PRÆDIKEN (Seksagesima, Markus 4, 1-20)

Lignelsen om sædemanden, er i det mindste ved første blik, en af de mest umiddelbart tilgængelige. Jesu egen udlægning af den for disciplene er klar og for så vidt udtømmende. Og dens aktualitet i den pulveriserende nutid er nærmest skrækindjagende.

Hvad der forekommer ubegribeligt i teksten – og måske derfor hyppigt overses – er det beske udsagn om, at “til dem, som er udenfor og ikke har fået Guds riges hemmelighed givet, kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, og høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse.”

Kan det virkelig være meningen? Fortalte Jesus ikke sine lignelser for at mennesker skulle frelses, men for at de skulle fortabes? Er der ikke en mulighed for at forstå det den anden vej rundt: at de, som intet fatter og forstår, ved brugen af lignelser skal bringes til alligevel at se og høre, så de kan omvende sig og få tilgivelse?
Næppe efter ordlyden – og så alligevel. Meningen kommer først rigtig frem, når man befinder sig på det sted i Esajas’ Bog, som der sigtes til, og som Jesus ifølge parallelteksten hos Matthæus faktisk citerede i sammenhængen. Det drejer sig om profetens beretning om sin kaldelse:

“Så hørte jeg Herren sige; “Hvem skal jeg sende, hvem vil gå bud for os?” Og jeg sagde: “Her er jeg, send mig!” Da sagde han: “Gå hen og sig til dette folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! Gør hjertet sløvt på dette folk, gør dets ører tunge, dets øjne blinde, så det ikke kan se med øjnene, ej eller høre med ørerne, ej heller fatte med hjertet og omvende sig og læges.” Jeg spurgte: “Hvor længe, Herre?” Og han svarede: “Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og agerjorden ligger som ørken!”” (l931-oversættelsen – nogle steder har den, med respekt at melde, mere marv og kerne end den nye).

Hvad der tales om, er den bitre kendsgerning – det paradoks, det mysterium, den uforklarlighed – at jo mere der hamres på forhærdelsen med sandhedens ord, jo fastere hamres den, indtil alt håb er ude. Der sker en modning til dom, netop ved forkyndelsen af frelsens budskab. Mindre alvorligt er syndefaldet ikke: det var og er og bliver et nej til Gud, også i syn og hørelse og forstand. Sådan var det på Esajas’ tid, sådan var det på Jesu tid, og sådan er det i vor tid.

Det er noget, som det er væsentligt at være klar over.

Esajas vandrede med åbne øjne i kaldet, indtil han, ifølge overleveringen, blev gennemsavet levende under kong Manasse; Jesus ligeså, indtil han blev korsfæstet under Pontius Pilatus. Deres vidnesbyrd i Bibelen skulle gerne holde øjnene åbne også på os.

Men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at sigtet med Jesu lignelser i bund og grund er positivt: at mennesker skal se og høre og fatte og omvende sig og frelses. Det er sådan, netop sådan og kun sådan, at forkyndelse i almindelighed og brugen af lignelser i særdeleshed modner verden til dommens og nyskabelsens dag.

Lignelserne er, uden sammenligning i øvrigt, en slags mini-romaner; faktisk har de givet stof til utallige romaner med temaer som den fortabte søn og den barmhjertige samaritaner. Det er et velkendt faktum, at en digtning mange gange kan åbenbare sandheden og virkeligheden stærkere end nogen faglig afhandling og helt uden om faglige forudsætninger – eller mangel på samme – hos læseren. Meningen med lignelserne var helt klart, at de skulle nå igennem dér. hvor intet andet længer kunne håbes at nå igennem, så de, der ikke kendte Guds riges hemmeligheder. alligevel skulle lære dem at kende. Og gå ind til den evige glæde.

Det skete, og sker, jo også. Der er et overordnet paradoks ved forkyndelsen, et dybere mysterium. Det sker, at de, der ser og hører uden at se og høre, ser og hører alligevel. At de, der intet fatter, dog både fatter og vender om og får tilgivelse. Det skete i Esajas’ dage, at “en rest” omvendte sig. Det skete, at mennesker i skarerne omkring Jesus tog deres kors op og fulgte ham. Det sker den dag i dag, at nogle bliver kristne.

Hvordan det så hænger sammen, unddrager sig for alvor forklaring. “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører dens susen, men du ved ikke, hvorfra den kommer, og hvor den farer hen; sådan er det med enhver, som er født af Ånden.” Her kan vi til dagenes ende lave teologi på udvælgelsens gåde, her kan Augustin og Calvin og Luther og alle andre med hang til logik gruble over forudbestemmelse kontra fri vilje, her kan specialisterne fortabe sig i infralapsarisk kontra supralapsarisk prædestination, indtil vi andre falder i søvn – ind på vore forstandsmæssige formler får vi det dog aldrig.

Men mon ikke Lazarus var temmelig ligeglad med forklaringer, da han stod uden for graven og var blevet befriet for ligklæderne. Mon ikke han bare knugede Martha med den ene arm og Maria med den anden, og så op mod solen og åndede dybt, og faldt på knæ for Jesus og sagde tak.

Mon ikke han fattede det hele.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)