PRÆDIKEN (8. søndag efter Trinitatis, Matt. 7, 15-21)
Der er en anden af de metoder til at skelne mellem sande og falske profeter, som anvises i Bibelen, der kan vække en vis undren, nemlig den, som Moses gav Israel:
“Hvis en profet taler i Herrens navn, og hans ord ikke indtræffer og går i opfyldelse, da er det et ord, som Herren ikke har talt.”
Det opfattes ofte på den måde, at det blot drejer sig om, hvorvidt en spådom om fremtidige begivenheder går i opfyldelse. Hvad så med Jonas’ proklamation i Nineve: “Om fyrre dage bliver Nineve ødelagt”? Nineve omvendte sig som bekendt og led ingen overlast. Jonas var jo da ikke en falsk profet!
Nej, for opfyldelsen af en profeti er noget mere end spådomsopfyldelse. Hvad Moses sagde, var i virkeligheden det samme, som Jesus sagde. Den sande profeti er noget, der sættes ind i verden for at virke det gode. Kaldet til omvendelse var indbygget i Jonas’ profeti, og den gik i opfyldelse på lykkeligste måde (selv om det ikke huede Jonas). Modsat er den falske profeti noget, der sættes ind i verden for at virke det onde, jf. f.eks. Sidkija, der i Første Kongebog sender Akab i døden med sine sejrsprofetier.
Den sande profetis opfyldelse er dens gode frugter, den falske profeti bærer onde frugter. Det er prøven på, om det drejer sig om ord sat ind i verden af Sandhedens Ånd eller løgnens. Det er prøven på, om profetens ånd er integreret i den ene eller den anden.
Hos forkyndere i nutiden er der en på sin vis prisværdig tilbageholdenhed med at sætte navn og adresse på de falske profeter. Jævnlig peges der dog, med åbenbar god grund, på den nyreligiøse jungle. På det sidste er det navnlig blevet almindeligt at fremdrage “dommedagssekter”, der bruger giftgas eller foranstalter masseselvmord. Desværre slår det ofte over i advarsler mod alle, der taler om “dommedag”, og undertiden i antydninger af, at enhver, som nærer konkrete forventninger om Kristi genkomst, er en suspekt, potentiel psykopat. Også dette er i virkeligheden en af “dommedagssekternes” onde frugter: de blokerer for beskæftigelsen med tidernes tegn netop nu, hvor der nok er større grund til at beskæftige sig med dem end nogen sinde. Det er jo traditionel satanisk strategi til enhver tid at mistænkeliggøre den mest aktuelle sandhed.
“Mange falske profeter skal stå frem og føre mange vild,” sagde Jesus i sin store profetiske tale om de sidste tider. Til de vildførte hører også de kristne, der netop på grund af de mange falske profeter afviser al tale om de sidste tider.
Noget andet, der undertiden føres frem, når talen er om falske profeter, er de ekstatisk-sværmeriske kredse, som visse amerikanske tv-evangelister har stået som eksponenter for, indtil de til mediernes jubel blev grebet i utugt og økonomisk kriminalitet. Men det er nok et spørgsmål, hvor godt betegnelsen “falske profeter” passer i det tilfælde; falsk profeti er ikke det samme som aparte optræden og moralske fald. Så var det mere nærliggende at tale om falske profeter der, hvor man i menneskealdre under påberåbelse af intellektuel redelighed og ud fra visse videnskabelige teorier, der i realiteten hører hjemme på samme museum som det ptolemaiske verdensbillede, har maltrakteret Bibelen og forkastet snart sagt hvert eneste led i trosbekendelsen eller tømt alle dens begreber for bibelsk indhold og pumpet dem op med modernistisk gas. Det er trods alt i det regi, at afkristningens syndflod er skyllet overjorden.
Men det er sjældent, at eksemplerne på falske profeter hentes i de darwinistiske og marxistiske klunke-saloner, måske fordi det er temmelig store maskiner at få ørerne i. Eller måske fordi disse strømninger er for inderligt i pagt med noget i det faldne menneske. Ord fra Esajas’ dage spøger i nyhedenskabets nat:
“De siger til seerne: I må ikke se noget! og til profeterne: I må ikke se syner om sandheden! Tal ord, der forfører os, se syner, der bedrager os! Vig bort fra vejen, bøj af fra stien, skaf os af med Israels Hellige!”
Værst bliver den falske profeti, hvor den er ønsket.
Når Menneskesønnen kommer, mon han så vil finde troen på jorden? Vil der stadig være nogen, der gør Guds vilje?
Ret blikket et andet sted hen. Han, som taler også i denne dags tekst, er ham, som i sin sidste bøn på jorden sagde: “Fader, jeg vil, at hvor jeg er, skal også de, som du har givet mig, være hos mig.”
Evangeliet – det er ham.
(Publiceret i Kristeligt Dagblad)