[PRÆDIKEN til 23. søndag efter trinitatis: Matt 22,15-22]

Jesu svar til farisæerne og herodianerne er et eksempel på den suveræne måde, hvorpå han undveg alle de udspekulerede forsøg, der blev gjort på at få ham til at sige eller gøre noget, han kunne anklages for. Ville hans modstandere ham til livs, var de nødt til at lyve om ham. Og det gjorde de jo så.
De, der anklagede ham for Pilatus, fortalte, at han ville hindre dem i at betale skat til kejseren (Luk 23,2), men det var en lodret løgn. Hvad han havde sagt, var lige det modsatte. Når Paulus skriver til romerne, at skattemyndighederne er Guds tjenere (Rom 13,6 f), er det i videreførelse af Jesu egne ord om skattens mønt. Og det er måske noget, vi jævnlig har brug for at blive mindet om.

Du skal tilhøre
Der er en anden og ikke mindre vigtig side af Jesu svar: »Giv Gud, hvad Guds er.« Hvad er det, der tilkommer Gud med samme ret, som skattens mønt tilkommer kejseren, og som det er din pligt at give ham? Hvad er det, der bærer Guds billede og indskrift, som denaren bærer kejserens?
Svar: Det er dig selv. Giv Gud dig selv.
De, der spurgte Jesus, var udmærket klar over, hvad han mente. De vidste, at »Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem« (1 Mos 1,27). De vidste, at han meget konkret havde sat sit ejermærke på Israels folk. Omskærelsen, pagtstegnet, som de bar, var Guds helt fysiske indskrift på dem.
Og vi som kristne skal ikke mindre forstå, hvad det var, Jesus sagde og mente. At vi er kristne vil sige, at vi hører Kristus til (ApG 11,26). Hans ejermærke blev sat på os ved dåben: »Modtag det hellige korses tegn både for dit ansigt og for dit bryst til et vidnesbyrd om, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus.« Og det liv, som dér begyndte, skal nå sit evige mål i Det Ny Jerusalem, hvor »hans tjenere skal tilbede ham, og de skal se hans ansigt og bære hans navn på deres pande« (Åb 22,3f).
Guds er og bliver vi, hans billede og indskrift bærer vi. Hvad vil det så nærmere sige, at vi skal give ham os selv?

Guds hustru
I Det Gamle Testamente fremstilles Israel som Guds hustru – gennem lange tider en utro hustru, der horede med møgguderne, men lutret til sidst i landflygtighedens smelteovn. I det ægteskab fødtes i tidens fylde Frelseren, Guds Søn og Menneskesønnen.
I Det Nye Testamente fremstilles kirken som Kristi brud. Vi lever frem imod det store bryllup, den inderlige forening med ham i den evige salighed.
At vi skal give Gud, hvad Guds er, vil sige, at vi skal give os selv til Kristus, som bruden giver sig til sin brudgom, med hud og hår, for tid og evighed, i kærligheden, som er Guds eget væsen (1 Joh 4,8.16), og som han har skabt os i og til.
Det eneste, en mand spørger om, når han elsker en kvinde, er: »Vil du være min?« Hvis hun svarer ja, hvis hun af hjertet skænker ham sig selv – så er alting godt (vi ved alt om det moderne syn på ægteskabet som en frygtelig vanskelig ting fuldt af problemer, men det er noget, Djævelen har fundet på samtidig med, at han har gjort menneskene fremmede for kærligheden).
Hvis hun svarer nej, er ingenting godt. Det nytter ikke, hun siger, at hun gerne vil være hans ven og gå i biografen med ham og byder ham på kaffe og kringle; det nytter ikke, om hun så er millionær og giver ham alt, hvad hun ejer. For det er hende selv, han vil have.
Sådan var det med Gud og Israel. Kunne han ikke få sit folks hjerte, var alle deres ofre ham kun en plage. Sådan er det med Kristus og kirken. Kan han ikke få sit kristenfolks hjerte, pines han kun ved alt »kristeligt« halløj.

Du er Guds
Hvor blev evangeliet i teksten nu af?
Det er jo det, det hele drejer sig om: Du er Guds. Du tilhører Kristus. Du er genstand for hans evige kærlighed, og det eneste, han spørger om, er: »Vil du være min?« Jeg går ud fra, at dit svar er ja.
Er din tro meget lille? Min også; det er ikke mange bjerge, jeg får flyttet (Matt 17,20).
Er der så meget, du ikke forstår? Det samme her. Forgæves har de kloge prøvet at forklare mig det med brødets og vinens forvandling ved nadveren.
Er din tjeneste i Guds rige så sølle? Min ligeså. I går sad jeg igen og spildte en aften på en komplet ligegyldig film i fjernsynet.
Men jeg – og du, ikke sandt? – har sagt ja til Jesus, og »jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre« (Rom 8,38f.).

(Første gang publiceret i Indre Missions Tidende)