Dette tredje bind i serien Profeti og Profeter omhandler principperne bag Daniels Bog i Det Gamle Testamente. Det er på samme måde som den første bog Jonastegnet: det er de åndelige principper bag bogen, som interesserer Hoffmann, samtidig med at han ønsker at gøre bogen historisk troværdig. Han bruger mange sider på at forklare, hvordan bogens faktuelle oplysninger kan fremstå historisk sandsynlige, og han har tydeligvis arbejdet grundigt med baggrundsstoffet. Der er også et opgør med den moderne bibelkritik, som han mener har et satanisk udgangspunkt.  

Et andet aspekt er at advare Guds folk mod babylonismen, den sataniske verdensånd som prægede Daniels såvel som vores tid. Her bygger Hoffmann videre på sine tidligere fagbøger om samtiden. Ligesom i Jonastegnet sættes bogen i perspektiv til vores tid.  

Den grundlæggende tanke er, at de babylonske konger i deres afguderi hungrede efter at finde tilbage til Israels Gud. Men deri forsyndede de sig ved at gøre sig til Gud selv. Der ligger bag den babylonske sjæl en guddommelig kamp mellem Gud og Satan om verdensherredømmet, som kommer til udtryk i menneskehedens ledere og ideologier. Hoffmann bruger meget plads på Kong Nebukadnezer, som han blandt andet genfinder en moderne udgave af i Friedrich Nietzsche.  

Bogen kulminere med en udlægning af Nebukadnesars skæbne som den beskrives i Dan 4. Et endeligt som Hoffmann udlægger som et paradoksalt evangelium.  

I forhold til Hoffmanns skønlitteratur danner bogen faglitterær perspektiv for novellen Belsazzars Brev samt den tredje bog i Ester-trilogien Solen i Saïs.

Udgave

1976 Lohse