Fremtidsforskning hedder en ny gren af videnskaben, som også er aktiv hos os. Formålet med denne videnskab er vel ikke så meget at prøve på at finde ud af, hvad fremtiden vil bringe som at finde ud af, hvordan menneskeheden bedst sikrer sig mod ubehagelige overraskelser i fremtiden, men Hoffmann gør i denne artikel opmærksom på, at spørgsmålet snarere er, om der bliver nogen fremtid at sikre.

Det store amerikanske tidsskrift Life bragte for nylig en serie udtalelser af topvidenskabsmænd fra mange felter, der alle ud fra hver sit ekspertområde advarede om, at den tilbage­værende del af denne jords historie, som vi har kendt den siden syndefaldet, er meget kort. Alle linier ender et sted i den nære fremtid, et sted, der efter nogle af udsagnene kan ligge inden for denne generations levetid, efter an­dre med sikkerhed gør det. Menneskets nuvæ­rende tilværelse er som en bil, hvis enkelte dele er fabrikeret til at holde hertil og ikke længer; skulle det lykkes at fremskaffe en enkelt reservedel, falder resten sammen allige­vel.

Økonomen John Kenneth Galbraith fra Harvard spekulerer ikke på, om der forestår et verdensomspændende økonomisk sammen­brud, men kun på, hvor lang frist der er til­bage. Professor Peter Franken fra Michigan-universitetet forudser et ødelæggende jord­skælv med udgangspunkt i Californien; han bliver ikke forbavset, hvis det kommer i mor­gen, men røber, at alle seismologer vil blive forbavsede, hvis det ikke er kommet om ti år. Mere svævende er formodninger om en kom­mende istid og truende strålestorme fra solen. Til gengæld kan C. P. Snow, videnskabsmand og forfatter, ganske konkret oplyse, at før dette århundredes udgang vil hundreder af millioner mennesker sulte ihjel i en hunger-katastrofe, som ingen fantasi kan udmale. De »rige landes« beboere vil sidde foran fjernsy­net og se dem dø (vi fik jo en vis træning un­der Biafra-krigen). Dette bliver den uafvende­lige »løsning« på overbefolkningsproblemet.

Gøre noget ved det? Stanford-biologen Paul Erlich siger: »Der er ingen, jeg gentager: ingen tænkelig teknologisk løsning på de pro­blemer, vi står over for,« Professor Philip Hauser, sociolog ved Chicagos universitet, me­ner heller ikke, der vil blive gjort noget alvor­ligt forsøg på en løsning; i praksis vil man blive ved at skubbe kendsgerningerne fra sig ved at trøste sig selv og hinanden med underordnede tilfælde, hvor der indtil videre gik bedre end ventet.

Økologen George M. Woodwell fra Brookhaven-laboratorierne i Upton, N. Y., konstate­rer, at vi er i færd med at udrydde alle nyttige dyr og planter og begunstige udbredelsen af alle skadelige og farlige. Mærkeligt nok har man ikke bedt nogen udtale sig om forurenin­gen som sådan, men måske regner man med, at folk véd god besked om dét i forvejen; avi­serne har længe kappedes om at meddele, at den skade, der allerede er sket ved menne­skets indgreb i naturen, er uoprettelig, at ver­denshavene er ved at dø, at de kemiske sprøjte­giftes langtidsvirkninger er uoverskuelige osv.

I det hele taget kan enhver føje til efter behag. Artiklen nævner heller ikke noget om krigstruslen – atomkrig, kemisk krig, bakte-riekrig. Ingenting om det særegne politiske vanvid, der trækker sammen i Kina som en brandbyld og inden længe vil true hele men­neskehedens organisme på den ene eller den anden måde. Ingenting om Mellemøsten, hvor det ene lag umuligheder støt lejres oven på det andet år ud og år ind. Ingenting om nar­kotika eller om den verdensomspændende op­løsning af lov og orden.

»We shall overcome«, hedder negerfrigørelsens populære slagsang – »vi vil sejre, vi vil overvinde vanskelighederne«.

Deep in my heart
I do believe
we shall overcome some day —

Sådan lød det ofte om Robert Kennedy, me­dens han kørte sit korte politiske løb under mottoet »Andre ser de ting, der er, og spør­ger: hvorfor? — Jeg drømmer om ting, som aldrig har været, og spørger: hvorfor ikke « Og så blev han myrdet, og så blev der skrevet biografier om ham, og i en af dem står der: »Vi er den generation, som har opdaget, that we shall not overcome.«
At vi ikke klarer det. Nej, for de mænd, der kunne tænkes at udrette noget på trods af alle beregninger, bliver standset af en kugle, hvis andet ikke kan standse dem. Hammarskiold, Luther King, Kennedyerne. Også det hører med til den selvtilintetgørelse, som er indbygget i den nuværende verden.

Den kristne kan ikke påstå, at noget af det forbavser ham. »Gå hen og sig til dette folk: Hør kun, dog skal I intet fatte, se kun, dog skal I intet indse! … Til byerne er øde, uden beboere, og husene uden et menneske, og ager­jorden ligger som ørken.«

Der er en sorg, han hverken kan eller skal slippe for. »Jerusalem, Jerusalem! Du, som ihjelslår profeterne og stener dem, der er sendt til dig! Hvor ofte har jeg ikke villet samle dine børn, som hønen samler kyllingerne un­der sine vinger! Og I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv.«

Men af mørket skinner lyset frem. »Når dette begynder at ske, skal I rette jer og løfte jeres hoveder, thi jeres forløsning nærmer sig.«

(Publiceret i Budskabet)