MED BETEGNELSEN den kristne kirke tænkes i det følgende ikke på nogen speciel kirkeorganisation, men på Jesu Kristi Kirke tværs gennem alle organisationer. Prøver man at forestille sig Romerkirken, Den danske Folkekirke, Den apostolske Kirke etc. som en række sammenbyggede skyskrabere på hver 100 etager, nogle tykke og andre tynde, kan man nogenlunde forestille sig kirken som de nederste etager i hver af dem. I folkekirken måske ca. de fem nederste, andre steder måske én eller nioghalvfems, men alle vegne sådan, at hvis disse etager tages væk, falder resten af sig selv.
Denne Guds kirke er i dag stedt i en ægte konflikt: Den, der betegnes højre kontra venstre. Det er i virkeligheden ikke så meget en betegnelse som en farlig tilsløring af konflikten. Der er ikke tale om et venstre og et højre; der er tale om et ud af kristendommen og et ind i kristendommen. Dybest set kan der ikke tales om en indre konflikt, for det, der betegnes kirkens venstrefløj, ligger meget ofte uden for kirken, hos os snarere i sjette etage end i femte, som det jo navnlig er helt indlysende, hvor bekendelsens centrale sandheder fornægtes direkte eller ad krogveje. Den såkaldte venstrefløj har sin organiske forlængelse i navnkristendom, erklæret hedenskab og antikristendom, men det er ikke altid, den har nogen organisk forbindelse med kristendommen.
Her ligger den ægte konflikt, som har krav på vor udelte opmærksomhed. Men desværre vier vi i alt for høj grad vor opmærksomhed til uægte konflikter på “højre fløj”; til uægte konflikter i kirken.
Der er tre fraktioner i kirken, som fører broderstrid. Om jeg husker ret, er det Lesslie Newbigin, der ved en lejlighed har betegnet dem den katolske kirketype, den protestantiske kirketype og pinsekirketypen. Måske kunne vi her bedre give dem en anden betegnelse: Den kirkefundamentalistiske, den bibelfundamentalistiske og den åndsfundamentalistiske – idet jeg så må håbe, at man sammen med mig vil tage ordet fundamentalisme i dets egentlige og sunde betydning. Det er et godt ord; vi har ikke rigtig noget, der kan erstatte det, og det er en sørgelig ting, hvis vi lader os det fravriste, fordi man fra den såkaldte venstrefløj belaster det med alle mulige bizarre forestillinger, som må være hentet fra egne sjælelige pulterkamre, eftersom ingen fundamentalist vil kendes ved dem.
Altså: Den katolske, kirkefundamentalistiske type – hvortil naturligvis også i vidt omfang vor hjemlige højkirkelighed hører; den protestantiske, eller bedre evangeliske, bibelfundamentalistiske type; og den pinse-ånds-fundamentalistiske type, der i nutiden ingenlunde lader sig begrænse til pinsebevægelsen i traditionel forstand. Det er den trehed i den levende kirke, som synes at have en mere end tilfældig relation til Treenigheden – det behøver ikke uddybes, hvorledes det ville være temmelig let at sætte de tre typer i forhold til hver sin af de tre personer i Guddommen, uden at jeg tør påstå, at vi skal gøre det. Det er som de tre sider i en lygte, som ét og samme lys brænder i. Der er en guddommelig identitet imellem dem, og tilsammen er de kirkens rigdom.
Skal man konkretisere kirkens problem i dag, og kirkens tragedie i dag, ved jeg ingen bedre måde at gøre det på end at pege på den forargende strid imellem disse tre dele af Kristi Legeme, Den mangel på gensidig forståelse, den indbyrdes pegen fingre, den bekæmpen hinanden, som dag ud og dag ind bedrøver Gud og suger vore kræfter fra den ægte konflikt, som i dag er ført så tæt ind på os, at modstanderens spydspidser nu betegnes “kirkens venstrefløj”, og fra den sendelse, der er selve grunden til kirkens eksistens i verden.
Før vi har fået disse enorme bjælker ud af øjnene, kan vi vist ikke se klart nok til at give os i kast med den virkelige fjende: Denne verdens fyrste. Vi risikerer ligefrem at gøre ondt værre. Spørgsmålet er af helt afgørende betydning: Den ene af de tre typer kan ganske simpelt ikke eksistere og ikke tænkes uden de to andre.
Så længe denne sørgelige broderstrid får lov at fortsætte, skal vi næppe vente nogen vækkelse uden for mere lokale sammenhænge. Vi ved ikke meget om, hvordan en gennemgribende vækkelse vil forme sig, hvis den kommer; det er troligt, at den vil forme sig ret forskelligt fra, hvad vi kender fra tidligere fornyelsestider i historien. Men dét ved vi: At den vil være virket af Guds Ånd; at den vil være en tilbagevenden til Bibelen, hele Bibelen; og at den vil komme inden for kirken i ovennævnte egentlige forstand (vækkelser uden for kirken er det, vi kalder sekter; det er som fosterdannelser uden for livmoderen, hvilket som bekendt i gunstigste fald ender i abort).
Disse tre ting ved vi på forhånd om livsfornyelsen, og derfor ved vi også, at vi ikke får den, som Gud længes efter at give os den, før kirkefundamentalismen, bibelfundamentalismen og åndsfundamentalismen holder op med at bestræbe sig på hinandens og dermed deres egen udryddelse og på ny forstår sig selv som mangfoldighedens rigdom i grundlæggende enhed. Der er en nøjsomhed, som er ilde anbragt over for Gud; vi må atter vove at plyndre hele sandhedens skatkammer i stedet for hver i sit hjørne at sige, at når vi har dette, kan vi undvære hint. Det har hast, for dagene er onde, tiden er kort, og meget, meget er ugjort.
(Publiceret i Re-formatio)