Dette lille hæfte indeholder tre korte foredrag ud fra den grundlæggende ide “at vi er vidner til og implicerede i historiens afslutning” (s.9). I det første “Profeti og computere” argumenterer Hoffmann for at vi lever i “de sidste tider” og at meget både i den fysiske såvel som den åndelige verden bekræfter det. Et centralt udgangspunkt for hans profetiske betragtninger er at “verden rådner nu, fordi den ikke mere vil vide af kristendommens salt. Det er det, der er den sidste, profetiske sandhed om de mange forskellige grunde til, at verden snart går under, og at der ikke er noget at gøre ved det. Når den slipper kontakten med livets kilde, kan ingen og intet hindre den i at dø” (s.18). Det må Kirken gøre verden opmærksom på på internt og eksternt: “Nu går det sidste tog fra Sodoma. Der er stadig ledige pladser; det er vor opgave at få dem fyldt. Vi kan ikke bare blive siddende og argumentere med medkristne som bliver vrede på os, fordi de endnu ikke selv er klar over situationen” (s.20). 

I det andet essay “Kold kærlighed” efterlyser Hoffmann den kristne længsel efter den nye jord fra Kirken, og beklager den ‘torumstænkning’, som forhindrer Kirken i at se dommedags forløsning i et bibelsk lys. I det sidste essay “Erindringer om evigheden” opfordres læseren til at tænke konkret om evigheden og den guddommelige kærlighed. 

Hæftet er Hoffmanns egne konklusioner på det tidligt igangsatte arbejde med De sidste tider. Han inddrager profetiske metoder (omtalt i Jonastegnet) til at finde et ståsted at arbejde ud fra.     

Udgave

1972 Unitas