PRÆDIKEN (Sidste søndag efter Helligtrekonger, Matt. 17, 1-9)

Den “lysende sky” er et af de karakteristiske naturfænomener, der regelmæssigt forekommer, hvor den himmelske og den jordiske verden berører hinanden. Det var den, der optrådte mere permanent i forbindelse med Pagtens Ark, hvor Moses talte “ansigt til ansigt” med Gud. Jævnlig har mennesker, der gennem tiderne er kommet himlen nær i bøn eller på anden måde, ment at fornemme en ulmen af denne strålesky.

I berøringsfeltet mellem himmel og jord foregår så det ejendommelige topmøde mellem nogle af GTs og NTs centrale skikkelser, der fra hver sin side træder ind på den lille stump fælles territorium, som er etableret (efter traditionen på Tabors tinde, hvor det er nemt at få en følelse af, at en afglans af stråleskyen stadig dvæler). Elias blev som bekendt optaget legemligt til himlen, og gamle overleveringer vil vide, at noget lignende skete med Moses ved hans hemmelighedsfulde bortgang fra denne verden, da Gud selv begravede ham, og “ærkeenglen Mikael stredes med Djævelen om hans lig”.

Uden Jesu tilstedeværelse var det aldrig gået godt. At nærme sig den himmelske verden med Adams synd i blodet er normalt dødsensfarligt, som at ville tænde juletræet med et kanonslag. Det havde været mindre risikabelt for Israel at vandre rundt med en atomreaktor end med Pagtens Ark; noget tyder også på, at Gud selv var betænkelig ved arrangementet, og at det nærmest var Moses, der insisterede på det. Frygtelige ulykker skete, når nogen overtrådte sikkerhedsforanstaltningerne – hellighedsforordningerne – omkring arken. Der sprang gnister af Dommedags luer.

Men med Jesus stående dér midt i den lille forsamling på Forklarelsens bjerg er det anderledes. Godt nok gribes de tre disciple på et tidspunkt af rædselen for det hellige, men de ikke blot overlever, de mærker et pust af den evige salighed. Guds helligheds ild, der fortærer synd og død, er hans kærligheds evige bål. Dybest set er himlens herlighed og helvedes flammer det samme; det afhænger kun af, om man kommer der med eller uden Kristus.

På Forklarelsens Bjerg var himlen på jorden. Nogle øjeblikke fik tre – eller fem – mennesker den anskuelsesundervisning i “Menneskesønnens komme i sit rige”, som han havde lovet seks dage før. Nogle øjeblikke var det næsten som i Edens Have, når Gud Herren gik aftentur med Adam og Eva. Peters ord: “Herre, det er godt, at vi er her”, ytret i en art tungetale, har klang af skabelsens sjette dag, da Gud selv “så alt, hvad han havde skabt og han så, hvor godt det var”.

Så er det jo blevet almindeligt at sige noget om, at det var meget forkert af Peter at foreslå, at de skulle bygge hytter og blive på stedet. Tidsånden har et dogme om, at man endelig ikke må være “frelst”, man skal sandelig være “solidarisk”, ikke noget med at sidde oppe på Forklarelsens Bjerg, man skal ned og tjene medmennesket i hverdagen, her og nu. Osv. Tit nok fremstilles det nærmest, som om en sådan hengivelse i verden egentlig er selve frelsen i acceptabel forstand, selve meningen med kristen eksistens og selve Kristi efterfølgelse; sådan gjorde Jesus, siges det, han solidariserede og identificerede sig med den fortabte verden, og det er netop evangeliet.

Gjorde Jesus det? Hvad var det, han sagde, da han kom ned fra Forklarelsens Bjerg, og det første, der mødte ham, var en dæmon, som plagede en stakkels dreng: “Du vantro og forvildede slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?”

Ikke udpræget solidarisk. Hvad han gjorde, var at drive dæmonen ud.

Der kan aldrig være tale om, at Jesus i den forstand identificerede sig med verden, ej heller om, at hans efterfølgere skal gøre det. I virkeligheden er det det stik modsatte budskab, der lyder i teksten, ikke mindst til vor tid: at de kristne alt for ofte lever i en falsk solidarisering og identificering med den vantro og forvildede slægt, at de tumler rundt i den fortabte verdens heksedans og blindes og døves og aldrig får stunder til at tilbringe nogle øjeblikke på Forklarelsens Bjerg – og derfor i realiteten mister evnen til at tjene medmennesket som kristne.

For det er deroppe i forklarelsen, at kraften må hentes, hvis kristen eksistens skal blive andet end narrestreger; hvis vi, som én skrev, skal redde de druknende og ikke bare solidarisk drukne sammen med dem. Oppe på Skriftens og bønnens tinde, hvor Jesus åbenbarer sig som den, han er: Guds søn og verdens frelser. Oppe i det himmelske lys, hvor den kommende verdens kræfter rinder af den uudsigelige glæde og den fred, som overgår al forstand.

Og evangeliet er, at der kommer en dag, hvor Menneskesønnens rige, som engang så flygtigt strålede på et bjerg i Galilæa, skal bryde frem over hele jorden og aldrig mere fordunkles. En dag, hvor synden og døden fortæres i den himmelske ild, og kærligheden og livet hersker uden grænser i tid og rum.

For som det lød til disciplene, da de senere stod under den lysende sky ved Kristi himmelfart: “Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til himlen.”

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)