For en gangs skyld har en tv-produktion gjort mig ubetinget glad i alle dens faser. Da tv fra min arbejdsplads i dette monopolets 12. time endnu er et nationalt anliggende, og da emnet har perspektiver i større format, tillader jeg mig dette private afsæt. Det drejer sig om en samtale med forfatteren Poul Hoffmann, udsendt forleden under titlen “Fra døden til livet”.

Forarbejdet – “researchen” – kastede glæde afsig. I forvejen havde jeg mere spredt nippet til den imponerende produktion af essays, prædikensamlinger og først og fremmest romaner, 35 bind i alt, værsgo og læs! Nu læste jeg mere og i sammenhæng, og hvad jeg før kun havde anet, stod skærende klart: Vi har i Danmark en sær, anderledes og derfor grotesk overset forfatter i en ganske betydelig litterær/kunstnerisk vægtklasse. Det er pinligt sent at gøre denne glade opdagelse, men mig bekendt er ingen kollega i medieverdenen kommet mig i forkøbet, og det er da nogle gange mere pinligt – for os alle sammen.

Det mundtlige forarbejde – samtaler med Hoffmann – gjorde mig både glad og nervøs. Jeg bilder mig ind, årenes rutine har lært mig at identificere et emne, der kan klare 40 minutters fjernsyn, ret hurtigt og nogenlunde præcist. Det var Hoffmann. Men ville han bevare sin indre og ydre ro og den dermed følgende blide autoritet, når isenkrammet kørte?

Optagelserne jog alle bekymringer ud. Vi havde ikke drejet én rulle, før jeg vidste, at den mands stille sikkerhed er så meget natur, at den aldrig kan udlevere ham til en kunstig positur. Han er den, han er, for han har en tryghed, der ikke hører denne verden til. Vi optog og redigerede et godt program.

Folk så og hørte
Men dermed er en tv-produktions skæbne ikke tegnet færdig. Vil det gå ind hos seerne? Ikke behage dem, men ildne dem til opmærksomhed, modsigelse eller accept. Jo, det gjorde Hoffmann. Mine kilder er aviserne, breve og telefonopringninger. Det er vigtigt og rigtigt at bruge tv til episk og filmisk komplicerede, tidskrævende og dybdeborende programmer. Men i grunden er det tilstrækkeligt at anbringe vore apparater foran et betydeligt menneske og bede vedkommende berette, hvad der er vigtigt at fa sagt. Det gjorde Hoffmann. Om betydningen af at kende hele historien, om tegnene på verdens undergang i vor samtid, om kærligheden og det evige liv, om et kristent menneskes muntre forventning. Folk så på ham – og hørte efter!

Jeg blev meget glad. Poul Hoffmann og jeg deler ikke kirkebænk. Hans teologi og samtidssyn er ret forskellige fra mit ståsted og min udsigt. Men efterhånden som produktionen skred frem, blev det program mere og mere vigtigt. Ingen siger det, han siger. Som en både skånselsløs og kærlig udgave af den gammeltestamentlige profeti. De fleste fortællere i landet taler nogenlunde ens. Han siger det stik modsatte. Alene derfor har vi brug for at høre ham.

Ikke mange på det niveau
Og det fører mig så til det større perspektiv. Sagt, så det ikke skulle være til at misforstå:

Poul Hoffmanns placering og behandling i dansk litteraturliv er en skandale og en katastrofe. Gang på gang bliver hans bøger ignoreret af anmeldere; han er stort set ikke omtalt i nogen fremstilling af nutidens danske litteratur; det litterære parnas har ikke drysset en eneste hædersgave på ham; ikke så meget som en smule er tilfaldet ham fra statsmidlernes højbord; bibliotekerne fører kun et yderst beskedent udvalg af hans værker; og som det groteske symbol over alle: denne myreflittige, kompromisløse kunstner, der gennem alle årene har levet i økonomisk tarvelighed og derfor kunne have glæde af det, er ikke på finansloven!

Selv er han for beskeden og optaget af vigtigere sager til at gabe op. Mine overvejelser om at inddrage elementet i tv-portrættet mødte klar modstand (men han bestemmer ikke, hvad jeg skriver som fri mand i aviserne!). Ud bør det! Nogen bør blive røde i hovederne, skamme sig og rette op på uretten!

Nu kunne man indvende: Flid og redelighed er ikke nok. Det er så sandt. Men er der nogen, der tør frakende Hoffmann kunstnerisk kvalitet? Må jeg se dem? Hvorfor er han en af de mest oversatte nulevende danske forfattere? Hvorfor giver man ham endog meget rosende anmeldelser, når han overhovedet betænkes med den hæder? For egen regning: Vi har ikke ret mange på det niveau.

Litterær Dreyfus-skandale
Hvordan er denne litterære Dreyfus-skandale blevet til? Det spørgsmål bør besvares af dem, der er dens ignorante (eller kun alt for vidende!) skarprettere: smagsdommerne, anmelderne, litteraterne, medlemmerne af legatbestyrelser og statslige udvalg, de ideologiske blegansigter og deres kæmpeslæng af medløbere. Noget ordentligt, anstændigt svar vil de aldrig kunne give, men lad os dog høre dem. Åh, det er så ringe, så ringe, som de gamle sagde på min hjemegn, når noget var så gement, at ordentlige mennesker ikke kunne gengive det.

Da jeg på ingen måde er et ordentligt menneske, vil jeg være nedrig nok til at give den forklaring, at Poul Hoffmann er kristen. Ikke mildt ingemannsk som Møllehave. Ikke kulturradikalt åbent som Aalbæk Jensen. Men opviglerisk urkristen – stik imod tidsånden med dens flade modetyranni og spaghettislaskede venstreorientering. Han skriver Fortabelse, Frelse, Helvede og Himmel med store bogstaver. På tavshedens djævleø med sådan en sær fanden, der i alt for uhyggelig grad ville kunne isne den øvrige fårefloks gensidige gnubbevarme!

Men hans bøger står der, når tiden er inde!