Rammen omkring denne roman er lidt anderledes end Hoffmanns øvrige bibelhistoriske romaner, fordi den ikke direkte er knyttet til en bibelhistorie, men foregår i bibelsk tid og med bibelske referencer. Vi følger hovedpersonen Omar, en edomit fra Elat, som levede, mens Israels folk var i eksil i Babylon. 

En dag får Omar en oversanselig oplevelse af en duft, som han beslutter sig for at finde oprindelsen til. Han kommer til storbyen Uruk i Mesopotamien, hvor han møder kvinden Moshen. Det bliver til et intenst kærlighedsforhold, som gør duften nærværende. Da hun er præstinde ved Ishtar-templet bliver kærligheden mellem dem vanskelig. I sidste del af bogen kommer Mosten og Omar til at opleve konsekvenserne af kærlighedens kraft og den satantiske uvilje mod den i verden.  

I den dramatiske historie knytter Hoffmann som vanligt åndskamp, historie og civilisationskritik sammen. Bogens ramme og indhold har meget til fælles med den 10 år yngre Ingen nat før dæmring. Med den friere historie her har han mulighed for at skærpe tonen omkring sine pointer.

Bogen er en stor hyldest til kærligheden mellem mand og kvinde, som her skildres som en universel guddommelig kraft. Den deler dermed tema med novellen Shulamit og Hoffmanns tanker om kærlighed i fagbøgerne.     

Litterært set er bogen nok det mest fantastiske Hoffmann har skrevet – og det siger ikke så lidt. Der åbner sig verdner, som sprænger rammerne mellem drøm og virkelighed. Kapitlet Sorte liljer i Eridu efterlader læseren målløs efter en utrolig rejse i ukendt land. Bogen bygger på den måde videre på den store stil fra Moses-bøgerne.  

Udgaver

1980 Unitas (1. udgave)

2007 Randkløve Bogeri/Ordet og Israel (2. udgave)