»På hin dag skal Israel, sammen med Egypten og Assyrien, være en velsignelse midt på jorden, som Hærskarers HERRE velsigner med de ord: Velsignet være Egypten, mit folk, og Assyrien, mine hæn­ders værk, og Israel, min arve­lod.«

Det er sagt af profeten Esajas (Es. 19,24 f). Ord, der er levende og fulde af håb nu, 2700 år senere, i en situation, der under alle andre synsvink­ler end Bibelens tegner sig nok så håbløs.

Israel og dets nabolande (på Esajas’ tid omfattede Assyrien nogenlunde det nuværende Irak og Syrien) som en velsig­nelse midt på jorden – tanken er for så vidt naturlig, I dag som på Esajas’ tid er Melle­møsten verdens brændpunkt; sådan har det faktisk været si­den Noas dage. Og områdets ressourcer er, som altid, af en størrelsesorden, der kunne synes at høre hjemme i 1001 Nats eventyr. Det gælder ån­deligt og kulturelt og også ma­terielt.

Der er jo kommet et og an­det for dagen om Mellemø­stens olierigdomme i nutiden; men det er på ingen måde bare dét. Ved De for eksempel, at alle de penge, der nogen sinde har været i verden, ikke kunne betale kemikalierne i Det døde Hav? Eller ved De, at mens jøderne udgør ½% af verdens befolkning, udgør de 62% af verdens nobelpristagere?

Vel, jeg har ikke selv kon­trolleret disse regnestykker, og hverken økonomi eller geni skaber jo i sig selv velsignelse. Men derude omkring Jerusa­lem ligger de, Israels land og de andre gamle bibelske lande, hjemland og længselsland for enhver, der kender Abrahams Gud. Skønhedens og romantikkensog mysteriernes lande, men først og sidst åbenbarin­gens og frelsens lande, hvis magt over sindet er af mere end jordisk art. Det er himmelstråler, bjergene og flo­derne gløder i derude; det er Zions fyrtårn i verdensnatten, der oplyser de stille ørkener og de lune have og de gyldne byer.

En velsignelse midt på jor­den – det kunne de blive, og det er de bestemt til at blive. For så vidt kunne »hin dag«, som Esajas taler om, blive dagen i dag.

Men der er noget, som står i vejen. Velsignelse må gro i sandhed, og sandheden om Mellemøsten er oftest hjemløs i nutidens politiske sammen­hænge. Bibelens sandhed. Derfor løber velsignelsens kræfter stadig på ny ud i ha­dets og krigens afgrunde. Der­for er der mange, der i dag næ­sten føler Mellemøstens lande som en forbandelse midt på jorden.

Selve den tanke, at Israels nationale genopstandelse i Pa­læstina skulle have noget at gøre med løfter og forudsigel­ser; Bibelen, mødes tiest med et skuldertræk eller en hove­drysten i de moderne tider; be­tragtes som noget sværmeri, ikke en alvorlig overvejelse værd. Det eneste, der anses for realistisk, er de historiske og økonomiske kriterier, som har bevist deres utilstrækkelighed i katastrofe efter kata­strofe. Derfor må verden undvære sin velsignelse.

At være optaget af begiven­hederne omkring Israel i Bibe­lens lys bliver mange gange også betragtet som en anti-arabisk holdning. Det er en misforståelse, der kan være lidt svær at finde sig i. Jeg er ikke anti-arabisk! Jeg har til­bragt år af mit liv med at prøve at formidle til andre noget af min egen kærlighed til den arabiske verden.

Guds tanker om velsignelse gælder selvfølgelig – som det klart og på flere måder tilken­degives i Bibelen – Israel og dets naboer; og derigennem altså hele verden. Den eneste endelige sejr, der kan tænkes i Mellemøsten, er sejren for Is­rael og araberne. Sejren for os alle.

Men ingenting tyder på, at den sejr nogen sinde vil blive vundet på det politiske plan. Ingenting tyder på, at den overhovedet vil blive vundet under den nuværende ver­densorden. Velsignelsen kommer nok ikke, før Kristus kommer, han, som er sandhe­den selv. Det er noget, der til­hører en ny æon.

Det er Gud, der bygger i Mellemøsten i dag; og han bygger for en verden, der kommer, men endnu ikke er. Han bygger for en verden uden synd og død; han bygger noget, som mennesker ikke kan rive ned, og som aldrig skal forgå, og som er over al beskrivelse vidunderligt.

Jeg har en ven, som jeg en dag mødte på gaden kort efter, at han var kommet hjem fra Is­rael.

»Nu har jeg fundet ud af det!« sagde han. »Nu har jeg fundet ud af, hvorfor jeg altid er deprimeret i månedsvis, når jeg kommer tilbage fra Israel. Både her og derude kan man se Bibelens profetier gå i op­fyldelse. Men her er det alt det negative, der er opfyldelsen; dér er det alt det positive.«

Ja, en lignende depression har mange kristne mystikere kendt, når de vendte tilbage fra deres henrykkelser til den himmelske verden og igen skulle finde sig til rette her i mørket og kulden mellem gra­vene. Denne næsten lam­mende aktualisering af kontra­sten mellem liv og død, mel­lem Guds rige og Djævelens – det er den, der også kan for­nemmes meget voldsomt i mødet med den dobbelte op­fyldelse af Bibelens profetier om tidernes ende: Den nye verdens fødsel – og den gamle verdens død.

Alle vegne kan man se den gamle verden i færd med at gå under nu. Der er vel ingen ste­der, hvor det ses tydeligere end her hos os i Europa; luften forpestes allerede af Antikrists ånde. Det Europa, der, som Johannes Jørgensen siger, er vort fædreland – katedralernes Europa vi mister det; det synker som et åndeligt Atlantis i dæmonernes hav. Det er svært at holde ud.

Men så mister vi det ikke al­ligevel, for midt i den gamle verdens aske fænger allerede den nye verdens flammer.

Når det siges sådan, er der kristne, som vil vente, at der nu skal tales om de mange helbredelser ved bøn og andre undere, der sker i vor tid. Og det kunne vi udmærket gøre; det var dejligt, om vi havde stunder til at tale om alt det, Gud gør i vore dage.

Men et af de største undere, menneskeheden nogen sinde har set, det sker derude om­kring Jerusalem, hvor Gud fører sin vilje igennem på trods af mennesker, når han ikke kan få lov at gøre det i kraft af mennesker. Hvor det i sidste instans dog bliver hans plan, der udfolder sig gennem alt, hvad der sker.

Hans plan om velsignelsen, som skal gro ud over hele jor­den.

Og gøre den til én stor kate­dral for det sande menneske­livs evige gudstjeneste.

(Publiceret i Udfordringen; oprindelig bragt som morgenandagt i radioen)