I den jødiske Talmud findes en en egende om en stav, som Adam bragte med sig ud af Edens have, og som gik i arv til hans efterkommere. Noa havde den i sin besiddelse og gav den videre til Sem, i hvis slægt den blev bevaret, til den kom Abraham i hænde. Da Isak arvede sin faders gods, blev staven hans, og Jakob tog den med sig, da han flygtede til Mesopotamien. Senere overlod han den til sin søn, vicekongen af Ægypten, og den fandtes ved faraoernes hof under Israels trældomstid. Re’uel, præsten i Midian, som blev Moses’ svigerfader, og som ifølge Talmud oprindelig var en af faraos rådgivere, tog den med sig, da han blev tvunget til at forlade Ægypten, fordi han tilrådede sin herre at lette israeliternes kår og derfor faldt i unåde, og i hans have i Midian fandt Moses den senere og tog den med sig.

En smuk legende om den navnkundige stav, som støttede den store profet, når han vandrede ensom midt i sin samtids oprørte folkehav, hyrdestaven, hvormed han vogtede får på Midians kølige græsgange, som han siden vogtede de udvalgte folks hundredtusinder, tryllestaven, der snoede sig som en slange for Israels ældstes fødder, skilte havets bølger for det flygtende folk, da alt håb syntes ude, og slog vand til de tørstende af ørkenens klipper. En ejendommelig smuk og poetisk legende.

Eller tog Adam virkelig en stav med sig ud af Paradis? Om så er, hvad blev der da af den, da den gled den segnende Moses af hænde på Pisgas tinde? Kan det tænkes, at den endnu er iblandt os?

Måske kan vi finde den, hvis vi søger de steder, hvor der i dag springer vand til den tørstende af ørkenens klipper, hvor havet skilles for den fortvivlende og den ensomme finder støtte. Måske kan vi, nu vi ved, hvad vi skal se efter, genkende den i hånden på en eller anden, der ikke er klar over, hvad det er, han går med. Eller om nogen selv har erfaret sligt, så lad ham begynde med sin egen paraplykrukke og undersøge alle sine støttestave, både de gamle, der brast og rev ham i hånden med skarpe kanter, de nye, han lige har skaffet sig og endnu ikke rigtig tør stole på, og de solide, prøvede, der

aldrig har svigtet ham. Det kunne jo være . . .

– Hvor forstyrrende, når man er ved at skrive en kronik og netop står i begreb med at opsøge sin paraplykrukke – en sommernatsluftning fra det åbne vindue, tordenhed og tung af tjæreduft, som i en natstille gade i en by langt borte for længe siden. Hvor ofte har sommernætter og tjæreduft ikke således i nogle hastigt flygtende, sødmefyldte sekunder ladet mig fornemme afgrundsdybet i Johannes Jørgensens Umbrien-strofer:

Fjernt over Umbriens sletter, fjernt bag bjergenes rand klager min ungdoms nætter, kalder min vemods land.

Det er som en sang langt borte, en sang om år, der svandt hen. En sang om en tid, hvis porte jeg aldrig skal åbne igen.

Det er fra skyggernes kyster spøgelsesstrenges spil… Nattens rislende røster tier og lytter dertil.

Dog, der var ikke meget sødmefyldt ved den by, lidet til at forklare denne beklemmende strøm af vemod: udmattende hede og plagsomme fluer, pjalter og krigens elendighed. Det var nærmest med lettelse, jeg så dens gudshuses kupler forsvinde bag bølger, et sunket Gondwana-land, der ikke havde nogen herlighed, man kunne mindes og synge om. Hvorfor da vemod, når nuancer fra den skarnfyldte gade vækker erindringer her i de gode, lyse nætter, hvorfor disse harmoniske harpetoner, der pludselig tilintetgør eksistensens almægtige dissonanser og alt umelodisk rabalder ? Hvorfra den mærkelig forsonende glæde, måske endog mere lig forventning end vemod, der som stille lampelys spreder forkrænkelighedens mørke over hin by – eller over hvem ?

Det er ingen forklaring, at erindringsbilleder altid er fortegnet til den lyse side (for øvrigt kan det modsatte lige så godt være tilfældet). Der er mere end en gradsforskel mellem vemodigt-lyse minder og det uudsigelige, der ånder i Johannes Jørgensens rørdrum-toner.

Meget andet end erindringer kan få disse spøgelsesstrenge til at lyde, så meget, at det hverken kan opregnes eller begrænses. Måske, hvis man kunne sammenfatte alt, hvad der har bragt mennesker bud fra skyggernes kyster, man da ville finde, at intet element i vor erfaringsvirkelighed er lukket ude, som man undertiden har en fornemmelse af, at temaet for et kunstværk, litterært, musikalsk eller andet, blot spiller samme rolle som det lille korn, der får et hav til at fryse, eller som katalysatoren i en kemisk proces. Personlige forudsætninger, temperament, dispositioner og interesser har utvivlsomt en vis betydning for, hvad der i et givet tilfælde kan skænke nogle minutters eller, sekunders oplevelse af dette noget, der, næsten lig Brahman-Atman-religionens verdenssjæl (en måske mere end tilfældig analogi), har en tendens til at sive bort mellem fingrene ved alle forsøg på positiv bestemmelse. Selv har jeg fundet kraftige katalysatorer i Johannes V. Jensens urtidsromaner og i forblæste skyer over Dueoddes klitter, i Panis Angelicus og den første efterårsluft, i hebraiske folkesange og tanken på sydpolarlandets evige sne, i duften af nygravet jord og i de gamle østerlandes kulturhistorie – hvad er jeg, at jeg skulle se skævt til, om nogen fandt dem i det, der er mig fremmed, stokroseidyller og prioriteter, fanøkakler og kammermusik? Men hvor forstyrrende, alt dette, når man just beredte sig på den fængslende opgave at finde staven fra Paradis. Jeg blev stående længe ved vinduet for at betragte den tyste lysning over synskredsen i nord, hvor solnedgangen mærkeligt åndeløst mødte daggryet under ubevægelige skyer. Der var ingen måne, men enkelte store, gule stjerner stod fra zenith ned mod syd hvad er der sket med mennesket, siden det har kunnet komme i tvivl om, at himlen er dér oppe et sted, oppe over de farvede skyrandes ujordiske lys, som de mest betagende glasmalerier kun er matte skygger af, over de ubestigelige tinder, mere lokkende og mere uopnåelige end Himalayas ? Hvorfor bilde sig selv og andre ind, at »himlen, den er ingen steder, det er ikke noget, man kan tage og føle på, som de gamle mente«; hvad nytte til, at vi i stolthed over egen indsigt spænder musklerne og prøver at flytte Guds trone til et sted, hvor ingen dørstolpers hængsler kan ryste ved serafers råb, et eller andet nulpunkts nirvana, der må skræmme ethvert sundt menneske langt bort. (Alle I med det sublime gudsbegreb, græd over jer selv! I er som disse kunstigt-overraffinerede, degenererede, ækelt-elegante kinesiske guldfisk med de flossede finner og torskeøjne, der kun kan leve i akvarier og ikke dur i det åbne vand. Hvorledes vil I håbe at bestå i anfægtelsens ocean, når det levende livs orkaner får det til at fråde ? Hvis vi bare må være fri for jer eller også bøj jer ydmygt ned til jeres små brødre og søstre, at de kan bede om, at I må forstå blot en lille smule). Himlen drages os jo dog som magneten jernet. Jeg vover at påstå, at vi investerer milliarder i projekter, hvis ene formål er at nærme os den. Gør himlen til en aldrig erfaret – psykologisk proces eller subjektiv tilstand her eller hisset, og den i sit væsen let gennemskuelige »space-mindedness« (inden længe at oversætte ved »rumsyge«) toner frem af sig selv, om man tør sige det: som længslen efter surrogater, når kaffen er rationeret. Kunstige drabanter og rumstationer, kæmperaketter og mastodontteleskoper, astronomien på videnskabernes trone og talløse romanfantasier over den uafrystelige dagdrøm at opsøge universets mystik og mirakler.

Himmel eller ikke himmel – måske, måske finder vi frelsen derude, hvor alt er muligt!

Måtte det blot ikke være et babelstårn, vi nu atter rejser mod himlen, så vi må lade det hele falde, fordi vi ikke kan forstå hinandens sprog. Måtte raketternes spor få lov at pege manende opad endnu under denne jords historie, højt over menneskeligt svineri og al afskyelig kreperen. Men det går vel ikke for os, når vi vil bryde os vej ved grusom eksperimenteren med levende dyr og lade de militære instanser finansiere projekterne med ret til at bruge deres frugter i egne specielle øjemed. På en falden planet kan der vel ikke bygges andre himmelstiger end dem, der kan spores på Etemenanki-tårnet i Babel, endende tusinder af mile under månen. Mændene i raketskibskabinen, sejlende gennem verdensrummets tavst tordnende stjerneportaler, er en fabeldrøm, adskilt fra Adams æt ved vredens dage i fortid og fremtid.

En drøm, der i sig selv forlængst er blevet til snusket business hinsides Atlanten. Men hvad er det egentlig, der danner den syvfold forseglede grundsten i al litteratur, som bliver læst, både den man bruger til at understrege sin intellektuelle kapacitet ved at betegne snusket business, og den mere heldige, der beglos og beføles og lyksaliggøres med prisbelønninger som ofrene for en hundeudstilling? »Kunsten for kunstens skyld«, bogstaveligt forstået, vil dog stedse være som en tagrende i Sahara og dø af interesseløshed – man jævnføre de forsøg på rendyrkning, moderne maleriudstillinger kan fremvise, med deres modpol i oldægyptiske templer eller gotiske katedraler. Hvad er det hemmelighedsfulde, der ligger skjult i al virkelig kunstnerisk skaben, og som der slås mønt af i plagiatets og den litterære opportunismes snuskede business, det, der kan få formen til at synes så sekundær som indfatningen om en diamant, der vel kan fremhæve ædelstenens prismestråler, men iøvrigt hverken gøre fra eller til? Syvfold forseglet, for selv parnassets største erfarer med maleren Delacroix (måske dybere, jo større de er), at end ikke de selv kender det, der raser i dem, så meget, at de kan få det udtrykt nogenlunde tilfredsstillende for sig selv. Og dog brød Grundtvig måske seglene og forstod det så klart, som det er menneskeligt muligt, da han i næsten profetisk inspiration skrev »De levendes land« med disse vers:

O, flygtige drøm om evigheds-øen i tidernes strøm, om templet for glæden i tårernes dal, om halvgude-livet i dødningesal! Med dig fra de fleste henfarer på stand de levendes land.

O, skuffende drøm! Du skinnede boble på tidernes strøm! Forgæves dig skjalden, med mund og med pen, af glimrende skygger vil skabe igen; når skyggen er ligest, da hulke de små, som stirre derpå.

Fortryllende drøm om evigheds-perlen i tidernes strøm! Du gækker de arme, der søge omsonst,hvad hjertet begærer, i billed og kunst, så varigst de kalde, hvad sikkert forgår som timer og år.

—

Tjæreduft mig her og verdensrum mig der – skal vi også slæbes hele vejen gennem forløjet jungleromantik og sentimentale barndomsminder? Kommer du overhovedet tilbage til den stav?

Det var det, jeg ville sige: Jeg har den! Hvordan jeg har fået den i huset, ved jeg ikke, men den er her hos mig! Der er ingen tvivl om, at det er den, for den slår vand til mig af krigsramte byers ørkener og spalter det store verdensdyb, så jeg kan forlade dødsskyggens dal og nå langt hinsides Etemenankis trapper og de store raketters ildspor. Den støtter mig i middagsheden, og den spiller med tvedelt tunge mod enhver, der siger, at han ikke tror, Gud vil føre Israel til et forjættet land.

Men det falder mig ind, at Adam ikke selv fandt på at tage den med ud af Eden. Gud HERREN (han, som plejede at vandre i haven, når dagen blev sval) stod ved livets port, da manden og kvinden gik ud af den, knugede af sorg, rakte dem staven og sagde:

»Her, tag den! Den får I brug for, før vi ses igen.«

Kronik i Kristeligt Dagblad, den 31. juli, 1956