelser i forhold til 1952 på op til flere hundrede procent, og nye industrier kommer stadig i gang. Som Nasser selv udtrykte det i en tale i 1998, hvor han gav et overblik over den industrielle udvikling:
“Det, vi har nået, er kun muligt i et samfund, hvor hver enkelt gør sit yderste. (Man kunne tilføje: Og i et land, hvis ledere i enestående grad har befolkningen bag sig. P. H.) Resultaterne lyder næsten utrolige og gælder alle områder.”
Udviklingen på det politiske felt er ikke mindre bemærkelsesværdig. Ingen, der besøgte Ægypten i det tidligere regimes tid eller fulgte med i de ulykkelige begivenheder omkring den første Israel-krig, kunne have drømt om, at dette land på mindre end syv år kunne bringes frem til en nøglemagts stilling og komme til at stå som en første eksponent for en verden, der med suveræn selvfølgelighed opstiller sit eget alternativ til både de vesterlandske, russiske og kinesiske systemer. Et alternativ, der foreløbig ikke har røbet nogen underlegenhed i forhold til noget af disse systemer, tværtimod. Der er enkelte andre nationer, der med held har forsøgt sig i den vanskelige balancekunst. mellem Øst og Vest. men de har som oftest befundet sig i en stilling, hvor de var i stand til at stryge de store hunde med hårene og ikke behøvede at tage noget storpolitisk initiativ. Den ægyptiske regering har fra begyndelsen været tvunget til at stryge imod til alle sider og spille en aktiv, offensiv rolle, som har samlet verdens opmærksomhed om landet på godt og navnlig på ondt, og alligevel har sigtet til stadighed været en dynamisk udvikling. Det er vist en temmelig nøgtern vurdering at sige, at Den Arabiske Republiks nuværende uafhængighed, internationale position og begyndende stabilitet indad og udad er et fænomen, der ikke kender andre sidestykker i verden i dag end Israel.
Og så er alt endnu kun i sin vorden. De hidtidige økonomiske landvindinger er kun begyndelsen til den udvikling, der blandt andet vil blive muliggjort af det meget omtalte Aswan-projekt, som der nu er banet vej for. Den nye dæmning vil udvide det dyrkede område med 30 procent, betyde en enorm forøgelse af kraftproduktionen og skabe en lang række andre fordele, både i Ægypten og i nabostaten Sudan. Man har kaldt den Nassers pyramide, men selv ser han anderledes på det:
“Gennem årtusinder var do store pyramider i Ægypten verdens største ingeniørværker. De sikrede faraonernes liv efter døden. I morgen vil den nye, gigantiske Aswan-dæmning, mere storslået og sytten gange større end pyramiderne, sikre en højere levestandard for alle borgere i Den Forenede Arabiske Republik.”
Bygningen af dæmningen beregnes at ville vare ti-elleve år, men bag om dette projekt arbejdes der allerede med planerne for nye landvindinger, ikke mindst en plan om at bringe grundvandet i de store ørkenstrækninger vest for Nilen op til overfladen og omskabe området til det frugtbare land, det har været for 2000 år siden. Gennemførelsen af dette projekt anslås at kunne skaffe land til 6-8 millioner mennesker mod Aswan-projektets knap 3 millioner.
Også på det politiske område går planerne for fremtiden langt ud over, hvad der er opnået til i dag. Allerede i sin bog Ægyptens befrielse – Revolutionens filosofi, der udkom første gang i foråret 1955, skitserede Nasser de tre sfærer, hvor det nye Ægyptens opgaver lå: den arabiske, den afrikanske og den islamiske. Betydelig fremgang er siden gjort på alle tre felter, men hindringerne er ikke blevet overvundet i samme tempo som på det økonomiske område, og målene ligger endnu i det fjerne. Det er næppe meningen, at udviklingen skal standse ved mindre end en panarabisk stat, en panafrikansk konføderation og et panislamitisk parlament i Mekka, som Nasser har set det for sig og skildret det:
“Jeg stod foran Ka’baen og så i ånden alle de egne i verden, som Islam har nået. Jeg hørte mig selv sige, at vort syn på valfarten måtte ændres. Den skulle ikke blot betragtes som et adgangskort til paradis efter et langt liv eller et middel til at købe sig tilgivelse efter et muntert. Den skulle blive en institution af stor politisk vægt og betydning. Alverdens journalister skulle kappes om at referere pilgrimsfærden, ikke fordi den er et gammelt ritual, som kan danne basis for interessante artikler, men fordi den skulle fungere som en periodisk politisk konference, hvor de islamiske staters udsendinge, deres førende teoretikere og deres lærde, deres skribenter og deres industriledere, deres købmænd og deres ungdom kunne komme sammen i et islamisk verdensparlament for at opstille hovedlinierne i deres nationale politik og deres indbyrdes samarbejde fra år til år. I fromhed og ydmyghed skulle de samles, men også i styrke, fri for havesyge, men virksomme, magtesløse over for Gud, men mægtige over for deres problemer og deres fjender, fulde af længsel efter livet hinsides opstandelsen, men overbevist om. at der tilkom dem en plads i solen, som de måtte fylde i denne tilværelse … Når jeg tænker på disse hundreder af millioner mennesker, der er forenet af en fælles tro, får jeg en følelse af de uhyre muligheder, vi kunne realisere ved et samarbejde – et samarbejde, som ikke skulle overskride grænserne tor den enkeltes naturlige loyalitet mod sit eget land, men som ville sætte ham og hans brødre i troen i stand til at gøre sig gældende med visdom og uden grænser.”
Drømmerier ?
Ja, hvis der ingen mirakler findes. Ingen er blind for de uhyre vanskeligheder, der ligger på vejen fremover, allermindst Nasser og hans mænd. En af disse vanskeligheder er de politiske fluktuationer, der har ældgammel tradition i Den nære Orient. Nassers styre kan glæde sig over en fasthed og tilslutning, som mange østlige og vestlige statsledere med god grund kan misunde ham, og som i sig selv er det vægtigste dementi af mange uelskværdige bedømmelser af ægypterne som folk. Der er i øjeblikket intet, der tyder på, at han i nærmere fremtid skulle komme til at vige pladsen som Den Arabiske Republiks leder. Men hans regering er underkastet de samme vilkår for politisk virksomhed som enhver anden. Som Eisenhowers, Krushevs eller H. C. Hansens. Dens stabilitet modsvares af det faktum, at. lidenskabelige tronstridigheder og magtkampe har præget Det nære Østen gennem hele dets historie, kvalt mangen stordåd i fødselen og ofte gjort området til bytte for den, udenvælts imperialisme, der nu med nogen berettigelse er kommet til at stå som fællesnævner for næsten alt ondt. (Det var blot et enkelt udslag af denne historiske tradition, når revolutionen i Irak viste sig at føre til en splittelse i den arabiske verden i stedet for til den nye sammenslutning, som i begyndelsen håbedes – der kunne nævnes parallelle tildragelser i snesevis fra tidligere epoker).
Men som tilfældet er i USA, Sovjet eller Danmark, er selvfølgelig heller ikke Den Arabiske Republiks fremmarch knyttet til nogen bestemt mand eller nogen bestemt regering. Det er tværtimod en erfaring, der gælder i Orienten som i andre egne. at det ofte er de største opgangstider, der ser den stærkeste politiske uro. De irrationelle og immaterielle (såkaldt mirakuløse) faktorer, der skaber denvirkelige fremgang, ynder at virke på tværs af teoretikernes lovgivningsforsøg. Og intet har ærværdigere traditioner i Den nære Orient end miraklet. Også på de politiske, økonomiske, tekniske, videnskabelige, sociale og kulturelle planer er disse egne fra arilds tid miraklets geografiske centrum par excellence.
Det er historiens vidnesbyrd, at det underlige land i Nildalen regelmæssigt har domineret verden gennem alle de årtusinder, der benævnes den historiske tid (ejendommeligt nok i stadig og skarp konkurrence med Mesopotamien ligesom i dag) – længere tilbage rækker kun dunkle myter om en endnu større glans. Oldtidens højeste blomstring nåedes i faraonernes Ægypten, middelalderens i Fatimide-kaliffernes. Det største af oldtidens syv underværker var pyramiderne, det største af middelalderens fire var Cairo – der går sporvogn fra det ene til det andet. Den ægyptiske kultur har mindst fire gange nået en standard, der først er ved at overgås i den moderne verdenskultur, hvor tusindårsrigets kræfter synes at røre sig midt i veernes begyndelse. Gennem krisetider mod katastrofer, forfald og fremmedherre-dømme har de vældige åndelige og intellektuelle ressourcer i Ægyptens folk glødet under asken, indtil nye morgenvinde fik dem til at bryde i brand igen. Gang på gang har Ægypten været regnet for færdigt, udleveret, tilintetgjort; gang på gang er det sprunget op igen og har indtaget sin plads i eliten af verdens nationer, når de fremmede var gået al kødets gang. Den tanke, at noget lignende er ved at ske for vore øjne i dag, kan kun afvises blankt i det omfang, man har mistet troen på de åndelige atombombers jævnbyrdighed med de stoflige.
Man har ikke fundet nogen bedre betegnelse for det inderste væsen i nutidens arabiske nationalisme end kærlighed; den er også god nok. Kærligheden er undertiden urimelig, og sådan skal det være. Ingen forlanger saglighed og liden-skabsløshed af den. Den arabiske nationalisme er også undertiden urimelig – det er der gjort opmærksom på i en sådan overflødighed, at jeg kan spare mig at gå ind på det. De udbrændte og desillusionerede kan vrisse ad kærligheden og kalde den dårskab, de kan advare imod den og fortælle af sur erfaring, at den er svigefuld – men bremse den kan de ikke; de elskende ler blot. Kærligheden går, hvor den vil, og gør, hvad den vil, helst på tværs af verdens sure erfaringer. Således udretter den mirakler, og den arabiske nationalisme har allerede bevist sin evne til at gøre det samme. Man bekymrer sig ikke om vor vrissen og er knap nok interesseret i vor positive medvirken, selv om det skulle komme dertil, at vi for alvor ønskede at yde den. Det, der sker i Den nære Orient i dag, er noget, der ikke vedkommer folk af vor miserable kategori mere, end Snehvides hvedebrødsdage vedkommer hendes onde stedmoder. Ikke så underligt, at det kniber for os at finde os til rette i rollen, men det ses ikke, hvad det skal gavne, at vi vælger at spille Gnavpot i stedet. Jeg tror i hvert fald, at vi, som længes efter at se østerlandene gennemlyst af det kristne evangelium, ville gøre ret i mere end hidtil at søge efter en anden holdning og arbejde for at rodfæste den i vore hjemlande. Når det tredje Ægypten er født, kan der måske komme en dag, dla det opdages, at stedmoderen ikke var så ond endda.
Israel, siger man. Er det kristeligt muligt at stille sig velvilligt accepterende til tendenserne i den arabiske verden, så længe de blandt andet ytrer sig i uhæmmet fjendskab og propaganda mod Israel og i et erklæret ønske om en udslettelseskrig mod dette land?
Jeg skal ikke vove mig ind på en vurdering af de komplicerede momenter i hele dette ulykkelige problem, endsige, foregive at sidde inde med en løsning. Men der kan være grund til at pege på en omstændighed, som der ofte er gjort opmærksom på, men som ikke rigtig synes at have kunnet hævde sig i debatten.
Det påstås ikke sjældent, at Nasser og de øvrige arabiske ledere er tvunget til at bevare den oppiskede stemning mod Israel af indrepolitiske årsager, at den interne stabilitet afhænger af myten om uret og stadig trussel fra den jødiske stat. Det er svært at se, hvad der kan anføres til støtte for denne teori, som aldrig har kunnet underbygges med erfaringer. Ved læsningen af Nassers bog om revolutionens filosofi spejder man forgæves efter hadet til Israel – her om noget sted måtte det vel spændes for propagandavognen, hvi man regnede med, at det duede til sligt, og øn-skede at benytte sig af det. Man fristes til at sige, at Nasser taler med forståelse og latent sympati om Israel, således når han frimodigt refererer sine egne udtalelser til en jødisk officer, som han talte med under våbenstilstandsforhandlingerne efter den første Israel-krig. De to synes ikke at have befundet sig alt for dårligt i hinandens selskab og har øjensynlig fundet rigeligt stof til samtale i fælles modsætninger til Vesten. Et andet sted hedder det:
“Endog Israel selv er ikke andet end et resultat af imperialismen.”
Hvilket derefter søges underbygget med citater af Chaim Weizmann. Her er et virkeligt og væsentligt moment i det arabiske syn på Israel, som Nasser uden tvivl l al oprigtighed deler med sine landsmænd. Her er måske selve den dør, der spærrer adgangen til effektiv drøftelse og behandling af de historiske, religiøse og sociale argumenter, som oftest har stået i forgrunden: Arabernes indgroede følelse af, at Israel er “made in Europe”, at det er den sidste beske frugt af den aggressive vestlige imperialisme som området har lidt så usigeligt under. Eller, som det kan udtrykkes under en anden vinkel: at Vesten har dårlig samvittighed over for jøderne, og det skal amberne så betale for. Vi er, Gud bedre det, ikke i en stilling, hvor vi med vægt kan bestride denne påstand.
Men i det omfang, dette er rigtigt, er der unægtelig momenter i situationen, som fortjener nøje overvejelse; måske ville det lønne sig, om vi et øjeblik lettede os fra iagttagerens lænestol og så etter, om nøglen til den lasede dør skulle findes i vort eget hus. Den skitserede detalje i billedet viser for det første, hvor skæbnesvangert det er, når man stadig på visse hold forsøger at se Israel som en vesterlandsk udpost i Det nære Østen og kæde dets problemer sammen mod en ting som Algier-problemet. For det andet giver den håb om, at selve den igangværende kulturpolitiske proces, der betegnes Israels orientalisering, ad åre vil kunne skabe basis for den løsning, der i øjeblikket synes umulig. At der i en kommende periode med større afklaring end i dag vil være grundlag for en genopdagelse af det jødisk.arabiske fællesskab i historie, kultur og race, der med fuld ret kan samles i den ituslidte glose broderskab. At man på. et tidspunkt, hvor arabernes bitre minder fra fremmedherredømmets år er kommet på tilstrækkelig afstand, kan nå til for alvor at blive opmærksom på de muligheder, der ligger i et jødisk-arabisk samvirke, og måske i sidste instans til at erkende staten Israel med alt, hvad den står for, som en Guds gave til Det nære Østen. Den dag, jøder og arabere finder sammen, skal verden få mirakler at se.
På hin dag skal Israel selvtredje, sammen med Ægypten og Assyrien, være en velsignelse midt på jorden, som Hærskarers HERRE velsigner med de ord: “Velsignet være Ægypten, mit folk, og Assyrien, mine hænders værk, og Israel, min arvelod” (Es, 19,24-25).
For det tredje giver erkendelsen af det arabiske syn på Israel som et imperialistisk fænomen et fingerpeg om, hvad der vil være den korrekte holdning i hele spørgsmålet for Vestens kristne: At stille sig så bevidst og så aktivt positivt som muligt til begge parter. Efter evne at arbejde, herunder at bede, for de arabiske stater og Israel og for deres ledende mænd. Man kan kalde et sådant standpunkt for verdsligt urealistisk, men jeg vover den påstand, at det er den eneste kristelige realisme, der findes i denne sag. Ikke sådan, at man skal stile etter at stille Gud i en tvangssituation – noget med, at han da ikke kan lade den indsats, der i hans navn er ydet til fordel for den ene part, blive anvendt til fjendtlige handlinger mod den anden, som man også støtter i hans navn. Ej heller skal man skele til muligheden for at skabe sig øget goodwill i missions- eller andet øjemed ved således at bære kappen på begge skuldre; erfaringen vil formodentlig hurtigt vise, at den dobbelte positivitets vej ikke er popularitetens vej hos hverken jøder eller arabere, at den løber mellem mistænksomhed og uvilje og ikke vinder bifald andre steder end i Himlen. Det, der er tale om. er ganske simpelt at acceptere det historiske stade, hvor vore fædre har anbragt og hvor vi har anbragt os selv. At gå ind under dets vilkår, også hvor de er et kors, og således påtage os den soningens tjeneste, der for øjeblikket er den eneste, hvorved vi kan bidrage til, at Guds planer fremmes i Den nære Orient, bortset fra den forkyndergerning, som danske endnu har adgang til al være med i i området. På baggrund af en sådan indstilling, og næppe på baggrund af nogen anden, vil det være muligt at betragte udviklingen med tillid, også så længe det måtte behage Gud at lade Israel og de arabiske stater intensivere hinandens vækst ved gensidigt fjendskab. På baggrund af en sådan indstilling, og næppe på baggrund af nogen anden, kan man med sandhed og glæde se frem til sejrens dag. For i Det nære Østen eksisterer der ikke andre sejre end sejren for araberne og Israel, for os og for Gud.
(Publiceret i Kristeligt Dagblad)