PRÆDIKEN (Trinitatis søndag, Johs. 3, 1-15)

Mon ikke mange, der læser denne tekst, får en følelse af næsten fysisk at mærke en sagte luftning af nattevinden der, hvor Jesus og Nikodemus sidder i rembrandt’sk clair-obscur ved en olielampe, mens tyste møl flagrer på grænsen mellem lys og mørke?

Eller er det Åndens stille susen? Vinden, der blæser, hvorhen den vil.

Man skal nok holde måde med forklaringer til den underligt levende tekst. Svarene på nogle af de spørgsmål, den rejser, må have lov at “blæse i vinden”. Jesus advarer selv Nikodemus mod overdreven forklarings-jagt: “Du skal ikke spekulere på det, jeg sagde om at blive født på ny”. Der er nemlig ikke ret meget ved den åndelige fødsel, forstanden kan få hold på. Det er ikke rigtig den forstandsmæssige indfaldsvinkel, der dur.

Det, der kan vides, burde Nikodemus som lærer i Israel allerede vide. Det står med al mulig klarhed hos Ezekiel, i den store skildring at frelsens tid tor Israel:

“Jeg vil stænke rent vand på jer, så I bliver rene. Jeg renser jer for al jeres urenhed og for alle jeres møgguder; jeg giver jer et nyt hjerte og en ny ånd i jeres indre. Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min Ånd i jeres indre, så I følger mine love og omhyggeligt holder mine bud”.

Hvis en lærd farisæer og rådsherre ikke kan den tekst på fingrene, må han gå hjem og repetere den. Men hvis han ikke ud fra egne erfaringer med Guds Ånd forstår, hvad det drejer sig om, nytter det alligevel ikke ret meget. Og hvis han og hans partifæller og embedsbrødre ikke kan følge med, når Jesus taler til dem om disse ting, som de kan have kendskab til på jorden, hvad grundlag er der så for at tale til dem om den frelse, der er besluttet i himlen, hvor han alene er hjemme?

Hvorpå Jesus så alligevel giver sig til at forklare frelsen, som han er kommet for at bringe (dagens prædike-tekst-udsnit slutter lidt sært uden hensyn til denne sammenhæng). Sikkert har han alligevel fundet en basis for forståelse hos den oprigtige farisæer.

Men det ændrer ikke ved, at forsøg på at fatte den åndelige fødsel “ovenfra” (som ordet, der oversættes “på ny”, også kan betyde) uden Guds Ånds egen oplysning er dømt til at mislykkes. Forstemmende kan det være at se, når moderne Nikodemus’er prøver, eventuelt med al god vilje, at identificere Helligånden med et eller andet psykologisk eller socialt fænomen, som i virkeligheden hører hjemme i de moderne møgguders sfære. Og mere end forstemmende kan det blive, når nogen sværmerisk forveksler Helligånden med sjælelige stemninger pisket op ved fyndig tale og musik under former, der meget let slår over i en art kristeligt ferniseret gruppedynamik. (Nej, det er ikke noget angreb på den karismatiske bevægelse, det er kun fordi det er bedst at hente den slags illustrationer i sin egen baghave; hvis vi i den karismatiske bevægelse fra starten havde været mere opmærksomme på denne risiko, kunne vi have undgået nogle alvorlige afsporinger og tilbageslag.)

“Vi taler om det, vi ved, og vidner om det, vi har set”, sagde Jesus om sig selv og disciplene. Hvem der ikke virkelig gør dét, skal ikke sige ret meget om den nye, åndelige fødsel. Og kriteriet for, hvornår nogen gør det, må, så længe nådegaven til at bedømme ånder er en mangelvare, hentes på det objektive plan, i Bibelen, f.eks. på det citerede sted hos Ezekiel.

Det altafgørende skelnemærke er kærligheden: Er stenhjertet blevet levende? Er der tegn på den kærlighed, som er lovens opfyldelse? Den kærlighed, hvorom Paulus skriver, at uden den er selv det voldsomste fyrværkeri af åndelighed nul og nix?

For uden den – uden en smule af den – er ingen “genfødt til at bo i de levendes land”, som Grundtvig skriver i sin profetiske salme “O dejlige land”. Det er en så gennemgribende forandring, at det ikke bare må beskrives som en ny fødsel, men er en ny fødsel, i virkeligheden endnu mere skelsættende end dengang vi blev født i smerte og fryd til livet.

For det er fødslen til det evige liv.

O kærligheds Ånd!
Lad barnlig mig kysse din strålende hånd,
som rækker fra Himlen til jorderigs muld
og rører vort øje med fingre som guld,
så blålig sig hæver bag buldrende strand
det dejlige land.
(DDS 649)

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)