Den danske jurist og forfatter Poul Hoffmann, kjent særlig for sin Moses-trilogi, var en av deltagerne ved kulturkonferanse på Utstein kloster i høst. Vi ba om å få noen inntrykk derfra, og det har vi sannelig fått i en original dikterisk form.

Det var vel henad klokken tre om morgenen, at jeg vågnede i mit værelse i herregårdsfløjen på Utstein kloster med en følelse af, at nattevinden fra det åbne vindue var koldere end før, ja koldere end nogen septembernat kunne være, som frosten, når den. binder jorden ved midtvinter, som isen, når den gør vandene tavse langs februars strande. Der var lys i rummet, men ikke daggryets venlige skær med den kosmiske fred, det bringer menneskene efter nattens ængstende tanker og drømme, nej en hvidlig-grøn flimren, som vågelampens over hospitalssengen, svanger med en større angst end nogen drøm.

Jeg satte mig op og så, at både kulden og lyset strømmede ud fra en skikkelse, der stod ved fodenden af sengen, ubevægelig, en slank kvinde hyllet i en lang og folderig, højkravet kappe, som hun holdt sammen i halsen med den ene hånd, og er hovedlin under en smal guldkrone, der skinnede som en glorie, men med samme giftiggrønne undertone som de hvide, skyggeløse stråler. Hvad der skræmte mig mer end noget andet var at jeg kunne se igennem hende, skelne dørhåndtaget og karmen bag hende.

— Så er du her altså alligevel! gispede jeg. — Hvorfor skal du netop hjemsøge mig, som er så hundeangst for spøgelser?

— Du vidste jo godt, at jeg var her, svarede hun med en underligt fjern, elektronisk vibrerende stemme, som radiobølger fra et rumskib. — Du har jo selv ønsket at træffe mig.

Aldrig i livet! udbrød jeg. — Fridtjov Birkeli forsikrede os netop, du ikke spøgte her mere. Ellers var jeg rendt min vej, så snart jeg hørte om dig.

Måske lo hun, der var noget som et glædeløst smil i hendes ansigt, men det var en latter som vindens tuden i den evige sne:

— Det er min lille veninde, der ikke spøger her mere, forklarede hun.

— Hende, der engang bad sin mand om ikke at gifte sig igen og ikke fik fred i sin grav, fordi han gjorde det alligevel. Hun blev befriet, da de restaurerede klosterkirken og begyndte ae synge Kyrie eleison i den igen. Jeg har savnet hende meget. Vi havde det hyggeligt i de århundreder, hun var her.

— Hvem er da du?

— Det ved du jo godt.

Jeg betragtede hende i tavshed. Hun trådte et skridt nærmere, jeg løftede afværgende hånden.

— Hvis jeg ikke vidste bedre, kunne jeg tro, at du var markgrevinde Uta af Meissen, sagde jeg.

— Og hvorfor skulle jeg ikke være det?

— Uta går ikke igen. Hun hviler i fred i sin grav indtil opstandelsen. Det kan man se på hendes ansigt på skulpturen af hende i Naumburgs domkirke.

Den hvide dame smilede spottende. Hun kom hen og satte sig lydløst på stolen ved siden af sengen; jeg tryggede mig op mod væggen og følte mig fanget.

— Der er så mange måder at gå igen på, sagde hun — Du tror, du forstår dig på spøgeri, men det er der i virkeligheden ingen levende, der gør. Kan de ikke være ligegyldigt. om jeg er Uta eller en anden? Når blot du er klar over, hvilken tid jeg hører hjemme i.

Jeg nikkede:

— Det kan være, du har ret — at jeg vidste, hvem du var. Jeg har allerede mærket, at middelalderen spøger i Norge. Jo, det er nok sandt, at jeg vidste, du var her.

— Og du ønskede at møde mig? Der var pludselig en ængstelig klang i stemmen. Jeg overhørte spørgsmålet og sagde:

— Hvorfor har du netop slået dig ned her?

—Hvor kunne Jeg finde et skønnere land end Norge? Eller et bedre sted end Utstein kloster ? Når jeg sidder i kirken og lytter til Kyrie eleison, er det næsten, som om jeg var levende igen.

— Tænker du da kun på dig selv? Volder det dig ingen uro, at du lammer den norske kirke og får den til at leve i en illusion, at du ligger som et lig i lasten på dens stolte skib og varsler dets forlis i stormen, som kommer?

— Hvor du dog tror, at du ved meget! sagde hun træt. — Hvad kender du til den norske kirke? Du har jo aldrig rigtig mødt den før i går.

— Åh nej, svarede jeg ærgerlig. — Åh nej; men det var også et lærerigt møde!

— Du er skuffet over, at de ikke reagerede synderligt på dit foredrag i aftes?

— Reagerede og reagerede — de ville simpelthen ikke forstå, hvad jeg talte om. Jeg prøvede at få dem til at indse, at vi atter må gøre alvor af, at kirken er den kristnes fædreland, og befri os for falske nationale bindinger. Jeg ville have dem til at se, at solen sortner og månen drypper af blod, at tiden snart er inde, hvor vi må tilbage til katakomberne. At vi overhovedet ikke forstår den efterkristne periodes virkelighed, hvis vi mener, at vi kan blive ved at udrette noget ved at tage del i en ting som det, verden kalder kulturdebatten. At apostlene ikke ville have fundet på at tage del i «kulturdebatten» i arenalegenes Rom, og at uden for kirken er vor opgave ikke at debattere. men at forkynde —.

— Du behøver ikke referere så udførligt, afbrød hun- — Jeg sad og hørte på dit foredrag — på den tomme stol ved siden af Alfred Hauge. Lagde du ikke mærke til, at han skuttede sig som om han frøs?

— Jeg sagde, at de kristne i Norge og Danmark måtte hjælpe hinanden, at vore dages skel og front går mellem den ene kristne kirke på jorden og dens omgivelser, der mere og mere giver sig dødsriget i vold. Jeg prøvede at gøre en realistisk og moderne holdning gældende, men de ville ikke forstå det. De hang fast i den kristeligt-nationale syntese, der gik i sin grav med middelalderen, de ville blive ved med også at være nordmænd. Carl Fredrik Engelstad sagde ligefrem til mig, at den norske kirke tilhører det norske folk, så jeg sad og følte mig som en forsmået bejler. Har man hørt mage! Den norske kirke tilhører vel Gud!

— Lad være med at råbe, afbrød hun igen.

— Det var din skyld! råbte jeg. — Det var dig, der gjorde dem blinde for virkeligheden og holdt dem fast i middelalderen. Du bilder dem ind, at Dovre kan blive ved at rage ovenud af syndflodens vande, du ødelægger kirken i dette land, fordi du godt kan lide at høre på Kyrie eleison!

— Rolig, rolig, formanede hun som en moder, der tysser på et besværligt barn. — Hvis nogen hører dig skrige sådan op, tror de, det spøger. Er du sikker på at det ikke er din egen ærgerrighed som foredragsholder, der er gået for nær?

— Bah! sagde jeg og tav en tid lang, sad og betragtede bibelen på bordet under vinduet, der kunne ses igennem hendes mave, grønligt bølgende som om den lå under vand.

— Jeg tænkte nok, det var det, der var i vejen, sukkede hun og rettede på sit hovedtøj.

— Det kan godt være, det også er det, der er i vejen, sagde jeg. — De folk vidste mere end jeg. Jeg var ikke forberedt på, at de vidste så forbasket meget. Men det er ikke det alene, og det ved du udmærket. Du ved udmærket, at jeg har ret. Hvis du er, hvad et spøgelse bør være, må være klar over, at vi er dybt inde i det sidste store frafald, i den forførelse, hvor vi inden længe kun vil kunne tjene Gud og mennesker ved at forlade Babel og gå om bord i arken.

— Pas nu på, du ikke får kludder i kronologien, sagde hun næsvist. — Det kan godt være, at Jeg ved, at du har ret, men når du sådan tager den docerende tone på, er det, som om det bliver forkert alligevel. Sig mig — er der ikke noget med, at du elsker middelalderen? Det regnede jeg egentlig med.

— Jo, forsikrede jeg. — Men den skal ligge i sin grav i Guds fred, indtil den opstår til evigt liv i endnu større herlighed, end den engang havde. Den skal ikke liste rundt som et dystert genfærd og binde kræfter i kirken, som vi har hårdt brug for i den situation, der blev vor.

— Er du ganske sikker på, at det er hele sandheden?

— Hvad mener du ?

— Tror du kun, jeg kan binde? Dine medkristne, som du sad og docerede så selvbevidst for — dem følte du jo ikke ligefrem som en dødvægt i kirken ?

— Dødvægt? Sikke noget vås. Jeg følte dem Jo netop som landsmænd — som brødre —.

— Og hvad mere ?

— De imponerede mig — det har jeg jo sagt — jeg glædede mig over de åndelige og intellektuelle ressourcer, som vi har i disse egne — vi, kirken —.

— Kort sagt: Du fandt det godt, at de var, som de var ?

— Javist — sådan kan man vel sige —.

Jeg havde en mistanke om, at hun var ved at få mig hen, hvor hun ville. Vagtsomt iagttog jeg hendes ansigt, ventede på at se triumfen lyse op i det. Til min overraskelse skete det modsatte. Der blinkede pludselig tårer i hendes øjne, tårer uden uhygge, små perler af krystal der løb ned over hendes dødblege kinder. Hun prøvede at tørre dem bort med en flig af hovedlinet og vendte ansigtet mod vinduet.

— Jeg havde troet, du ville forstå det, sagde hun med sagte, besynderligt forandret stemme. — Jeg troede, du ville kunne holde af middelalderen, selv når du mødte den som spøgelse. Er du så tykpandet , at du slet ikke kan se, hvad Jeg har givet kirken i Norge? Begriber du ikke, at der var noget, som aldrig måtte gå tabt? Jeg kunne ikke sove roligt i min grav indtil opstandelsen, for kirken måtte ikke miste middelalderen; det ville være en ulykke, som ingen kunne overskue. Kirken i Norge er måske den allervigtigste del af kirken i verden i dag . . .

Hun græd åbenlyst nu, stille, ulykkelig. Jeg ville tage hendes hånd for at berolige hende, men veg tilbage for kulden, der strålede fra hendes hvide fingre.

— Jeg har ikke prøvet at se det sådan, forsøgte jeg.

— Hvordan har du kunnet lade være? udbrød hun heftigt. — Du ved, hvordan alle taler ondt om middelalderen. I de sidste fem hundrede år har Djævelen forført mennesket til at tale ondt om den tid, hvor himmel og jord favnedes for første gang siden syndefaldet og avlede noget af paradis. Ikke engang i kirken forstår man længer noget af den tid, også dér taler man ondt om den og kalder den mørk, man vender sværdet mod sit eget bryst og vil begå selvmord. Hvad var kirken uden det kristne Europas tusindårige rige?

— Sandt nok, mumlede jeg, overrumplet af hendes lidenskab. — Sandt nok —.

— Jeg mente, du ville forstå, hvorfor jeg spøger. Jeg stolede på dig, fordi jeg vidste, at du havde fået lov at se middelalderens lys. Jeg regnede med, at du skulle befri mig og give mig fred, så jeg ikke behøvede at se den onde tid, der kommer. Og så sidder du her fuld af selvretfærdighed og fuld af kritik over for det, jeg har udrettet —.

— Tag det nu roligt, bad jeg. — Tag det nu roligt! Hvad er det, du mener, jeg kan gøre for dig?

Hun vendte sine tåreblændede øjne imod mig, tvivlende, vurderende :

— Du kender de gamle eventyrs fortællinger om forgjorte mennesker, der er nødt til at leve i dyreskikkelse, indtil en, der holder af dem på trods af deres afskrækkende ydre, kommer og forløser dem med et kys?

Jeg så på mine hænder:

— Nu skal du altså passe på, hvad du siger — jeg har min kone lige inde i Stavanger, og hun er ikke bange for spøgelser —.

— Uh! udbrød hun iltert, og hendes lille, tøffelklædte fod skød frem og sparkede mig koldt over skinnebenet. — Man kan nok høre, du kommer fra et land, hvor pornografien har frie tøjler! Jeg har ikke tænkt, at du skulle kysse mig, men jeg har drømt om, at du skulle velsigne mig. Først når de kristne begynder at velsigne mig, kan jeg få fred. Men ak, hvor har jeg taget sørgelig fejl af dig!

Hun skjulte ansigtet i hænderne. Hendes skuldre rystede, og tårerne piblede frem mellem hendes fingre. Det første blålige daggry tegnede vinduets firkant bag hende. Timen var nær, hvor alle spøgelser måtte tilbage til deres dunkle skjulesteder og vente på næste solnedgang.

Tøvende rejste jeg mig, tvang mig selv til at lægge hånden på hendes hoved og blev næsten lammet af kulden og rædselen, der strømmede over i mig. Med besvær fik jeg sagt:

— Herren velsigne dig og bevare dig. Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!

Ved det sidste ord forsvandt den hvide dame under min hånd som en flamme, der pustes ud. Jeg stod alene i det tomme værelse med armen udstrakt, et øjeblik sikker på, at det hele havde været en drøm. Så faldt mit blik på den åbne bibel, som hun havde lænet sig ind over, da hun begyndte at græde. En tåre var faldet i den og havde gjort et par linier våde.

«I elskede, tro ikke enhver ånd, men prøv ånderne, om de er af Gud.» stod der.

Borte var kulden, det grønlige lys og angsten. Udenfor slog blæsten mod Utsteins mure, en god og fortrolig lyd. Jeg gik hen til vinduet og så længe ned i klostergården. hvor dagskæret voksede over fliserne.

(Publiceret i Vår Kirke)