Evolutionslæren har nu monopoliseret uddannelsessystemet og medierne så længe, at enhver kritik af den modtages med undren og mistænkeliggørelse

Tak til Christian Nicholas Eversbusch og Steen Ras­mussen for et par urbane ud­fordringer i diskussionen om skabelse kontra udvikling. Det er næsten en fornøjelse at blive modsagt på den må­de.

Christian Nicholas Evers­busch skriver: “Hoffmann har jo slet ikke fremført no­gen reelle argumenter for sin evolutionskritik.” Nej, og Jan Stolt fremførte heller ikke nogen reelle argumenter for den holdning til skabel­sesberetningen, hvormed han startede debatten. Men forholdet er nok det, at i den almindelige bevidsthed står evolutionslæren, efter i ge­nerationer at have monopoliseret og regeret uddannel­sessystemet og medierne, med en sådan vælde og selv­følgelighed, at der ikke føles noget behov for at se den be­grundet, mens kritik af den fornemmes som en løjerlig­hed, der må retfærdiggøre selve sin eksistens.

Realiteten er, at hverken Jan Stolt eller jeg har haft anledning til i denne debat at redegøre for baggrunden for vore standpunkter. Skulle vi gøre det, ville det blive en anden debat, som ikke hører hjemme i en avis. Selvfølge­lig kunne jeg begynde at plukke argumenter frem af bunken, men hvor stor tål­modighed redaktionen end ville vise, ville det give et helt utilstrækkeligt indtryk af bunkens størrelse. Der skal noget i bogformat til, hvis der skal være tale om en bare nogenlunde fair re­præsentation over for de evolutionistiske biblioteker, som har oversvømmet ver­den.

Så kunne jeg give mig til at opregne nogle evolutionskritiske standardværker, men blot et rimeligt katalog af den art ville også sprænge rammerne her. Når Christian Nicholas Eversbusch imid­lertid så venligt ytrer inter­esse for, hvad jeg kunne ha­ve at fremføre, turde jeg må­ske i ydmyghed nævne mine essays fra de seneste år “Di­nosaurerne og syndfloden” (1996) og “Åndernes kamp” (1998), hvori der også findes litteraturhenvisninger, som kan føre videre.

Til Steen Rasmussens før­ste spørgsmål: Hvad jeg har ment med legitime måder og midler i ægte videnskabelig forskning, er etisk legitime måder og midler. Eksempler på, hvad der ikke er legitimt, er lidelsesvoldende dyrefor­søg og eksperimenter med aborterede fostre.

Hvad videnskabsteori i almindelighed og diskussio­ner om videnskabelig meto­de i særdeleshed angår, mener jeg ærligt og redeligt, at det ofte bliver til noget, der på utålelig måde antaster den menneskelige erken­delse i dens uopgivelige fri­hed, et produkt af en helleni­stisk hjemekrampe, som er lykkeligt fremmed for Bibe­len.

Specielt med hensyn til falsificerbarhedskriteriet kan jeg meget anbefale Steen Rasmussen og andre inter­esserede et bekendtskab med “The Battle of Beginnings” (InterVarsity Press 1996) af Del Ratzsch, professor med speciale i videnskabsfiloso­fi. Den giver bl.a. et udmær­ket indtryk af, hvor relativt og forældet den østrigske fi­losof Karl Poppers falsifiseringsdogme er. Måske skal jeg til beroligelse nævne, at forfatteren ikke er betonfundamentalist som jeg. Bogen har undertitlen “Why Neither Side is Winning the Creation-Evolution Debates”.

Til Steen Rasmussens an­det spørgsmål: Når to automekanikere har en retstvist på deres felt, skal dommeren ikke være automekaniker. Han skal være jurist, natur­ligvis forpligtet til i fornød­ent omfang at sætte sig ind i det autofaglige og eventuelt indhente bistand fra sagkyn­dige, uvildige instanser. Par­terne skal hver især frem­lægge deres sag bedst mu­ligt, hvorpå dommeren træf­fer sin afgørelse.

Siden Darwins dage har tilhængere af evolutions­læren og tilhængere af den bibelske skabelseslære hver især fremlagt deres sag bedst muligt (om end evolutionstilhængeme altså praktisk talt har skaffet sig monopol på de store informationskil­der). Gennem 50 år har jeg fulgt parternes indlæg med en lidenskab for naturhi­storie, som jeg har haft siden barndommen, og tør på det grundlag – endnu en gang – sige: “Juridisk er afgørelsen klokkeklar: evolutionsteori­en er i bund og grund uhold­bar, umulig og kassabel, mens der ikke kan indvendes noget reelt videnskabeligt mod den bibelske skabelses­beretning.”

Men da jeg ikke nærer il­lusioner med hensyn til, hvor mange der vil anse mit votum for udslagsgivende, har jeg i stedet henvist til den verdenskendte juraprofessor Phillip E. Johnsen, som har gjort et tilsvarende arbejde med at sætte sig ind i sagen og er kommet til samme resultat.

Til Steen Rasmussens tredje spørgsmål: ja, jeg er overbevist om, at skabelses­beretningen fundamentalt set fortæller, både hvordan tingene hænger sammen, og hvorfor. Og på det funda­ment er der så arbejde for både naturvidenskab og teo­logi, nu i tiden og siden i evigheden, hvor vi skal vin­de stadig dybere indsigt i altings livsalige hvordan og hvorfor. Men hvor funda­mentet opgives, bliver det ikke til andet end pseudonaturvidenskab og pseudoteologi. Evolutionismen er hovedeksemplet på det første, men fører i næste instans og­så til det sidste.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)