En østerlandsk legende

Når man er bortrejst til middelalderen og kun engang imellem får eftersendt en stabel aviser hjemme fra det 20. århundrede, er der visse ting, der tager sig snurrige ud. Det gælder f. eks. den sex-debat, der er så meget på tapetet i den sidste stabel og ser ud til at skulle fylde en del i den næste også. Man læser de forskellige indlæg, de mange, der er skrevet med blæk, de få, der er skrevet med blod, og de pinlige, der er skrevet med vellyst. Man tænker først: Ja ja, mennesket bliver sig selv lig; problemet om Gud og elskoven er jo også på dagsordenen her i omegnen af år 1200. Og bagefter: Men hvor er vi dog gammeldags derhjemme, hvor virker det dog primitivt, meget af det. Nogle af de orakclsprog, der præ­senteres som det sidste skrig, klinger jo som en krydsning mellem spatbenet demagogi fra Neros Rom og brunstbrøl fra kulten omkring Venus fra Willendorf. Er vi virkelig så langt bagefter, spørger man sig selv, er vi virkelig det rene u-land i sammenligning med korstogstiden. Nok behø­ver man ikke rejse længe i det 12. og 13. århundrede for at opdage, at det var noget snyderi, når man i skolen fik fortalt, at middelalderen var histo­riens mørke fastland, men at den på et felt som dette forholdt sig til “nyeste tid” som en Mercedes til en diligence, havde man dog egentlig ikke tænkt sig.

Jeg har sandt at sige smidt aviserne i Tigris. Jeg ville nødig, at mine venner her i kaliffens Bagdad skulle læse dem og give sig til at drille mig. Middelaldcrmanden har en ubehageligt håndfast form for humor.

Hør lidt af det, historiefortælleren berettede i moskéens søjlegang i nat, medens springvandet blinkede i månelyset og den svale vind legede med myrternes duft:

En mand i Arabien hed Qeis og fattede kærlighed til en pige af en fremmed stamme. Hendes navn var Leila, hendes øjne som gazellens, hen­des hår som ravnens vinge, hendes læber som rubinen, når den ulmer i kertelys, hendes legeme som dalens lilje, der drømmer i dæmringens tysthed og åbner sig i morgenbrisen og lader den opgående sol kysse duggen af sit bæger. Som et tegn fra paradis havde Velgøreren skabt hende, hun elskede Qeis igen, men niddet og hadet, misundelsen og ondskaben lå på lur og fandt snart et sårbart sted på deres uskyldige lykkes rustning. Så heftig var Qeis’ kærlighed, at han ikke kunne rumme den i sig, men løb omkring blandt folk og priste Lcilas skønhed, til de begyndte at anse ham for forrykt og kalde ham Madjnun, galning. Og Leilas stamme, som ikke uvirksom kunne lade dette fortsætte, som ikke kunne blive ved at tåle den tort, at hendes navn nævntes ud over græsgangene og byerne i en sådan forbindelse, havde ingen anden udvej end at skille de to. Hendes forældre lod Ilende ikke mere gå til den skole, hvor hun og Qeis mødtes (for de var endnu ganske unge), men beholdt hende hjemme og sørgede for, at de ikke fik hinanden at se.

Fra da af var Leilas og Madjnuns liv viet det, mennesker kalder lidelse. De glimt, de endnu fik af hinanden, var få. Enkelte forsøg blev gjort på at standse deres hensygnen ved trods alt at forene dem, men forsøgene stran­dede, fordi Madjnuns galskab voksede netop på grund af adskillelsen fra Leila og stadig var en smule foran, en smule for stor til menneskenes gode vilje. Leila måtte som kvinde henslæbe sit liv i stum sorg, de sidste mange år i et ægteskab med en rig og ædel mand, der elskede hende med sjæl og legeme, men som hun ubarmhjertigt holdt fra sit leje til hans død. Madjnun blev af sin fader, der forgæves havde søgt at anholde om hendes hånd på sin søns vegne, ført til Kaaba-helligdommen i Mekka, som Abraham byg­gede i Arabiens morgen, og hvor tusinder af pilgrimme hvert år anråbte Gud om velsignelse og hjælp i trængsel. Det var faderens tanke, at sønnen skulle bede om befrielse fra sin fortærende lidenskab, men da Madjnun stod foran helligdommen, hamrede han på dens port og bad med frygtelige ord den Almægtige om at lade ham leve og dø i lidenskaben: “Jeg beder og bønfalder dig, o Herre, ved dit Guddomsvæsen og dit riges fuldkom­menhed: Lad min kærlighed altid vokse, lad den vare ved, også når jeg selv går til grunde! – Mit liv skal bringes som offer til Leilas skønhed, mit blod skal ustraffet udgydes for hende, og skal jeg end brænde som et lys i pinefuld længsel efter hende, så skal dog ikke en eneste af mine dage være uden denne pine l Lad mig elske, o Gud, elske alene for kærlighedens skyld, og gør denne kærlighed endnu hundrede gange større, end den nogen sinde har været eller er -.”

Madjnuns slægt og stamme vidste siden ingenting mere at gøre. Han søgte ud i de store ørkeners ensomhed, hvor hans vanvid til sidst blev hele hans væsen, hvor han levede som dyr blandt dyr og svandt ind til skind og ben og brændende øjne, medens hans forældre gik i graven af sorg og skam.

Lyder det mærkeligt derhjemme? Kærligheden kunne være sådan den­gang, og i Arabien kan den være det endnu i dag. Også andre steder på jorden, javist, men få er de mennesker, der således kender den til bunds, og derfor vrøvler de mange så meget. Men om Madjnun er endnu ikke det halve sagt, ja det, som er sagt, er kun en lille del, og skulle det hele fortælles, ville det fylde tykke bøger.

Da hans udpinte legeme forsvandt for verdens øjne i de uendelige ørkener, var det som det tørre frø, der forsvinder i jorden, for at levende vækster af ubegribelig pragt og friskhed kan bryde frem. Ørkenen tog til at frem­bringe de sælsomstc blomster, der duftede over alle lande og siden vedblev at dufte fra slægt til slægt, paradisblomster, som stærkere end Leilas skønhed forjættede mennesket dot, der skal komme, når månen spaltes og solen vikles sammen og bjergene skrider og havene koger. Satans sejr blev til hans nederlag, og hans larmende triumf blev af Gud vendt til menne­skenes gavn, før han så sig til.

I begyndelsen vidste ingen ganske, hvad det var, der foregik. Man vidste blot, at ord af oceanets vælde og daggryets glans, af den evige snes renhed og nattens bundløse dybde begyndte at danse over jorden. For­gæves spurgte man hinanden, hvor de kom fra, ingen kunne sige det, men alle greb dem og drak dem som den tørstende, der er segnet i sandet og pludselig ser en kilde springe frem under sit ansigt. De blev sunget i basarerne i dagens larm og ved børnenes vugger i de sorte timers ængstende stilhed, på de store skibe, der fløj til Kina under spændte sejl, og på slagmarkerne, hvor hære mødtes som torden. Det var som ord af en anden verden, som selve himlens sprog fra de åbenbarede bøger, der skænker liv og salighed.

Kun langsomt begyndte det rygte at spredes, at det var Madjnuns digte, at de var blevet til på hans hemmelighedsfulde boplads ude i vildnisset, at de først havde lydt med hans egen røst over de øde bjerge og slugter, og at fredløse og andre strejfere havde opsnappet dem og bragt dem videre. Det fortaltes, at det var hans kærligheds flod, som så grusomt var blevet dæmmet ind, der på denne måde sprængte alle hindrin­ger med kosmisk vælde og befrugtede hele jorden. Det hviskedes, at det, man havde kaldt hans galskab, i virkeligheden var de ydre tegn på profe­tiens ånd, for Gud sår oftest profetiens frø, hvor han finder den frugtbareste jord: I sorgen og længselen, i smerten ved at miste og den grufulde ople­velse af livet som blindgade.

Da var der nogle, der tog mod til sig og gik den vanskelige og farlige gang ud i vildnisset for at finde Madjnun og udgrunde sagen til bunds. De fleste gik forgæves, og nogle satte livet til, men for enkelte lykkedes færden, og de fik gådefulde ting at se. De fandt Madjnun, men han var ikke alene, som de havde troet; han var blevet konge over et folk, som ingen konge har haft magen til. På hans skuldre sad falk og spurv, gazeller og hjorte slikkede lians Ilænder, en panter lå med liovcdet i hans skød, og en livvagt af brølende løver omgav ham og holdt de skrækslagne fremmede på af­stand. Stedet, hvor han boede, var som en oase af fred, hvor ingen skab­ning frygtede, fordi ingen jagede, hvor ulven gik hos lammet og panteren hvilede lios kiddet, hvor kalven og ungløven græssede sammen og kvien og bjørnen blev venner, ja som selve kærlighedens tabte have, vogtet af knurrende, hvidtandede keruber mod Adams og Evas faldne æt.

De, der først så dette syn, løb bort i panik og vovede ikke siden at nær­me sig stedet, men de fortalte, livad de havde oplevet, og det fristede andre og modigere mænd til at søge Madjnun og hans mærkelige rige. Nogle havde også held til at tå foretræde for ham, for de store rovdyr adlød ham blindt, og når han bød dem lade en mand i fred, gik han sikrere blandt vildmarkens løver end i sit eget telt. Således fik man efterhånden vished for, at de nye digte, der henrykkede menneskene, virkelig var Madjnuns, og en grænseløs undren tog til at råbe i landet. At løse gåden helt formåede ingen, og Madjnun selv var sparsom med forklaringer, tydeligt nok fordi han ikke mente, at de ville nytte mere end forsøg på at forklare en blindfødt farverne. Kun i glimt røbede han sin hemmelighed for de få, der nåede frem til lians nærhed, og kun i glimt er den siden blevet erkendt. De, der vidste mest og grundede dybest, samlede elever om sig og belærte dem og skrev også bøger, hvor de forklarede, at fordi kærligheden ikke er af jordisk væsen, følger den ingen jordiske love, den er et fabeldyr, en tohovedet ørn, ingen ved, hvem der oplever de største mirakler: Den, der drikker elskovens nirvana, eller den, der med eller mod sin vilje afholder sig derfra. Men de største lærde sluttede altid deres bøger med mismodigt at erkende, at dette endnu ikke var hele sandheden, og nogle sagde, at det var bedre, om sådanne undere ikke fandt sted, for de øgede blot forvir­ringen i verden, ja de kunne hurtigt vise sig at være samfundsskadelige og måske endog bringe troen i vanry.

Der kom engang en mand fra Bagdad til Madjnun, en spradebasse af den slags, som ved det hele i de aviser, jeg har fået sendt. Han havde haft en skuffelse med et pigebarn og havde valgt at bøde på fiaskoen ved at tage det fra den poetiske side, han mente, han skulle blive en ny Madjnun. Da han plagede tor at få lov at dele hans tilværelse i ørkenen, gav Madjnun til sidst efter, men længe varede det selvfølgelig ikke, før manden ville til at lave om på det ene og det andet. Udholde denne levende død kunne han ikke, og det blotte syn af Madjnuns skeletagtige krop, hærget af alle afsavn, brændt af den gloende sol og isnet af nætternes frost, fyldte ham med gru og sorg (for lian var en flink fyr, der kunne have givet verden meget, hvis hans omgivelser ikke havde ødelagt ham ved at tage ham så højtideligt i de ting, hvor han ikke var moden). Til sidst anråbte han i sin dårskab Madjnun om at holde op med at være så ked af det og formanede ham efter den gamle devise, at tiden læger alle sår, og Madjnun, der fik medlidenhed med ham, beherskede sin vrede og sagde:

“Hvem tror du egentlig, jeg er? Mener du, jeg er beruset? En forelsket tåbe, mine sansers nar, forvirret af lyster? Vid: Jeg er ophøjet over alt sligt, jeg er kærlighedens konge. Min sjæl er ren for vellystens mørke, min længsel er lutret for lavt begær, mit sind er frit for skam. Jeg har knust den sanselige lysts basar i mig. Kærligheden er mit væsens essens. Kær­ligheden er draget ind og liar smykket huset, og jeg’et liar pakket sin ransel og er draget bort. Skønt du tror at se mig, findes jeg i virkeligheden ikke mere: Det, der er til, er hende, jeg elsker. Og denne kærlighed med al dens smerte mener du vil forsvinde? Så måtte stjernerne først forsvinde fra himlen! Du siger, at kærligheden kan rives ud af mit hjerte? Før, siger jeg dig, ville du kunne tælle sandskornene i denne ørken l Hvis du derfor lægger nogen vægt på at tale med mig, så hold din tunge i tømme. Det er bedre, du bekymrer dig om dig selv og skåner mig for den slags vanvid.”

Snart efter drog manden hjem dl Bagdad; han mærkede, at han ville dø, hvis han længer skulle leve i heden og kulden, i hungeren og søvnløsheden i Madjnuns rige. Madjnun blev påny alene.

Da Leila døde, da hendes livstråd brast under længselens stjcrnetyngde, da hun forløstes og vendte tilbage til Ham, som alting vender tilbage til, forlod Madjnun sin ørken for at ile til hendes grav. I sene dage var det sket, at de havde stået kun ti skridt fra hinanden i en ensom palmehave og med vilje ikke havde berørt hinanden; nu satte den Uforanderlige selv sit segl på deres fuldbyrdede passion. Som en dæmon kredsede Madjnun om den plet jord, der gemte hende, og hans dyr var altid hos liam, og alle andre flygtede fra stedet, og da han til sidst udåndede med armene om gravens sten, gik der et helt år, før nogen erfarede det, for ingen vovede sig i nær­heden, så længe man på afstand kunne se, at de vilde dyr var der, og de holdt vagt over deres herre, til kun hans skelet var tilbage.

Han blev gravsat ved Leilas side. Nogle af de lærde skrev i en efter­skrift til deres bøger, at de elskende ville forenes i opstandelsen, andre, at de allerede var forenet i en bedre verden, men de viseste og bedste sagde, at sligt var at fornedre den hele sag, både det, der var hændt, og dem, det var hændt, og at tavshed nu var den bedste tale.

I morges var jeg nede i Boghandlernes Gade for at købe det nyeste værk om Leila og Madjnun. Det er af den milde perser Nizami, udkommet for nogle få år siden, i 1188. Medens jeg læste det, slog det mig igen, at et folk aldrig røber sin ånd og sjæl så stærkt som l sine store kærlighedssange. Hele denne digtning er så glødende nærorientalsk, en anden planet tårner sig op i hver strofe, Marsørkener fulde af ulideligt tørst og farver, der blinder som den nøgne sol. Når vi engang begynder at studere Madjnuns saga i vesten, vil vi meget muligt få blikket op for helt nye sider af Østerlan­denes væsen – et mere koncentreret udtryk for deres sidste frygt og håb, mål og kamp vil det være svært at finde i deres skabende kunst. Vi vil un­der alle omstændigheder blive konfronteret med en forståelse af begrebet kærlighed, som vi måske trænger mere til, end vi aner. Der er stadig så mange af os, der med den gamle gnosticisme mener, at guddommelig og menneskelig kærlighed nærmest er modsætninger. Morgenlandet, troens vugge, kan på ny fortælle os, at alt, hvad der fortjener navn af kærlighed, er en enhed.

Men er det en speciel østerlandsk forestilling, at mands og kvindes kær­lighed er en tohovedet øm, at forsagelsens mirakler er lige så store som fuldbyrdelsens ?

Ikke her i middelalderen. For nogle måneder siden var jeg gæst hos en frankisk borgherre, der havde taget korset og ventede på at bryde op mod Det hellige Land, når foråret kom og vindene blev føjelige. Det var andre sange, vi lyttede til i de vinterlige haller, hvor faklerne og vokslysene ikke magtede at drive mørket væk under loftets sodede hvælvinger, de for­tryllede sange fra kong Arthurs dage, der er som dråber af lyse nætter gemt i krystalkugler og stillet foran vemodets flamme. Sangene om Den hellige Gral, om Tristan og Isolde, om Lancelot og Cuinevere. De var me­get forskellige fra sangen om Leila og Madjnun, det skal indrømmes. Også Tristan og Lancelot udforskede, som digteren siger, alle kærlighedens, lidelsens og vanviddets egne, men ikke som asketer; de drak verdens vin ud til det bitre bundfald og brændte andre mænds kvinder op i deres favn. Hvor de færdedes, tørnede stålklædte ryttere sammen, skjolde bragede og hjelme gnistrede under dræbende hug, græsset farvedes af blod og ind­volde blottedes; da Madjnun overværede det slag, hvor hans ven Noufal søgte at erobre Leila til ham, blev han grebet af sorg og forfærdelse og ønskede kun at se kampen og myrderiet standset.

Og dog er det afgørende ikke forskellene, men ligheden. Åndsfattige tider har svælget i Tristans og Lancelots brud på de guddommelige love, så det næsten er blevet glemt, at det konstituerende i deres litterære udødelighed ikke var deres overtrædelser – at mand og kvinde favnes, er i sig selv verdens banaleste faktum -, men lovene, som de overtrådte. Netop bevidstheden om ægteskabets hellighed, som i deres livs blindgade såvel som i Madjnuns betød krav om elskovens negation, formede deres skæbne. Hvor ofte Tristan end sprang over det dragne sværd mellem ham og Isolde, stod det ham altid for øje og gjorde den store ridder til den store flygtning; det var den blanke klinge, der lagde de samme ord i hans mund som i Madjnuns og gav hans harpe klang som Davids. Hvor længe Lancelot end bedrog sin konge, hvor umådelige og ubodelige ulykker hans lidenskab for dronning Guinevere end voldte, så var alt dette kun den mørke baggrund for hans stjerne på åndens firmament; men der var en periode l hans liv, hvor han fornægtede sig selv og sin lidenskab og i bodsskjortc drog ud med dem, der søgte Den hellige Gral, og han nåede frem til dens tempels tær­skel og mærkede, ligesom Madjnun, strålerne fra kærlighedens ophav.

“Men alle konger, herrer og riddere sagde, at i pletfri ridderlighed, J ren styrke, i gavmildhed og høviskhed vandt Sir Lancelot og Sir Tristan prisen frem for alle andre, der levede i Artliurs dage. Og der var aldrig nogen ridder på Arthurs tid, der udførte halvt så mange bedrifter som de, ja som det hedder i bogen, man kunne ikke have fundet ti riddere, der til­sammen udførte halvt så mange bedrifter. Og der var aldrig en ridder på deres tid, der bad Sir Lancelot eller Sir Tristan påtage sig en opgave, uden at de efterkom ønsket, hvis det kunne forenes med deres ære.”

Det var ikke om nogen slags Nietzsche-idealer, at Thomas Malory skrev dette i Le Morte d’Arthur. Vildere spor end Tristan og Lancelot liar ingen leende løve trukket over jorden, besat af al den faldne skabnings sødme, men det var ikke det, der gav dem deres eftermæle; det var deres afmæg­tige og dog skabende ærefrygt for de guddommelige ordningers ukrænke­lige majestæt. Guds hånd blev over dem; det er lynet i den torden af sagn og saga, der står om deres navne.

Hvad middelalderen vidste, og hvad vi er ved at glemme:

Hvor Gud giver elskov, er den velsignelse. Det eneste, mennesket fik med sig ud af Eden, var ægteskabet. Mands og hustrus samliv er et stykke paradis.

Hvor Gud nægter elskov, ligger velsignelsen i at lade den være. Så længe han beholder herredømmet, er én skæbne ikke bedre end en anden.

Uden Gud er det ene som det andet forbandelse. Hvor herredømmet rykkes ud af hans Iland, får mennesket under alle omstændigheder helvede at se.

Ikke nødvendigvis et kulørt og spændende helvede med fornedrelsens rygende panorama som i Willendorf eller Neros Rom; det er ikke de eneste billeder, vi kender fra de egne i tid og rum, hvor Gud, som Huxley siger, åbenbarer sig ved sit fravær. Måske blot en lille søvnig Sydhavsø, måske blot et højt civiliseret, uendelig fladt flodland, måske blot en fager ny verden, hvor skovene er tavse, hvor det grænseløse er holdt op med at bruse, hvor en forræder har sagt dét, som aldrig måtte siges.

Kommer det?

Vi hører i hvert fald drønende skridt i natten.

(Publiceret i Diakonhøjskolens julebog)