Lys og lygte

PRÆDIKEN (4. søndag efter påske, Joh. 16, 5-15)

Når Jesus havde prøvet at forklare sine disciple, at han skulle korsfæstes og dø og opstå fra de døde, “fattede de intet deraf, det var dunkel tale for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt”, som Lukas skriver. Nu, på tærskelen til de altomvæltende påskedage, lover han dem, at når han kommer til Faderen, vil han sende dem Helligånden, og så skal de forstå det. Endnu påskemorgen, da Maria Magdalene stod over for ham ved den tomme grav og slog kløerne i ham i et forsøg på at begribe det, hun så med egne øjne, måtte han fortælle hende, at det ikke nyttede: “For jeg er endnu ikke steget op til Faderen”, underforstået: I har endnu ikke fået Helligånden.

Men Helligånden kom på pinsedagen “som et fremfarende vældigt vejr” (1907-overs.), og da forstod hun og alle de andre. Da troede de, hvilket ikke vil sige, at de bekvemmede sig til at godtage en postuleret sammenhæng, men at de nu vidste og mere end vidste, at Jesus var død og opstanden til verdens frelse. Da slog de rod i den evige sandhed og det evige liv. Hvor uantageligt, ja ulideligt det end havde lydt, at det var gavnligt for dem, at Jesus gik bort, opdagede de, at sådan forholdt det sig.

Det er den samme realitet, enhver kristen lever i. Uden Helligånden nytter det hele ikke noget. Evangeliet er som en slukket lygte. Det er så let for mennesker at tænke: Kunne jeg bare selv have gået rundt med Jesus i Galilæa, kunne jeg bare selv have mødt ham efter opstandelsen, kunne jeg bare selv komme til at slå kløerne i ham. Men det ville ikke nytte noget. Ikke uden Helligånden.

Helligånden viser hen til Jesus, understreges det ofte med en vis formanende undertone i udlægninger af denne tekst. Ja, og Jesus viser hen til Helligånden. En person i Treenigheden kan aldrig reduceres til fordel for en anden. I Helligånden er Gud hos os på jorden nu. Han bliver hos os til evig tid og vejleder os til hele sandheden.

Det var Helligånden, der vejledede de mennesker, som skrev Ny Testamente, så de skrev hele sandheden, også alt det, som Jesus ikke havde kunnet sige sine disciple før sin død og opstandelse, fordi de ikke kunne bære det. Og det er samme Helligånd, der skænker den kristne troen på det alt sammen, den lykkelige over-viden om, at sandheden er sandhed.

Forbløffende forskelle kan der være mellem kristne, ikke bare mellem os på den folkekirkelige Titanic og dem ude i de frikirkelige redningsbåde, men mellem missionsfolk og karismaiikere og højkirkelige og Israels-venner mm.; endeløst kan vi brokke os over hinanden. Men en erfaring og et vidnesbyrd er alle kristne fælles om: jo større fylde af Helligånden der af Guds nåde skænkes den enkelte og menigheden, jo stærkere og mere frydefuld tegner Bibelens sandhed sig; jo dybere forstås Bibelen, jo ivrigere læses den, jo højere værdsættes den. Det er en erfaring og et vidnesbyrd, der aldrig har manglet i ægte vækkelse og fornyelse, ja som har vist sig som selve skelnemærket for ægthed. Hvor den nye bibelglæde ikke er til stede, hvor man eventuelt begynder at skrive Bibelen om eller ligefrem skrive nye bibler på grundlag af egne “åbenbaringer” – der er der altid tale om sværmeri og dæmoni.

For ligesom Helligånden lukker Bibelen op, lukker de onde ånder den i. Hæmninger og blokeringer i forholdet til Bibelen er et ubedrageligt symptom på okkulte belastninger i videste forstand. Det går igen overalt i faglitteraturen om dæmonologi og eksorcisme. I svære tilfælde er mennesker med lidelser af den art – selvforskyldte eller uforskyldte – simpelthen ude af stand til at åbne en bibel og bliver regulært syge, hvis de nødes til det (ildebefindende, black-out, uberegnelige affektreaktioner). Når de til at prøve at læse i den, giver ordene ingen mening for dem, eller også forekommer det dem absurd indlysende, at det, der står, er forkert. Den bibelske lygte er fuldstændig slukket for dem.

Men hvert eneste menneske er på en gang genstand for og på liv og død deltager i kampen mellem Guds Ånd, der vejleder til hele sandheden, og Djævelens ånd, der vildleder til hele løgnen. Og siden syndefaldets dag er mennesket i sig selv i pagt med den sidste.

Vor forstand i mørkets bånd
kan jo ikke sandhed kende,
uden din den gode Ånd
vil sit lys i os optænde.

Desværre er det nok også en almindelig erfaring blandt kristne, at lygten kan begynde at flakke i stormen i vor tids åndelige polarnat. Så gælder det at holde sig nærmere til ham, der ikke bare har lyset, men er lyset.

Lygten er jo. Gud være lovet, altid til rede.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)

Leave A Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *