PRÆDIKEN (12. søndag efter Trinitatis, Markus 7, 31-37)

Det er ikke altid nemt at holde salontonen, når det drejer sig om kærligheden.

En ældgammel babylonisk myte fortæller, at dengang Gud dannede mennesket af markens ler, lod han sig halshugge og blandede sit eget blod i leret. En rå og frastødende tanke? Ja, indtil man opdager, hvor præcist den forudskygger selve Kristi offer og Den hellige Nadvers mysterium.

Eller en anden uhøviskhed til belysning af dagens tekst. Højsangens: “Dine bryster skal være som vinstokkens klaser, din ånde som duften af æbler, dit mundvand som den dejligste vin, der flyder rigeligt til mig og drypper over læber og tænder.”

Orker man ikke at tænke i den slags kategorier, orker man heller ikke at forstå, hvad det nærmere var, der skete, da Jesus tog den døvstumme til side, stak sine fingre i hans ører, spyttede og rørte ved hans tunge. Eller da han, ikke længe efter, førte den blinde i Betsajda uden for byen, spyttede på hans øjne og lagde hænderne på ham. Eller, nu vi er i gang med at tage tyrene ved hornene, da han i Jerusalem spyttede på jorden, lavede dynd med spyttet, smurte dyndet på den blindfødtes øjne og sagde til ham: “Gå hen og vask dig i Siloadam- men.”

Hvad var det for noget griseri? hvisker det i det moderne menneske”, som lige har siddet og set de sidste tv-reklamer for de nyeste fænomenale vaskepulvere og tandpastaer og hygiejnebind. I bedste fald prøver han at trøste sig med, at man nok i den “primitive” lægekunst på Jesu tid tillagde spyt en magisk-helbredende virkning, og at Jesus altså på det punkt var “barn af sin tid”. Eller – siden de syge jo faktisk blev helbredt – at han gemte sig bag almindelig mirakeldoktor-praksis for ikke at blive trådt helt ihjel af patienter, jf. hans stadige formaninger til de helbredte om ikke at “sige det til nogen”. Men det er mildest talt noget andet, det drejer sig om.

Hvad der virkelig sker, er, at Jesus, som delagtig i Faderens almagt og alkærlighed, genskaber de ødelagte organer hos de syge, i dette tilfælde høre- og taleorganerne, i de andre nævnte tilfælde øjnene. Dyndet, han laver til den blindfødte, er at sammenligne med den jord, hvoraf Gud dannede Adam.

Det er i kirkens historie hændt, at Jesu disciple har gjort det samme, efter hans eget løfte. Padre Pio af Pietrelcina, som blev kaldt “den nulevende helgen”, indtil han døde for nogle år siden, helbredte således i 1949 en ung arbejder, hvis ene øje var blæst fuldstændig væk ved en dynamiteksplosion, mens det andet var blindet af stensplinter. Kan man helbrede et øje, som ikke er der? Nej, men den unge mand fik på ny to raske, sunde øjne. Der var end ikke et ar.

Der er så meget, man ikke forstår, og så meget, man går glip af, hvis man ikke rigtig får fat i, at det i ramme, bogstavelige alvor er Gud selv, der vandrer på jorden i Jesus, og det forstået både som Kærligheden selv og Skaberen selv. Det er det, der åbenbares allerede ved Jesu første under, da han forvandlede vand til vin ved brylluppet i Kana. Det var en skabelseshandling; det uorganiske stof vand blev til den organiske vin, som den uorganiske jord blev til levende væv ved skabelsen af Adam og ved helbredelsen af den blindfødte. Jesus “åbenbarede sin herlighed”, som Johannes skriver, ved at åbenbare sin skabermagt, “og hans disciple troede på ham”.

Fordi Jesus er Skaberen selv – hvis det bliver for svært at fastholde i bevidstheden, må man læse indledningen til Johannesevangeliet noget oftere – er intet, absolut intet, uden for hans magtområde. Når han i Den hellige Nadver blander sit blod med vort ler, findes der ikke længer grænser i tid eller rum, i fred eller glæde, i tro eller håb eller kærlighed. “Den, der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag.”

Det er kærlighedens nærkontakt. Hvis det ikke er høvisk, er det værst for høviskheden. Hvor uhøvisk foregår ikke skabelsen af et barn?

Spørgsmålet er så bare: Kender du den længsel efter at spise og drikke ham? Det der med aldrig at kunne komme ham nær nok, aldrig at kunne blive tilstrækkelig ét med ham.

Ret forstået er det slet ikke muligt at stille det spørgsmål i salontonen. Der var faktisk også nogle af hans disciple, som, da han rigtig skar det ud i pap for dem, fandt, at det var så hård tale, at de ikke kunne holde ud at høre på det og forlod ham.

Forlod vejen og sandheden og livet.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)