Denne verden er et stort venteværelse. Vente, vente, altid vente på noget. Og jo ikke altid på det gode. Og somme tider uden at vide, om det er på det gode.
Der er for eksempel det med at vente på resultatet af en lægelig undersøgelse. Enten gældende én selv eller, endnu værre, én, man elsker. Er det noget alvorligt?
“De kan ringe på torsdag, så skulle vi have besked.”
Dette vente-helvede, som jo er ved at blive et regelmæssigt islæt i det såkaldt moderne menneskes liv, og som måske bidrager mere til neurosernes blomstring end noget andet. Angsten, som slukker alle kontakter i livet. Fantasierne, hvor man tager alt det værste på forskud. Indtil på torsdag.
Så får man at vide, at der ikke er noget i vejen – hvad nu hvis man får at vide, at der er noget i vejen? Det ser vi på i næste uge. Men altså: hvis man så får at vide, at der ikke er noget i vejen – så ved man noget om, hvad frelse er.
Og hele verden skifter karakter. Man får en sær usårlighed. Kommer der én og fortæller, at ens bil er blevet stjålet – det er jo bare til at grine af. Eller for den sags skyld at man er blevet ruineret – det er jo revnende ligegyldigt. Proportioner og perspektiver bliver vendt op og ned. Alting bliver en fornøjelse; vejret er under alle omstændigheder herligt, forkølelser er hyggelige, edderkopper er de rene kæledyr. Man vil gerne hjælpe alle med alting, også de fjender, man eventuelt har haft; nu har man ingen. Det med at tilgive, det er noget, man ikke kan lade være med.
Hvis vi fattede det fuldt ud
Hvordan mon verden kom til at se ud, hvis det rigtig gik op for os, at det kristne evangelium er den definitive meddelelse om, at der ikke er noget i vejen? At frelsen i troen på Kristus er den endegyldige og evige redning fra døden. “Den, der tror, har evigt liv,” (Joh 6,47) sagde Jesus. “Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden.” (Joh 8,51).
Evangeliet er ikke bare som et gunstigt svar ved en medicinsk undersøgelse, der tænder kontakterne igen – indtil næste gang. Det er, som det hedder i nogle håndskrifter til Markusevangeliet, “det hellige og uforgængelige budskab om den evige frelse”. Det er ikke bare en lykkepille i dødscellen; det er døren til cellen, der bliver slået på vid gab for enhver, der vil ud.
Jamen vi dør da, selv om vi er kristne!
Ja, det er omkvædet, så længe vi ikke fuldt ud har fattet sagen. Så længe evangeliet ikke rigtig er blevet realitet for os.
Kristus er dødens død. Denne verdens venteværelse er en dødscelle, ja; det er henrettelsen, der ventes på, ja; indtil Jesus kommer igen med den underskrevne benådning og peger på den åbne dør og siger: “Gå ud i friheden, gå ud i livet; du skal aldrig i evighed komme herind igen.”
Hvis vi fattede det fuldt ud og hele tiden, ville verden skifte karakter. Frelst til det evige liv i den evige glæde – hvad rolle spiller så skattestigninger og økonomiske stramninger og dårlige overenskomster? Det er jo kun til at grine af. Hvad betyder en afskedigelse, en ærekrænkelse, en nederdrægtighed? Fjender, hvad er det for noget? Hvad betyder alderdommens skrøbeligheder, hvad betyder dybest set de sygdomme, som der ikke er nogen helbredelse for – hvad betyder døden selv?
I Kristus er det ikke henrettelsen, vi venter på. Ikke vor egen og ikke vore nærmestes. Vi venter på den evige salighed.
Vel, det er først, når ventetiden er til ende, at vi skal fatte det fuldt ud og hele tiden. Men glæden kan vi godt begynde på med det samme. Og noget vil den altid forvandle i verden.
Som Nehemias sagde til israelitterne: “Glæde i Herren er jeres styrke.” (Neh 8,10).
(Publiceret i Indre Missions Tidende; har i efteråret 1999 været sendt i DR P1 i programmet: “Ved dagens begyndelse”)