[KRONIK] Under den massive propaganda for reinkamationslæren, der nu breder sig som åndelig virus i vesterlandene og også er trængt langt ind i kirkerne, påstås det undertiden, at reinkarnation er »bevist«, at der er mennesker, som »husker« tidligere inkarnationer eller ligefrem er i stand til at »genopleve« dem, og at de kan »dokumentere« det ved at give oplysninger om forhold fra disse tidligere tilværelser, der kan efterkontrolleres. Der tales og skrives om den slags tilfælde, tit nok overbærende eller affejende over for »tvivlerne«, og kristne kommer undertiden i anfægtelse: Hvis det kan bevises, hvad så?

Der kan være grund til eftertrykkeligt at sige, at absolut intet bevis for reinkarnation nogen sinde har foreligget eller kan komme til at foreligge. Et enkelt eksempel vil vise det klarere end en lang udredning.

I 1922 udsendte den kendte domprovst i Roskilde H. Martensen-Larsen sit efterhånden klassiske værk Spiritismens blændværk og sjæledybets Gåder. Anden del af det er en selvbiografisk skitse af en forhenværende spiritist ved navn A. Carolsfeld-Krausé, der skildrer sin lange lidelseshistorie, før han slap fri af den verden af kogleri og dæmoni, som han havde indladt sig med. Om én af de kontrolånder, der efter tur beherskede ham og uvægerlig endte med at afsløre sig som raffineret ondsindede og bedrageriske, fortæller han som følger:

»En kvindelig ånd, der brugte engelsk og spansk i skrift og tale, drog mig længere og længere ind i spiritismens teorier. Jeg troede dengang på, at der var noget sandt i reinkarnationen, og denne ånd bestyrkede mig deri, især da vi efter lang tids forløb havde sluttet os sammen og kendte hinanden nøje. Den fortalte da, at den i en tidligere inkarnation havde været min søster… Det blev lange fortællinger, jeg fik om vores fælles oplevelser under vore jordiske samliv. Siden havde den ustandselig været ved min side, hidtil skjult, men nu åbenbar – ved Guds særlige nåde. Vi havde bl.a. levet et jordeliv sammen i Andalusien; derfra, forklarede den, stammede min forkærlighed for Spanien og for det spanske sprogs andalusiske dialekt.

Det var under min forbindelse med denne ånd, at jeg sporede en videre udvikling af min mediumitet i retning af clairvoyance, klarsyn. De første tegn dertil var som sædvanlige vage og ufuldkomne, men dog tydelig overnaturlige. De fremkom under samtaler med ånden. Det første, jeg så tydeligt, var et billede, der dannede sig i luften, hovedet og brystet af en pige med kulsort hår, ansigtet i profil, smukt og kraftigt skåret, smilende med halvåben mund, hovedet lidt tilbagekastet, blikket rettet på skrå mod mig… Dens tales lyd var vidunderlig smuk, enkelte ord kunne gøre det dybeste indtryk – navnet Sevilla f.eks. blev udtalt på en ubeskrivelig måde, som et suk, som et åndepust. Den talte spansk, afvekslende med dansk og engelsk, blandede sprogene sammen, brød ud i udråb på spansk og drev stemningen op til højtryk, så jeg så mig selv og ånden som børn vandrende i Sevillas gader. Jeg så denne by i månens skin, hvorledes den hævede sig over det mørke oleanderkrat og tegnede sig med skarpe konturer mod nattehimlen, som et eventyrslot af skinnende marmor. Vi stod sammen på en gammel fæstningsmur, halvvoksne, sorthårede og smukke. Pigen stillede sine nøgne arme mod muren, hovedet hvilede mod den ene hånd, røde roser hang i klynger over de hvide kalksten. Det var nat og alt var stille. Et strålende og féagtigt landskab lå udbredt under os, med Guadalquivir og Sevilla. »Hører du Guadalquivir sukke. som den flyder dernede, Andalusiens flod,« hviskede ånden. »Hører du hundene gø derovre på den anden bred? Hvor er dog natten stille – hvor er dog månen hvid. Mærker du blomsterduften? Føler du, at vi igen er i Spanien, i vort land, i Sevilla!« Og i ekstase udbrød den: »Tu mi hermano! alma mia!« (»Du min brodér, min sjæl.«)

Også denne ånd, der altid havde udvist en engleagtig æterisk kvindelighed og høj gudsfrygt, afslørede sig selv en skønne dag pludselig med rå og gemene udtryk, hånede mig, fordi jeg havde troet på den – og forsvandt.«

Så vidt Carolsfeld-Krausé. Sikkert kunne han have fortalt mange flere detaljer fra sin oplevelse af det fortidige Sevilla, og højst sandsynligt ville de have vist sig autentiske i det omfang, de lod sig eftergå. Synet bærer præg af at være vendisk, dvs. at det, han »så«, var en virkelighed; de roser havde virkelig blomstret og de hunde virkelig gået engang. Utallige lignende henrykkelser i tid og rum beskrives i parapsykologiens materialesamlinger.

Men løgn og bedrag var det altså; det havde intet med reinkarnation at gøre.

Hvad der reelt sker i sådanne tilfælde, kan beskrives som fænomen, men det drejer sig om en proces, der foreløbig unddrager sig »teknisk« forståelse, og som ytrer sig med visse nuancer i mediumitet, psykometri, personlighedsspaltning mm.

Personen føres på én eller anden måde ind i et andet menneskes intellekt, eller omvendt. Der synes knap at være grænser for, hvad ånderne kan tappe af både afdødes og levendes bevidsthedsindhold og formidle til andre i deres eget øjemed. Hvis de, der lader sig kue af »reinkarna-tionsoplevelser«, vidste mere om, hvad der faktisk foregår i spiritismens og okkultismens nat og tåge, hvor alting er noget andet, end det giver sig ud for, indtil der nås et stadium, hvor Djævelen kaster masken, ville de ikke finde på at opfatte den slags som beviser for noget som helst. Men det er desværre en kur, som man ikke kan henvise nogen til; man kan ikke anbefale nogen at udsætte sig for pestsmitte for at blive helbredt for kolera.

Dette er ikke stedet til at begynde at diskutere med den opfattelse, at ånderne og åndsverdenen »slet ikke eksisterer«. Som tingene udvikler sig, bliver der i det hele taget mindre og mindre tid at spilde på den gamle overtro, der hedder den »videnskabelige« materialisme og rationalisme. Hvor mange dybdepsykologiske hatte den end stadses op med, hører den ikke hjemme andre steder end på de menneskelige tåbeligheders bugnende museum.

Hvad det her drejer sig om, er udelukkende at få slået fast, at ganske ligegyldigt hvad der berettes og vil blive berettet om tilfælde af »bevist« reinkarnation, behøver kristne ikke skænke det nogen opmærksomhed, undtagen naturligvis som endnu et udtryk for den nyhedenske antivirkelighed, som det »moderne menneske« fanges i og lider i og går til grunde i. Når mennesker slipper den bibelske sandhed og indlader sig med afguderne (træffende kaldet »møgguderne« i den nye prøveoversætteLse af Gamle Testamente), lægger de sig blot for et kaos af gøglespil og bedragerier fra mørkets magter. Og den helt store forførelse iværksættes givetvis af disse magter nu, hvor det gælder at køre reinkarnationstroen ind i den fordum kristne verden. For hvis nogen med ét eneste ord vil fornægte alt, hvad kristendom er og hedder, skal han eller hun blot sige: reinkarnation.

Hvor reinkarnationslæren optræder, behøver kristne aldrig spørge om mere; der er ikke tale om kristendom, men om antikristendom. Men over for mange af denne læres tilhængere vil det nok desværre være forgæves at fremføre kendsgerninger og argumentere fornuftsmæssigt. Der er jo sket det bizarre, at reinkarnationen i vesten er kommet til at stå ikke blot som noget »spændende«, men som noget godt, noget attråværdigt, noget, der tænder håb i Dødsskyggens Dal; dermed er den blevet genstand for en militant tro, der .interesserer sig lige så lidt for facts som udviklingstroen. Kunne disse naive vesterlændinge dog ikke lige prøve at lytte til de folk i østerlandene, som dette hedenskab er kommet fra, og som har en realistisk holdning til de forestillinger, det drejer sig om, først og fremmest Buddha, hvis indsigt og erkendelse nok på mange måder var den højeste, et menneske kan nå til uden den bibelske åbenbaring. Buddha. der stod på ligbrændingspladsen og løftede sin hånd mod himlen og svor at vie sit liv til at finde en vej ud af tilværelsens helvede; Buddha. som ikke vidste noget om frelsen og opstandelsen og verdensgenfødelsen, men var så pinagtigt klar over menneskets mareridtssituation i faldets og dødens verden, at han forkyndte en tilbagevenden til ikke-væren som forløsningen; Buddha, der så sjælevandringen som den store forbandelse.

Jeg mindes nogle år tilbage i tresserne, hvor jeg underviste i kristendomskundskab på Invalideredes Oplysnings-Forbunds Aftenhøjskole i København. Der var nogle af de ældre elever, som i mange år havde beskæftiget sig med »åndsvidenskab« i forskellige udgaver og troet på reinkarnation. De blev ved at komme til mig den ene gang efter den anden med angst i øjnene, for at jeg igen og igen skulle forsikre dem, at der ikke fandtes nogen reinkarnation. Denne tanke, der i deres yngre år havde stået for dem som noget interessant og godt, havde nu, hvor døden ikke var så fjern, afsløret sig for dem som den store rædsel og håbløshed. De havde opdaget, hvad det virkelig drejede sig om i reinkarnationslæren: at mennesket skulle miste sin identitet og være forbandet med det ene liv efter det andet på dødens vilkår.

Satans ønskedrøm, den grufulde modsætning til Guds frelsesplan.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)