Iøvrigt lader det sig af mange grunde ikke uden videre gøre at betragte disse bøger i bedre almindelighed, som “amerikansk kulturproduktion” med alt, hvad dette begreb rummer af ubehagelige forestillinger for den selvglade europæer. Således er genren ikke ny, men har værdigfulde traditioner bag sig. Den har rødder andre steder end i Amerika og dyrkes stadig i en række lande. Der er grund til at efterlyse andre årsager, både her og hisset, dybere liggende drivkræfter i nutidsmennesket, egenskaber og forudsætninger, som findes lige fuldt i amerikaner og europæer. 

Uden at ville forenkle sagen utilbørligt tør man måske forsøge at sammenfatte det væsentlige grundlag for den store interesse, bibelhistoriske romaner mødes med i dag, under betegnelsen “tidens tendens til eskapisme”, når det vel at mærke i samme åndedræt tilføjes, at ordet “eskapisme” herved på ingen måde anvendes i nogen nedsættende betydning, men tværtimod som udtryk for noget sympatisk menneskeligt og i sit væsen sundt. Det må være tilladeligt, fordi der ikke findes nogen anden dækkende betegnelse, og fordi der sprogligt ikke liger mere i den end slet og ret “trang til at undslippe”, men for øvrigt gør det ikke noget, at man indrømmer, at det, man gerne vil undslippe, er menneskelivets vilkår og sig selv, at den livsangst og følelsen af utilstrækkelighed, man ligger under for, giver sig udslag i forsøg på flugt og instinktiv spejden efter frelse. Så længe man ikke lægger mere ind i begrebet (hvad man vel normalt ikke gør), kan eskapisme paradoksalt nok være identisk med virkelighedssans af højeste karat, og kristendommen kan ses som en religion for eskapister, så sandt den er frelsesreligion, forløsningsreligion. Først i det øjeblik, ordet vækker forestillinger om forsøg på tilfredsstillelse af trangen til flugt ved underlødige midler, bliver forholdet et andet. 

Kristendommen er religion for eskapister. Risikoen for misforståelse er stor, men hemmeligheden er den, at Adams ætlinge overalt og til alle tider har været eskapister ifølge selv deres natur, bevidst eller ubevidst. Trangen til at undslippe har fostret slægternes ypperste, og deres herkuliske kraftudfoldelser har skullet tjene til at imødekomme den. Måske undgår ingen ærlig søger at finde den dybest i sig selv, hvis han lever længe nok. Befri denne trang for det skær af usund drøm og fantaseren, man under materialismens og den misforståede realismes herredømme har forlenet den med; befri siden kristendommen for den dennesidighed, hvormed den liberale teologi i den kristne æras allerseneste år har tilsløret dens væsen, og det vil erkendes, at de to passer til hinanden som handsken til hånden, at urkristendommen med sin absolutte tro på en verdensafslutning inden for rækkevidde og befrielse fra dødstruslen, så vidt den lader sig genskabe, er som kolde bjergstrømme, der risler eskapismens døende kamel i møde i ørkenen, før tørsten overmander den. 

Heri, mere end I noget andet, kan man håbe at finde den enkle årsag til den bibelske romans betydelige og stadig stigende popularitet netop i vor tid: I samme grad skildringen af de behandlede begivenheder bliver sand, gennemstråles den af den oprindelige, umiddelbare virkeligheds urkraft, fører læseren tilbage til den tid, hvor bjergkilden randt krystalklar, og man kunne få lov at være kamel uden at behøve at rødme over sin tørst. Jo mere grums de bibelkritiske autoriteter nu om stunder kaster i vandet, jo mere de skammer den tørstende ud, desto stærkere vokser den sunde længsel, til den bryder igennem og søger sin tilfredsstillelse på nye og helt uventede veje, ladende de ‘realistiske’, ‘empiriske’, ‘eksistentialistiske’ el. lign. kraftkarle skældende og smældende tilbage. 

Det er symbolsk, og det bør ses i snævreste sammenhæng med det nævnte, at disse romaner tager en enestående kombination i arv fra deres hovedkilde, bibelen: foreningen af det kristne budskab om forløsning og evighed med netop de interiører, der fortryller mere end noget andet, mere end sydhavsromantik og jungleidyller: de orientalske, i sig selv som uklare og halvforståede, men dulmende paradisminder, fra barndommen ofte kædet uløseligt sammen med 1001 nats eventyr – hede, blå nætter og vandrette halvmåner, sværddans og slørdans og klirrende tamburiner rislende springvand i solstegte paladsgårde og monoton musik fra harem’ets kølige skygger, kamelridt og karavaneserailler, guld og ældesten, friske frugter og tilslørende kvinder og Aladdin og Noureddin og søfareren Sindbad, hele den atmosfære, de næsten tidløse tilværelsesformer, der under Islam kunne bidrage væsentligt til at gøre en på mange måder brutal og for kristenheden ret blamerende epoke som korstogstiden romantisk og dragene. Også det efter-alexanderske Grækenland og kejserdømmets og forfaldstidens Rom, der danner den verdenspolitiske baggrund for de nytestamentlige beretninger, henter en utydelig del af deres magt over fantasien i de orientalske påvirkninger, der var østerlandendens tilfældige svar på Alexanders, Cæsars og Pompejus’ bombastiske erobringer af deres jord, og som blomstrede gennem århundreder, før de begyndte at visne i religionsblandingens kaos. Menneskelige, stundom alt for menneskelige milieuer, og dog farverige og sødmefyldte, så de selv nu, efter at være voldtaget af reklamens Molok og spekulationens Baal, så kyske intellektuelle slår tjenen ned og lister uden om dem, står med et skær af uudryddelig jomfruelighed over sig, perler fra Sabas glemte kyster, som vi tabte i realismens brønd, men som i klare månenætter, når fabrikskorstenens silhouetter ligner minareter, funkler op imod os fra bunden og fylder os med det vemod det gælder at skjule, hvis vi stadig vil regnes blandt dem, der frygtløst kan sige”de bedst egnede overlever”. 

Realismens brønd. Det er længe siden, realisme var et eentydigt begreb. I de seneste år forveksles det hyppigt med erotisk-fantaserende eventyrdigtning, hvor den uopmærksomme læser gang på gang må tro, at skildringen gælder den berømte ko, der trækker benet op af en mose. Hvor talen er om realisme i den oprindelige betydning af virkelighedstroskab, taber de orientalske motiver i almindelighed og de bibelske i særdeleshed ikke noget ved at formæles med den. De klare farver fortryller desto stærkere, jo mere de blandes med vand fra den reale realismes brønd. Det illustreres tydeligt ved en af dette forårs bibelske romaner Ewald Mands Den troløse (Lohse). Bogens emne kræver en de i sig selv: profetens Hoseas, der fik guddommelig befaling til at ægte en skøge og opfostre horebørn, for at han kunne fornemme Jehovas lidelser ved det udvalgte folks hengivelse til andre guder, det verdsliggjorte præsteskabs udskejelser ved rigshelligdommen i Betel og de tøjlesløse sexualkulter, der sad i højsædet i det israelitiske nordrige indtil dets undergang. Forfatteren skildrer ganske simpelt forholdene, som det gamle testamente og den bibelhistoriske forskning lader formode, at de var, og tonen klinger renere, jo tydeligere der males, skarpere og skarpere bliver skyggerne, som dette besynderlige “lys fra østen” kaster i modtagelige sind. I sidste instans følger det vel med nødvendighed af, at det netop er den bag historien liggende højeste virkelighed, der besidder trolddomsmagten, sadledes at den aldrig nåede, men bestandig tilstræbte, fremstilling af den i hele dens længde og bredde ville fremtræde som noget imperativt, uomgængeligt, med uberegnelige og altomvæltende konsekvenser. Sammenfatningen af tyste sværmeres flugt gennem det natstille Israels tordenluft og længselen mod den Gud, der i hine dage smedede et straffens sværd i Assyrien, er, så dybt den sanses og forstås, uforglemmelig.

Den troløse er iøvrigt på flere måder et interessant værk, både originalt og litterært betydeligt. Man kunne måske foreholde forfatteren, at han undertiden lader sin hovedperson dominere af det snævert-moralske på en anden måde, end de gammeltestamentlige tekster berrettiget til, men hans moralske stillingtagen er anderledes end den sødladne kønsløshed, der kryber op i en del af de seneste værker (unægtelig navnlig i dem af amerikansk oprindelse), og som muligvis vil kunne betyde en fare for genren som sådan, hvis den drives over tærskelen til hykleriet og forlorenheden. Mands bog er mere åbenlyst forkyndende end almindeligt, måske fordi forfatteren er præst, nærmere bestemt estisk-født baptistpræst i Amerika, men det er ægte forkyndelse, fjernt fra den megen talen om “kristendommens blide lære” og andet idyl-drømmeri, der kun egner sig som baggrundsmusik til kærlighedshistorier og ikke har noget at gøre med hverken det gamle dette det nye testamente. Den evangeliserende hensigt har givet bogen en egen inderlighed og dybde; der er passager, der synes vokset frem af et åndeligt fællesskab mellem forfatteren og den oldisraelitiskes profet, fra hvis liv kun få og lidelsesfyldte enkeltheder er kendt. Bag det tragiske handlingsforløb og de ofte dystert tegnede situationer mærkes en lindrende livsstrøm, hinsides menneskelig tragedie eller måske ligefrem næret af den. Man spørger sig selv, hvad det er, der skaber bogens grundtone af ro eller glæde, når talen dog hyppigst er om tordnende domsprofetier og korrumperede præster og tempelskøger, hvilken livsstrøm, der kunne rinde af de israelitiske nordstammers dødedans, og måske finder man svaret, som Ewald Mand har villet givet det: Det er den kilde, der får ørkenen til at blomstre og redder den segnende kamel, hvis den gider at drikke. 

Biblioteksnyt 12/3 (1956) s. 30-33 og 35