INTERVIEW (Anders Raahauge)

Poul Hoffmann er kristen forfatter, en sjældenhed, men til gengæld med et forfatterskab så stort bag sig, at det kan gøre det ud for fleres værk. Over 30 titler er det blevet til siden debuten i 1953, flere af bøgerne er oversatte til andre sprog og med de seneste af sine skønlitterære bøger har Poul Hoffmann tiltrukket sig opmærksomhed og stigende anerkendelse uden for sin faste læserkreds. Han fylder 60 i morgen og KD’s udsendte besøgte ham i hans domicil i Hillerød.

Poul Hoffmann, De har skrevet over 30 bøger men ikke mange kender dem. Føler De dem overset som forfatter herhjemme?
– Nej! Og da slet ikke i den betydning at jeg skulle føle mig på nogen måde utilfreds eller bitter, slet ikke. Men der består da en hurdle i den omstændighed at mit forfatterskab er bevidst kristent. Der findes mange og stærke fordomme mod kristen litteratur. Det er fordomme som både er begrundede og ubegrundede. Begrundede for så vidt at vi har haft tradition for den opbyggelige litteratur, den hvori vi møder den fordrukne hedning der tilfældigt tumler ind i missionshuset, bliver omvendt og får sognets smukkeste pige. Den tradition har i ulykkelig grad præget dansk kristen litteratur.
– Men vi har jo inden for den “verdslige” litteratur også forfattere som Morten Korch og Ib Henrik Cavling, og ingen finder på at bebrejde en Anders Bodelsen deres eksistens. Man må heller ikke glemme at kristen litteratur også er C. S. Lewis og Dostojevski.

Er Deres sagprosa og Deres romaner blevet modtaget forskelligt?
– Ikke det jeg har lagt mærke til. Dog læses teologisk sagprosa jo ikke meget uden for kirkelige kredse. Måske den skønlitterære del af mit værk når længere ud.

Er der en af de to dele som De selv regner for vigtigst?
– Nej, det ville være som at spørge en mor om, hvilket af sine børn hun sætter højest. Jeg er altid mægtigt optaget af den bog jeg netop er ved, og de hænger tit sammen i den forstand at mine fagbøger ofte er forstudier til romanerne.

Med Deres stærke kritik af moderne teologisk videnskabelighed fremstår de selv som fundamentalist i deres forhold til teksterne. Hvordan vurderer De den fundamentalistiske bølge der for tiden behersker den islamiske verden?
– Fundamentalist! Ja, hold bare fast ved det ord. Det er et godt ord. Hårene rejser sig på hovedet af folk når de hører det. Man må holde sig for øje, at der er to strømninger i muhammedanismen. Muhammed trådte oprindelig frem som trosfælle til jøder og kristne. Han kommer senere i konflikt med jøderne i Medina, og skriver herefter meget negativt om jøder og kristne. Muhamedanerne kan idag selv vælge, hvor de vil lægge vægten. Khomeny vælger den negative holdning, Sadat valgte den positive men blev altså skudt. Han ønskede at anlægge en trefløjet helligdom på Sinai-bjerget, bestående af moske, synagoge og kirke. Men hans linie er ikke blevet videreført af andre, og jeg tror, at muhamedanismen nu med tiden vil blive kristendommens hovedfjende.

Videnskaben som dogme

Deres modvilje mod bibelkritikken efter Bultmann må bringe Dem i vanskeligheder med at forklare Biblens mange direkte modsætninger. Eller sådanne eksisterer måske ikke i Deres øjne?
– Nej, det gør de ikke. Det er et fastlåst dogme, at de skulle præge teksten. Bibelkritikken er også en fundamentalisme, blot en anden type. Den er en serie vrangforestillinger fra en tid, hvor denne videnskabelighed var umoden. De påståede resultater er da blevet låst fast i bøgerne og føres videre, idet man skriver af efter hinanden. Ikke een af de bøger, der beskæftiger sig med urigtigheder i tidsbestemmelse o.l. i de bibelske bøger, står for en prøvelse, ingen af dem holder.

Så Bibelen er ikke skrevet af mennesker men af Guds finger?
– Nej, ikke af Guds finger, men den er skrevet ved en integration af Guds ånd i mennesker. Jeg vil dog godt gå så vidt som overhovedet muligt og sige, at jeg tror på at Eva er skabt af Adams ribben, og at Jonas bogstaveligt opholdt sig i hvalfiskens bug. Det er ikke bare, hvad jeg tror, det er videnskabelige facts, som jeg er parat til at diskutere holdbarheden af med hvemsomhelst.

De mener at hedenskabet nu atter hersker. Har kirken egentlig nogensinde hersket?
– Ja, i Middelalderen var der theokrati, et sakralt herredømme, som næsten var et verdensherredømme. Da herskede troen i en absolut forstand, som vi dårligt gør os forestilling om idag.

Protestantismen regner jo med den lutherske sondring mellem de to regimenter ikke kirkens verdslige magt?
– Nu er Luther jo ikke evangelist. Han så tit rigtigt men så også tit forkert. Der er jo bred enighed om idag at han tog fejl i f.eks. jøde-spørgsmålet.

Men dette hedenskabets fremskridt viser, at vi nu er i de sidste tider?
– Ja, det holder jeg fast ved. Det er ikke apokalyptiske visioner, jeg har, men nøje læsninger som viser det. Nu ser vi jo for første gang også videnskabeligt, hvordan verden kan gå under. Alle er angste, undtagen de kristne som intet har at være angst for.

Hvem er så de kristne? Kierkegaard har jo sagt, at man ikke kan kende troens ridder på det ydre.
– Jeg må bekende at jeg heller ikke er begejstret for Kierkegaard. Især hans sene værk med kirkekampen forekommer mig ikke sundt. Men det vil jeg ikke komme specielt ind på, dertil er mit kendskab til ham for begrænset.

Gorbatjov og den russiske kirke

Men der er vel også tegn i tiden som De må finde positive. Gorbatchov tillader nu import af bibler til den russiske kirke, og i USA fejrer den kristne fundamentalisme triumfer?
– Jamen der er da også meget positivt i tiden. Jeg har personligt stor fidus til Gorbatchov. Mange siger, jeg er naiv, men jeg tror ikke det blot er taktik. Men den dybere sammenhæng, der løber under det hele, er en kamp mellem Guds og Satans magter. Vi har det faste løfte, at dødsriget ikke skal få magten, men det er større end nogensinde før. Og jeg tror ikke på, at der er nogen vækkelser på vej. Hvert land har sin tid, Danmark har haft sin og er nu brændt ud, og man kan ikke tænde ild i aske.

De har talt om “her og nu” som rationalismens slogan medens den kristne har blikket vendt mod det kommende. Er det ikke et sværmeri i lighed med det, De anklager Deres a-kristne samtid for, at dvæle ved det hinsides? Den Danske Folkekirke er jo luthersk, og Luther viser mennesket hen til sin hverdag og sin næste?
– Luther var bestemt ikke fremmed for det tilkommende i sund kristen forstand. Man må finde den rette balance: vi kan kun være rigtigt hjemme i den”ne verden, hvis hjertet er åbent for det tilkommende.
– Desuden må man fastholde, at denne verden er dødens verden, hadets verden, og den er ikke noget at holde fast på. Dog er den skabt af Gud. Det forholder sig med den som med Danmark under besættelsen, den er besat af en fremmed magt, og man længes efter befrielsen.

“Kærligheden” er et begreb der står centralt i Deres forfatterskab. Men beskriver De den ikke hyppigt som en oplevelse af nydelse og æstetik? For kristendommen er vel menneskets egenkærlighed problemet?
– Ord som nydelse og æstetik duer ikke her. Kærlighedserfaringen er en salighedserfaring. De andre ord er alt for langt nede, det er ord, der tager udgangspunkt i mennesket. De skal have deres udgangspunkt i Gud. Glæden begynder og slutter i Gud. Vi kan ikke have nogen superlovforkyndelse. Da er jeg atter anti-lutheraner. Der må sættes en vældig streg under dette: vi elsker fordi han elsker os først.
– Egenkærlighed er, når vi vender os selv mod det onde, når vi integreres i Djævelens ånd, og da er vi jo ikke selv uden ansvar i den forbindelse.

Folkekirken

Hvordan er Deres forhold til Den Danske Folkekirke?
– Den Danske Folkekirke er en provins af Kirken. Men den er mange ting, det er mange trosformer, der rummes under den hat. Desværre også mange hedenske, der går ind for reinkarnation og lignende. Det er kedeligt med denne indtrængen af fremmede, hedenske trosformer, de der frembærer dem udgør vores tidsalders filistre. Men jeg er selv medlem af folkekirken, for den er stadig en provins. Ikke mindst Menighedsfakultetet og Det Danske Bibelinstitut er institutioner, der her har betydning for mig.

For afslutningsvis at lande på jorden igen: har De en ny bog på bedding?
– Ja, jeg sidder for tiden og arbejder med et tredie bind af min Ester-trilogi. Den er planlagt til udgivelse i 1990.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)