“En afgrund af galskab og blasfemi”, kaldte kirkefaderen Irenæus (2. årh.) de strømninger i oldtiden, der benævnes gnosticismen (gnosis – erkendelse). Det var forskellige systemer af mysticisme, magi og løbsk fabuleren, som den hedenske græske filosofi avlede med de hedenske østerlandske religioner efter Alexander den Stores erobring af perserriget, og som trængte ind i den jødisk-kristne tradition som en vansirende virus. Helt fra nytestamentlig tid forsøgte de at paradere som viderekommen kristendom. Som en af gnosticismens hovedskikkelser nævnes, formentlig med rette, Simon Troldmand i Samaria (Ap.G. 8,9-24).

‘Slangens tjeneste’
En gennemgående forestilling i det gnostiske virvar er, at den fysiske verden er noget lavt og ondt, skabt af en andenrangs, temmelig dum og ond gud. Gnostiske “kristne” veg ofte ikke tilbage for at hævde, at dette var Det gamle Testamentes Gud, håne ham som en skryder og sige sig løs fra ham, nærmest som kristne forsager Djævelen. Til gengæld opfattede de Slangen som visdommens bærer, der havde gjort mennesket en tjeneste ved syndefaldet.

Det nye Testamentes Gud anså de for Skaberens modsætning og hersker over et højere lysets rige. De betragtede menneskene som lys-ånder, der holdtes fangne i legemets mørke fængsel, og lærte, at lysguden havde sendt Jesus for at redde disse lysånder tilbage til sit lys-rige, hvor de egentlig hørte hjemme. Dette var deres begreb om frelsen. Selvfølgelig måtte de så også anse Ny Testamente for forvansket. Kristi menneskeblivelse, soningsdød og opstandelse troede de ikke på i nogen egentlig forstand; de hævdede, at han forblev “uberørt” af den mørke, legemlige verden.

I konsekvens af det hele gik de ind for vidtdreven askese og ønskede i særdeleshed ikke at befatte sig med seksual- og familieliv, men kunne (som psykologisk forventeligt) på den anden side hengive sig til rene orgier; filosofien bag dette var, at det skulle demonstreres, at “guld ikke besmittes af at blive kastet i en mødding”, dvs. at de frelste ånder kunne søle sig i hvad som helst uden at tage skade.

En ‘åndelig virus’
Alle dage siden er elementer af gnosticismens “galskab og blasfemi” brudt ud i kirken, snart her, snart der; ihærdige forsøg på helbredelse er blevet gjort, men åndelig virus er endnu sværere at få bugt med end fysisk, og det er som bekendt svært nok.

I nutiden ser det nærmest ud, som om sygdommen er blevet akut og går mod en afsluttende krise. Alle dens symptomer er til stede på én gang. Det er ikke længere blot dét, at der gennem næsten hele kirkehistorien har været en tendens til at betragte det legemlige og i særdeleshed det seksuelle som noget mindreværdigt og forestille sig frelsen som en forløsning fra skaberværket, i modsætning til det bibelske håb om skaberværkets forløsning.

Mere og mere almindeligt bliver det også at operere med en modsætning mellem Gamle og Ny Testamente som en modsætning mellem mørke og lys, at anse også Ny Testamente for forvansket og at benægte Kristi menneskeblivelse, soningsdød og opstandelse som egentlige, fysisk-konkrete, historiske begivenheder; i stedet hylles det hele i indholdstomt ordgyderi, der ikke står tilbage for de krasseste gnostikeres.

Det gnostiske brøl fra Afgrunden
I virkeligheden er det rent utroligt at se, hvordan hele vor tids kaos af frafald og djævelskab på den kirkelige arena er en præcis gentagelse af gnosticismens uhyrligheder. Når skørlevned og udskejelser griber om sig i kirkelige sammenhænge, forsvares det med aggressivt-fornærmende gnostiske betragtninger. Når der tales om, at mennesket skal finde Gud og Kristus i sig selv og “realisere” dem, at det egentlig er mennesket, der skaber Gud og ikke omvendt, at frelse er en slags psykiatrisk terapi, fordi mennesket i virkeligheden ikke er syndigt, men blot uvidende, etc., etc. – så er det nøjagtig det gnostiske brøl fra Afgrunden, der lyder igen.

Angreb på kristendommen
Mærkeligt er det derfor heller ikke, at oldtidens gnosticisme nu bliver hentet frem fra specialisternes studerekamre og spillet ud som en trumf mod bibelsk kristendom. Den fremstilles som “oprindelig” og “undertrykt” kristendom, som det typisk sker i Elaine Pagels The Gnostic Gospels, der udkom på dansk i 2.udgave i 1986 (Tabernes evangelier, Forlaget Hekla), og ikke mindst i omslagets præsentation af den. På forsiden hedder det: “Et opsigtsvækkende bibelsk/arkæologisk fund – 52 næsten 2000 år gamle undertrykte gnostiske tekster, der angriber kristendommens centrale dogmer.” Og på bagsiden: “De opfattelser af Jesu liv og gerninger, der kommer til udtryk hos mange af gnostikerne, ligner angreb på nogle af den kristne kirkes mest centrale dogmer, f.eks. den ubesmittede undfangelse og opstandelsen som historisk begivenhed. Og gnostikernes syn på kirkens funktion, på det monoteistiske gudsbegreb, forholdet mellem det menneskelige og det guddommelige, erkendelse kontra tro o.m.a. forekommer på mange måder langt mere “moderne” og relevant for nutidsmennesker, end det vi finder i Det nye Testamente (og for den sags skyld i Det gamle).”

Hvad bogen handler om, er det såkaldte Nag Hammadi-fund, der i 1945 blev gjort af en arabisk bonde i Egypten, en række papyrushåndskrifter fra det 4. årh. e.Kr. med gnostiske tekster. Mest kendt er “Thomasevangeliet”, undertiden udråbt til et “femte evangelium” på linie med de fire i Ny Testamente – hvilket foranledigede den besindige Søren Giversen, som oversatte det til dansk (Gads Forlag 1959), til i sin indledning at skrive: “Man får den mistanke, at den, der har kunnet sætte en sådan påstand i omløb, næppe har haft synderligt kendskab til skriftets indhold.”

Kampskrift
Besindighed er desværre ikke, hvad der kendetegner Elaine Pagels’ bog. Den er, skønt forfatteren bedyrer det modsatte, nærmest et kampskrift mod bibelsk kristendom, i særdeleshed mod troen på Jesu opstandelse, men bl.a. også med feministiske over- og undertoner ud fra de gnostiske Gud Moder-forestillinger. Den sejler under videnskabeligt flag (doktorkappen er vel den nyttigste forklædning i hele Djævelens garderobe), men hvordan det virkelig er fat med den i så henseende, ses allerede af en passage som denne:

“Og dog indeholder den ortodokse kristendom, sådan som den er defineret i den apostoliske trosbekendelse, nogle ideer, som mange af os i dag finder endnu mere besynderlige (end gnostikernes fantasier. PH): Kristne skal for eksempel bekende, at Gud er fuldkommen god! Og dog skabte han en verden fyldt med smerte, uretfærdighed og død. At Jesus af Nazareth fødtes af en jomfru. At han opstod fra de døde “på den tredie dag” efter at være blevet henrettet efter ordre fra den romerske statholder Pontius Pilatus.”

Vantrosskrift
Som det fremgår med al tydelighed, er bogen et trosskrift, eller rettere et vantrosskrift. Det er f.eks. også kun på den baggrund, man kan forstå dens stædige vægring ved at bøje sig for det afgørende faktum, at gnosticismen altså er et gammelt hedenskab, opstået længe før der fandtes en kristendom, som den kunne forgribe sig på.

Forfatteren er klar over det, men bliver ved at lade, som om det drejer sig om en slags autentisk urkristendom, der er blevet fortrængt af ildesindede, magt-brunstige kirkemænd. Hvad der i den forbindelse siges om kirkepolitik, er somme tider meget langt ude i det meningsløse.

Intet nyt under solen
Nogen interesse på sine egne præmisser har bogen altså ikke. Når det nok alligevel kan være nyttigt for modne kristne at stifte bekendtskab med den, er det til øget orientering om de dæmoniske kræfter i vor tid og deres dybest set ensartede karakter i så forskellige strømninger som den modernistiske teologi, nyreligiøsiteten og – sørgeligt at sige – afsporinger i vækkelsesbevægelser, inklusive den karismatiske. Den opmærksomme læser vil opdage, at der faktisk ingen forskel er på disse afsporinger og de gnostikere, der for vild i “Helligånds”-oplevelser og åbenbaringer og gik gennem overåndelighed og hovmodig separatisme ud i galskab og blasfemi.

Der er slet intet nyt under solen.

Efter den uglade vandring gennem bogen sidder man så i øvrigt med en anden og større belønning: en uendelig taknemmelighed for, at Bibelen er nøjagtig, som den er, og en lige så uendelig fornyet vished om dens evige, saliggørende sandhed.

(Publiceret i Udfordringen)