KRONIK Atter i år har de nye bøger bragt deres høst af romaner bygget over bibelske emner. Genren har, lige siden Lloyd C. Douglas fornyede den med »Men jeg så ham dø«, oplevet en sådan højkonjunktur og demonstreret en sådan livskraft, at man snart ikke kommer uden om at gøre dens status op under kristen synsvinkel og prøve at klare sig det spørgsmål, om disse bøger, der i regelen yder det rent underholdningsmæssige deres rigelige tribut, overhovedet er noget, man kan kendes ved.

En betragtning under eet kan selvsagt ikke blive videre dybtgående, når henses til forfatternes indbyrdes store forskellighed i stil, emnevalg og forudsætninger. Der er dog visse fælles karakteristika, der berettiger til en samlet vurdering. Ved siden af selve den omstændighed, at det drejer sig om romaner bygget over bibelsk tema, er det et gennemgående træk, at herhenhørende værker er skrevet på baggrund af en vis tro og positivitet. Forsøg på at slette det guddommelige af bibelske handlingsforløb er overordentlig sjældne, hvilket næppe er tilfældigt. Der foreligger et enkelt meget lærerigt eksempel. Da general Lewis Wallace begyndte at skrive »Ben Hur«, var det hans agt at se bort fra den almindelige opfattelse af Kristus som Guds søn og skildre ham som menneske blandt mennesker, men hans indledende kildestudier gjorde det muligt for ham. Jo mere indgående kendskab han fik til Jesu liv og personlighed, jo længere førtes han ad den vej, han på ingen måde havde ønsket at betræde, til han med den romerske høvedsmand måtte udbryde: »Sandelig, denne var Guds søn!« Man tør uden videre gå ud fra, at det samme vil ske i ethvert tilfælde, hvor en alvorlig skribent sætter sig forsvarligt ind i sine kilder, før han tager bibelske begivenheder under behandling. Hvor dette forsømmes, vil det formentlig i sig selv være dødbringende for bogen.

Hvad da angår den bibelske roman skrevet på positivt grundlag, kan det ved første øjekast synes vanskeligt at finde en plads til den i den kristne menigheds liv. I grunden er der ingen, der har haft bud efter den. Man har jo bibelen selv, og dens dybde og skønhed ses ikke at være nået, endsige overgået, i nogen udvidende digtning. Herudover har man ikke følt trang til andet end forkyndelse og et vist mål af forskning (sand forskning, cfr. visse tidsfænomener, hvor den megen lærdom har gjort augurerne rasende), og den bibelske roman kan ikke godt kaldes nogen af delene. Ganske vist kan der i de bedste eksemplarer af arten være endog overordentlig vægtige elementer af forkyndelse, som stundom når ud til kredse, der ellers står både bibel og kirke fjernt, men romanen kan vanskeligt se sin hovedopgave som direkte forkyndelse uden at blive til opbyggelsesskrift. At den på den anden side ikke er noget naturligt forum for forskning, er end mere indlysende. Højst kan der blive tale om en vis oplysende virksomhed, hvor forfatteren har opmærksomheden henvendt på sin regelmæssige pligt til at gøre det historiske handlingsforløb og de kulturhistoriske interiører så virkelighedstro som muligt.

Er der således hverken tale om forskning eller forkyndelse i almindelig forstand, ville det imidlertid også være alt for prætentiøst at forsøge at se den bibelske roman (og i denne forbindelse også bibelsk skuespil og film) som noget selvstændigt tredie, der vil stå ved siden af eller kappes med kateder og prædikestol. Ikke blot har denne langtfra en så ærværdig tradition og betydelig ælde bag sig som hine, men den er i langt højere grad betinget og afledet. Hvor studium og kirkegang står som ærværdige, hvidskæggede patriarker, er den bibelske digtning endnu kun at ligne ved en skoledreng, hvis påfund vel kan more og stundom glæde, men hvis ytringsformer patriarkerne ikke er alt for villige til at tage alvorligt. Det hænder, at skoledrengen får en bidsk tilrettevisning på grund af for megen technicolor, og under dybsindige, faglige drøftelser spørger man ikke om hans mening. Meget vil dog formentlig kunne ændres i dette forhold, såfremt den bibelske roman viser sig at være en blivende faktor og udvikler sig ad de rette baner.

Til alle disse negative indvendinger kommer i hvert fald een positiv. Ingen mærker den tydeligere og tungere end den, der skriver bogen. Få tidspunkter, hvor man just lykønsker sig selv til at have fået givet udtryk for en smule af det, man gerne ville, kan den tanke pludselig melde sig: Hvor vover du at gøre dette til roman? Hvordan kan du, med din begrænsede indsigt og erfaring, driste dig til at forsøge at genskabe situationer, hvor selve det guddommelige var i virksomhed, tildragelser, der har bevæget verden og den dag i dag skiller mellem liv og død for millioner? – Det er ikke det, at al bibelsk digtning uværgeligt må blive en Iliade efter Homer; dybest set er dette vel blot noget, man skal glæde sig over. Sagen er en anden og langt alvorligere. Måske mere end i nogen anden genre arbejder man under det pres, at den færdige bog spredes i så og så mange tusind eksemplarer og læses af så og så mange tusind mennesker. Hvilken skade kan det forvolde, hvis du fortegner en situation, berøver den noget centralt, giver et galt billede af den over for mennesker, der meget muligt i hele deres liv ikke vil lære den at kende på anden måde end netop gennem din bog? Hvis du forspilder en chance og lader trykkeriet mangfoldiggøre din utilstrækkelighed? Hvis du benytter bibelen, som er for hele verden, til at få luft for noget personligt, der slet ikke kommer sagen ved? Det eneste, man med sikkerhed ved om skildringen i en historisk roman, er, at den kun på enkelte nøglepunkter stemmer helt med virkeligheden, og hertil kommer, at det at tegne et billede af Moses eller Paulus — for slet ikke at tale om Jesus! – i sig selv er vanskeligere, end hvor det drejer sig om rent profanhistoriske personligheder, fordi man så ofte famler i blinde, hvor man tvinges til at operere med det guddommeliges indgriben i de bibelske personers liv. Man savner ganske simpelt de erfarin- ger, der lå bag Moses’ kaldelse og Paulus’ omvendelse, og kan kun efter bedste evne søge at leve sig ind i begivenhederne for at få et indtryk af, hvad der kan have hidført sådanne lederskikkelsers ofte ganske irrationale og overraskende reaktioner.

Alt dette er overvejelser, som læseren ikke mindre end forfatteren kan og bør foretage, og man kan vanskeligt fortænke ham i, hvis han forlenes med en svært udryddelig skepsis, før han overhovedet når at komme i gang.

Der er imidlertid modstående hensyn af en sådan vægt, at bibelsk romanskrivning ikke desto mindre må stå ikke blot som noget tilladeligt, men som noget ønskværdigt og betydningsfuldt.

Det behøver knap konstatering, at forbavsende – eller forfærdende – mange »moderne« mennesker ikke læser bibelen. Uden iøvrigt at komme ind på diskussionen om årsagerne hertil, kan der peges på et enkelt forhold, der er lige så bekendt i teorien som upåagtet i praksis: man er, på godt og ondt, vænnet til at få ethvert stof af hvad art nævnes kan serveret med former og farver uden at behøve at bruge fantasien. De bibelske beretninger er vel i usædvanlig grad egnet til at tale til alle sanser. Over dem findes noget af den samme østerlandske luft, der har gjort en samling skipperhistorier og erotiske fantasier som 1001 nat til klassisk verdenslitteratur. De rummer drama, mystik og spænding – altsammen momenter, som tidligere bidrog ikke uvæsentligt til at gøre dem kendte og populære, men som vi i vor opelskede fantasiløshed og overfladiskhed har mistet evnen til at føle os tiltrukket af; vi er sløvede overfor de stilistiske virkemidler, der er anvendt. Det er altsammen skildret således, at det vil søges, og nutidens mennesker er så afvænnede med at søge – hvorfor skulle de gøre det, når radio, fjernsyn, ugeblade, biografer og romaner gør det for dem ?

Hvadenten man er tilfreds eller utilfreds med denne tingenes tilstand, betaler det sig næppe at lukke øjnene for kendsgerningen, og det ses ikke rettere, end at den bibelske roman her udfylder et savn. Kan man andet end akceptere en virksomhed, der har mulighed for og ofte positivt bestræber sig på at knytte båndet mellem det moderne menneske og den hellige skrift ? Har man råd til at lade være med at byde den velkommen ? – Ikke således, at bibelen skal erstattes af romaner – det ske sent -, men således, at offentlighedens opmærksomhed skal henledes på bibelen og noget af dens fordums fotrolighed med deres stof genskabes. Disse bøger spredes i romalæsernes vide og stadig voksende kreds og kan vanskeligt undgå at have en betydelig propaganderende eller ligefrem missionerende virkning. De har hele repertoiret til deres rådighed; de er i stand til at møde den malstrøm, der fosser fra rotationspresser og studier, på lige fod, og midt mellem meget besynderligt, der serveres folk, servere dem det ene fornødne. Hvor mange unge og gamle verden over, der i tidens løb har set deres romanlæsning forandret til noget helt andet ved mødet med »Ben Hur«, »Quo Vadis« (der iøvrigt slet ikke er nogen egentlig bibelsk roman) eller Schalom Asch’s værker, kan man kun gætte på.

Men også for den, der ikke har sligt behov, kan den bibelske roman have sin store betydning. I virkeligheden er der et område, som kun den kan yde retfærdighed, nemlig selve grænseområdet, berøringslinien mellem forskning og forkyndelse. Forskningens bestræbelser har stedse været så nøjagtigt som muligt at genskabe den bag bibelen liggende virkelighed (stadig med forbehold overfor de tendenser, der i moderne tid er ved at blive dominerende, og som ønsker en bibel på videnskabeligt grundlag i stedet for en videnskab på bibelsk). Forkyndelsen på sin side har søgt at inddrage de herved vundne resultater i sin virksomhed. Nogen rigtig kontakt mellem de to ses imidlertid aldrig at være nået, og den er måske overhovedet ikke mulig uden formidling; dertil er væsensforskellen mellem forskerens og præstens kald for stor. Forskeren er forpligtet på en objektivitet, som forkynderen hverken kan eller må iagttage. En videnskabelig afhandling er og bliver en samling tørre, nøgterne fakta, som kun subjektivt kan besjæles og blive til liv, og hvor forkynderen vil gøre sig dem nyttige, må han i virkeligheden blive digter, som man stundom ser det ske på prædikestolen, ofte til gavn og glæde for alle parter.

Det, den bibelske roman her har at bringe mennesker, som regner sig for bevidst kristne, er sådan digtning fra professionelt hold, sådan levendegørelse af stoffet til hjælp for den, hvis livskald ikke levner ham tid til nogen større personlig indsats i så hensende. Hvor den opfylder sit formål, skulle den gerne nå til at give en forestilling om den virkelighed, mennesker stod midt i på hin tid, hvor de betydningsfulde begivenheder fandt sted. Den skulle gerne hos den opmærksomme og modtagelige læser kunne skabe en forestilling om, hvorledes det var at se Moses »gå ud fra Farao med fnysende vrede«, eller hvad det ville sige at vandre med Jesus på Galilæas landeveje, overvære hans helbredelser og høre ham tale, så noget af den oplevelse, datidens mennesker havde, også kan blive vor og fremtræde for os med noget af samme motiverende kraft. Hvor videnskaben præsenterer os kendsgerninger (eller hyppigere blot teorier) er det romanens opgave at forlene disse med farver og dufte, med smag og stemme. Hvor opgaven lykkes, får vi trods alt forkyndelse, men af en ny, mærkelig og værdifuld art, ikke ordets forkyndelse, men situationens, og det er måske tvivlomt, om nogen forkyndelse kan fremtræde mere imperativ end den, der ligger i selve de faktiske, historiske begivenheder, vi sammenfatter under betegnelsen den bibelske frelseshistorie. – Romanforfatteren kan herved føle et virkeligt kald inden for kristendommen omend et kald af en ganske anden art, end han er vant til. Det drejer sig nemlig i denne sammenhæng ikke om at skabe noget, men udelukkende om efter fattig evne at genskabe, og hvor han føler sig tilfredsstillet, kan han ikke rose sig af noget som helst andet, end at han har ramt kernen i noget, der eksisterer akkurat lige godt uden hans mellemkomst, og givet en skildring så virkelighedstro, at situationen står med noget af samme tvingende magt, som dengang den var levet virkelighed og ikke roman. Hvad han herudover tør indlægge af originalt, personligt stof og selvstændige synspunkter som baggrund og udfyldning, må han afgøre med sin egen samvittighed og sin egen forestilling om, hvad hensynet til den stilistiske helhed kræver. Noget generelt kan ikke siges om balancen mellem skriftmæssigt og originalt, bortset fra, at det første ikke på nogen måde hørt antastes af det sidste.

Det er da på disse to felter, den bibelske roman kristeligt set har sit domæne, og det er på dette, den bygger sit krav om en plads i menneskers liv og bevidsthed: det missionerende og det »situationsforkyndende«. I forhold hertil er det rent underholdningsmæssige nærmest at betragte som en conditio sine qua non, en uomgængelig betingelse for, at bogen i det hele taget bliver læst og kommer til til at arbejde. At det under hensyn hertil så langt fra at burde negligeres tværtimod bør understreges og behandles med al mulig omhu, alvor og respekt, ligger i sagens natur.

Kronik i Kristeligt Dagblad, den 19. januar 1956