[KRONIK] Det er altid en tilfredsstillelse at få en gåde løst, især når den har berørt én temmelig stærkt.

En gåde har den i 1973 af­døde professor J. R. R. Tolkiens forfatterskab hidtil været. En filolog, der giver sig til at skrive om begivenheder i fjerne æoner, før vor egen verdensalders begyndelse, ikke blot om mennesker, men om elverfolk og spøgelser og drager og væsener, som ingen før har hørt om – og skriver på en sådan måde, at materialistisk-invaliderede nutids­mennesker glemmer deres dæmoniske velstandsjag, at tidens politiske og ideologiske kævlerier kommer til at tage sig ud som uvedkommende kedsommeligheder, ja at de for­pinte og måske dødsangste fø­ler lindring.

Noget kolossalt, noget vi­dunderligt, men også noget uforklarligt og foruroligende. Jeg mindes, hvordan jeg et år efter at have læst Tolkiens hovedværk, kæmperomanen “The Lord of the Rings” (dansk udgave “Ringenes her­re”), opdagede, at jeg tænkte på den ti gange om dagen, og måtte tage et tag i mig selv, næsten som for at unddrage mig en hypnose eller forhekselse. Elverskud? Det var i hvert fald en overgang min hensigt at lære elverskrift ef­ter anvisningerne i appendix E i bind 3. Jeg mærkede noget som en understrøm, der for­ræderisk ville føre mig over i den næste uhyggeligt levende verden, som Tolkien har skabt ved siden af den reelle. (Der findes et helt leksikon, “The Tolkien Companion”, udarbejdet af J. E. A. Tyler, hvis rubrikker ikke giver be­sked om ting, personer og forhold i det virkelige univers, men i Tolkiens roman-univers.)

“Nu skal vi huske, at det kun er i Tolkiens verden, at troldmænd kan være rare og stå på Guds side.” sagde jeg engang til min søn.

“Ja. ” svarede han, “men vi ville ikke have noget imod at leve i den verden, vel?”

Rygtet ville vide, at der rundt om på jorden ligefrem dannedes religiøse samfund med Toikien som profet og “The Lord of the Rings” som bibel.

Ikke desto mindre -. En dag kom jeg ind i en boghandel tilhørende Tolkiens forlag (Allen & Unwin) i London og så hans portræt på væggen, om­givet af østerlandske og ve­sterlandske hedenske reli­gionslærere og filosoffer, åbenbart forlagets øvrige for­fattere. Nå ja, tænkte jeg, de kan vel ikke se forskellen; det er jo ikke åndelige kriterier, der står i forgrunden for kommercielle forlag.

Det var ikke muligt sådan blot at klassificere fænomenet Tolkien som noget ukristeligt eller antikristeligt. Denne ægthed i skildringen af lys og mørke, denne højhed og ren­hed i hjemlig hverdag og fortumlende romantik og lykke­lige eventyrligheder, disse helbredende kræfter i selve værkets udstråling. Hele den vældige saga om krigen mod det sataniske i “den tredje verdensalder” var i virkelig­heden fuld af frisk ilt og vide horisonter til en kristen for­kyndelse, som vi ofte gør så indeklemt, så blegsottig. Eller med ord af en af de største kristne forfattere, vi har haft på evangelisk grund, C. S. Lewis:

“Hvis Ariosto kunne kap­pes med (“The Lord of the Rings”) i fantasirigdom (hvil­ket han faktisk ikke kan), ville han stadig mangle dens heroi­ske alvor. Der har aldrig væ­ret fremstillet en fiktiv ver­den, som på én gang var så broget mangfoldig og så tro mod sine egne indre love, så tilsyneladende objektiv, så ubesmittet af en forfatters rent individuelle psykologi, så vedkommende i menneskets aktuelle situation og alligevel fri for allegori. Og hvor fine schatteringer er der ikke i stil-variationerne, så de passer til de næsten endeløst skiftende scener og skikkelser – komi­ske, hyggelige, episke, uhyr­lige og diabolske”.

Det er mig ikke bekendt, om Toikien også var en be­undrer af Lewis (sandsynlig­heden ville tale for det), og hvordan forholdet i det hele taget var imellem dem. Men Lewis’ bøger, i særdeleshed de syv bind i Namia-serien, hører til de meget få i mo­derne litteratur, der rigtig kan sammenlignes med Tolkiens. Ellers må parallellerne hentes i middelalderen. Selve interi­ørerne i “Ringens herre” er. fremfor noget andet, ridderti­dens, omend en række andre påvirkninger også lader sig spore, lige fra de gamle øster­lande til oldnordisk mytologi. Tolkien lægger heller ikke skjul på, at han i første række henter sin inspiration i den gamle keltiske romantisk-heroiske sagnskat, som også middelalderen øste så rigeligt af. I nutiden er det vel navnlig de drømmeagtigt sødmefyldte fortællinger om kong Arthur og hans riddere, der endnu kendes, om ikke andet så fra “Prins Valiant”.

Før mødet med “Ringenes herre” havde jeg faktisk slået mig til ro i den overbevisning, at verdenslitteraturen aldrig ville sætte en blomst med lifligere duft og farve end Tho­mas Malorys “Le Morte d’Anhur” fra 1469, hvori Arthur-digtningen kulminerer (hellige skrifter selvfølgelig uden for sammenligning). Det var en ejendommelig fornem­melse nu at sidde med noget, der muligvis var middelalde­rens største digterværk – skrevet i det 20. århundrede. Og på en eller anden måde blev problemet pågående: det forstyrrer freden, når man står over for et værk af lyse næt­ters skønhed og jævndøgns-stormes vælde og ikke véd, om man har med Gud eller Fanden at gøre.

Afgørende skelnemærker var ikke nemme at finde. Sandt at sige er der også tvivl­somme ting i „Le Morte d’Arthur”. Endda en trold­mand, som står på Guds side (Merlin). Og når Tolkien fremstiller elverfolkene som gode væsener, i strid med slægternes erfaring, gør Lewis somme tider det, der er værre, i sit dejlige Narnia med det store mylder af mytiske skab­ninger.

Jeg læste “Hobbitten” (som er en slags indledning til “Ringenes herre”) og nogle andre mindre ting af Tolkien uden at blive klogere, fik så for travlt til at gøre mere ved det, begyndte at affinde mig med at måtte leve med elver-skuddet -.

Og nu pludselig kommer mysteriets opklaring, i form af en ny stor Tolkien-bog, “The Silmarillion”, fire år efter for­fatterens død. (Skulle nogen ikke vide, hvad silmarillerne er for noget, kan det oplyses, at det var tre berømte ædel­sten, som elversmeden Fëanor gjorde i de første tider; i dem strålede lyset fra de hel­lige træer i gudelandet Valinor, men Melkor – Satan – ra­nede dem og bragte dem til Midjord, hvor de blev årsag til uendelige tragedier). Det er Tolkiens søn Christopher, der har samlet bogen ud af en me­get stor mængde efterladte manuskripter, sikkert så godt, som det kunne gøres. Den ud­sendes over hele verden på engelsk i et førsteoplag på over en halv million hardback-eksemplarer – et tal. som man “mere plejer at for­binde med udsendelse af nye oversættelser af Bibelen”, no­terer forlaget. Tja -.

Forlaget kan også meddele, at Rayner Unwin “ser den som den første store litterære skabelsesmyte siden det baby­loniske Gilgamesh-epos”. Hvad i alverden Mr. Unwin kan mene med noget sådant, er svært at vide, eftersom Gilgamesh-eposet visselig ikke er en skabelsesmyte. Men det er jo et felt, hvor der i det hele taget siges meget aparte i nu­tiden. Der er endda nogle, som kalder den bibelske ska­belsesberetning for en skabel­sesmyte.

Om skabelsen handler “The Silmarillion” imidlertid, såvel som om såre meget andet. Det må nok forudses, at den over­vejende del af de millioner, der i den nærmeste fremtid vil kaste sig over den, vil føle den skuffende. Der vil blive sagt og skrevet en hel del om, at forlaget havde gjort bedre i at lade “The Lord of the Rings” blive stående i ensom maje­stæt. Det gør ikke så meget, at bogen nogle steder er svært læselig på grund af sammenbunkninger af navne så tunge-brækkende som walisiske (ikke tilfældigt – det er atter det med den keltiske inspira­tion). Værre er, at den savner en hel række af de kvaliteter, som man ikke troede kunne skilles fra Tolkien, bl.a. hu­moren; det er næsten én lang uglad undergangssaga. Sandt at sige er den store, tordnende fortryllelse fra “Ringenes her­re” kun at finde i glimt.

Alligevel vil det ikke være rigtigt at kalde bogen for en misforståelse. Der er tværti­mod grund til at hilse dens fremkomst med tilfredshed. Dette er jo nemlig også Tolki­en. endda det grundlag, hvorpå han har præsterer sin litterære bedrift. I sidste in­stans må det nærmest siges, at forlaget skyldte offentligheden “The Silmariilion”.

Det er først og fremmest Tolkiens teologi, der her om­sider gøres klar, i en skildring af tidsaldrene forud for den, hvori “Ringenes herre” ud­spilles.

Grundskabelonen er den bi­belske. Den Ene Gud, Eru, også kaldet Ilúvatar, skaber i begyndelsen verden i en kos­misk vekselsang med ainurerne. , quot;gudssønneme” (samh. 1. Mos. 6,2 ff: Job 1,6 ff, 2,1 ff, 38,7). Melkor (Lucifer, Satan) fremkalder tidligt disharmo­nier, fordi han vil kappes med Bro. Hurtigt bliver den bibel­ske virkelighedsbeskrivelse imidlertid sløret hos Tolkien. Nogle af de største ainurer bliver “viceregenter” på jor­den, og “elverfolkene kalder dem valarer”, og “mennesker har ofte kaldt dem guder” – et øjeblik sidder man og håber, at det vil sige, at valarerne er ærkeengle og deres fyrste, Manwë, identisk med Micha­el, men den går ikke. Vala­rerne er de hedenske guder, Manwë er Zeus, Marduk, Odin. Det er ikke englelære, Tolkien opstiller, men regulær polyteisme.

Den triste sandhed er, at han ikke er klar over forskel­len, eller rettere: over, at der er en forskel. Han tror, at Zeus og Marduk og Odin er af samme væsen som Michael. At de er af samme væsen som Lucifer, at “alle folkeslagenes guder er afguder” (l. Krøn. 16,26) – det falder ham tilsy­neladende ikke ind.

Resultatet bliver, at hele hans teologiske tårn kæntrer, bliver til hedenskab. En anden side af den samme sag er f.eks. de rare troldmænd, men også det faktum, at Tolkien ikke rigtig véd af noget synde­fald. Han ved i hvert fald ikke noget af det i “The Silmarilli­on”, og det er ekstra vemo­digt, fordi han tilsyneladende er på vej til at vide det i for­tællingen om Aragorn og Arwen Aftenstjerne i appendix A i “The Lord of the Rings”:

“Aldrig før har jeg forstået historien om dit folk og dets fald”, siger dronning Arwen, som er af halv-elverslægt, til kong Aragorn, da hun tager afsked med ham ved hans død. “Hånligt betragtede jeg dem som ondsindede tåber, men nu ender det med, at jeg ynker dem. For hvis dette er virkelig, som elverfolkel siger, er Den Enes gave til menne­sket, så er den bitter at mod­tage.”

Døden en gave – det er den vanvittige påstand, der får lov at stå uantastet hele vejen i “The Silmarillion”. Hvor der ikke forstås noget af synden, forstås der selvfølgelig heller ingenting af døden. Tolkien hævder, at mennesket er skabt dødeligt og skal sige tak for det. Således støder han frontalt sammen med den bi­belske åbenbaring og al men­neskelig erfaring og får i reali­teten Eru gjort til Djævel. Han opbyder hele sit geni for at gøre påstanden troværdig og tillokkende, men det mislyk­kes totalt.

Med opskræmt forargelse fortæller han, hvorledes numenorerne, det stolteste folk, menneskeslægten har fostret, forsøgte at erobre elver-øen Eressëa og gudelandet Valinor. Fra Numenor kunne de fjernt i vest skimte Eressëas strande og vidste, at i den ret­ning lå de lande, hvor døden ikke fandtes, men det var dem forbudt at sejle til dem, de blev formanet til at affinde sig med døden som en gave. Så endte det med, at de under kong Ar-Pharazôn den Gyldne sejlede ud for i krig at besejre valarerne og fravriste dem det liv. Tolkien siger, at det var Sauron, Satans bedste mand, der fik dem til det, og at det var med rette, de blev straffet på det gyseligste af valareme, bl.a. ved, at Numenor sank i havet (Numenor hed på elver-sprog Atalantë, dvs. Atlantis). Læseren tror ikke på den for­klaring, hvis han da ellers hø­rer til menneskene og ikke til elverfolkene eller valarerne. Han føler sig stolt af Ar-Pha­razôn og hans numenorer og synes, at det snarere må have været Guds Ånd, der drev dem til at gøre oprør mod “guder” af den art og deres svindleriske, fornærmelige døds-lyrik.

Langt større sandhed er der i fortællingen om elverpigen Lúthien Tinúviel, som elskede manden Beren, Barahirs søn, så hun gav afkald på sin ud­ødelighed for at kunne følge ham i tid og evighed (det samme gjorde iøvrigt Arwen for Aragorns skyld). Sagaen om Lúthien og Beren er i vir­keligheden et højdepunkt hos Tolkien, også når “The Lord of the Rings” tages med i be­tragtning. Den er et dunkelt, men stærkt udtryk for erken­delse af kærligheden som den magt, der overvinder døden. Når Beren for at vinde Lút­hien er villig til at begive sig ned i de dybeste skakter i Sa­tans borg og hente en silmaril fra hans krone, er det begyn­delsen til en ægte Kristus-forståelse, og der er endda en underligt afsnuppet, ufærdig opstandelsesvision: da døden har ædt Lúthien og Beren, får de lov at vende tilbage til jor­den og leve igen. Men Tolkien véd tydeligvis ikke rigtig, hvad han skal stille op med dette (Beren “talte aldrig mere til dødelige mennesker”), og det hele forbliver en enlig eruption af åbenba­ring i en ørken af filosofi.

Afkrævet et kontant svar på det spørgsmål, om Tolkien er kristen eller hedensk forfatter slipper man ikke for at svare: hedensk. Efter læsningen af “The Silmarillion” opdager man blandt andet, at det er derfor, at “The Lord of the Rings” trods alle kvaliteter mangler noget afgørende: Freden, der overgår al for­stand, den uudsigelige glædes duft, den hvide stråle fra Pa­radis.

Alt andet ufortalt siger Toi­kien det også selv, når han rent ud erklærer, at han ikke kender nogen anden end Be­ren, Barahirs søn, der er vendt tilbage fra de dødes bo­liger (“The Silmarillion” s. 104 f). Og det er man nødt til at respektere. Det tjener intet formål at forsøge at kalde en mand kristen, når han ikke selv vil være det.

At underkende alvoren i denne tingenes tilstand ville være meget forkert og meget farligt. Kristen kunstkritik kan aldrig gå ind på den i nutiden så populære tanke, at hvis budskabet er i strid med den kristne sandhed, vokser ulyk­ken med talentet.

Undertegnede er ikke den, der tør nægte, at Tolkien med sit enorme talent kan blive en enorm forfører.

Men når man beskæftiger sig med ham, er der en anden verdenskunstens gigant, man gang på gang kommer til at tænke på: Michelangelo – som i selveste Det sixtinske Kapel på det uhyrligste roder Esajas og Daniel sammen med den cumæiske sibylle og Pythia fra Delphi.

Tolkien-mysteriet er løst. Man skal bare ikke tro, at man derfor er færdig med det.

(Publiceret i Kristeligt Dagblad)