PRÆDIKEN (16. søndag efter Trinitatis, Lukas 7, 11-17)

Hvad var det for en frygt, der bredte sig ved Nains byport i det øjeblik, hvor der ikke skulle have været plads til andet end den uendelige glæde?

Ærefrygt, frygten for det hellige? Måske frygten for dommens dag? Og måske noget mere -?

Det er svært at få den frygt i Bibelen sat på formler. Den ytrer sig alle vegne, hvor Guds rige åbenbares og dødskræfterne viger, og den giver sig sære, somme tider helt sindsforvirrede udslag. Da Jesus begyndte at uddrive dæmoner i gadarenernes egn, bad de ham ganske enkelt gå sin vej og lade dem beholde dæmonerne, “for de var grebet af stor frygt”. Da han opvakte Lazarus, erkendte ypperstepræsterne øjensynlig underet – “den mand gør mange tegn” – hvorpå de besluttede at slå både Jesus og Lazarus ihjel. Da apostlene efter pinsedagen drog ud i Andens kraft, “kom der frygt over enhver sjæl” – og forfølgelserne brød løs.

Samme absurde reaktioner forekommer gennem alle tider, også i vor del af verden, omend i øjeblikket under mindre morderiske former. Når eksempelvis moderne saddukæere skrider til i medierne at forsøge at overbevise sig selv og andre om, at der ikke er nogen opstandelse og ikke noget evigt liv, sker det gerne med en vis aggressiv-forpint undertone, der røber, at de i virkeligheden nages af bevidstheden om, at døden ikke er det sidste, men ikke kan bære tanken og er parat til lidt af hvert – også i retning af vrøvl – for at blive den kvit. Det må ikke være sandt.

Det værste er, at det nok er fornemmelser, der kan røre sig også i kristne, som kommer opstandelseskræfterne så nær, at realiteterne rigtig begynder at gå op for dem. Det er det værste, ikke mindst fordi det lammer bønnen om Jesu genkomst og forhaler verdensgenfødelsen. Det er et resultat, som sand gudsfrygt aldrig kan give.

Men der er nok også en hel del af en særlig form for menneskefrygt i det. Frygten for de døde og det døde. Frygten for alt det og alle dem, der gerne skulle blive i graven. Det behøver ikke dreje sig om skeletter i skabet i mere dramatisk-kulørt forstand. Måske er det bare noget med nogen, som man nødig vil møde igen. Nogen og noget. Hvad man nu sådan hver især kan huske sig til. Et og andet tilfælde, hvor døden så dejligt har løst et problem, eller i hvert fald kan håbes at gøre det. Og hvor opstandelsen så forbasket vil genskabe det.

Hvis døden skal være problemløser, bliver opstandelsen den store problemskaber. Opstandelsen rummer som sådan ingen frelse, ingen fred, ingen uendelig glæde. Tværtimod, den kan være frygtindgydende, i bogstavelig forstand.

Der kommer en dag, hvor alle de døde og alt det døde rejser sig og står omkring dig. Herrens dag med dommen – var det Sartre, der sagde, at vi er hinandens helvede? Det var i hvert fald ham, der i “Lukkede døre” forestillede sig, at vi skulle være det i al evighed.

“Ve jer, som længes efter Herrens dag.” sagde Amos i lovens tid. “Hvad vil I med Herrens dag? Mørke er den, ikke lys. Den er, som når man flygter fra en løve og møder en bjørn; man slipper ind i huset, støtter hånden mod væggen og bliver bidt af en slange. Ja, Herrens dag er mørke, ikke lys, mulm uden lysskær.”

Hvem kan på de betingelser lægge lidenskab i bønnen “komme dit rige”?

Men så var der Simon Peter, som også lærte frygten at kende, ved den store fiskefangst: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Og så skete der noget mere. Jesus svarede: “Frygt ikke.”

Det sagde han, som er opstandelsen og livet, han, som skænker nåden og tilgivelsen, han, som kan ændre fortiden lige så vel som fremtiden. Det sagde han, kærligheden selv, som i kærlighedens harme kommanderede døden til at forsvinde fra enken og hendes søn, og som i kærlighedens ulidelige sorg ikke ville leve i den evige salighed, hvis han ikke fik os med. Hvor i ånd eller sjæl eller legeme er der så plads til nogen frygt for opstandelsen?

“Deri er kærligheden fuldendt i os: at vi har frimodighed på dommens dag.” skrev Johannes. “For som han er, er også vi i denne verden. Frygt findes ikke i kærligheden, men den fuldendte kærlighed fordriver frygten; for frygt er forbundet med straf, og den, der nærer frygt, er ikke fuldendt i kærligheden. Vi elsker, fordi han elskede os først.”

Det er i Jesus, at freden er at finde. Frelsen og freden og den uendelige glæde. Det er i ham, at Herrens dag er lys helt uden mørke.

Komme dit rige. Amen, kom. Herre Jesus.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)