[KRONIK] “Jeg er bekymret over fundamentalismens fremmarch i nutiden,” stod der i et brev, jeg for nogen tid siden fik fra en gejstlig, som jeg med mange andre har stor respekt og sympati for.

Det gav mig adskilligt at tænke over. For det første havde jeg ikke opdaget, at vi var på fremmarch, men ved nærmere eftersyn blev jeg klar over, at det virkelig var tilfæl¬det. Det nye liv, der spirer rundt om i kirkesamfundene, er alle vegne forudsætningsvis eller erklæret fundamentalistisk, og det er efterhånden slet ikke så lidt. Den meget omtalte karismatiske bevægelse er kun en del af en langt større, verdensomspændende fornyelse, der giver sig mange andre udslag end tungetale og bønshelbredelse, bl.a. det udslag, at den nedbryder gamle, forældede skel imellem kristne og sætter nye, ægte skel i stedet, det fælles kendemærke midt i mangfoldigheden er en ubetinget tro på hele Bibelen. Naturligvis tales der også om økumeni, hvor dette kendemærke mangler, men det er svært at overse, at dér tilvejebringes den mere ved menneskelige anstrengelser end som en Åndens gave, og mere på basis af udglidning (“tolerance” kaldet) end på basis af nyt liv.
Det var lidt af et chok at opdage det, men bekymring syntes mig ikke akkurat, hvad det gav anledning til. Det gik op for mig, at bibelkritikkens dage simpelthen er talte. Det kan godt være, den beholder de fleste universiteter og andre institutioner, ja det meste af, hvad der i verdens øjne tegner begrebet kristendom. Men i den levende kirke, der skal gøre Guds gerning i den nye og efter alt at dømme sidste fase af historien, som vi allerede er inde i, får den ingen plads. Den er vejet og fundet for let.

Men hvorfor bekymrede det denne mand, som jeg vidste kun ønskede at tro på så meget som muligt i Bibelen, og som har været til stor velsignelse for mange netop ved på fremragende måde at hævde bibelteksters historiske pålidelighed? Det kaldte på selvransagelsen. Svaret ordentligt fik jeg ikke, men her skal det forsømte søges indhentet, i hvert fald i form af en skitse til et svar. Der kunne jo være andre gode medkristne, som havde lyst til at sige til andre fundamentalister, at de var bekymrede over deres fremmarch. Altså:

Kære broder i Kristus!
Du er en højt uddannet og flittig teo¬log. Jeg har en følelse af, at din bekymring hænger sammen med, at du mener, vi gør evangeliet utroværdigt og ualvorligt, fordi du på forhånd antager, at vor fundamentalisme “kun” er en trosholdning, som vi indtager og opretholder ved hjælp af nødtvungen eller frivillig uvidenhed om videnskabelige kendsgerninger, for ikke at sige ved en slags selvsuggestion, der sætter os i stand til at se bort fra disse kendsgerninger.

I så fald vil jeg ikke uden videre bebrejde dig det. Vi burde måske have sat mere ind på at gøre det klart for jer, at det ikke forholder sig sådan. Men sagen er, at fundamentali¬ster ikke, som I vist ofte mener, bruger det meste af deres tid til neurotiske forsøg på at afstive deres egen teoretiske position over for andre. De har gennemgående travlt med evangeliets forkyndelse og erfarer derunder, at den teoretiske position tager vare på sig selv. Jo mere den fuldstændige tillid til Bibelen bruges, jo mere grundfæstes den, der kunne være større grund til at afstive Himalaya end fundamentalismen.

Hånden på hjertet: Er det ligeså med bibelkritikken? Hviler I tryggere i den, jo mere I bruger den ved evangeliets forkyndelse? Eller tvin¬ges I til stadig mere neurotiske afstivninger af den (ligesom jeg, dengang jeg var bibelkritiker)?

Vi synes egentlig ikke, vi har fortjent jeres mistillid på dette punkt. Måske har du heftet dig ved, at forholdsvis få iblandt os har eksamen fra de teologiske fakulteter i København og Århus, måske er det grunden til din skepsis, men jeg vil egentlig ikke så gerne tro det.

Jeg kan godt sige dig, hvad årsagen først og fremmest er: Vi anser i vidt omfang de kilder, der nu øses af ved fakulteterne, for værdiløse eller forgiftede. Vi finder, at den officielle teologiske uddannelse mere og mere bevæger sig i et kæmpemæssigt, fasttømret system, der er opbygget ved siden af virkeligheden, uden real forbindelse med den. Vi fraråder vore unge at studere teologi, for vi mener, det vil hindre dem i at blive gode teologer. Vi har respekt for dig og de mange, der ligger på linie med dig, vi agter dig som en ægte teolog, men mener nok alt i alt, at du mere er det på trods af din uddannelse end i kraft af den (dog er vi selvfølgelig også klare over, at forholdene siden din studietid er blevet drastisk forværret efter en dyster faldlov).

Forstå mig rigtigt: Vi bøjer os for hver eneste kendsgerning, der arbejdes med ved dit fakultet. Men vi bøjer os ikke for det voksende bjerg af spekulationer, der fremstilles som kendsgerninger og ikke bliver rigtigere af, at forfatterne skriver dem af efter hinanden og bygger dem stadig længere ud i uvirkeligheden. Vi har ingen tid at bruge på den slags, bortset fra, at vi jævnlig tvinges ti! at gennemgå nogle stabler af de seneste påfund for at kunne hjælpe en og anden, der er ramlet ind i dem og har mistet troen derved.

Egentlig er du vist ikke meget ue¬nig i noget af dette — ellers ville du f.eks. næppe være med i arbejdet for oprettelse af et menighedsfakultet —, men måske har du aldrig haft an¬ledning til at tænke det til bunds? Når du og jeg i fællesskab udfolder vore små bestræbelser for at imødegå den uhyggelige opløsning af familie- og samfundslivet, der finder sted i sta¬dig vekselvirkning med opløsningen i lovgivningen, er vi helt klare over, at antikristelige, dæmoniske kræfter har infiltreret juraen, medicinen osv. Hvis vi også begge to er klare over, at det samme er tilfældet i teologien, vil du så ikke prøve på ny at overveje konsekvenserne? F.eks. muligheden for, at det svælg, der består mellem nogle af fundamentalismens antagelser og nogle af tidens “videnskabelige selvfølgeligheder”, er det svælg, vi til stadighed finder mellem sandheden og vor tids “selvfølgeligheder”?

Vi kan godt præsentere dig for fundamentalistiske teologer, hvis kvalifikationer og faglige integritet du næppe vil drage i tvivl. Fra udlandet kan du også få en lang række med doktorgrader, professortitler og international anerkendelse (så kan vi igen filosofere over det faktum, at det i praksis er givet, at en mand, der ubetinget tror på hele Bibelen, automatisk ville blive anset for ukvalificeret til et teologisk professorat i Danmark). Der er stadig fundamentalister, som af Gud bliver sendt teologiens vej, og vi iagttager med taknemmelighed, hvordan de uden skade kan træde på de slanger og drikke den gift, de derved får med at gøre. Vi tror for resten også, at du selv mange gange har haft grund til at være taknemmelig for den forjættelse.

I kan godt få teologer at tale med. hvis I ikke vil andet. Men vi er noget kede af, hvis I ligger under for en så primitiv skematænkning. I kan ikke være uvidende om de verdener, der findes uden for jeres smuldrende Verona. Det skal indrømmes, at jeg mange gange selv ærgrer mig over fundamentalister, som negligerer den intellektuelle side af deres åndelige liv og ikke magter en drøftelse på det plan (skælder dem også jævnlig ud for det), men I sammenligner ikke det bedste hos jer selv med det ringeste hos os, vel? Jeg kan ærligt sige dig, at så langt jeg kender fundamentalister, er de gennemsnitlig mere belæste og kundskabsrige på de for bibelsynet relevante felter end bibelkritikere, det ligger sikkert hovedsagelig i, at det hos dem i højere grad er lysten, der driver værket — lysten til Bibelen, kærligheden til den, ærefrygten for den, alt det, der ikke kan skilles fra den ubetingede tillid til den. Deres holdning til den minder mig ofte om et lykkeligt ægteskab, kritikernes holdning lige så ofte om et ægteskab på vej til forlis.

Selvfølgelig er det først og fremmest Bibelen selv, fundamentalister studerer (jeg kan præsentere dig for gymnasiaster, håndværkere og hus¬mødre, som både du og jeg vil få svært ved at hamle op med i bibelkundskab, for resten også en teltmager fra en ikke ukendt by i Lilleasien). Men det er ikke noget, der indskrænker vor beskæftigelse med naturfag og historie, psykologi og sociologi eller hvad du måtte have lyst til at nævne, tværtimod. Vi vil. meget gerne tale sagligt-videnskabeligt med jer og drøfte alt, hvad der overhovedet kan drøftes på forstandens plan. Vi holder meget af pseudepigrafer og aztekiske myter og tekstvarianter i håndskrifter, arkitektoniske ejendommeligheder i det nybabyloniske rige og kulstof 14-metoden og de seneste opdagelser i radioastronomien.

Vi lover, at vi ikke skal skuffe jeres tillid. Ønsker I, at vi skal begynde med at tage mål af hinandens kundskabsmæssige muskler, indvilliger vi gerne, men vi vil hellere straks gå i gang med at bruge dem, i samarbejde med jer for at komme nærmere sandheden og øge vor fælles glæde i sandheden. Kan I stille os over for kendsgerninger, som vi ikke har svar på. lover vi at indrømme det. Til gengæld har vi den tillid til jer, at I bøjer jer, hvis vi på vederheftig måde kan overbevise jer om rigtigheden af vore standpunkter. Vi har også den tillid til jer, at I vil være med til at undgå, at vi havner i kompromis’er med relative eller halve eller dobbelte sandheder (en “videnskabelig” og en “trosmæssig”) eller andre former for løgn. Det absolutte skal beholde sin absoluthed.

Vi vil ikke skjule noget for jer. Vi indrømmer blankt, at vort udgangspunkt ikke er nogen tro på, at mennesket i sig selv har evne og vilje til noget, der vagt betegnes “objektiv erkendelse” og formenes at stå suverænt i forhold til al åbenbaring og tro, den kristne inklusive. Vort udgangspunkt er troen på den guddommelige åbenbaring i Bibelen, der bl.a. lærer os, at det faldne menneske i sig selv netop søger at unddrage sig sandheden, ikke mindst i sin videnskab. Men vi indbyder jer til sammen med os at prøve at undersøge, hvilket udgangspunkt der giver basis for den mest overbevisende tydning af alle kendsgerninger i vor eksistentielle syntese, også dem, som med en for os uforståelig næserynken klassificerer som “historie”, “geografi” osv.

Vi længes efter at forelægge jer vore mange gode, videnskabelige grunde til at antage, at Eva blev skabt af Adams ribben og Jonas slugt af havdyret, at Daniels Bog er historisk fuldtud pålidelig og 2. Petersbrev skrevet af Peter. I kan vælge hvilke detaljer I vil. Vi lover at undgå al udenomssnak, al krampagtighed og alle sofisterier. Vi lover at argumentere kemisk og biologisk, tekst- og litteraturhistorisk, med respekt for alle fakta og ud fra erkendelsesteoretiske principper, som I kan godtage. Vi lover at tage Dødehavsrullerne og Javamanden og den meste avancerede parapsykologi i betragtning.

Vi regner med at lære noget af jer. Vi tror ikke, vi er alvidende, vi tror, at Gud er det. Jeg har allerede lært meget af mange ting, som du har skrevet. Hold jer endelig ikke tilbage — vi er ikke sarte, og finesser fryder os kun. En af dine meget sprogkyndige fagfæller gik engang i en anmeldelse i Præsteforeningens Blad i rette med mig, fordi jeg i en oversættelse havde brugt originalens franske transskription af et hebraisk ord i stedet for en dansk, og det havde han da ret i. Det er godt at lære af hinanden. Jeg må selv somme tider tage mig til hovedet, når jeg ser, hvad teologer skriver af juridisk eller litteraturhistorisk art i forbindelse med Bibelen. Kvinder vil sikkert tage sig til hovedet over meget af det, du og jeg skriver som mænd, børn ligeledes over meget af det, vi skriver som voksne. Men vi håber ikke, at kvinder og børn af den grund anser os for uværdige til at søge sandheden sammen med dem.

Vi er meget kede af, hvis I insisterer på apriorisk at betragte os som en samling dilettanter, I ikke kan føre seriøse, saglige drøftelser med. Vi kan ikke få os selv til at tro, at denne verden har slavebundet jer i en rammetænkning, der tvinger jer til at hente jeres kriterier fra en sammenhæng, som I selv står yderst skeptisk og kritisk over for. Vi vil tro, at sandheden er jer vigtigere end alt andet, og at I vil lade den frigøre jer.

Vi beder jer gøre et forsøg med os i stedet for bare at sidde og bekymre jer. Vi tror, at Helligånden vil være hos os, når vi taler sammen. Vi lover jer oprigtigt samarbejde i kristent fællesskab.

Vi drister os også til at love jer nogle søvnløse nætter, et større univers og en glæde, I ikke før har kendt.

Med venlig hilsen
Din hengivne
POUL HOFFMANN

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)